Quinde i Qatar

Om påklædning og penge i et af verdens rigeste lande

Skal jeg have tørklæde på? Og kan jeg overhovedet være her alene? Nu er det jo ikke Saudi Arabien, men alligevel, tænker jeg, da jeg arrangerer min tur til Nepal med en overnatning i Doha på vejen. I ørkenstaten Qatar, som jeg ikke engang ved, hvor ligger, før billetten er booket. Det kan jeg godt, forsikrer Qatar Airways mig om, og så booker jeg mig ind på Hotel Oryx Rotana og sikrer mig limousine service fra lufthavnen. Jeg vil jo nødig sætte mig ind i den forkerte "sheiks" bil i et patriarkalsk land, hvor jeg har en ide om, at man ikke ligefrem har den store respekt for en nordisk blondine, der rejser alene.

Det hele er gråt i gråt, da jeg lander lørdag helt tidligt på aftenen. Klokken er kvart over seks og under mig ligger ørkenen. Jeg ser olieboringstårne på vej ind over det tilsyneladende golde land, der ligner om et månelandskab i den gråtågede belysning med den nedgående sol bag disens tynde gardin.

Ikke sært, at Qatar er en nation af hovedrige handelsmænd under emir Hamad bin Khalifa al Thanis arvede styre. For kan man ikke handle, hvad skal man så gøre et sted, hvor noget nær det eneste jorden afgiver er sort klister: Man kan jo ikke spise olie – eller naturgas for den sags skyld.

Men på trods af, at der ikke er meget, der kan gro her naturligt, så går det strålende med væksten, fortæller min chauffør, der kommer fra Manila på Philippinerne. Det er arbejdet, der kalder ham og mange hans landsmænd til det lille ørkenrige. Siden 2007 har Qatar haft verdens højeste vækst i indkomsten per indbygger. En velstand der kan være en del af forklaringen på at det autoritære styre her ikke har mærket meget til det arabiske forår.

Chaufføren tager straks min taske og undskylder hotellets velkomsthilsen til Mr. Gry i lufthavnen, mens vi slanger os ud gennem mylderet foran ankomsthallen. Luften er 32 grader varm og føles som et vakuum, der slutter tæt omkring mig efter flyets kølige aircondition.

Jeg kan ikke lade være at se efter de lokale i deres lette lange kjoler: Mændene i kridhvidt med rød og hvidternede eller helt hvide gutra-tørklæder fæstnet med en sort ring, en såkaldt “agal”, og kvinderne i kulsort, abayha-kjoler og shayla-slør, som regel med ansigterne frie. De bevæger sig let og på eller anden måde gnidningsfrit hen over asfalten i deres sandaler omkring de dyre biler. Uden den plumphed, der præger turisterne: De tre russere plastret til med mærketøj fra Boss, Fred Perry og Dolce & Gabbana. Den midaldrende britiske mand i den krøllede skjorte. Og jeg selv i mine tunge Timberland-støvler og cowboybukser fra Kenya.

Og selvom det må være mærkeligt med denne ensartethed, så er der alligevel noget utroligt æstetisk over den traditionelle islamiske dragt. Da jeg senere sidder i hotellets restaurant og ser et ungt par – hun i sort og han i hvidt og skubbende en barnevogn foran sig med en sovende lille pige i – kommer jeg til at tænke over ligestillingen mellem kønnene i denne verden, hvor begge parter har sin uniform.

Hvis man ser isoleret på klædedragten, hvor undertrykkende er den så egentlig for disse elegante slørede kvinder? Næste dag ser jeg emirens anden kone Sheikha Mozah i vestligt tøj i en avisartikel om hendes arbejde for at fremme børns skolegang. Kvinder får også her i landet en længere uddannelse end mænd.

