Slum-avisen

 Jeg sidder badet i solskin og fuglesang i det danske forår tæt på Øresund – og meget langt fra savannen. Dog stadig med tankerne dybt begravet i Kenya og det sidste projekt i Nairobi i sidste uge, hvor journalisteleverne fra Global Citizens' College lavede avisprojekt i slumkvarteret i Kibera.

Sidste tirsdag var jeg nemlig i fuld gang med at coache de danske og kenyanske unge i deres artikelskriveri i lokalavisen KCODA’s skuragtige hovedkvarter i Kiberas Olympia-kvarter.

Og det var lidt andre overskrifter end dem, vi arbejder med herhjemme, hvor bekymringen for små børns trivsel i daginstitutionerne ser ud til at være det mest substantielle blandet op med forskellige småligheder om en ministerkone med SU og en solid folketingsindkomst i skøn forening.

Elektrisk stød
På bare en dag kunne eleverne opsnappe historier om, hvordan små børn og hunde i Kiberas slumkvarter risikerede elektriske stød i regntiden, fordi interimistiske el-installationer sendte strøm gennem vandpytterne.

De kunne berette om mennesker, der står over for at få deres hjem og butikker flyttet af et kommende vejbyggeri, der skal føre en udløber fra Thika-motorvejen ind i Nairobi via slummen. En kompleks historie om samfundsmæssigt fremskridt og personlig krise.

Og om borgere i Kibera, der er så utrygge ved politiets manglende efterforskninger af kriminalitet, at de ikke tør melde ind om overgreb. De studerende fra Global Citizens College fandt politistationen tømt, da de mødte op og betjente på en lokal beværtning. 

Så er der noget ved at lave et avisprojekt, når begynderhistorierne bogstaveligt talt handler om liv og død, tænkte jeg i arbejdet med at finde ud af, hvilke kilder de studerende kunne få adgang til, og hvordan de kunne forvisse sig om, at deres historier nu ikke bare byggede på sladder og rygter.

Langt fra den beskidte virkelighed
For en journalist, der som jeg, primært er vant til at lave store systemhistorier med trænede kilder – politikere, forskere og meningsdannere – langt fra den beskidte virkelighed, var det vildt inspirerende at stå i de små redaktionslokaler i et Østafrikas største slumkvarter og opleve, hvor langt der er igen til den grad af demokrati, hvor journalistik er noget, der for alvor folder sig professionaliseret ud i faste rammer og formater.

Det journalistiske håndværks kompleksitet, objektivitetens udfordringer, når folk ikke vil svare på spørgsmål eller siger ting, man har svært ved at tro på - og det rene instinkts styrke står pludseligt lysende klart frem:

Hvad er din journalistiske mavefornemmelse? Er det her en historie og hvad er hoved og hale i det komplekse net af svært gennemskuelige interesser, personlige tvister, stamme-uenigheder?

Afhængigheden
Som i eksemplet med en af de vestligt støttede ngo’er, der giver penge til at musikere og dansere i Kibera kan dygtiggøre sig i en periode. Her var direktørerne efter eget udsagn uretmæssigt anklaget af andre lokale for at være korrupte. Samtidig klagede de over, at de måtte flytte deres lokaler, fordi en gruppe musikere var blevet afhængige af deres støtte og havde truet med væbnede repressalier efter at deres årlige støttebeløb var blevet taget fra dem.

De rare penge havde medført ”dependitis”, som direktørerne, ifølge mine studerende, formulerede det. Afhængighed. En historie, der for alvor viser vrangsiderne af godhedsindustrien frem: Det her er altså også en naturlig følge af, at vi i Europa synes, at det er sexet at støtte afrikanske musikere, dansere og malere i deres bestræbelser på at udfolde sig kunstnerisk. – Det gør de så. Nogle gange med våben …

Mave-fornemmelsen
Her er der virkelig noget at udrette for ”en journalist”, der stoler på sin mavefornemmelse og som evner diplomatiet og kommunikationens største kunst: At sætte ord på virkeligheden, så det bygger bro mellem de forskellige tankesystemer og interessegrupper, der kun taler sammen med evindelige anklager om, hvem der tager noget fra en anden.

Jeg har stadig kibera-mudder under fodsålerne og husker klart synet af de hængende elledninger på den grå regntids-eftermiddag. Og det slår mig: At præcis det, jeg har med fra min journalistiske andedam herhjemme er værktøjet til at sætte denne kasten beskyldninger i hovedet på hinanden i et system - uden det værdimæssige afsæt, der kan rykke diskussionen videre.

Agents of change
Og det er her, jeg tror den vestlige verdens journalistik kommer til kort og dør hen i en strøm af retningsløs reportage udformet via skemaer. Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg siger, at mine studerende kan bruge journalistiske værktøjer til at blive ”agents of change”, så er det et dannelsesprojekt, hvor det er deres mavefornemmelse, jeg skal lære dem at følge, lige såvel som reglerne for balanceret, faktuel korrekt og velskrevet journalistik.

Når man taler om, at den vestlige verdens journalistik er i krise, så tror jeg, at det er de store systemers langsomme aflivning af den enkelte journalist og redaktørs mavefornemmelse, der er årsagen til, at medierne ikke fungerer, som de skal.

Og de, der med ord kan vikle de gnistrende elledninger fra hinanden i Kibera. Det er dem, der sikrer de små børn et trygt liv fremover. Og det er dem, jeg tror, kommer til at fortælle fremtidens gode historier. 

Dræbende trafik

At rejse i Kenya er forbundet med et utal af farer, man som fremmed i landet kan sætte sig op til at være bange for: Hårdkogte kriminelle. Eksotiske sygdomme. Malariamyg. Giftslanger. Næsehorn. Og så er der den største dræber af dem alle: Trafikken.

At køre rundt i Nairobi - en af verdens hurtigst voksende byer, som i årene 2010-2025 ventes at noget nær fordoble sit indbyggerantal med 77,3 procent - er som udgangspunkt en halsbrækkende oplevelse.


Den personlige vejbane
Som en af mine kenyanske venner forklarede mig, da vi var på vej igennem trafikken i myldretid, så er der en tendens til, at hvis man har problemer med at nå frem, så laver man bare en femte bane på den firesporede vej og kører i den retning, man nu engang skal - gerne midt på vejen.

Så er stilen ligesom lagt. Jeg glemmer aldrig første gang jeg kørte med en af de lokale matatauer - minibusserne - fra slumkvarteret Kibera og ind mod down town.

