Fra Messias til meningsmåling



CAMBIO: Change. Plakat opsat i San Francisco op til præsidentvalget i 2008.

YES WE CAN: USA's valg for fire år siden var historisk. Den første sorte præsident blev valgt. Det handlede om håb og forandring. Jeg var til Demokraternes fest på hotel Westinn St. Francis i centrum af San Francisco i staten Californien på vestkysten. Sporvognene kørte rundt og ringede med klokkerne. Folk græd og krammede hinanden på gaden.

Hvad skete der så? Ikke nok - åbenbart - til at holde gejsten oppe. Til at bevare troen på manden på toppen. Barack Obama. Godt nok er en sygesikringsreform gennemført. Homoseksualitet er blevet accepteret i hæren. Soldaterne er på vej hjem fra Mellemøsten. Osama Bin Laden er væk. Men det gør stadig ondt i finanserne.

Mange amerikanere er arbejdsløse. Flere er blevet fattige. Krisen er stadig i gang i USA. Men. Der er jo også kun gået fire år. Så: Hvorfor denne mistillid. Skuffelse. Allerede? Er det ikke lidt for hurtigt at dømme manden. Var det så det? Myten Obama, der vandt på håb og budskaber om forandring, og så var han væk igen. For så kom millionæren og mormonen Mitt Romney og fortalte amerikanerne, at han vil sætte skatterne ned - og skabe 12 millioner nye job. At han kan gøre den forskel, han mener Obama ikke har kunnet.

Washington Post skriver her til aften, at den seneste exit poll peger på, at 50 procent af amerikanerne i morgen vil stemme på Obama, og at 47 procent af vælgerne vil pege på Mitt Romney. Det er tæt løb - men med de rigtige stater og valgmænd vurderer mange, at Obama får fire år mere i Det Hvide Hus. Nu må vi se, hvad der sker.

På vej til Texas
Og jeg er ekstra spændt, for jeg skal til USA igen på bagsiden af valget. Omkring nytår flyver jeg over Atlanten, når den europæiske presse er taget den anden vej. Jeg har tidligere været i Californien, Chicago, New York og Washington: Men nu skal jeg for første gang til Syden: Jeg flyver til New Orleans og skal holde nytår på en ranch i Texas. Så det bliver spændende, om det er Obama-land eller Romney-terræn, jeg skal ud i.

Men det tætte valg får mig til at tænke over, hvor enormt meget energi og hvor mange dollars, der bliver brugt på selve denne her demokratiske handling: Valget. Og fortællingen om valget. Tæt på det absurde:

En fortælling om magtens mænd og kvinder, der bliver ved med at skuffe: Først bygget op som eneren der mod alle odds kæmper sig til tops, for så at få magten og skuffe fælt: Er det en sund styring af et samfund at dyrke den fortælling om og om igen?

Amerikanerne siges jo ellers at have en vinder-mentalitet. En dyrkelse af den stærke ener. Men når man ser tilbage, skal man helt tilbage til Clinton for at finde en lederskikkelse, der stadig har en aura af at være vinder. Bush, McCain, Sarah Palin, Hillary Clinton ... de tabte på hver deres måde. Mon ikke USA har brug for at vælge en rigtig vinder denne gang.

Francis St. Westinn: Obama er præsident. Demokraternes valgfest er i gang - iblandet malurt, fordi stemmerne afgivet samtidig med præsidentvalget også annullerede de californiske bøssers ret til ægteskaber, 2008

Vicepræsident-kandidat Sarah Palin look-alike, til Halloween fest i San Francisco, oktober 2008

Haigtht Ashbury,SanFranciscos hippiekvarter, oktober 2008 lige inden Obama blev valgt.

Demokraternes valgfest, Francis St. Westinn Hotel, San Francisco, oktober 2008

Oakland, forstad til San Francisco, tæt på Berkeley University, oktober 2008. 

Strictly come Dancing

The Shoreditch quarter in London. Just around the corner from New Yards Inn, where Frame is situated. Very cool neighborhood.

Engang imellem skal man hjem fra en rejse før man begynder at forstå, hvad man har lært af at være på farten. Det er tilfældet denne gang, hvor jeg har tilbragt en travlt skrivende og dansende uge i London på besøg hos gode venner. En uge der endte med at blive særdeles lærerig ikke mindst på grund af en bitchet danselærer.

Mandag eftermiddag befandt jeg mig i en dansesal i Shoreditch-distriktet i det østlige London til en "Music Video Beginner"-time. Instruktøren med de rappe hoftevrid forrest ved spejlene var en høj, slank fyr i sportige sko med runde snuder.

Han var overraskende nok iført en lang grå striktrøje i den varme dansesal og løse joggingbukser, som han trak ivrigt op i for at vise, hvordan vi præcis skulle skyde vores hofter til den ene eller anden side præcis på det rigtige sted, lige inden eller lige efter beatet.

You are not children?
Efter at have instrueret os i de samme 40 sekunders dans til en bestemt sang igen og igen, stillede han sig op med armene over kors og hænderne foldet om albuerne og kiggede skeptisk på os med sine fyldige læber og kønne øjne.

Og så skældte han os ud:  - Can you please concentrate - all I ask of you is one hour of your concentration. Why are you somewhere else? Come on - You are not children, are you?

Det er man så ikke helt vant til - slet ikke som dansker. Men selvom jeg lige startede med at veksle et skævt smil med hende, der dansede ved min side, kunne jeg ikke lade være med at føle den der barnlige skamfuldhed og tænke: Han har jo ret. Ind med bagdelen. Ud med armene. Step på beatet. Der. Sådan.

Og den små-bitchede attitude hjalp overraskende. Nu bevægede vi os faktisk synkront i salen med de røde murstensvægge og den lettere rumlende lyd udefra af toget, der kørte over jernbroen ved Shoreditch Station. Bag den sukkersøde sangerindes heftige beats og "I will love you like this..."

Timing - føling - fejl
Og efter at have forstået det her med fokus og rettet min fulde opmærksomhed mod den grå striksweater endte det med, at jeg samlede det ene guldkorn op fra dansegulvet efter det andet:

• Læren om timing: At bruge den tid, der er, og ikke forcere tempo af angst for ikke at nå næste trin. 
• Læren om at fortolke og engagere sig i musikken, ikke bare at bevæge sig efter koreografien. 
• Læren om ikke at bruge god hjernekraft på at forsøge at kopiere andre, der selv er ved at lære. 
• Og læren om at se sig selv i spejlet og se sine fejl i øjnene. Så man kan rette dem.

Efter jeg er kommet hjem har jeg haft hans ord i hovedet på tennisbanen et par dage i træk. Og selv her hjælper de mig til fremskridt hele tiden: Ved at iagttage min skygge, når jeg træner slag. Ved virkelig at holde fokus på bolden. Ved at give mig tid til at forberede slaget, inden jeg rammer.

Måske briterne har en særlig sans for denne her timing. Og måske det er tilfældigt, at det er i et dansestudio i Shoreditch i bedste Flashdance-stil at jeg skal have sådan en aha-oplevelse af, hvad det vil sige, at lære sin krop nye bevægelser.

Når det ikke er godt nok
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den runde og bløde danske pædagogik, med evindelige opmuntrende kommentarer, faktisk berøver mig og andre herhjemme muligheden for virkeligt at lære noget ved at have den anden side med: Den side, der hedder: Det er ikke godt nok, det der! Men nu skal du se, hvordan det skal gøres.

Under alle omstændigheder skal jeg helt sikkert tilbage til "Reliance Square", næste gang jeg tager til London. Man kan godt blive afhængig af at være et sted, hvor man er i konstant bevægelse og for alvor føler at man rykker sig. Fysisk såvel som mentalt.