De skal så godt nok finde sig i at dele deres mænd med andre koner, som nu Sheikha, der er emirens anden ud af tre koner. Men man kunne jo også være fræk og spørge, hvor mange der i praksis gør det derhjemme, via mandens udenomsægteskabelige affærer eller elskerinder? Og da jeg vågner næste dag ved lyden af en fløjsblød mandestemmes kalden til bøn over Qatars varme månelandskab, går jeg straks i gang med at filosofere: Kunne man egentlig ikke lige så godt se vores egne samfundsnormer i Danmark med p-piller fra teenageårene og fuldtids-job livet igennem som kvindeundertrykkende? Er vores ortodoksi i forståelsen af det kvindelige og det kvindeliges plads i samfundet ikke også præget af visse blinde punkter med plads til udvidelse og tolerance over for andres ideer? 

- Is everything alright, Madam? Spørger receptionisten, da jeg tjekker ud i lobbyen med de store palmer, hvor personalet, som jeg også så på arbejdet sent om aftenen før, er i fuld gang med at gnubbe alle glasfladerne. Her er der nogle helt andre rettigheder på spil, tænker jeg:

- Ja. Det er det. Hele tiden er alting fuldstændig fantastisk let og elegant. Jeg glider ind og ud af Qatar i limousine og ønsker, at jeg kunne tage den høflige service med hjem, Jeg har selvfølgelig også Riyal-sedler med isfugle at betale med. Og man skal nok ikke underkende at netop det er med til at få alting til at glide. Uanset hvor poleret og elegant omgivelserne i øvrigt er:

Emiren Hamad Khalifa al Thani er i øvrigt også her et godt eksempel. Han er en populær herre verden over. Eksempelvis gav han et større millionmeløb til orkanofrene i New Orleans, da Katrine ramte – og finansierede opstarten af Mellemøstens uafhængige kabel-tv Al Jazeera, med base i Doha. Og så er det måske ikke så sært, at han kan være på god fod med amerikanerne samtidig med, at han har varme kontakter til den militante palæstinensiske organisation Hamas, der er svorne fjender af USA's allierede i Mellemøsten Israel.

Kilder:

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/qa.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Hamad_bin_Khalifa_Al_Thani

Når Østen ikke vil som Vesten

Hillary Clinton kaldte fredag Rusland og Kinas veto mod en FN-resolution mod styret i Syrien for "foragteligt" ved et møde i Tunis om optrapningen af urolighederne i Syrien. 

Bashaars bomber

Hun gav ved samme lejlighed et større millionbeløb til humanitær hjælp til syrerne, der bliver bombet og dræbt af deres præsident Bashaar al-Assaad, som lige nu slår hårdt ned på landets oprørere i blandt andet byen Homs. Der er meldinger om hospitaler, der bliver bombet, børn der bliver voldtaget, og massevis af uskyldige, der bliver hjemløse eller mister deres liv.

Kina og Rusland mod intervention

Da to vestlige journalister her i slutningen af ugen - med et vidt forgrenet netværk i Frankrig, USA og Israel - blev dræbt, fik konflikten endnu mere opmærksomhed.

Men Kina og Rusland vil ikke være med til at gribe ind og har nedlagt et veto mod en militær intervention imod præsident Assaad i FN's sikkerhedsråd.

Clintons vrede

Og det har gjort Clinton vred: Derfor lagde hun fredag ikke fingrene imellem, da hun gav udtryk for, hvor frustreret hun er over Rusland og Kinas veto. Budskabet var klart: Landene må skifte holdning og komme syrerne til hjælp i stedet for at bremse "det arabiske forår" - som mange internationale iagttagere i øvrigt mener har skræmt både Kina og Rusland, hvis økonomiske vækst er betinget af fortsat stabilitet:

"They are setting themselves against the aspirations not only of the Syrian people, but of the entire Arab Spring, the Arab awakening", sagde Clinton:

"It's quite distressing to see two permanent members of the Security Council using their veto when people are being murdered...It is just despicable. And I ask, 'Whose side are they on?' They are clearly not on the side of the Syrian people.”

