Kibera - storbyjunglen

Slumkvarteret Kibera er et sted mange kenyanere slet ikke kommer. Det anses for at være farligt. Bus nummer 8 i Nairobi er endda noget, man undgår: For bus nummer 8 kører til Kibera. Det gør Mathilde og jeg så også denne fredag eftermiddag i en taxa.

Turen fra YMCA-hotellet, hvor vi bor nær bykernen - trygt bag en svær, blåmalet jernport - går gennem en af de mere velhavende kvarterer, hvor præsident Mwai Kibakis residens "The State House" ligger gemt væk bag høje jernbarer og store gule plancher med forbud mod at fotografere. Langt inde bag en allé kan residensen skimtes, gemt væk bag palmer og buskads og bevogtet af svært bevæbnede vagter i militærtøj og bourdeaux baretter.

Blodbadet i 2007
Det er altså her den vindende part af Kenyas skandaleombruste valg i 2007 holder til. Kibaki, der er Kenyas 3. præsident, genvandt magten ved valget i 2007 med kun omkring 200.000 stemmer over sin rival Raila Odinga, der efterfølgende anklagede Kibaki for valgfusk med påstande om, at han som kikuyu ikke ville slippe magten og derfor måtte svindle sig til at beholde den. Efterfølgende brød helvede løs i Nairobi og flere steder i Kenya. Odinga havde ført en fjendtlig kampagne mod Kenyas største stamme kikuyuerne, der udgør omring 20 % af befolkningen, og på den måde skaffet sig en mængde stemmer fra rivaliserende stammer som Luo-stammen.

Efter valget udviklede det sig til blodig konflikt mellem stammerne: Ikke mindst i Kibera. Dengang sad jeg selv et sted langt væk fra begivenhederne og rapporterede om dem på Radioavisen. Jeg kan tydeligt huske en nat, hvor en af mine daværende kolleger overrakte mig et temmeligt blodigt formuleret udlandstelegram om, hvordan kikuyuer og luo'er huggede hinanden ihjel med macheter i et slumkvarter i Nairobi.

Lugten af Nairobi
Mit første sanseindtryk af Nairobi er på det her tidligere tidspunkt lugten af forurening. Nairobi lugter på en eller anden måde svagt af brændt gummi, blandet med tjære, asfalt eller sod, der tørrer næse og svælg. Måske egentlig også lugten af støv fra den røde jord i rabatten og fra alle mulige andre steder. En lugt af industri fra et tidligere tidspunkt, der passer meget godt med det syn, der er i vejrabatten, når man kører omkring:

Det ene øjeblik en ung pige i cowboybukser, med en plastictaske over armen, sms’ende på sin mobiltelefon og med en slikkepind i munden. Og så det næste øjeblik en mand i løse grå bukser og en blå jakke med en hakke, der af for mig uigennemskuelige grunde går og hakker i en kedelig rabat af sten og græs. Eller en kvinde der går med trætte lidt slæbende skridt og fejer med en rigtig gammeldags rund heksekost ved en port foran et barrikaderet, privat område. Eller en ung mand, der trækker en form for jernkærre med sig med to hjul og plasticdunke på ladet. Det er ligesom om, at industrialderen ligger alle vegne og oser, samtidig med at en del af befolkningen er rykket videre til internetalderen.

Den nubiske jungle
Og osen bliver ikke mindre i Kibera, da taxaen et kvarters tids kørsel fra Kibakis hovedkvarter skrumpler ned af den ujævne vej ind i storbyjunglen. Det farlige Kibera voksede frem efter 1. verdenskrig, hvor hjemvendte nubiske soldater fik lov til at slå sig ned. Ordet Kibera er da også nubisk og betyder jungle eller urskov.

Her er lugten blandet med bilos i deciderede skyer fra biler så smadrede, at man slet ikke forstår, at de kan køre med så mange mennesker på de tiltapede sæder. Og af stegeos, og mere brændt plastic og lugten af beskidte mennesker og hengemthed og mudder og urin. Ikke helt ulig lugten af en Roskilde Festival henad dag fire, når solen har bagt længe over menneskehavet. Og måske også derfor er den der angst for den farlige bydel ret hurtigt væk. Faktisk var min oplevelse af storbyjunglen fredag den 2. september en del mere venlig end junglen og soldaterne omkring Kenyas svar på “Det Hvide Hus”. Også selvom man hverken må fotografere det ene eller det andet sted.

