REJSEN TIL KENYA III 2012

NEXT: Nordirland - Malmø - Minnesota MAJ 13: Kathmandu APRIL 13: Qatar JAN 13: New Orleans DEC 12: Texas JUNI 12: London APRIL 12: Nanyuki DEC 11: Moskva - Skt. Petersborg - Zanzibar NOV 11: Eastleigh SEP 11: Nairobi



fredag den 2. marts 2012

Vores Europa

Solen stråler over Danmark i dag, akkurat som den gjorde, da jeg for en del år siden gik omkring i Bruxelles og nød synet af EU-parlamentsbyens fine botaniske have:

Den europæiske byggeplads 
Jeg var i byen for at besøge en veninde, der arbejdede på Socialdemokraternes kontor. Og for med egne øjne og ører at opleve "den europæiske byggeplads", der i 2005 havde været igennem et svært nederlag, da hollænderne og franskmændene stemte nej til Forfatningstraktaten - som blandt andet symbolsk skulle have indført fælles flag og hymne for unionen.

En traktat, der siden blev fulgt op af Lissabon-traktaten, som på en række områder indførte flertalsafgørelser i EU, men som ikke blev sat til afstemning herhjemme, på trods af at mange mente, at traktatteksten lignede den forrige til forveksling. En traktat daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet befolkningen, at de skulle stemme om.

Velkommen til Serbien
Så vidt med vokseværket dengang. Lige nu udvider unionen sig nemlig igen i både bredden og dybden: I aftes kunne det danske formandskab meddele, at Serbien nu officielt er på vej til at blive optaget i Den Europæiske Union.  

... og finanspagten 
Og her til morgen fredag underskrev Europas nationer finanspagten, der skal sikre en stabil økonomi i eurozonen ved at forpligte landene på at minimere deres gæld.

Irerne stemmer - danskerne gør ikke
I Irland kræver landets forfatning, at irerne skal stemme, om de vil være med. Det gælder ikke herhjemme, har Europaminister Nicolai Wammen meddelt. Alligevel hænger der traditionen tro ved enhver udvidelse af EU-samarbejdet plakater med krav om en folkeafstemning rundt omkring på togstationerne i det blide forårssolskin:

For et par uger siden under statsministerens ugentlige tirsdags-pressemøde spurgte en journalist Helle Thorning Schmidt, hvorfor vi egentlig ikke skal stemme om den der finanspagt, der gør, at vi skal rette nationens indtægter og udgifter til efter EU's overordnede regler: 

Juristerne bestemmer
- Bliver vælgerne ikke forvirrede over begrebet afgivelse af national suverænitet? spurgte han: Med andre ord: Har danskerne ikke grund til at undre sig over, hvor langt vi kan gå i forhold til at flytte beslutningskraft væk fra Folketinget og ned til Bruxelles, uden at det går ud over vores basale forståelse af folkestyret?

Hertil svarede statsministeren:
- Jeg skal ikke kunne sige om, man kan være forvirrede over begrebet, men det er jo netop derfor, at vi skal være glade for, at vi har en grundlov og også har jurister, der kan kigge på en sådan grundlov og også tolke, hvad der er op og ned, sagde Helle Thorning Schmidt og fortsatte: 

Helle T: En tradition
- Og nogen gange, når vi har haft at gøre med EU, så vurderes det, at vi afgiver suverænitet – så har vi folkeafstemninger – nogle gange vurderes det, at vi ikke afgiver suverænitet, så har vi ikke folkeafstemning. Det har vi tradition for i Danmark, og den tradition viderefører vi selvfølgelig, lød det fra Helle Thorning Schmidt. 

Undtagelsen Schlüter
Det er bare ikke rigtigt. Tilbage i 1986 udskrev Poul Schlüter faktisk en folkeafstemning om en udvidelse af det indre marked, fordi Socialdemokratiet på det tidspunkt var imod mere union. Her var der ikke tale om en grundlovskrævet afstemning. Men Schlüter brugte folkeafstemningen politisk, fordi han mente, at det var i danskernes interesse at være med.