Klokken var omkring fire om eftermiddagen. Der var myldrende liv på gaden, og vi kørte ned af en stejl bakke, og så sætter chaufføren bare speederen i bund. Så kommer man da frem.

Matatuer og lastbiler kører galt
Men det koster: Liv. I 2010 mistede 3055 mennesker ifølge trafikpolitiet livet på de kenyanske veje, skrev The Sunday Nation her for et par uger siden, hvor avisen i en leder anbefalede, at nu må der altså skrues op for straffene - og ikke mindst håndhævelsen af dem - for at overtræde færdselsloven ved for eksempel ved at køre for hurtigt, som især matatu-chaufførerne og dødtrætte lastbilchauffører er berygtede for.

Lederen var en opfølgning på en grim dødsulykke på Nairobi-Nakuru motorvejen, hvor en lastbilchauffør mistede herredømmet over sit vognlæs under en overhaling af en anden lastbil.

Læsset røg over i den modkørende bane, hvor den ramte en 14-sæders matatu. Avisen bragte et billede af den totalt sammenkrøllede vogn, hvori 13 mennesker mistede livet. Den 27-årige mand, der overlevede matatu-turen, måtte sørge over intet mindre end seks døde familiemedlemmer efter den tragiske ulykke.

Og sådan kan man blive ved, for et hvilket som helst opslag i de kenyanske avisers dødsannoncer viser, at langt de fleste unge ansigter, der toner frem er mennesker, der har mistet livet i trafikken. For nogle dage siden gik det ud over en berømt karikaturtegner i Kenya, der også blev offer for den fatale trafik:

http://www.africareview.com/News/Ghanaian+cartoonist+dies+in+Nairobi+accident/-/979180/1392254/-/wn7y8kz/-/index.html

Road kill
Og som min veninde, og samarbejdspartner i MS Action Aid, Mathilde skriver i et hårrejsende blogindlæg om en rejse fra Nairobi til Nanyuki for nylig, så kan man i allerværste fald ende livet som "road kill" a la pindsvin og ræve i Danmark gør det på de jyske motorveje:


http://mathildegoesglobal.wordpress.com/2012/04/21/en-inhuman-verden/

Det er særligt Mombasa-motorvejen og Thika-motorvejen, der er under ombygning, der lige nu koster menneskeliv i Kenya.

Trafikpolitiet - der i øvrigt af de lokale anses for at være gennemkorrupt - frygter, at over 4000 mennesker i år ender med at miste livet i trafikken. Og så er det ellers bare om at spænde sikkerhedsbæltet.

Graffiti rebellerne

Dagen inden det her maleri kom op på væggen på en af byen "Jua Kali"s ganske få bygninger, sad graffitikunstnerne i Mathildes og min hytte ude på savannen og drak Tusker-øl, mens vi diskuterede politik og kunst.

De er en gruppe kunstnere med gade-navnene Bankslave, Uhuru - frihed på kenyansk - Smokey og Swift, der arbejder sammen med en prisvindende fotojournalist, Boniface Mwangi.

Gribbe
I slutningen af marts var deres graffitikunst i "The Daily Nation", og her udtalte kunstnerne, at de måske nok var ved at opnå en vis berømmelse i hovedstaden Nairobi - mens gennemslagskraften ude i landet var mere tvivlsom.

Også derfor var halvdelen af gruppen, Swift og Smokey, taget på landet for at male vægmaleri sammen med MS Action Aids højskoleelever og fortælle de unge danskere og kenyanere om deres projekt:

I ly af mørket sprayer de nemlig lige nu den ene grib efter den anden op på Nairobis tomme mure og vægge. 

De vil fortælle en historie om de ledende politikere som korrupte og grådige dyr, der snylter på befolkningen. De siger selv, de gør det for at gøre en forskel frem til næste valg, der ventes omkring november eller december i år.

Grafitti-succes
Og de oprørske graffitikunstnere har faktisk personligt succes med deres modige fremturen, fortæller "Smokey" mig, mens han meget passende ryger en cigaret i den stjerneklare nat uden for hytten. 

Lige nu bliver firkløveret inviteret til at illustrere alle mulige ting, fortæller han: Og at male vægge på kontorer. På den måde er graffitien ved at blive en lukrativ levebane for ham og hans lille gruppe. Og han håber derfor, at det kan få andre til at følge i deres fodspor, så flere går på gaden og bliver dygtige til at male deres budskaber.

Når kunst betyder noget
Måske gade-graffitien her i Afrika faktisk virkelig kan komme til at spille en afgørende rolle? Som moderne billedkunst med reel bevidsthedsudvidende og samfundsombrydende gennemslagskraft? 

Lidt på samme måde, som den berømte stencil- og graffiti-kunstner Banksy har efterladt politiske budskaber rundt omkring i verden, som for eksempel en vinduestegning på muren mellem Israel og Palæstina og diverse rotter på murene i London.

Om gruppens gribbe-billeder reelt inspirerer Nairobis masser af unge til at sætte sig ind i politik og stemme, når valget kommer, er fortsat uvist. Men opmærksomhed får grafittien i hvert fald.

Læs mere om kampagnen "Kenya ni Kweto" her:

http://www.upiu.com/culture-society/2012/03/28/In-election-year-graffiti-reveals-Kenyan-dissent/UPIU-4711332968013/

Omkring 70 procent af Kenyas befolkning er i øvrigt unge under 25 år, og er dermed den befolkningsgruppe i Kenya, der demokratisk set kommer til at udgøre tungen på vægtskålen, når Kenya går til valg i fremtiden.

I fængsel i Nanyuki

"Velkommen i fængsel": En del af mine blogindlæg nåede grundet sygdom den sidste uge i Nairobi ikke at blive udgivet, mens jeg var på kenyansk grund. De af dem, jeg næsten var færdig med, kommer derfor først nu.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det meste af Nairobi er skærmet af med lås og slå – hegn og gitre: Pigtråd og ståltråd og alarmer. Det var derfor også lidt af en overraskelse at opleve, at sikkerheden, der skal holde tyve og mordere ude fra de velhavendes hjem, tilsyneladende er væsentligt mere sofistikeret end den, der skal holde tyve og mordere bag tremmer i et centralkenyansk fængsel.

Glasskår på taget
Men fængslet i Nanyuki er da nødtørftigt sikret - med stikkende glasskår på barakkernes tage og to-tre meter høje pigtrådshegn - der ud over de knippelbevæbnede vagter ser ud til at være det eneste, der holdt fangerne fra friheden. Det er så til gengæld heller ikke de allerværste typer, der afsoner her. De fleste er småkriminelle:

Tyve, voldtægtsmænd og slagsbrødre, der er blevet til mordere. Flere påstår, de er uskyldigt dømt. Og mange af kvinderne kan fortælle om nabostridigheder og fattigdom, der har fået dem til at fælde træer ulovligt, så de er endt bag tremmer.