Apropos Britisk dans. Så er "Strictly come Dancing" BBC's udgave af "Vild med dans":
http://www.bbc.co.uk/strictlycomedancing/

Og hvis du er vild med dans og skal til London, så tag forbi Frame:
http://new.moveyourframe.com/

Demokratiets ånd

Grækenland er i krise. Økonomisk krise. De forenede euopæiske nationer har besluttet sig for at indgå en finanspagt, der skal bringe stabiliteten tilbage til eurozonen. Og tilliden til Europa på verdensmarkedet.

Til gengæld for milliardlån til grækerne skal de spare. Og dermed er mange grækere på vej til at blive fattige.

I Debatten torsdag aften medvirkede en økonom, der sagde det ret klart. Vi er på vej til at se en afvikling af velfærdsstaten. Også herhjemme. Forklaringen var hos ham ikke, at vi har levet over evne. Det kommer ganske enkelt af demografien:

Der bliver stadig færre unge til at forsørge stadig flere ældre. Så langt - så trist.

Men når jeg nu via facebook til daglig skriver sammen med venner fra Kenya, der bor i slummen og hvis bekendte arrangerer indsamlinger til begravelser er relativt unge mennesker, hvis sygdomme har kostet dem livet og familien store summer af penge, de ikke har, så må jeg indrømme, at jeg tænker en ekstra gang over de her protesterende unge mennesker i Europa, der går gennem gaderne med plakater når tab af velfærdsgoder bliver annonceret.

Fattigdom
Godt nok bliver vi måske fattigere i denne her del af verden. Men lige nu bliver millioner og atter millioner af mennesker, der har levet i mudder, sygdom, armod og elendighed hævet over støvet hver eneste dag.

De får mad og søvn og medicin og skolegang nok til at begynde at tænke over livet og deres samfund. De tænker på rettigheder. De laver kampagner mod vold, omskæring af pigebørn. Syg overtro. AIDS og korruption.

De diskuterer og parlamenterer og kritiserer deres politikere, hvis egoisme de nu kan gennemskue. Her er altså en bevægelse af mennesker, der er på vej til at få øjnene op for frihed og lighed - og for første gang i århundreder eller måske nogensinde begynder at rasle med deres lænker.

Det hellige
I Europa er det til gengæld århundreder siden. Det forhindrer os dog ikke i dagligt at ranke ryggen og tale om det hellige demokrati. For det er jo netop det, vi vil udbrede til alle staklerne mod syd og øst, der kues af zarer og oligarker, islamister og kommunister, slemme folk uden respekt for menneskerettigheder og demokrati, som vi siger.

Selv har vi sat Gud, konge og efterhånden også fædrelandet på porten. Det sidste kommer snigende når vi taler om unionens nødvendighed og grænsernes opløsning.

Til gengæld er velfærd og det økonomiske paradigme om konstant vækst blevet det store dyr i vores moderne åbenbaring. Den konstante vækst, der skal gøre det muligt for os at fortsætte med at leve dyrt og længe uden bekymringer står måske endda over demokratiets principper.

Lige nu sker der alvorlige brud på dette demokrati i Europas midte. Ungarns leder af det højrenationale parti Fidesz er valgt ind af folket. Og han har lavet om på forfatningen, så det for eksempel er blevet  forbudt at være hjemløs.

Måske det ikke på den lange bane er et stort demokratisk problem. Men det er det jo på sigt, når de demokratisk valgte regeringer viser sig ikke at være i stand til at navigere i en økonomisk krise, fordi deres magt er bygget på sociale kontrakter med befolkningen om uddeling af velfærd, der aldrig har været nogen garanti for.

Diamant Jubilæet

Foto fra festkoncerten på The Buckingham Palace som omkring 250.000 briter fulgte på storskærme, The Daily Mail.

Det er ikke så tit man kommer til at opleve en iscenesat event med så stor verdenshistorisk og national slagkraft, som den der blev iscenesat i London denne weekend. Og derfor kan jeg ikke lade være med at følge op på mit netop overståede besøg i den britiske hovedstad med lidt eftertanke:

Symbolets kraft
For selvom det langt fra var planen med vennebesøget i London, så kom Dronning Elisabeth II's 60 års jubilæum til at farve hele min oplevelse af byens mylder under dette mit ottende besøg i den britiske hovedstad. På trods af, at mine venner ikke er royalister, og jeg selv ofte har  svært ved at se monarkiets rolle i et moderne samfund:

For hvad skal vi med en dyr kransekagefigur i et guldbur, hvis magt kun er symbolsk?

Men i trange tider, som dem vi er i nu, hvor økonomien skranter, sammenhængskraften udfordres af globalisering og verden skifter gear, markerede Dronning Elisabeth Den II's jubilæum for mig en exceptionel opvisning i, hvordan en folkefest omkring monarken kan bruges til at styrke et samfund og dets fællesskab: Og selve fejringens intensitet tyder da også på, at netop det, er noget, man mener, er vigtigt i Storbritannien i dag, hvor 11,9 procent af befolkningen i Storbritannien - over 7 millioner britiske statsborgere - er født uden for landet - mod 4,2 procent da Elisabeth overtog tronen fra sin far i 1952.

Købelyst og Commonwealth
Det gælder indadtil folkeligt, når 1000 både i ti graders trist sommervejr, hård vind og styrtende regn med maorier i bastskørter, sportsfolk og journalister ved årerne glider ned af Themsen, der i Londons tidligere historie udgjorde hele pulsåren for byens liv og vækst. Og min ven Patricks mor kan fortælle om udsolgte butikker i forstæderne, hvor gær, mel og sukker er revet væk, fordi hele landet bager jubilæumskager. Det giver ikke mindst lidt ekstra indtjening til de forretningsdrivende.

Og det gælder udadtil globalt, når dronningen med en kolossal diamant tænder en fakkel, som ligeledes tændes overalt i det gamle kolonirige: Fra Australien til højlandet i Kenya. Jubilæets historiske dimension blev i den grad brugt til at trække trådene tilbage til det koloniale og postkoloniale britiske Commonwealth.

Klar til OL
Også helt konkret pegede "The Jubilee Weekend" fremad. For mylderet af gadefester under "Union Jack"-flaget var en praktisk øvelse inden det forestående OL, som Londonerne frygter vil vælte byen med den i forvejen hårdt pressede infrastruktur - ikke mindst metroen, der fra tid til anden står stille, når der mangler strøm, eller dørene blokeres af menneskemasser i myldretiden.

Før, nu og i fremtiden
Historien om "The Diamond Jubilee" hæver sig dog op over de praktiske forhindringer og fortæller med pomp og pragt om et imperium, der har handlekraft, mod og ånd nok til at gøre, hvad briterne selv tror på, og besnære verden: Før, nu og i fremtiden, hvis man da lader sig forføre af magien.

Og det er faktisk en så stor historie, kommunikeret så bredt og massivt til folket og hele verden, at det rækker imponerende langt ud over nyhedsdækningens sædvanlige tomgangssludren om bådenes vægt og antallet af fremmødte, som gennemblødte BBC-reportere rapporterede fra Flåde-sejladsen på Themsen søndag. - Hvad de da også fik hug for i de britiske aviser efterfølgende, hvor kommentatorer skrev om nye lavpunkter for BBC.

Når de royale begivenheder bliver formidlet som en reportage om personers forbrug af skattemidler bliver det nemlig vældig uinteressant. Den form for reportage har meget lille kraft, sammenlignet med netop den samlende, følelsesladede fortælling, der forener det enkelte menneske og den konkrete begivenhed med det store hele. Med historien og de lange linier.

Det er her det mytiske element ligger, det der gør, at fortællingen kan rykke folk og skabe udvikling:

Diamonds are forever
Og det lykkedes altså for briterne her i weekenden, så jeg nu sidder hjemme i sommer-grå København og småfryser i min "Union Jack"-røde sofa og tænker imponeret tilbage på i går, hvor min ven Patrick og jeg stod og så den fuldmåneoplyste aftenhimmel over Buckingham Palace bliver oplyst af et gigantisk festfyrværkeri, der foldede sig ud som kronen på værket efter en jubilæumskoncert på slotspladsen med ene verdensstjerner: Fra Kylie Minogue, Stevie Wonder, Elton John, Cliff Richard, Grace Jones over Sir Paul McCartney, der sang "Magical Mystery Tour" og Shirley Bassie's 007 hit: "Diamonds are forever".