Mathilde og jeg skulle i dag besøge KCODA, organisationen bag de lokale “The Kibera Journal” og tale med journalisterne om en workshop vi skal lave sammen med dem i næste uge. (Mere om det i et senere blogindlæg). Vi mødte blandt andre KCODA-chefen Julius og journalisten Collins, der stolt viste os det relativt nyligt tegnede kort over Kibera.

Myndighederne i Kenya har nemlig efter sigende ikke lyst til at anerkende slummens eksistens og udvidelse, som foregår dag for dag – som nu hvor familier på flugt fra hungersnøden mod nord hver eneste dag ankommer til Kibera i håb om at kunne skabe sig en tålelig tilværelse. Ifølge myndighederne for nogle år siden var her kun omkring 200.000 mennesker, mens Kibera-folkene selv anslår, at der bor 2 millioner. Måske virkeligheden er et sted midt imellem. 

Den sorte høne og ilden
Efter mødet går vi gennem kvarterets udkant, og jeg får at vide, at jeg skal gemme mit kamera væk, for det er ikke velset at fotografere her. På vejen spørger jeg undrende én af fyrene, der hænger ud på KCODA’s kontor, Francis, om det er meningen, at der er ild i jorden på den anden side af rabatten tæt på bølgeblik-skurene, der med støvede trækæppe, jernskrot og stof og plastic er lappet sammen til et sted, hvor folk åbenbart bor. Den høje slanke mørke fyr, der stammer fra en provins ude i Vestkenya og er kommet til Nairobi for at arbejde, smiler et bredt, hvidt, varmt smil og trækker lidt på skuldrene. Det tror han bestemt ikke, det er: Altså med vilje, at noget brænder i rabatten. Folk går bare forbi. Der løber børn rundt på vejen. En sort høne står op af blikskuret tæt ved den løbske ild.

I det hele taget har jeg svært ved at se mig mæt på Kibera, fordi der er så utroligt meget at se på. Her er fyldt med mennesker og farver og virvar. Mennesker der sælger sko og tøj i bunkevis på en baggrund af beskidt jern. Der er hundredevis af sådan nogle forretninger under brune støvede halvtag, der ligger på rad og række op af hinanden. Og så er der store dominerende røde cola-reklamer malet direkte på blikskurene – overalt synes det – som om de her mennesker ikke har andet at bruge penge på end cola. Jeg ser en mand, der sælger svedne majskolber i rabatten. En bod sælger medicin og fylder luften med en højtråbende mandsstemme, der priser urtemedicinens positive effekter. Biler og matatuer, de lokale busser, suser larmende og hostende gennem færdselsårerne med musik på hvert et skrattende anlæg.

Og så går Mathilde og jeg på café i slummen, med KCODA-chefen Julius, journalisten Collins og Francis, der hænger ud med os, og spiser en art tykke madpandekager med brun sovs og lever, som vi spiser med fingrene, mens to udmagrede kattekillinger lægger sig til rette under den bænk, Mathilde og jeg sidder på, og et tv i hjørnet rapporterer fra Haag, hvor den internationale krigsforbryderdomstol ICC lige nu er ved at afgøre, om de vil forfølge seks mænd, blandt andre end radiovært, en politichef og tre tidligere ministre for deres medansvar for at opildne til blodbadet i 2007. "The Ocampo Six", som de kaldes. Der står en hvid britisk forsvarer og procederer noget med: “...This is how these tribes are...”:

Der er barrer for vinduet, stegeos fra køkkenet og larm fra solskins-eftermiddagen i Kibera udenfor. Men maden smager godt og mætter voldsomt og koster ingenting. Og så drikker vi cola til. Selvfølgelig. 

Vi skal ud i Kibera igen i næste uge. Jeg har planer om, at jeg må have taget nogle billeder. De kommer her på bloggen, når det er lykkedes. Og så skal vi ind i blikskurene, og besøge nogle af de mennesker, der bor her og op på et udkigspunkt for at få et overblik over området.