Lucky Luke
Da jeg og mine journalist-studerende fra Global Citizens’ College i midten af april er på fængselsbesøg, er det lidt som at være en del af en Lucky Luke tegneserie at stå midt i Nanyuki fængsel.

Fængslet ligner en fangelejr eller koncentrationslejr fra det vilde vesten, og barakkerne hvor fangerne bor stammer da også tilbage fra kolonitiden, hvor det var briterne, der drev stedet.


Og fangerne er den dag i dag iklædt stribede fangedragter, så pjaltede at nogle har revet halve ærmer af, og rygge, der hænger i strimler som efter en slåskamp med et vildt dyr.

Grundskole bag tremmer
Vi bliver låst ind af den første port til en gård, hvor en gruppe fanger sidder foran “biblioteket” – et lille skur med seks hylder med aflagte skolebøger og hvide plasticmøbler. Her kan de på to år tage en uddannelse, der svarer til et grundskoleforløb på syv år. Ordningen er relativt ny. Omkring fjorten fanger har gennemført, og lærerne håber, at langt flere i fremtiden vil tage muligheden til sig.

Men det er altså her i den første gård, at vi bliver taget imod af  en hærdebred officer, der står for at vise os, hvordan de godt 350 indsattes hverdag ser ud. 

Fangernes rettigheder
I 2003 reformerede den nuværende præsident Mwai Kibaki fængselsvæsnet i Kenya og en del af det nye fængsels forordning står skrevet ned med rimeligt store typer på en tavle i den indre fængselsgård, som vi bliver låst ind i efter introduktionen:

Fangernes rettigheder. Til mad og vand og arbejde og uddannelse. Og som vi havde talt om inden besøget, så er det faktisk ikke helt så galt med forholdene, hvis bare man sammenligner med livet i slummen Majengo uden for.

Fængselsfabrikkens hjerte
Lige med undtagelse af gruppen af fanger, der som høns blev holdt stuvet sammen i et aflangt hus i den indre gård i fængselsfabrikkens hjerte.

Disse fanger kom kun ud i gården een gang under vores besøg for at stille op på række og få uddelt mad. De var iklædt civil og blev holdt strengt afskåret fra resten af fængslet.

Udenom den kz-lejr-agtige gård i midten, arbejdede de stribede fangedragter konstant overvåget af fangevogtere med at hamre dobbeltsenge sammen i snedker-værkstedet, at lave mad i køkkenet, så den sorte røg steg op af de små udvendige skorstensrør i blik med omvendte kræmmerhuse på toppen. Eller at passe fængslets plantage, hvor der blev dyrket blandt andet bananer til salg i solen.

Uskyldig afsoning
Men inde i huset i den indre gård ventede de mistænkte altså på at komme for en dommer. Her sad potentielt uskyldige mænd og venter på at få deres sag for - en proces, der ifølge en kenyansk avis i værste fald kan tage op til tre år.

Man kan med andre ord komme til at sidde i dage, uger og måneder i en barak med hundrede andre anklagede og vente på, at blive erklæret skyldig eller uskyldig i smårapserier - eller falske anklager om at have stjålet en motorcykel fra en nabo, som een af mændene i snedkeriet fremlagde som sin skæbne.

Tuberkulose
Så kan det godt være, at forholdene er forbedret i fængslet med mulighed for at læse bøger - men det opvejer jo ikke det scenarium, at mændene bag ståltrådshegnet i den indre gård sad indespærret i et hus, hvor en fangevogter hviskende fortalte mig, at de for nylig havde opdaget at en mand med stærkt smitsom og livstruende tuberkulose havde ligget syg hen, inden fængselslægen havde krævet ham afsondret fra de andre.

Og denne tydeligvis usunde måde at få lov til at afvente sin skæbne på, kan være med til at forklare  den apati, som een af mine studerende så fint observerede blandt fangerne. Ludende skuldre. Tomme blikke. Kuede udtryk:

Og ud fra et så svækket udgangspunkt - mon ikke pigtråd og glasskår på taget så egentlig er mere end rigeligt til at holde dem inden for murene. Fangevogterne fortalte i hvert fald, at der ikke havde været nogen vellykkede flugtforsøg for nyligt.

Besøget i fængslet i Nanyuki var en reportagetur arrangeret for de studerende fra Global Citizens' College i foråret 2012. Her er de 26 danske og kenyanske studerende på rundvisning i fængslets have, hvor der blandt andet blev dyrket majs og bananer.

Den afrikanske ranch

Sidst jeg var i Kenya besøgte jeg Karen Blixens farm i forstaden til Nairobi opkaldt efter hende: Karen. Farmen er i dag et offentligt museum, og det var en lidt skuffende oplevelse, for "farmen" var mest af alt en lille etplans villa, der lige så godt kunne ligge i Gentofte. Med en velslået græsplæne og nydelige runde blomsterbede, som jeg slet ikke kunne forbinde med mine forestillinger om "Den afrikanske farm". 

Det fik jeg rådet bod på forleden, da jeg kørte længere ned ad vejen uden for Nanyuki, nær landsbyerne Doldol og Naibor.

Konflikten mellem masaierne og de hvide farmere
Jeg var på jagt efter en interview-gæst til en kritisk interview lektion på Global Citizens' College. Og ideen var, at en af områdets største farmere ville være en oplagt gæst. Som min kollega, James, der er masai, fortæller, så har der de sidste år været stridigheder i området mellem masaierne og de få hvide farmere, der ejer gigantiske landområder i området. Det skyldes først og fremmest konflikter om kvæg, der krydser farmenes grænser, særligt i tider med tørke. Det giver bøder til masaierne, der selv mener, at de ikke har noget valg, hvis de skal overleve.

Men konflikten er dybere end det: Under kolonitiden har masaierne underskrevet en aftale om, at de frivilligt har afgivet deres landområder til briterne. Men aftalen varede i 100 år, og derfor krævede de i 2004 deres land tilbage fra farmerne. Et krav de dog ikke har fået støtte til af den kenyanske regering.

Den britiske farmer jeg var på vej til at besøge er netop en af dem, hvis land masaierne mener, tilhører dem. Og han har da også efter eget udsagn drevet sin kæmpemæssige kvæg-ranch her i Laikipia-området lige siden kolonitidens ophør i 1963.