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/9105470/Syria-Hillary-Clinton-calls-Russia-and-China-despicable-for-opposing-UN-resolution.html

http://www.voanews.com/english/news/Clinton-Lashes-Out-at-Syria-Russia-China-140371953.html

Knive i ærmet

Meldingen blev opfattet som en provokation mod øst. I hvert fald kommenterede det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag på udmeldingen med formuleringer om, at USA og Europa gerne ville fremstå humanitære, men i virkeligheden skjulte "knive i ærmet". USA og Europa "are harboring hegemonistic goals" i Syrien, skrev Xinhua. 

Østens skurke

Og udmeldingerne fra Xinhua på den ene side og Clinton på den anden viser i mine øjne, at Østen og Vesten lige nu er på kollisionskurs. Samtidig bliver jeg med Clintons ord om Kina og Rusland som "skurke" også selv klar over, hvordan mit verdenssyn er forankret i en vestlig moral:

For hvordan kan man forsvare ikke at komme civile til hjælp? 

Hvem vogter moralen?

Omvendt kan man jo spørge sig selv, hvordan det er gået med hjælpen til irakerne og afghanerne og senest libyerne? Hvor meget blod har vi selv fået på fingrene i disse aktioner? Og hvor vidt har vi  kunnet overskue de moralske, økonomiske og menneskelige omkostninger?  Hvem har vi egentlig hjulpet mest?

Og direkte afledt af disse svære spørgsmål: Er der mon på nogen måde en grund til at Kina og Rusland tøver? Eller er det ren og skær totalitær egoisme, der holder dem tilbage fra - som den gæve, vestlige politibetjent - at gribe ind i alverdens konflikter; vel at mærke i verdensdele, hvor vi har interesser at forsvare. Når folk i Afrika bliver brutalt myrdet af sindssyge regimer, er vi jo som regel ikke helt så skrappe til at komme dem til undsætning, som vi er i Mellemøsten.

Østens skatte

Da jeg stod ved et julepyntet butiksvindue i Moskvas gader for et par måneder siden og nød synet af foreningen mellem vest og øst i al sin rigdom og skønhed, slog det mig hvor mange skatte, der faktisk er mod øst. Og hvor lidt vi egentlig har interesse i dem i denne del af verden. Det gælder måske også tankegods.

Her er en del af verden, der i årevis har spejlet sig i Vestens butiksruder og tilegnet sig vores måder at arbejde, handle og tænke på. Det har skabt en succes i "vores verden", der ikke er til at overse. Men mens russere og kinesere på hver deres måde kopierer og tilnærmer sig vestlig livsstil, fortsætter vi med at se dem som stereotyperne i Hollywoods fremstillinger af russisk eller kinesisk mafia og barbari.

Demokrati-krisen

Vi kritiserer Rusland og Kina for manglende demokrati. Men lige nu er vores egne hellige demokratier ikke desto mindre i alvorlig krise og tilsyneladende ude af stand til at varetage samfundenes grundliggende interesse i for eksempel at få gjort op med de systemfejl i den finansielle sektor der skaber tikkende bomber under samfundsøkonomien.

Det kunne godt føre frem til en erkendelse af, at vi måske skal skrue lidt ned for bedømmelserne af Rusland og Kinas handlinger og lidt op for velviljen til at forstå bevæggrundene for, at de gør, som de gør. Måske de ligefrem har en bedre basis for at dømme os end omvendt? - Efter at at have studeret og efterlignet os i årtier, kender de mon så ikke os en hel del bedre, end vi kender dem?

Under alle omstændigheder har jeg Kina helt øverst på min ønskeseddel over kommende rejsemål.  

Jeg tror, at det er på tide at begynde at se Østen som en kilde til inspiration frem for blot som en trussel:

Både-og

...Og med mit sparsomme kendskab til østlig filosofi er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Østen er "Både-og", og ikke, som vi ofte ønsker at kategorisere alting i Vesten: "Enten-eller".

Så er det bare med at finde ud af, hvordan vi praktisk og politisk forholder os til det. Måske i første omgang ved at åbne øjnene mere for inspirationen og dermed også få en mere brugbar forståelse af truslen, når Østen ikke vil som Vesten.