Gadebørn

MS Action Aid stod fredag for en kampagne i Nanyuki. Jeg var med for at støtte mine journalistelever, der havde arbejdet på kampagnen om gadebørn de sidste uger i samarbejde med amerikaneren Matt Orcutt, der tidligere har undervist på Daraja og nu har en lille organisation, Simana, der arbejder med at få gadebørn i Nanyuki i skole.

Hvide holder børn på gadenDer er usædvanligt mange af dem i byen, og årsagen er den store tilstedeværelse af hvide mennesker i området: Safariturister, soldater og hvide farmere og deres gæster. 

Alle velmenende og velhavende mennesker, der giver de pjaltede, tiggende drenge penge – som de så bruger på først og fremmest lim, som de sniffer, så de hverken mærker sult eller kulde. Og hvor der er gavmilde hvide mennesker, der vil hjælpe, er der tiggende unger i Afrika.

Kampagnen gik i korte træk ud på at omkring halvtreds af højskolens elever, MS voluntørerne, der er hernede for at lave frivilligt hjælpearbejde, de lokale aktive kenyanere og mine kolleger og jeg gik festende og dansende gennem byen fulgt af en højttalervogn med afrikanske rytmer og en speaker, der på swahili og engelsk råbte budskabet ud:

Kampagne for omsorg
“It’s not the money that you share – it’s the fact that you care”. Et budskab der blev støttet op af en flyer om gadebørnene og deres liv og fakta om Matts organisation, der foreløbig får omkring 34 gadebørn i skole hver dag med fyldte maver.

Mange af danskerne på Global Citizens College havde været nervøse for kampagnen og frygtet, at gadebørnene ville smide sten efter os, når vi gik omkring med budskabet om, at man ikke skal give dem penge, men prøve at hjælpe dem på anden vis:

Men det stik modsatte skete: Efterhånden som gruppen af smilende unge i røde T-shirts kom frem i byen sluttede børnene sig til i store flokke. Barfodede og mange med svømmende øjne og deres tomme limflasker skjult i ærmerne på for store hullede sweatere. Som de så tog frem i ny og næ og suttede på eller inhalerede.

Lim i ærmet
Jeg gik på et tidspunkt ved siden af en lille dreng, der gerne ville holde mig i hånden. Han var vel omkring 6-7 år gammel, med store runde øjne og bare beskidte fødder med tørret mudder i skorper på tæerne.

Lugten af den kemiske lim stod op fra hans lille runde hoved med de nedklippede afrokrøller. I et forsøg på at skjule, hvad han havde for, så jeg ikke den halvstore flaske først. Den var sammen med hans lille hånd gemt inde i ærmet. Som han så satte op til ansigtet. Da jeg så hvad han havde for, prøvede jeg i afmagt at sige til ham, at det ikke var godt for ham. Abdiaziz, som jeg underviser, oversatte til swahili.

Men da drengen opdagede, at jeg allerhelst ville tage flasken fra ham med det samme, stak han af.

De er ikke farlige
Processionen endte i den lokale park, hvor Matt og et tidligere gadebarn - der i dag har fået en uddannelse - holdt tale. Den sidste appellerede til gruppen af lokale nanyukianere, der var blevet tiltrukket af tumultet fra processionen gennem byen.

- Nu taler jeg til jer, der bor her, ikke jer hvide, appellerede han: - I der er her fra Nanynuki, der bor og arbejder her til daglig: I kan gøre en forskel for de her børn hver eneste dag. Ved at tage jer af dem. Give dem mad. Give dem en hjem. De er ikke farlige. Men de har ikke brug for penge: De har brug for nogen, der tager sig af dem.

Under scenen, vi havde fået opstillet i parken, lå halvstore gadedrenge med deres limflasker og sniffede løs, mens talerne blev holdt.

Mor med svømmende øjne
Lidt væk stod en mor med sin lille baby, som jeg for nogle uger siden i misforstået godhed netop havde givet 500 shillings på gaden, fordi hun tiggede. Nu stod hun svajende med sin baby på ryggen i parken: Med svømmende øjne og et fjoget, savlende udtryk i ansigtet: Og lugten af lim omkring sig som en sky.

Foran scenen i parken dansede de pjaltede unger rundt med glade smil: Nogen af dem i de røde T-shirts, som Action Aid havde trykt til lejligheden med budskabet om ikke at give gadebørnene penge.

Og som journalist kunne jeg ikke lade være med at observere, hvor “vellykket” kampagnen var på den måde, at man fra scenen kunne høre budskabet om hjælp til gadebørn, mens netop dem, det handlede om – børnene selv – stod og dansede lyslevende og sølle lige foran alle de fremmødte:
 
Forstyrrende
Men det var også en voldsom oplevelse på en hed, smuk, klar solskinsdag i Nanyuki med Mount Kenya knejsende over byens koloni-barakker i slumkvarteret Majengo:

En oplevelse, der lidt ligesom lugten af klistret fra de tomme flasker har sat sig forstyrrende i min hjerne: Afrikanske rytmer. Smilende unge og dansende gadebørn høje på lim.

Hvad gør man ved det? Man beder de lokale om at tage affære. Man tager sig af dem, der står een nær. Man husker sig selv på, at man ikke gør en forskel ved bare at give andre mennesker penge. Og mon ikke det gælder både her og derhjemme, når alt kommer til alt?

Mere om Simama kan læses her:
https://www.facebook.com/SimamaProject


Jeg har filmet under eventen, og vil når jeg er hjemme i Danmark igen prøve at lave en mini dokumentar og lægge den op her på bloggen.