Tilbage til fortiden
Derfor sad jeg på passagersædet i en taxa med chaufføren Leonard ved rattet og skrumplede ud af de støvede landeveje ved 17-tiden efter en arbejdsdag ved computeren i Nanyuki. Vi kørte ud af en uendelig lang vej, hvor jeg tidligere har kørt, fordi man længere ude kan se både vilde giraffer, zebraer og elefanter. Men inden man kommer så langt, kører man forbi et kæmpe område indhegnet til begge sider.

Og da vi kører ind til ranchen og finder hovedbygningen, er det pludselig som at være kørt ind i en anden tid:

Hovedhuset er bygget af mørke træbjælker, og den første, der møder mig er en ældre kikuyukvinde, med et hvidt klæde bundet om hovedet, der kommer fra køkkenet med forklæde på. Leonard må oversætte, for hun taler ikke engelsk. Hun fortæller, at farmeren selv er ude og gå tur med hundene, og så må vi vente. Jeg kigger ind i huset, der er møbleret med store tunge træmøbler. Et vældigt bord er dækket af en rosafarvet, vævet dug. Der står et vandfad og en kande på en vitrine. Det er som at kigge ind i kolonitiden, tænker jeg, og bruger ventetiden til at gå en tur rundt om huset og kigge ind i haven.

Der er fuglesang og brusen fra floden nedenfor. Ståltrådsindhegnede haver med høns og køkkenurter. Et lille træskur med nogle for mig ukendte jern-maskiner - også fra en anden tid. Og på den anden side af huset er der en overdækket terasse, hvor vin-planter vokser vildt under taget, og duer sidder og kurrer på gelænderet. Netop sådan en terasse, hvor man kunne forestille sig, Blixen kunne sidde og fortælle Finch Hatton en historie eller to om at skyde løver eller mægle i delikate skyldsspørgsmål mellem de lokale "vilde".

Velstand og stilstand
Der er en stemning af på en gang velstand og stilstand. Luften er fugtig og alting grønt. Men antallet af indhegninger og ståltråd, der markerer grænser og udelukkelser, får stedet til at virke en anelse tamt. Fra haven kan jeg svagt skimte nogle af de lokale arbejderes boliger: "Klassiske" runde hytter opført i grå beton og med stråtag på rette linjer.

Lidt efter kommer farmeren - eller rettere ranch-ejeren, som han retter mig - om hjørnet fra vejen i sin landrover med sine to hunde, der hopper kåde ud af bilen. Leonard sidder bag rattet i sin taxa, for han er bange for hundene. Som mzungu har jeg dog intet at frygte, siger han. Og jeg klapper da også ivrigt de velholdte dyr, der logrer og springer op af mig, inden jeg hilser på farmeren, en ældre enkemand med rund mave under den ternede skjorte, shorts og et fast håndtryk.

Farmeren inviterer mig på te. Men han vil ikke give mine elever et interview. Det er sønnen, der styrer forretningen i dag, og da jeg kører længere op af vejen for at tale med ham, afviser han også min forespørgsel, da han er på vej til Nairobi. Det ærgrer mig en del. For der er mange ting, jeg gerne ville have spurgt ham om. Kan jeg ringe til ham, spørger jeg: Nej. Telefonen er i stykker.

Arbejderne
På vej hjem vil Leonard lige ud og købe en sæk af det ulovlige trækul, som medarbejderne på ranchen åbenbart sælger. Der kommer tre små børn i hullet tøj ud og kigger på mig, mens jeg sidder i bilen. Ingen af dem siger: How are you? De taler modsat børnene ude på savannen ikke et ord engelsk. Og måske de slet ikke går i skole - for som chaufføren Leonard siger: De kommer ingen steder - ranchen her er hele deres univers.

De voksne arbejdere er tynde og hærgede at se på. De taler heller ikke engelsk, på trods af, at de arbejder for en englænder. Men ranch-ejeren er kendt for at tale op til flere af de lokale sprog flydende. Det forekommer mig underligt, at en mand, der er så rig på jord og ejendom har mennesker i sit brød, der er så fattige på ord og ejendele. Og når jeg næste gang kommer på de kanter, så kunne jeg godt tænke mig at spørge ham selv om det, nu hvor jeg ikke kan ringe til ham.

Kolonitiden er måske nok forbi på papiret. Men noget tyder på, at stærke viljer og vaner faktisk kan sætte tiden i stå. Med ståltråd og elektriske hegn og brudte telefonlinjer.

Læs mere om farmerne og masaiernes uenigheder her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/3614808.stm
http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/kenya/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=124912

Indkøbs-vogne

Godt nok er der gadebørn, der går og tigger lige her på parkeringpladsen uden for Nakumatt-supermarkedet i Nanyuki. Men - det er ikke alle børn i Centralkenya, der render barfodede rundt i affald.

Børnene her på indkøb med deres forældre i søndags, så hvert fald ud til at have det strålende.

Når indkøb bliver en leg
Jeg talte med en af mødrene i supermarkedet, der sagde, at hendes lille søn elskede at komme her på grund af de fine indkøbs-vogne. Som det kan ses på billedet: En fin plasticvogn med rat som børnene kan sidde i, med en rummelig trådkurv bagpå til indkøb.

En ide jeg også tror kunne være et hit derhjemme, hvor jeg ofte ser medlidende efter mødre og fædre, der slås med at få ungerne til at holde op med at hive slik ned fra hylderne i kassekøen. Det her ser ud til at gøre indkøb til en leg for både mor og barn.

Nakumatt er i øvrigt en af Østafrikas største supermarkedskæder. Den har eksisteret siden 1987 og har i dag 29 butikker - fortrinsvis i Kenya, men også i Uganda og Rwanda.

Gadebørn

MS Action Aid stod fredag for en kampagne i Nanyuki. Jeg var med for at støtte mine journalistelever, der havde arbejdet på kampagnen om gadebørn de sidste uger i samarbejde med amerikaneren Matt Orcutt, der tidligere har undervist på Daraja og nu har en lille organisation, Simana, der arbejder med at få gadebørn i Nanyuki i skole.

Hvide holder børn på gadenDer er usædvanligt mange af dem i byen, og årsagen er den store tilstedeværelse af hvide mennesker i området: Safariturister, soldater og hvide farmere og deres gæster. 

Alle velmenende og velhavende mennesker, der giver de pjaltede, tiggende drenge penge – som de så bruger på først og fremmest lim, som de sniffer, så de hverken mærker sult eller kulde. Og hvor der er gavmilde hvide mennesker, der vil hjælpe, er der tiggende unger i Afrika.