For ifølge juristernes vurdering var der ikke noget i udvidelsen af samarbejdet i EF dengang, der gjorde det nødvendigt at bruge grundlovens paragraf 20, som siger, at politikerne kun "i nærmere bestemt omfang" kan afgive dansk suverænitet til overnationale organer, hvis der er 5/6 flertal for det i Folketinget eller befolkningen bliver spurgt og siger ja. 

Angsten for et "nej" 
Til gengæld sagde danskerne ikke "ja", da vi senere blev bedt om at tage stilling til Maastricht-traktaten i 1992. Den skulle vi nemlig stemme om i henhold til grundloven. Og det endte med vores forbehold i unionen mod blandt andet euroen, som stadig er aktuelle.  

Det er op til eksperterne
Det har gjort politikerne bange for at spørge folket i EU-spørgsmål. Og det centrale spørgsmål om overførsel af beslutningskraft fra Folketinget til Bruxelles er siden blevet en juridisk spidsfindighed, som Justitsministeriets jurister tager stilling til fra gang til gang.

Men jura er ingen eksakt videnskab, og da jeg for nogle år siden skrev speciale om netop grundlovens uklare paragraf 20 og EU's udvikling, kom jeg mere og mere til at spørge mig selv, om de danske politikere af angst for en skuffende folkeafstemning skubber en svær politisk beslutning fra sig i stedet for ærligt og åbent at redegøre for, hvorfor de mener, at vi i en eller anden grad må afgive magt til fællesskabet, og hvordan vi tjener vores egne interesser ved at gøre det:

Så ville vi nemlig kunne begynde at diskutere, om unionens vokseværk i bredden og dybden på sigt vil gavne Europa og skabe den fred, stabilitet og økonomiske vækst, unionen blev sat i verden for - eller om den er med til at udvande demokratiet, og - eller - måske ligefrem gøre livet sværere for flere? 

Næppe succes uden fælles vision
Set fra et lidt naivt demokratisk synspunkt kan man i hvert fald spørge sig selv:
Hvis unionen er en størrelse vi ikke forstår, hvis grænser vi ikke har overblik over, og hvis historiske mål og med vi ikke begriber - hvordan kan vi så nogensinde bidrage til dens succes?

 

2 kommentarer:

  1. Hej Gry.

    Godt at se dig tage fat på EU-stoffet! Blot et par korte kommentarer her til det du skriver.

    Jeg tror, ikke vi vil erkende, at et fællesskab, som er så stort og komplekst som EU (og hvordan kan EU nogensinde ikke være og blive det?) alene af praktiske grunde forudsætter en temmelig stor grad af suverænitetsafgivelse for at have MULIGHEDEN for at fungere. Det er en risiko, vi bliver nødt til at være villige til at løbe.

    Jeg synes, det er nødvendigt, at den til enhver tid siddende danske regering tog det på sig at tage formidlingen af de komplekse sammenhænge på sig og prioriterede den højt. Der mangler tro på, at der er en interesse for og en evne at forstå EU-politiske og EU-bureaukratiske spørgsmål i befolkningen. Om den evne og interesse er der, vælger politikere ofte at aflæse i medierne!!????

    Vi som i alle her til lands kommer aldrig til at forstå eller interesse sig for EU-spørgsmål, men flere kan komme til det end i dag.

    SvarSlet
  2. Hej Charlotte.

    Dejligt med en kommentar!

    Jeg bliver simpelthen nødt til at skrive om det her, selvom tiden er knap pt... Det fantastiske ved at skrive på bloggen er jo, at man kan gøre det efter "overbevisning".

    Akkurat som jeg mener, at gode politikere bør handle ud fra deres overbevisning - og ikke bare fordi rapporter, tal eller jurister legitimerer det. Her er den danske regerings problem pt i en nøddeskal, som jeg ser det. De har tilsyneladende ingen overbevisning, bare se tacklingen af betalingsringen :-/ Ingen kan jo nogensinde se konsekvensen af en politisk beslutning på sigt.

    Der kommer flere indlæg om EU de nærmeste dage:

    Jeg har planer om at skrive et indlæg om Foghs tackling af Lissabon-traktaten.

    Og så har jeg tænkt mig at skrive et historisk indlæg om de danske politikeres trang til at nedtone unionen. Fra Krag, der førte os ind i unionen og frem.

    SvarSlet