Det, der har betydning, består, kunne man fristes til at skrive: Og det, der ikke har, forgår. Og dronning Elisabeth II har tilsyneladende betydning som symbol, fordi symbolet kan samle mennesker og nationer på tværs af grænser, religioner og tidszoner.

Og hun har da også med værdighed og dedikation taget den rolle på sig livet igennem. Fra hun indtrådte som 27-årig dronning i1952 og overtalte Churchill til at lade kroningen blive sendt på tv og frem til i dag, hvor hun 86 år gammel i næsten fire timer står ret i øsende regn og vinker til bådene på Themsen. Så giver det pludselig mening for mig, at Elisabeth har 1200 mennesker i husholdningen på Buckinghamshire Palace, otte limousiner og en samlet formue på omtrent 310 millioner pund, som Forbes magazine har skønnet.

Verdens bedste propagandister
Efter sådan en gang dronninge-røgelse må jeg erkende, at Elisabeth, der i øvrigt er første dronning på facebook, Det Britiske Kongehus, og de der står bag planlægningen af "The Diamond Jubilee" utvivlsomt må tælles blandt verdens bedste PR-folk:

Og at man på fastlandet i Europa måske skulle overveje at hyre nogle af dem, omend det kan synes at være lige lovlig sent at begynde historiefortællingen om et dybere skæbnefællesskab i Europa, hvor EU stadig lider under at være kommet til i skyggen af Hitlers slagkraftige vision om et tredje rige.

Keep Calm and Carry On
Selvom "propaganda" i dag har et voldsomt negativt ladet udtryk, så tror jeg efter weekendens oplevelse at Storbritannien og fælleskabet i Commonwealth - på trods af sin blodige fortid - har den fortællingens kraft i sig, der skal til, for at den enkelte tager sig sammen og arbejder for fællesskabet - hvad der netop er brug for i Europa lige nu:

Som budskabet på min "Diamond Jubilee" souvenir: En lyserød Tedåse med krone og Union Jack: "Keep Calm and Carry On": Et budskab oprindeligt trykt på 2,5 millioner plakater af den britiske regering under 2. verdenskrig og nu genopfundet i en ny svær tid for imperiet.

Se det britiske kongehus' suveræne hjemmeside her:
http://www.royal.gov.uk/

BBC's jubilæums-dækning med masser af historisk baggrund:
http://www.bbc.co.uk/news/uk-17500000?ocid=emea_DJ_display_bbccom_728x90

Og den 86-årige Elisabeths egen takketale for jubilæumsfejringen, der sluttede i dag:
http://www.royal.gov.uk/LatestNewsandDiary/Pressreleases/2012/TextofTheQueensDiamondJubileeMessage5June2012.aspx

Og så lige en film, der fortæller hele historien om "Keep Calm and Carry On", som Siri henviser til i kommentarerne herunder:
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=FrHkKXFRbCI

"The Lightness of Being", Chris Levine, 2004: Portræt af Dronning Elisabeth II, udstillet lige nu på Saatchi Gallery i London i en Google-sponsoreret foto-udstilling.

Den tidligere Take That-forsanger Gary Barlow fik samlet et band af blandt andet kenyanske piger til at synge hymnen "Sing" til dronningen ved koncerten mandag aften den 4. juni. Særligt komponeret til The Diamond Jubilee.

Slum-avisen

 Jeg sidder badet i solskin og fuglesang i det danske forår tæt på Øresund – og meget langt fra savannen. Dog stadig med tankerne dybt begravet i Kenya og det sidste projekt i Nairobi i sidste uge, hvor journalisteleverne fra Global Citizens' College lavede avisprojekt i slumkvarteret i Kibera.

Sidste tirsdag var jeg nemlig i fuld gang med at coache de danske og kenyanske unge i deres artikelskriveri i lokalavisen KCODA’s skuragtige hovedkvarter i Kiberas Olympia-kvarter.

Og det var lidt andre overskrifter end dem, vi arbejder med herhjemme, hvor bekymringen for små børns trivsel i daginstitutionerne ser ud til at være det mest substantielle blandet op med forskellige småligheder om en ministerkone med SU og en solid folketingsindkomst i skøn forening.

Elektrisk stød
På bare en dag kunne eleverne opsnappe historier om, hvordan små børn og hunde i Kiberas slumkvarter risikerede elektriske stød i regntiden, fordi interimistiske el-installationer sendte strøm gennem vandpytterne.

De kunne berette om mennesker, der står over for at få deres hjem og butikker flyttet af et kommende vejbyggeri, der skal føre en udløber fra Thika-motorvejen ind i Nairobi via slummen. En kompleks historie om samfundsmæssigt fremskridt og personlig krise.

Og om borgere i Kibera, der er så utrygge ved politiets manglende efterforskninger af kriminalitet, at de ikke tør melde ind om overgreb. De studerende fra Global Citizens College fandt politistationen tømt, da de mødte op og betjente på en lokal beværtning. 

Så er der noget ved at lave et avisprojekt, når begynderhistorierne bogstaveligt talt handler om liv og død, tænkte jeg i arbejdet med at finde ud af, hvilke kilder de studerende kunne få adgang til, og hvordan de kunne forvisse sig om, at deres historier nu ikke bare byggede på sladder og rygter.

Langt fra den beskidte virkelighed
For en journalist, der som jeg, primært er vant til at lave store systemhistorier med trænede kilder – politikere, forskere og meningsdannere – langt fra den beskidte virkelighed, var det vildt inspirerende at stå i de små redaktionslokaler i et Østafrikas største slumkvarter og opleve, hvor langt der er igen til den grad af demokrati, hvor journalistik er noget, der for alvor folder sig professionaliseret ud i faste rammer og formater.

Det journalistiske håndværks kompleksitet, objektivitetens udfordringer, når folk ikke vil svare på spørgsmål eller siger ting, man har svært ved at tro på - og det rene instinkts styrke står pludseligt lysende klart frem:

Hvad er din journalistiske mavefornemmelse? Er det her en historie og hvad er hoved og hale i det komplekse net af svært gennemskuelige interesser, personlige tvister, stamme-uenigheder?

Afhængigheden
Som i eksemplet med en af de vestligt støttede ngo’er, der giver penge til at musikere og dansere i Kibera kan dygtiggøre sig i en periode. Her var direktørerne efter eget udsagn uretmæssigt anklaget af andre lokale for at være korrupte. Samtidig klagede de over, at de måtte flytte deres lokaler, fordi en gruppe musikere var blevet afhængige af deres støtte og havde truet med væbnede repressalier efter at deres årlige støttebeløb var blevet taget fra dem.

De rare penge havde medført ”dependitis”, som direktørerne, ifølge mine studerende, formulerede det. Afhængighed. En historie, der for alvor viser vrangsiderne af godhedsindustrien frem: Det her er altså også en naturlig følge af, at vi i Europa synes, at det er sexet at støtte afrikanske musikere, dansere og malere i deres bestræbelser på at udfolde sig kunstnerisk. – Det gør de så. Nogle gange med våben …

Mave-fornemmelsen
Her er der virkelig noget at udrette for ”en journalist”, der stoler på sin mavefornemmelse og som evner diplomatiet og kommunikationens største kunst: At sætte ord på virkeligheden, så det bygger bro mellem de forskellige tankesystemer og interessegrupper, der kun taler sammen med evindelige anklager om, hvem der tager noget fra en anden.