Kampagnen gik i korte træk ud på at omkring halvtreds af højskolens elever, MS voluntørerne, der er hernede for at lave frivilligt hjælpearbejde, de lokale aktive kenyanere og mine kolleger og jeg gik festende og dansende gennem byen fulgt af en højttalervogn med afrikanske rytmer og en speaker, der på swahili og engelsk råbte budskabet ud:

Kampagne for omsorg
“It’s not the money that you share – it’s the fact that you care”. Et budskab der blev støttet op af en flyer om gadebørnene og deres liv og fakta om Matts organisation, der foreløbig får omkring 34 gadebørn i skole hver dag med fyldte maver.

Mange af danskerne på Global Citizens College havde været nervøse for kampagnen og frygtet, at gadebørnene ville smide sten efter os, når vi gik omkring med budskabet om, at man ikke skal give dem penge, men prøve at hjælpe dem på anden vis:

Men det stik modsatte skete: Efterhånden som gruppen af smilende unge i røde T-shirts kom frem i byen sluttede børnene sig til i store flokke. Barfodede og mange med svømmende øjne og deres tomme limflasker skjult i ærmerne på for store hullede sweatere. Som de så tog frem i ny og næ og suttede på eller inhalerede.

Lim i ærmet
Jeg gik på et tidspunkt ved siden af en lille dreng, der gerne ville holde mig i hånden. Han var vel omkring 6-7 år gammel, med store runde øjne og bare beskidte fødder med tørret mudder i skorper på tæerne.

Lugten af den kemiske lim stod op fra hans lille runde hoved med de nedklippede afrokrøller. I et forsøg på at skjule, hvad han havde for, så jeg ikke den halvstore flaske først. Den var sammen med hans lille hånd gemt inde i ærmet. Som han så satte op til ansigtet. Da jeg så hvad han havde for, prøvede jeg i afmagt at sige til ham, at det ikke var godt for ham. Abdiaziz, som jeg underviser, oversatte til swahili.

Men da drengen opdagede, at jeg allerhelst ville tage flasken fra ham med det samme, stak han af.

De er ikke farlige
Processionen endte i den lokale park, hvor Matt og et tidligere gadebarn - der i dag har fået en uddannelse - holdt tale. Den sidste appellerede til gruppen af lokale nanyukianere, der var blevet tiltrukket af tumultet fra processionen gennem byen.

- Nu taler jeg til jer, der bor her, ikke jer hvide, appellerede han: - I der er her fra Nanynuki, der bor og arbejder her til daglig: I kan gøre en forskel for de her børn hver eneste dag. Ved at tage jer af dem. Give dem mad. Give dem en hjem. De er ikke farlige. Men de har ikke brug for penge: De har brug for nogen, der tager sig af dem.

Under scenen, vi havde fået opstillet i parken, lå halvstore gadedrenge med deres limflasker og sniffede løs, mens talerne blev holdt.

Mor med svømmende øjne
Lidt væk stod en mor med sin lille baby, som jeg for nogle uger siden i misforstået godhed netop havde givet 500 shillings på gaden, fordi hun tiggede. Nu stod hun svajende med sin baby på ryggen i parken: Med svømmende øjne og et fjoget, savlende udtryk i ansigtet: Og lugten af lim omkring sig som en sky.

Foran scenen i parken dansede de pjaltede unger rundt med glade smil: Nogen af dem i de røde T-shirts, som Action Aid havde trykt til lejligheden med budskabet om ikke at give gadebørnene penge.

Og som journalist kunne jeg ikke lade være med at observere, hvor “vellykket” kampagnen var på den måde, at man fra scenen kunne høre budskabet om hjælp til gadebørn, mens netop dem, det handlede om – børnene selv – stod og dansede lyslevende og sølle lige foran alle de fremmødte:
 
Forstyrrende
Men det var også en voldsom oplevelse på en hed, smuk, klar solskinsdag i Nanyuki med Mount Kenya knejsende over byens koloni-barakker i slumkvarteret Majengo:

En oplevelse, der lidt ligesom lugten af klistret fra de tomme flasker har sat sig forstyrrende i min hjerne: Afrikanske rytmer. Smilende unge og dansende gadebørn høje på lim.

Hvad gør man ved det? Man beder de lokale om at tage affære. Man tager sig af dem, der står een nær. Man husker sig selv på, at man ikke gør en forskel ved bare at give andre mennesker penge. Og mon ikke det gælder både her og derhjemme, når alt kommer til alt?

Mere om Simama kan læses her:
https://www.facebook.com/SimamaProject


Jeg har filmet under eventen, og vil når jeg er hjemme i Danmark igen prøve at lave en mini dokumentar og lægge den op her på bloggen. 

Kongeriget

Det er ikke så tit det sker, at man står midt i virkeligheden og får associationer til en tegnefilm. Det var ikke desto mindre, hvad der skete for mig, forleden aften, da jeg var inviteret til middag i “tårnet”, som vi kalder Daraja-skolens lederes hus. Associationer til “Løvernes Konge”:

I øvrigt den bedste tegnefilm, jeg nogensinde har set - fordi den med en grusom historie om en løveunge, der tror sig selv skyldig i sin egen fars død og vælger at leve sit liv blandt mindre farlige arter i junglen, fortæller en universel vigtig dannelseshistorie: Om at kende sin egen natur – og den svære udfordring det er for de fleste ikke bare at finde sig selv men også faktisk at træde i karakter.

Men tilbage til “tårnet”, som jeg var på vej op til i skumringen på savannen forleden:

Forbi de orange-malede skolestuer med de irrede grønne bølgede jern-tage og det afskallede gavlmaleri af en grøn elefant med store stødtænder. Over fodboldbanen, der i dagens anledning var fyldt op af en stor flok geder og en gruppe små børn, der vogtede dem. Og forbi stabens huse og affaldsdyngen, hvor hele Darajas skrald af Nakumatt-poser fra det lokale supermarked og emballage lejlighedsvis bliver brændt af.

Tordnende cikader
Og så ud i ukendt territorium: Stejlt opadgående og med en tiltagende lyd af græshopper eller cikader. En lyd, der bare blev højere og højere, indtil mine ører gjorde ondt, og mit hoved føltes, som om det skulle sprænges. Jeg har aldrig hørt en så infernalsk lyd fra naturen, helt på linje med tandlægebor og vejarbejde, så det virkede helt overnaturligt:

Men ligesom i eventyrene, hvor advarselslyde ofte høres fra djævelske magter, når målet er nær, fortsatte jeg frygtsomt videre, og akkurat som i de gode fortællinger fra barndommen, stoppede lyden brat, når jeg kom for tæt på de store syngende insekter skjult i græsset og skumringen.

Tårnet
Og så var bygningen nær: Tre rum stablet oven på hinanden med en stor terasse øverst: Tårnet er bygget næsten øverst på klippegrund, med trin hugget ud i stenen – stejlt oppe af en bakke med udsigt over det indhegnede område, savannen uden for og de støvede veje i det fjerne, hvor tunge lastbiler fragter sand, så det kan høres som en fjern buldren, der skaber store huller i den dårligt konstruerede asfalt.

Trappen slynger sig stejlt hen forbi fronten af huset og går direkte op til døren, og ind i huset, hvor gruppen af amerikanske unge, der passer huset, mens forstanderparret er i USA og fundraise, var i gang med at snitte kasawa og grønt til en karryret med ris og diskutere, hvorfor det altid er skandinaviske kvinder og italienske mænd, der render halvnøgne rundt i de stærkt muslimske områder ude ved kysten som Malindi, hvor en af selskabets deltagere, Adam, er lærer på en pigeskole.

Mus
Her i “tårnet”, er det til gengæld mus, der render rundt. En af dem pilede rundt bag tallerkener til stor opstandelse for hele selskabet, indtil Carson greb den i halen og svingede den hen over bordet, mens pigerne hvinede. Hvorefter musen bed ham, så han tabte den ned af trapperne, fra stuen til entreen.

Men det var hverken historierne om nøgne skandinavere eller pilende mus, der fik mig til at tænke på Løvernes Konge. Det var til gengæld udsigten over savannen i skumringen fra 3. rum på toppen af tårnet, hvor badeværelse og soveværelse lå:

Som fra en løve-klippe
Fra balkonen i tårnet på klippen kunne vi skue ud over hele savannen, synes det. Et sted på himlen lå et tordenvejr som en klump af mørke skyer, der i fine gule glimt blev oplyst af lyn. Som om en vældig kraft i dette afgrænsede univers var ved at tage eller fremkalde billeder.

Et andet sted kiggede de første stjerner frem, og langt under os lå hele skolen udbredt med udkig over bygninger, spisesal og MS Action Aids bittesmå hytter:

Og akkurat som en han-løve i en tegnefilm før eller efter en veloverstået kamp ville sætte sig til at trone på den højeste klippe og skue ud over sit kongerige, kunne man stå her og se ud over hele dette på en gang overskuelige og uendelige univers, mens mørket faldt på.

Daraja Academy, hvis område MS Action Aid bor på, er en pigeskole for fattige kenyanske piger. Omkring 23 af landets forskellige stammer er repræsenteret på skolen, der styres af det amerikanske par Jason og Jennie, der har overtaget byggerierne fra en tidligere drengeskole Baracka.

Dengang var det utilpassede amerikanske drenge, der kom på genopdragelse her i området: Men en sag om manglende skattebetaling fik efter sigende skolen til at dreje nøglen om, så Jason og Jennie kunne virkeliggøre deres kenyanske drøm om en pigeskole: “Kongeriget” Daraja Academy, opkaldt efter broen over floden, som man passerer på vejen: Daraja er det kenyanske ord for "bro".

Låst ude på Daraja

Her til morgen blomstrer kæmpekaktussen uden for spisesalen på Daraja. De små skud fra kaktusens opadstræbende grønne stammer viser sig at indeholde de smukkeste store hvide blomster, som bierne nu summer om.

Et syn der ikke kan undgå at gøre mig glad efter en nat, hvor Mathilde og jeg – igen har været udfordret af den afrikanske virkelighed, da vi kom hjem efter mørkets frembrud fra Nanyuki til en låst dør, vel vidende at vores egne nøgler lå inde i huset.

Karatespark
Først var vi overbeviste om, at døren måtte være gået i baglås. Så den fik nogle vrid og et par karatespark for at gå op, uden resultat. Og så måtte vi ellers ud på stierne med vores dårlige mobiltelefon-lygter for at få hjælp.

Med blikket stift rettet mod græsset.

Og ørerne spidsede efter lyde fra den omkringliggende bush. Knurrende lyde, gryntende lyde. Og den gumlende lyd af de store sortbrogede køer, der pludselig stod usynligt tæt på os i mørket, hvor vi passerede, uden for vores svage lyskegler.

Ivrigt spisende af det friske græs i natten, mens kalven et sted, spærret inde, brægede indtrængende gennem natten.

Lyn fra en klar himmel
Engang imellem gik der en blitz hen over himlen. Jeg har aldrig oplevet lyn fra en klar himmel. Men i går var de der. Et for et flashede hvide lys fra horisonten et sted i mørket. I så korte glimt, at det var svært at blive klog på, om det var indbildning eller ej.

Vi lagde vores by-indkøb af Out of Africa-nødder, chips, aviser og bananer fra en lang dag i Nanyuki i kollegaen Tasjas hytte, og så fortsatte turen i mørket på jagt efter lagner – og vagten: Der kom mod os ude i det åbne landskabet mellem hytterne med en klar skinnende lygte:

Jernspyd
En stor sort mand med skæg i noget, der lignede en regnfrakke – vistnok med hætte – og med et vældigt tungt jernspyd i den ene hånd.

Og så sjoskede vi ellers troligt efter ham i natten. Ned til Darajas bevogtede port, hvor den anden vagt kunne oversætte fra swahili, eller hvad det nu var for et stammesprog, han talte.

Mathilde fortalte mig, at flere af vagterne har ar på maven, og at antallet af ar viser, hvor mange løver de har slået ihjel i deres liv. Det er nogle gode folk, der passer på pigeskolen Daraja Academy og os danskere og kenyanere fra MS Action Aid. Hele området er hegnet ind af elektrisk hegn, og porten er stor og tung, forseglet med kæder om natten og bevogtet døgnet rundt.

MS Action Aid har to platforme, som vi kalder dem. Firkantede bygninger med kontorer, klasseværelser og sovesale og med et åbent rum i midten med græs og kig til himlen.

Liv
Derudover har vi tre runde hytter og et lidt større todelt hus, hvor Mathilde og jeg bor i den ene side, og læreren Joseph i den anden side. Spredt ud på et græs-tæt område med træer, kaktusser, køer, hunde, høns, geder og et fantastisk rigt fugle og dyre-liv.