Jeg har stadig kibera-mudder under fodsålerne og husker klart synet af de hængende elledninger på den grå regntids-eftermiddag. Og det slår mig: At præcis det, jeg har med fra min journalistiske andedam herhjemme er værktøjet til at sætte denne kasten beskyldninger i hovedet på hinanden i et system - uden det værdimæssige afsæt, der kan rykke diskussionen videre.

Agents of change
Og det er her, jeg tror den vestlige verdens journalistik kommer til kort og dør hen i en strøm af retningsløs reportage udformet via skemaer. Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg siger, at mine studerende kan bruge journalistiske værktøjer til at blive ”agents of change”, så er det et dannelsesprojekt, hvor det er deres mavefornemmelse, jeg skal lære dem at følge, lige såvel som reglerne for balanceret, faktuel korrekt og velskrevet journalistik.

Når man taler om, at den vestlige verdens journalistik er i krise, så tror jeg, at det er de store systemers langsomme aflivning af den enkelte journalist og redaktørs mavefornemmelse, der er årsagen til, at medierne ikke fungerer, som de skal.

Og de, der med ord kan vikle de gnistrende elledninger fra hinanden i Kibera. Det er dem, der sikrer de små børn et trygt liv fremover. Og det er dem, jeg tror, kommer til at fortælle fremtidens gode historier. 

Dræbende trafik

At rejse i Kenya er forbundet med et utal af farer, man som fremmed i landet kan sætte sig op til at være bange for: Hårdkogte kriminelle. Eksotiske sygdomme. Malariamyg. Giftslanger. Næsehorn. Og så er der den største dræber af dem alle: Trafikken.

At køre rundt i Nairobi - en af verdens hurtigst voksende byer, som i årene 2010-2025 ventes at noget nær fordoble sit indbyggerantal med 77,3 procent - er som udgangspunkt en halsbrækkende oplevelse.


Den personlige vejbane
Som en af mine kenyanske venner forklarede mig, da vi var på vej igennem trafikken i myldretid, så er der en tendens til, at hvis man har problemer med at nå frem, så laver man bare en femte bane på den firesporede vej og kører i den retning, man nu engang skal - gerne midt på vejen.

Så er stilen ligesom lagt. Jeg glemmer aldrig første gang jeg kørte med en af de lokale matatauer - minibusserne - fra slumkvarteret Kibera og ind mod down town.

Klokken var omkring fire om eftermiddagen. Der var myldrende liv på gaden, og vi kørte ned af en stejl bakke, og så sætter chaufføren bare speederen i bund. Så kommer man da frem.

Matatuer og lastbiler kører galt
Men det koster: Liv. I 2010 mistede 3055 mennesker ifølge trafikpolitiet livet på de kenyanske veje, skrev The Sunday Nation her for et par uger siden, hvor avisen i en leder anbefalede, at nu må der altså skrues op for straffene - og ikke mindst håndhævelsen af dem - for at overtræde færdselsloven ved for eksempel ved at køre for hurtigt, som især matatu-chaufførerne og dødtrætte lastbilchauffører er berygtede for.

Lederen var en opfølgning på en grim dødsulykke på Nairobi-Nakuru motorvejen, hvor en lastbilchauffør mistede herredømmet over sit vognlæs under en overhaling af en anden lastbil.

Læsset røg over i den modkørende bane, hvor den ramte en 14-sæders matatu. Avisen bragte et billede af den totalt sammenkrøllede vogn, hvori 13 mennesker mistede livet. Den 27-årige mand, der overlevede matatu-turen, måtte sørge over intet mindre end seks døde familiemedlemmer efter den tragiske ulykke.

Og sådan kan man blive ved, for et hvilket som helst opslag i de kenyanske avisers dødsannoncer viser, at langt de fleste unge ansigter, der toner frem er mennesker, der har mistet livet i trafikken. For nogle dage siden gik det ud over en berømt karikaturtegner i Kenya, der også blev offer for den fatale trafik:

http://www.africareview.com/News/Ghanaian+cartoonist+dies+in+Nairobi+accident/-/979180/1392254/-/wn7y8kz/-/index.html

Road kill
Og som min veninde, og samarbejdspartner i MS Action Aid, Mathilde skriver i et hårrejsende blogindlæg om en rejse fra Nairobi til Nanyuki for nylig, så kan man i allerværste fald ende livet som "road kill" a la pindsvin og ræve i Danmark gør det på de jyske motorveje:


http://mathildegoesglobal.wordpress.com/2012/04/21/en-inhuman-verden/

Det er særligt Mombasa-motorvejen og Thika-motorvejen, der er under ombygning, der lige nu koster menneskeliv i Kenya.

Trafikpolitiet - der i øvrigt af de lokale anses for at være gennemkorrupt - frygter, at over 4000 mennesker i år ender med at miste livet i trafikken. Og så er det ellers bare om at spænde sikkerhedsbæltet.

Graffiti rebellerne

Dagen inden det her maleri kom op på væggen på en af byen "Jua Kali"s ganske få bygninger, sad graffitikunstnerne i Mathildes og min hytte ude på savannen og drak Tusker-øl, mens vi diskuterede politik og kunst.

De er en gruppe kunstnere med gade-navnene Bankslave, Uhuru - frihed på kenyansk - Smokey og Swift, der arbejder sammen med en prisvindende fotojournalist, Boniface Mwangi.

Gribbe
I slutningen af marts var deres graffitikunst i "The Daily Nation", og her udtalte kunstnerne, at de måske nok var ved at opnå en vis berømmelse i hovedstaden Nairobi - mens gennemslagskraften ude i landet var mere tvivlsom.

Også derfor var halvdelen af gruppen, Swift og Smokey, taget på landet for at male vægmaleri sammen med MS Action Aids højskoleelever og fortælle de unge danskere og kenyanere om deres projekt:

I ly af mørket sprayer de nemlig lige nu den ene grib efter den anden op på Nairobis tomme mure og vægge. 

De vil fortælle en historie om de ledende politikere som korrupte og grådige dyr, der snylter på befolkningen. De siger selv, de gør det for at gøre en forskel frem til næste valg, der ventes omkring november eller december i år.

Grafitti-succes
Og de oprørske graffitikunstnere har faktisk personligt succes med deres modige fremturen, fortæller "Smokey" mig, mens han meget passende ryger en cigaret i den stjerneklare nat uden for hytten. 

Lige nu bliver firkløveret inviteret til at illustrere alle mulige ting, fortæller han: Og at male vægge på kontorer. På den måde er graffitien ved at blive en lukrativ levebane for ham og hans lille gruppe. Og han håber derfor, at det kan få andre til at følge i deres fodspor, så flere går på gaden og bliver dygtige til at male deres budskaber.

Når kunst betyder noget
Måske gade-graffitien her i Afrika faktisk virkelig kan komme til at spille en afgørende rolle? Som moderne billedkunst med reel bevidsthedsudvidende og samfundsombrydende gennemslagskraft? 

Lidt på samme måde, som den berømte stencil- og graffiti-kunstner Banksy har efterladt politiske budskaber rundt omkring i verden, som for eksempel en vinduestegning på muren mellem Israel og Palæstina og diverse rotter på murene i London.

Om gruppens gribbe-billeder reelt inspirerer Nairobis masser af unge til at sætte sig ind i politik og stemme, når valget kommer, er fortsat uvist. Men opmærksomhed får grafittien i hvert fald.

Læs mere om kampagnen "Kenya ni Kweto" her:

http://www.upiu.com/culture-society/2012/03/28/In-election-year-graffiti-reveals-Kenyan-dissent/UPIU-4711332968013/

Omkring 70 procent af Kenyas befolkning er i øvrigt unge under 25 år, og er dermed den befolkningsgruppe i Kenya, der demokratisk set kommer til at udgøre tungen på vægtskålen, når Kenya går til valg i fremtiden.

I fængsel i Nanyuki

"Velkommen i fængsel": En del af mine blogindlæg nåede grundet sygdom den sidste uge i Nairobi ikke at blive udgivet, mens jeg var på kenyansk grund. De af dem, jeg næsten var færdig med, kommer derfor først nu.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det meste af Nairobi er skærmet af med lås og slå – hegn og gitre: Pigtråd og ståltråd og alarmer. Det var derfor også lidt af en overraskelse at opleve, at sikkerheden, der skal holde tyve og mordere ude fra de velhavendes hjem, tilsyneladende er væsentligt mere sofistikeret end den, der skal holde tyve og mordere bag tremmer i et centralkenyansk fængsel.

Glasskår på taget
Men fængslet i Nanyuki er da nødtørftigt sikret - med stikkende glasskår på barakkernes tage og to-tre meter høje pigtrådshegn - der ud over de knippelbevæbnede vagter ser ud til at være det eneste, der holdt fangerne fra friheden. Det er så til gengæld heller ikke de allerværste typer, der afsoner her. De fleste er småkriminelle:

Tyve, voldtægtsmænd og slagsbrødre, der er blevet til mordere. Flere påstår, de er uskyldigt dømt. Og mange af kvinderne kan fortælle om nabostridigheder og fattigdom, der har fået dem til at fælde træer ulovligt, så de er endt bag tremmer.

Lucky Luke
Da jeg og mine journalist-studerende fra Global Citizens’ College i midten af april er på fængselsbesøg, er det lidt som at være en del af en Lucky Luke tegneserie at stå midt i Nanyuki fængsel.

Fængslet ligner en fangelejr eller koncentrationslejr fra det vilde vesten, og barakkerne hvor fangerne bor stammer da også tilbage fra kolonitiden, hvor det var briterne, der drev stedet.


Og fangerne er den dag i dag iklædt stribede fangedragter, så pjaltede at nogle har revet halve ærmer af, og rygge, der hænger i strimler som efter en slåskamp med et vildt dyr.

Grundskole bag tremmer
Vi bliver låst ind af den første port til en gård, hvor en gruppe fanger sidder foran “biblioteket” – et lille skur med seks hylder med aflagte skolebøger og hvide plasticmøbler. Her kan de på to år tage en uddannelse, der svarer til et grundskoleforløb på syv år. Ordningen er relativt ny. Omkring fjorten fanger har gennemført, og lærerne håber, at langt flere i fremtiden vil tage muligheden til sig.

Men det er altså her i den første gård, at vi bliver taget imod af  en hærdebred officer, der står for at vise os, hvordan de godt 350 indsattes hverdag ser ud. 

Fangernes rettigheder
I 2003 reformerede den nuværende præsident Mwai Kibaki fængselsvæsnet i Kenya og en del af det nye fængsels forordning står skrevet ned med rimeligt store typer på en tavle i den indre fængselsgård, som vi bliver låst ind i efter introduktionen:

Fangernes rettigheder. Til mad og vand og arbejde og uddannelse. Og som vi havde talt om inden besøget, så er det faktisk ikke helt så galt med forholdene, hvis bare man sammenligner med livet i slummen Majengo uden for.

Fængselsfabrikkens hjerte
Lige med undtagelse af gruppen af fanger, der som høns blev holdt stuvet sammen i et aflangt hus i den indre gård i fængselsfabrikkens hjerte.

Disse fanger kom kun ud i gården een gang under vores besøg for at stille op på række og få uddelt mad. De var iklædt civil og blev holdt strengt afskåret fra resten af fængslet.

Udenom den kz-lejr-agtige gård i midten, arbejdede de stribede fangedragter konstant overvåget af fangevogtere med at hamre dobbeltsenge sammen i snedker-værkstedet, at lave mad i køkkenet, så den sorte røg steg op af de små udvendige skorstensrør i blik med omvendte kræmmerhuse på toppen. Eller at passe fængslets plantage, hvor der blev dyrket blandt andet bananer til salg i solen.

Uskyldig afsoning
Men inde i huset i den indre gård ventede de mistænkte altså på at komme for en dommer. Her sad potentielt uskyldige mænd og venter på at få deres sag for - en proces, der ifølge en kenyansk avis i værste fald kan tage op til tre år.

Man kan med andre ord komme til at sidde i dage, uger og måneder i en barak med hundrede andre anklagede og vente på, at blive erklæret skyldig eller uskyldig i smårapserier - eller falske anklager om at have stjålet en motorcykel fra en nabo, som een af mændene i snedkeriet fremlagde som sin skæbne.

Tuberkulose
Så kan det godt være, at forholdene er forbedret i fængslet med mulighed for at læse bøger - men det opvejer jo ikke det scenarium, at mændene bag ståltrådshegnet i den indre gård sad indespærret i et hus, hvor en fangevogter hviskende fortalte mig, at de for nylig havde opdaget at en mand med stærkt smitsom og livstruende tuberkulose havde ligget syg hen, inden fængselslægen havde krævet ham afsondret fra de andre.

Og denne tydeligvis usunde måde at få lov til at afvente sin skæbne på, kan være med til at forklare  den apati, som een af mine studerende så fint observerede blandt fangerne. Ludende skuldre. Tomme blikke. Kuede udtryk:

Og ud fra et så svækket udgangspunkt - mon ikke pigtråd og glasskår på taget så egentlig er mere end rigeligt til at holde dem inden for murene. Fangevogterne fortalte i hvert fald, at der ikke havde været nogen vellykkede flugtforsøg for nyligt.

Besøget i fængslet i Nanyuki var en reportagetur arrangeret for de studerende fra Global Citizens' College i foråret 2012. Her er de 26 danske og kenyanske studerende på rundvisning i fængslets have, hvor der blandt andet blev dyrket majs og bananer.

Den afrikanske ranch

Sidst jeg var i Kenya besøgte jeg Karen Blixens farm i forstaden til Nairobi opkaldt efter hende: Karen. Farmen er i dag et offentligt museum, og det var en lidt skuffende oplevelse, for "farmen" var mest af alt en lille etplans villa, der lige så godt kunne ligge i Gentofte. Med en velslået græsplæne og nydelige runde blomsterbede, som jeg slet ikke kunne forbinde med mine forestillinger om "Den afrikanske farm". 

Det fik jeg rådet bod på forleden, da jeg kørte længere ned ad vejen uden for Nanyuki, nær landsbyerne Doldol og Naibor.

Konflikten mellem masaierne og de hvide farmere
Jeg var på jagt efter en interview-gæst til en kritisk interview lektion på Global Citizens' College. Og ideen var, at en af områdets største farmere ville være en oplagt gæst. Som min kollega, James, der er masai, fortæller, så har der de sidste år været stridigheder i området mellem masaierne og de få hvide farmere, der ejer gigantiske landområder i området. Det skyldes først og fremmest konflikter om kvæg, der krydser farmenes grænser, særligt i tider med tørke. Det giver bøder til masaierne, der selv mener, at de ikke har noget valg, hvis de skal overleve.

Men konflikten er dybere end det: Under kolonitiden har masaierne underskrevet en aftale om, at de frivilligt har afgivet deres landområder til briterne. Men aftalen varede i 100 år, og derfor krævede de i 2004 deres land tilbage fra farmerne. Et krav de dog ikke har fået støtte til af den kenyanske regering.

Den britiske farmer jeg var på vej til at besøge er netop en af dem, hvis land masaierne mener, tilhører dem. Og han har da også efter eget udsagn drevet sin kæmpemæssige kvæg-ranch her i Laikipia-området lige siden kolonitidens ophør i 1963.

Tilbage til fortiden
Derfor sad jeg på passagersædet i en taxa med chaufføren Leonard ved rattet og skrumplede ud af de støvede landeveje ved 17-tiden efter en arbejdsdag ved computeren i Nanyuki. Vi kørte ud af en uendelig lang vej, hvor jeg tidligere har kørt, fordi man længere ude kan se både vilde giraffer, zebraer og elefanter. Men inden man kommer så langt, kører man forbi et kæmpe område indhegnet til begge sider.