Vi kom ikke ind i hytten igen i nat. Selvom vagten skruede hele håndtaget af for at konstatere, at døren altså var låst. Men her til morgen kom han så forbi med nøglen. Vores lokale rengøringsdame havde i bedste mening lånt Mathildes nøgler fra skrivebordet i hytten for så at låse og lægge dem i køkkenet.

Og nu ligger Mathilde så og sover under myggenettet, mens jeg sidder udenfor i solen og kigger på slangebusken, som læreren James og Abdiaziz, en af mine journalistelever, forleden skar ned til et minimum med hver deres machete, for at forhindre sorte mambaer i at krybe fra buskadset over i stråtaget og ned i vores hus, der i forvejen er hjemsøgt af myrer og biller og andet kravl.

Men ligesom med den stikkende blomstrende kaktus, er Daraja – hvor vi bor – hele området her – et sted, som jeg ikke kan lade være med at holde uendeligt af, fordi det er så rigt på liv.

Jeg har aldrig været et sted, hvor der er så meget liv koncentreret på så lidt plads. Et liv, der aldrig holder op, men fortsætter aktivt dag og nat. Jeg husker, hvordan det er at komme hjem herfra og mærke stilheden i Danmark. Lyden af stål og glas og beton, og elektroniske maskiners enerverende summen.

Jeg er derfor med en hel del vemod, at jeg skal forlade Daraja for tredje gang i mit liv i morgen, når turen går til Nairobi, hvor vi skal lave avisprojekt med Global Citizens College i Kibera. 

Når regn er en velsignelse

Så kom den for alvor: Regnen herude på savannen. Jeg sidder i hytten og hører de tusinder af tunge dryp mod stråtaget over mig og tænker på, hvor vådt det skal være, før det begynder at sive igennem.  De sidste uger har den været her i små byger om eftermiddagen. Men nu tordner det for alvor. 


Alene hjemme 
Min veninde og kollega Mathilde, som bor her i hytten, er i Nairobi, så jeg har hjemmet for mig selv. Der er strøm i aften. Så selvom det er gråt af regn uden for og tordenen rumler dybt over mit hovede, så har jeg lys herinde til at skrive og arbejde.
  

Og her er faktisk hyggeligt. Det er ikke som hos naboerne, der bor i hytter suret sammen af træbjælker og kolort. Turkanaerne og masaierne og deres børn, der råber “how are you?” efter mig når jeg går aftentur ude på savannen. 


Jeg tænker på, hvordan alle de små beskidte børn må sidde stimlet sammen i et mørkt hjørne i deres bittesmå hytter nu, mens moren måske er ved at tilberede en gryde githeri, bønne- og majssammenkog eller majsvællingen ugi til dem, i vand hentet fra den brusende flod og varmet over de forbudte trækul, de selv fremstiller i strid med love. 


Røde floder
Hvordan klarer de det derude i hytterne på skråningerne mellem akacietræer og buske, når vandet som nu løber i stride strømme over den hårde tørre jord i røde floder mod lavningerne?

Her sidder jeg med stearinlys og strøm fra solcelleapparatet og en stor hytte med stampet, malet lergulv og cementvægge og fine vinduer og toilet og bad med rindende vand og føler mig så uendeligt priviligeret for ikke at blive våd. 

Da jeg tog herned talte vi danskere om, at det godt nok var “ærgerligt”, at jeg kom til Kenya i regntiden. Men så forleden nævnte jeg det over for en kenyansk ven, og så sagde han med det største smil: - Du kommer med regnen, som vi har tørstet efter i et halvt år. Den, der kommer med regnen, er en velsignelse.  

Naturgaven
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi i “det grønne” Danmark, der er så fokuseret på klima og miljø, opfatter den tunge regn om sommeren som en katastrofe:

En livsvigtig naturressource, som der er knaphed på i verden, falder som en gave over os. Og alt hvad vi fokuserer på, er oversvømmede kældre og kloakker, druknede klenodier og forsikringspræmier, der stiger. 

Men det er selvfølgelig også noget andet i et frugtbart land som det her, hvor solen skinner hele tiden. Det er lettere at acceptere våde fødder, når det er et spørgsmål om overlevelse.  Og når man ikke har en kælder fyldt med fine sager, udgør de røde floder måske heller ikke den store trussel:

Da jeg ankom herude for snart tre uger siden, var savannegræsset gult og steppen tør og bar. Nu er der grønt alle vegne, og kvæget og gederne flokkes for at gumle løs på buskenes friske skud og det nye græs. Regnen er virkelig en velsignelse.

  

 

On the Road

- Med bhangi og Bob gennem natten

Jeg blev grebet af en form for djævelsk lykke forleden. På forsædet af en faldefærdig bil. På vej fra byen Nanyuki ud på landet - totalt omsluttet af mørke – og med mystiske tågebanker, der strøg ind over forruden som skyer. Af og til afbrudt af lysende øjne i natten. Små skinnende fra de rævelignende Mongoose-dyr, der spiser de lokales kyllinger. Og store gule fra nattens lastbiler.
Det startede egentlig en times tid inden, hvor jeg befandt mig på parkeringspladsen uden for Hospitalet i Nanyuki. Klokken var cirka 23, en time senere end vores normale hjemkomst-tid ude på landet. Bilens ruder var tonede, og bag rattet sad en mand med hvide tænder og røde øjne:

Bob Marley sang på bilanlægget – eller i hvert fald een, der lød som ham. Jeg sad på bagsædet i den lurvede vogn, og manden bag rattet skulle vende sig, for at kunne føre en lavmælt samtale med mig, mens vi sad der og ventede i det tunge, fugtige mørke:

Vores samtale kredsede om at ryge bhangi: Marihuana. Og tygge mira, som de kalder det somaliske Khat hernede. Og om kokain, som han var overbevist om, at den britiske hær selv skaffer sine soldater, når de træner til deres ørkenmissioner hernede. Et stof han mente, gør dem vanvittige.
Når man tygger mira, sover man ikke. Når man ryger bhangi, bliver man helt enormt fokuseret på lige præcis det, man foretager sig, forklarede han. Men når man sniffer kokain så tror man, at man kan alt. Man bliver farlig for sine omgivelser, og følelsen af at være overmenneske er så vanedannende, at den er svær at slippe igen. Han var een af dem med filosofien, alt skal prøves mindst een gang i livet.