Og da vi kører ind til ranchen og finder hovedbygningen, er det pludselig som at være kørt ind i en anden tid:

Hovedhuset er bygget af mørke træbjælker, og den første, der møder mig er en ældre kikuyukvinde, med et hvidt klæde bundet om hovedet, der kommer fra køkkenet med forklæde på. Leonard må oversætte, for hun taler ikke engelsk. Hun fortæller, at farmeren selv er ude og gå tur med hundene, og så må vi vente. Jeg kigger ind i huset, der er møbleret med store tunge træmøbler. Et vældigt bord er dækket af en rosafarvet, vævet dug. Der står et vandfad og en kande på en vitrine. Det er som at kigge ind i kolonitiden, tænker jeg, og bruger ventetiden til at gå en tur rundt om huset og kigge ind i haven.

Der er fuglesang og brusen fra floden nedenfor. Ståltrådsindhegnede haver med høns og køkkenurter. Et lille træskur med nogle for mig ukendte jern-maskiner - også fra en anden tid. Og på den anden side af huset er der en overdækket terasse, hvor vin-planter vokser vildt under taget, og duer sidder og kurrer på gelænderet. Netop sådan en terasse, hvor man kunne forestille sig, Blixen kunne sidde og fortælle Finch Hatton en historie eller to om at skyde løver eller mægle i delikate skyldsspørgsmål mellem de lokale "vilde".

Velstand og stilstand
Der er en stemning af på en gang velstand og stilstand. Luften er fugtig og alting grønt. Men antallet af indhegninger og ståltråd, der markerer grænser og udelukkelser, får stedet til at virke en anelse tamt. Fra haven kan jeg svagt skimte nogle af de lokale arbejderes boliger: "Klassiske" runde hytter opført i grå beton og med stråtag på rette linjer.

Lidt efter kommer farmeren - eller rettere ranch-ejeren, som han retter mig - om hjørnet fra vejen i sin landrover med sine to hunde, der hopper kåde ud af bilen. Leonard sidder bag rattet i sin taxa, for han er bange for hundene. Som mzungu har jeg dog intet at frygte, siger han. Og jeg klapper da også ivrigt de velholdte dyr, der logrer og springer op af mig, inden jeg hilser på farmeren, en ældre enkemand med rund mave under den ternede skjorte, shorts og et fast håndtryk.

Farmeren inviterer mig på te. Men han vil ikke give mine elever et interview. Det er sønnen, der styrer forretningen i dag, og da jeg kører længere op af vejen for at tale med ham, afviser han også min forespørgsel, da han er på vej til Nairobi. Det ærgrer mig en del. For der er mange ting, jeg gerne ville have spurgt ham om. Kan jeg ringe til ham, spørger jeg: Nej. Telefonen er i stykker.

Arbejderne
På vej hjem vil Leonard lige ud og købe en sæk af det ulovlige trækul, som medarbejderne på ranchen åbenbart sælger. Der kommer tre små børn i hullet tøj ud og kigger på mig, mens jeg sidder i bilen. Ingen af dem siger: How are you? De taler modsat børnene ude på savannen ikke et ord engelsk. Og måske de slet ikke går i skole - for som chaufføren Leonard siger: De kommer ingen steder - ranchen her er hele deres univers.

De voksne arbejdere er tynde og hærgede at se på. De taler heller ikke engelsk, på trods af, at de arbejder for en englænder. Men ranch-ejeren er kendt for at tale op til flere af de lokale sprog flydende. Det forekommer mig underligt, at en mand, der er så rig på jord og ejendom har mennesker i sit brød, der er så fattige på ord og ejendele. Og når jeg næste gang kommer på de kanter, så kunne jeg godt tænke mig at spørge ham selv om det, nu hvor jeg ikke kan ringe til ham.

Kolonitiden er måske nok forbi på papiret. Men noget tyder på, at stærke viljer og vaner faktisk kan sætte tiden i stå. Med ståltråd og elektriske hegn og brudte telefonlinjer.

Læs mere om farmerne og masaiernes uenigheder her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/3614808.stm
http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/kenya/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=124912

Indkøbs-vogne

Godt nok er der gadebørn, der går og tigger lige her på parkeringpladsen uden for Nakumatt-supermarkedet i Nanyuki. Men - det er ikke alle børn i Centralkenya, der render barfodede rundt i affald.

Børnene her på indkøb med deres forældre i søndags, så hvert fald ud til at have det strålende.

Når indkøb bliver en leg
Jeg talte med en af mødrene i supermarkedet, der sagde, at hendes lille søn elskede at komme her på grund af de fine indkøbs-vogne. Som det kan ses på billedet: En fin plasticvogn med rat som børnene kan sidde i, med en rummelig trådkurv bagpå til indkøb.

En ide jeg også tror kunne være et hit derhjemme, hvor jeg ofte ser medlidende efter mødre og fædre, der slås med at få ungerne til at holde op med at hive slik ned fra hylderne i kassekøen. Det her ser ud til at gøre indkøb til en leg for både mor og barn.

Nakumatt er i øvrigt en af Østafrikas største supermarkedskæder. Den har eksisteret siden 1987 og har i dag 29 butikker - fortrinsvis i Kenya, men også i Uganda og Rwanda.

Gadebørn

MS Action Aid stod fredag for en kampagne i Nanyuki. Jeg var med for at støtte mine journalistelever, der havde arbejdet på kampagnen om gadebørn de sidste uger i samarbejde med amerikaneren Matt Orcutt, der tidligere har undervist på Daraja og nu har en lille organisation, Simana, der arbejder med at få gadebørn i Nanyuki i skole.

Hvide holder børn på gadenDer er usædvanligt mange af dem i byen, og årsagen er den store tilstedeværelse af hvide mennesker i området: Safariturister, soldater og hvide farmere og deres gæster. 

Alle velmenende og velhavende mennesker, der giver de pjaltede, tiggende drenge penge – som de så bruger på først og fremmest lim, som de sniffer, så de hverken mærker sult eller kulde. Og hvor der er gavmilde hvide mennesker, der vil hjælpe, er der tiggende unger i Afrika.

Kampagnen gik i korte træk ud på at omkring halvtreds af højskolens elever, MS voluntørerne, der er hernede for at lave frivilligt hjælpearbejde, de lokale aktive kenyanere og mine kolleger og jeg gik festende og dansende gennem byen fulgt af en højttalervogn med afrikanske rytmer og en speaker, der på swahili og engelsk råbte budskabet ud:

Kampagne for omsorg
“It’s not the money that you share – it’s the fact that you care”. Et budskab der blev støttet op af en flyer om gadebørnene og deres liv og fakta om Matts organisation, der foreløbig får omkring 34 gadebørn i skole hver dag med fyldte maver.

Mange af danskerne på Global Citizens College havde været nervøse for kampagnen og frygtet, at gadebørnene ville smide sten efter os, når vi gik omkring med budskabet om, at man ikke skal give dem penge, men prøve at hjælpe dem på anden vis:

Men det stik modsatte skete: Efterhånden som gruppen af smilende unge i røde T-shirts kom frem i byen sluttede børnene sig til i store flokke. Barfodede og mange med svømmende øjne og deres tomme limflasker skjult i ærmerne på for store hullede sweatere. Som de så tog frem i ny og næ og suttede på eller inhalerede.

Lim i ærmet
Jeg gik på et tidspunkt ved siden af en lille dreng, der gerne ville holde mig i hånden. Han var vel omkring 6-7 år gammel, med store runde øjne og bare beskidte fødder med tørret mudder i skorper på tæerne.

Lugten af den kemiske lim stod op fra hans lille runde hoved med de nedklippede afrokrøller. I et forsøg på at skjule, hvad han havde for, så jeg ikke den halvstore flaske først. Den var sammen med hans lille hånd gemt inde i ærmet. Som han så satte op til ansigtet. Da jeg så hvad han havde for, prøvede jeg i afmagt at sige til ham, at det ikke var godt for ham. Abdiaziz, som jeg underviser, oversatte til swahili.

Men da drengen opdagede, at jeg allerhelst ville tage flasken fra ham med det samme, stak han af.

De er ikke farlige
Processionen endte i den lokale park, hvor Matt og et tidligere gadebarn - der i dag har fået en uddannelse - holdt tale. Den sidste appellerede til gruppen af lokale nanyukianere, der var blevet tiltrukket af tumultet fra processionen gennem byen.

- Nu taler jeg til jer, der bor her, ikke jer hvide, appellerede han: - I der er her fra Nanynuki, der bor og arbejder her til daglig: I kan gøre en forskel for de her børn hver eneste dag. Ved at tage jer af dem. Give dem mad. Give dem en hjem. De er ikke farlige. Men de har ikke brug for penge: De har brug for nogen, der tager sig af dem.

Under scenen, vi havde fået opstillet i parken, lå halvstore gadedrenge med deres limflasker og sniffede løs, mens talerne blev holdt.

Mor med svømmende øjne
Lidt væk stod en mor med sin lille baby, som jeg for nogle uger siden i misforstået godhed netop havde givet 500 shillings på gaden, fordi hun tiggede. Nu stod hun svajende med sin baby på ryggen i parken: Med svømmende øjne og et fjoget, savlende udtryk i ansigtet: Og lugten af lim omkring sig som en sky.

Foran scenen i parken dansede de pjaltede unger rundt med glade smil: Nogen af dem i de røde T-shirts, som Action Aid havde trykt til lejligheden med budskabet om ikke at give gadebørnene penge.

Og som journalist kunne jeg ikke lade være med at observere, hvor “vellykket” kampagnen var på den måde, at man fra scenen kunne høre budskabet om hjælp til gadebørn, mens netop dem, det handlede om – børnene selv – stod og dansede lyslevende og sølle lige foran alle de fremmødte:
 
Forstyrrende
Men det var også en voldsom oplevelse på en hed, smuk, klar solskinsdag i Nanyuki med Mount Kenya knejsende over byens koloni-barakker i slumkvarteret Majengo:

En oplevelse, der lidt ligesom lugten af klistret fra de tomme flasker har sat sig forstyrrende i min hjerne: Afrikanske rytmer. Smilende unge og dansende gadebørn høje på lim.

Hvad gør man ved det? Man beder de lokale om at tage affære. Man tager sig af dem, der står een nær. Man husker sig selv på, at man ikke gør en forskel ved bare at give andre mennesker penge. Og mon ikke det gælder både her og derhjemme, når alt kommer til alt?

Mere om Simama kan læses her:
https://www.facebook.com/SimamaProject


Jeg har filmet under eventen, og vil når jeg er hjemme i Danmark igen prøve at lave en mini dokumentar og lægge den op her på bloggen. 

Kongeriget

Det er ikke så tit det sker, at man står midt i virkeligheden og får associationer til en tegnefilm. Det var ikke desto mindre, hvad der skete for mig, forleden aften, da jeg var inviteret til middag i “tårnet”, som vi kalder Daraja-skolens lederes hus. Associationer til “Løvernes Konge”:

I øvrigt den bedste tegnefilm, jeg nogensinde har set - fordi den med en grusom historie om en løveunge, der tror sig selv skyldig i sin egen fars død og vælger at leve sit liv blandt mindre farlige arter i junglen, fortæller en universel vigtig dannelseshistorie: Om at kende sin egen natur – og den svære udfordring det er for de fleste ikke bare at finde sig selv men også faktisk at træde i karakter.

Men tilbage til “tårnet”, som jeg var på vej op til i skumringen på savannen forleden:

Forbi de orange-malede skolestuer med de irrede grønne bølgede jern-tage og det afskallede gavlmaleri af en grøn elefant med store stødtænder. Over fodboldbanen, der i dagens anledning var fyldt op af en stor flok geder og en gruppe små børn, der vogtede dem. Og forbi stabens huse og affaldsdyngen, hvor hele Darajas skrald af Nakumatt-poser fra det lokale supermarked og emballage lejlighedsvis bliver brændt af.

Tordnende cikader
Og så ud i ukendt territorium: Stejlt opadgående og med en tiltagende lyd af græshopper eller cikader. En lyd, der bare blev højere og højere, indtil mine ører gjorde ondt, og mit hoved føltes, som om det skulle sprænges. Jeg har aldrig hørt en så infernalsk lyd fra naturen, helt på linje med tandlægebor og vejarbejde, så det virkede helt overnaturligt:

Men ligesom i eventyrene, hvor advarselslyde ofte høres fra djævelske magter, når målet er nær, fortsatte jeg frygtsomt videre, og akkurat som i de gode fortællinger fra barndommen, stoppede lyden brat, når jeg kom for tæt på de store syngende insekter skjult i græsset og skumringen.

Tårnet
Og så var bygningen nær: Tre rum stablet oven på hinanden med en stor terasse øverst: Tårnet er bygget næsten øverst på klippegrund, med trin hugget ud i stenen – stejlt oppe af en bakke med udsigt over det indhegnede område, savannen uden for og de støvede veje i det fjerne, hvor tunge lastbiler fragter sand, så det kan høres som en fjern buldren, der skaber store huller i den dårligt konstruerede asfalt.

Trappen slynger sig stejlt hen forbi fronten af huset og går direkte op til døren, og ind i huset, hvor gruppen af amerikanske unge, der passer huset, mens forstanderparret er i USA og fundraise, var i gang med at snitte kasawa og grønt til en karryret med ris og diskutere, hvorfor det altid er skandinaviske kvinder og italienske mænd, der render halvnøgne rundt i de stærkt muslimske områder ude ved kysten som Malindi, hvor en af selskabets deltagere, Adam, er lærer på en pigeskole.

Mus
Her i “tårnet”, er det til gengæld mus, der render rundt. En af dem pilede rundt bag tallerkener til stor opstandelse for hele selskabet, indtil Carson greb den i halen og svingede den hen over bordet, mens pigerne hvinede. Hvorefter musen bed ham, så han tabte den ned af trapperne, fra stuen til entreen.

Men det var hverken historierne om nøgne skandinavere eller pilende mus, der fik mig til at tænke på Løvernes Konge. Det var til gengæld udsigten over savannen i skumringen fra 3. rum på toppen af tårnet, hvor badeværelse og soveværelse lå:

Som fra en løve-klippe
Fra balkonen i tårnet på klippen kunne vi skue ud over hele savannen, synes det. Et sted på himlen lå et tordenvejr som en klump af mørke skyer, der i fine gule glimt blev oplyst af lyn. Som om en vældig kraft i dette afgrænsede univers var ved at tage eller fremkalde billeder.

Et andet sted kiggede de første stjerner frem, og langt under os lå hele skolen udbredt med udkig over bygninger, spisesal og MS Action Aids bittesmå hytter:

Og akkurat som en han-løve i en tegnefilm før eller efter en veloverstået kamp ville sætte sig til at trone på den højeste klippe og skue ud over sit kongerige, kunne man stå her og se ud over hele dette på en gang overskuelige og uendelige univers, mens mørket faldt på.

Daraja Academy, hvis område MS Action Aid bor på, er en pigeskole for fattige kenyanske piger. Omkring 23 af landets forskellige stammer er repræsenteret på skolen, der styres af det amerikanske par Jason og Jennie, der har overtaget byggerierne fra en tidligere drengeskole Baracka.

Dengang var det utilpassede amerikanske drenge, der kom på genopdragelse her i området: Men en sag om manglende skattebetaling fik efter sigende skolen til at dreje nøglen om, så Jason og Jennie kunne virkeliggøre deres kenyanske drøm om en pigeskole: “Kongeriget” Daraja Academy, opkaldt efter broen over floden, som man passerer på vejen: Daraja er det kenyanske ord for "bro".

Låst ude på Daraja

Her til morgen blomstrer kæmpekaktussen uden for spisesalen på Daraja. De små skud fra kaktusens opadstræbende grønne stammer viser sig at indeholde de smukkeste store hvide blomster, som bierne nu summer om.

Et syn der ikke kan undgå at gøre mig glad efter en nat, hvor Mathilde og jeg – igen har været udfordret af den afrikanske virkelighed, da vi kom hjem efter mørkets frembrud fra Nanyuki til en låst dør, vel vidende at vores egne nøgler lå inde i huset.

Karatespark
Først var vi overbeviste om, at døren måtte være gået i baglås. Så den fik nogle vrid og et par karatespark for at gå op, uden resultat. Og så måtte vi ellers ud på stierne med vores dårlige mobiltelefon-lygter for at få hjælp.

Med blikket stift rettet mod græsset.

Og ørerne spidsede efter lyde fra den omkringliggende bush. Knurrende lyde, gryntende lyde. Og den gumlende lyd af de store sortbrogede køer, der pludselig stod usynligt tæt på os i mørket, hvor vi passerede, uden for vores svage lyskegler.

Ivrigt spisende af det friske græs i natten, mens kalven et sted, spærret inde, brægede indtrængende gennem natten.

Lyn fra en klar himmel
Engang imellem gik der en blitz hen over himlen. Jeg har aldrig oplevet lyn fra en klar himmel. Men i går var de der. Et for et flashede hvide lys fra horisonten et sted i mørket. I så korte glimt, at det var svært at blive klog på, om det var indbildning eller ej.

Vi lagde vores by-indkøb af Out of Africa-nødder, chips, aviser og bananer fra en lang dag i Nanyuki i kollegaen Tasjas hytte, og så fortsatte turen i mørket på jagt efter lagner – og vagten: Der kom mod os ude i det åbne landskabet mellem hytterne med en klar skinnende lygte:

Jernspyd
En stor sort mand med skæg i noget, der lignede en regnfrakke – vistnok med hætte – og med et vældigt tungt jernspyd i den ene hånd.

Og så sjoskede vi ellers troligt efter ham i natten. Ned til Darajas bevogtede port, hvor den anden vagt kunne oversætte fra swahili, eller hvad det nu var for et stammesprog, han talte.

Mathilde fortalte mig, at flere af vagterne har ar på maven, og at antallet af ar viser, hvor mange løver de har slået ihjel i deres liv. Det er nogle gode folk, der passer på pigeskolen Daraja Academy og os danskere og kenyanere fra MS Action Aid. Hele området er hegnet ind af elektrisk hegn, og porten er stor og tung, forseglet med kæder om natten og bevogtet døgnet rundt.

MS Action Aid har to platforme, som vi kalder dem. Firkantede bygninger med kontorer, klasseværelser og sovesale og med et åbent rum i midten med græs og kig til himlen.

Liv
Derudover har vi tre runde hytter og et lidt større todelt hus, hvor Mathilde og jeg bor i den ene side, og læreren Joseph i den anden side. Spredt ud på et græs-tæt område med træer, kaktusser, køer, hunde, høns, geder og et fantastisk rigt fugle og dyre-liv.

Vi kom ikke ind i hytten igen i nat. Selvom vagten skruede hele håndtaget af for at konstatere, at døren altså var låst. Men her til morgen kom han så forbi med nøglen. Vores lokale rengøringsdame havde i bedste mening lånt Mathildes nøgler fra skrivebordet i hytten for så at låse og lægge dem i køkkenet.

Og nu ligger Mathilde så og sover under myggenettet, mens jeg sidder udenfor i solen og kigger på slangebusken, som læreren James og Abdiaziz, en af mine journalistelever, forleden skar ned til et minimum med hver deres machete, for at forhindre sorte mambaer i at krybe fra buskadset over i stråtaget og ned i vores hus, der i forvejen er hjemsøgt af myrer og biller og andet kravl.

Men ligesom med den stikkende blomstrende kaktus, er Daraja – hvor vi bor – hele området her – et sted, som jeg ikke kan lade være med at holde uendeligt af, fordi det er så rigt på liv.

Jeg har aldrig været et sted, hvor der er så meget liv koncentreret på så lidt plads. Et liv, der aldrig holder op, men fortsætter aktivt dag og nat. Jeg husker, hvordan det er at komme hjem herfra og mærke stilheden i Danmark. Lyden af stål og glas og beton, og elektroniske maskiners enerverende summen.

Jeg er derfor med en hel del vemod, at jeg skal forlade Daraja for tredje gang i mit liv i morgen, når turen går til Nairobi, hvor vi skal lave avisprojekt med Global Citizens College i Kibera. 

Når regn er en velsignelse

Så kom den for alvor: Regnen herude på savannen. Jeg sidder i hytten og hører de tusinder af tunge dryp mod stråtaget over mig og tænker på, hvor vådt det skal være, før det begynder at sive igennem.  De sidste uger har den været her i små byger om eftermiddagen. Men nu tordner det for alvor. 


Alene hjemme 
Min veninde og kollega Mathilde, som bor her i hytten, er i Nairobi, så jeg har hjemmet for mig selv. Der er strøm i aften. Så selvom det er gråt af regn uden for og tordenen rumler dybt over mit hovede, så har jeg lys herinde til at skrive og arbejde.
  

Og her er faktisk hyggeligt. Det er ikke som hos naboerne, der bor i hytter suret sammen af træbjælker og kolort. Turkanaerne og masaierne og deres børn, der råber “how are you?” efter mig når jeg går aftentur ude på savannen. 


Jeg tænker på, hvordan alle de små beskidte børn må sidde stimlet sammen i et mørkt hjørne i deres bittesmå hytter nu, mens moren måske er ved at tilberede en gryde githeri, bønne- og majssammenkog eller majsvællingen ugi til dem, i vand hentet fra den brusende flod og varmet over de forbudte trækul, de selv fremstiller i strid med love. 


Røde floder
Hvordan klarer de det derude i hytterne på skråningerne mellem akacietræer og buske, når vandet som nu løber i stride strømme over den hårde tørre jord i røde floder mod lavningerne?

Her sidder jeg med stearinlys og strøm fra solcelleapparatet og en stor hytte med stampet, malet lergulv og cementvægge og fine vinduer og toilet og bad med rindende vand og føler mig så uendeligt priviligeret for ikke at blive våd. 

Da jeg tog herned talte vi danskere om, at det godt nok var “ærgerligt”, at jeg kom til Kenya i regntiden. Men så forleden nævnte jeg det over for en kenyansk ven, og så sagde han med det største smil: - Du kommer med regnen, som vi har tørstet efter i et halvt år. Den, der kommer med regnen, er en velsignelse.  

Naturgaven
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi i “det grønne” Danmark, der er så fokuseret på klima og miljø, opfatter den tunge regn om sommeren som en katastrofe:

En livsvigtig naturressource, som der er knaphed på i verden, falder som en gave over os. Og alt hvad vi fokuserer på, er oversvømmede kældre og kloakker, druknede klenodier og forsikringspræmier, der stiger. 

Men det er selvfølgelig også noget andet i et frugtbart land som det her, hvor solen skinner hele tiden. Det er lettere at acceptere våde fødder, når det er et spørgsmål om overlevelse.  Og når man ikke har en kælder fyldt med fine sager, udgør de røde floder måske heller ikke den store trussel:

Da jeg ankom herude for snart tre uger siden, var savannegræsset gult og steppen tør og bar. Nu er der grønt alle vegne, og kvæget og gederne flokkes for at gumle løs på buskenes friske skud og det nye græs. Regnen er virkelig en velsignelse.