Selv sad jeg nu ikke der på bagsædet i min militærkjole og de brune cowboystøvler og krøllet hår af fugt og støv for at købe lykke-midler af den ene eller anden slags. Den del af den østafrikanske kultur, jeg kender så godt fra Jacob Ejersbos romaner fra Tanzania, der handler om at være skæv og høre Bob Marley, er egentlig ikke en del af mit afrikanske soundtrack.
Jeg ventede på at rykke til forsædet, så der blev plads til mine kolleger Mathilde og Tasja på bagsædet og et par af MS voluntørerne, hvoraf den ene havde haft et besynderligt blackout og mistet dele af sin korttidshukommelse efter at have slået hovedet under boldspil med de lokale unger. Derfor hospitalet.
Man skal passe på, hvad man gør med sit hoved. For man behøver ikke engang at få slag eller ryge sig skæv for at skabe hvirvler i den flod af tanker, sindet udgør. Som den mørke chauffør bag rattet fortalte, da vores samtale i taxaen cirklede om Jesus, international våbenhandel og populærkulturens trivielle romaner og sange: - Så bliver vi hele tiden "påvirket":

Fra pladsen bag rattet så verden ud til at være ordnet i store mønstre holdt skjult for masserne af en djævelsk kraft med stærk bevidsthed om, hvor lette vi faktisk er at gøre lykkelige – og ikke mindst sultne efter lykken. Slet og ret med gentagelse, gentagelse og evig gentagelse af det samme tilfredsstillende, æggende mønster.
Som chaufføren sagde. Det er den samme kærlighedssang. Og den samme historie, der bliver fortalt igen og igen og igen. Med djævelsk energi. Og vi lader os forføre af det.
Lidt efter kunne taxaen rulle ud på de støvede og hullede veje, som chaufføren med en dreven sløvhed undgik et for et, så turen tog dobbelt så lang tid som normalt i mørket. Med et typisk afrikansk soundtrack med konstant pulserende rytme i højttalerne. Ikke for langsom, ikke for hurtig. Levende. I takt med hjertet.

Og så sneg lykken sig ind i mit sind:
Chafføren der kørte med det ene hjul i rabatten. Blødt gennem vandpytter. Op og ned.

Den rene gentagelse over for verdens mørke mønster uden for af huller i vejen, dyr i rabatten og modkørendes blændende lygter. Tågeslør og træer som grå silhuetter skåret af pap uden for ruderne.
Den evige køretur og den uendelige rytme. Som den form for elskov, der kan sende et menneske i himlen, mens det stadig er på jorden. Måske han har fat i noget: Chaufføren med de røde øjne og de hvide tænder. Det djævelske i gentagelsens lykke:
For den planter drømmen om evigheden i dig, så du må længes. Når motoren slukkes. Når vejen hører op. Og du er kommet hjem.

Overtro, hekseri og mirakel-kunst

Der er ikke noget som en stille søndag eftermiddag med avisen ved en swimmingpool i Central-kenya. Godt nok sidder mine MS-kolleger og fryser her ved bordet, fordi den afrikanske radiolarm fra baren bag os akkompagneres af tunge tordenskrald og vand i massive mængder fra himlen.


Den kræftramte og påske-miraklet
Men så kan man bare slå op i avisen og lade sig underholde af den første den bedste featurehistorie, hvor en skribent fra The Standard ganske nøgternt fortæller, hvordan videnskab, bøn og hekseri for nylig har været i hårrejsende spil i Kiburi distriktet:

Det er beboerne i landsbyen Kipwostuiyo, der har oplevet en mirakuløs uddrivelse af djævelskab. Den 30-årige Leonard Rotich, der har lidt under mavekræft i 5 år blev i påsken smurt med en særlig olie af pastor Sammy Rotich. Artiklen nævner ikke noget om, hvorvidt de to er i familie.

Levende insekter fra maven
Seancen udvikler sig, så det forbløffede publikum ser levende insekter kravle ud af Leonards maveskind. Mirakuløst nok uden at efterlade mærker på maven, som skribenten fra The Standard, der kommer på besøg dagen efter, fortæller.

Han har også talt med folk i området, der alle siger, at det er heksekraft, og at den er stærk i området. Leonards familie menes at være ramt af en forbandelse, da både hans mor og søster er ramt af kræft.


Pastorens interesse
Artiklen slutter af med at pastor Rotich siger, at miraklet er en demonstration af bønnens kraft, og landsbyboerne siger, at de har brug for flere af disse bønner for at overkomme det onde. Pastoren får sikkert nok at gøre i fremtiden.

Den slags artikler er ikke mindst interessante at læse, når jeg til daglig forsøger at lære en gruppe unge kenyanere, hvad objektiv, kritisk journalistik går ud på. Og hvordan de fleste kilder journalister taler med har en interesse, som vi skal lære at gennemskue for virkelig at forstå en historie.

Historier fra bushen
Jeg husker tydeligt, sidst jeg var hernede, hvordan jeg en aften inviterede mit hold af elever til historiefortælling i min hytte. Og een efter een fortalte de den ene vilde røverhistorie efter den anden om folk der forsvandt i skove og blev opfostret af ulve.

Om en talende elefant, der afbrød et middagsselskab. Og en utro mand, der blev forhekset af sin kone og  forvandlet til en slange. - Den historie var i alle medierne, sagde de. Og om en heks, der stjal undertøj i landsbyen og lagde kakelakker på det for at forbande ejerne.

Hvad der overgår vores forstand
Og hvis man skal prøve på en eller anden måde at forstå behovet for at leve i en verden, hvor de her historier er en realitet, så formoder jeg, at det er fordi kulturen er grundliggende troende og anerkender, at der er hændelser i verden, der overgår vores forstand - også videnskabens - og at de er værd at beskæftige sig med, selvom vi ikke kan finde endegyldige svar?

Og det er der så en masse svindlere og bedragere, der profiterer af:

Vores egen blinde tro
Men ved nærmere eftertanke, så er de der jo egentlig også derhjemme, hvor folk som Stein Bagger formår at putte tryllestøv i øjnene på hele det danske erhvervsliv, fordi han ved, hvad VI tror blindt på: Pengene og vækstens mirakel.

Ligesom vi tror på lykkepiller og ADHD-medicin og andre interessante løsninger på menneskelivets udfordringer: Medikamenter, hvis effekter er tvivlsomme, og hvis opfindere spinder guld på vores fælles ukritiske tro på det sande i dette mirakelmiddel, der fjerner vores problemer - dette hekseri i pilleform.

Jeg må sige, at jeg tvivler stærkt på, at exorcismen helbreder Leonard. Jeg ser præsten for mig med insekter gemt i håndfladen eller en klud, som han bruger til at smøre olie på den syge mands mave. Om det virkelig giver manden livet tilbage er i sagens natur fortsat uvist, men familien er ifølge artiklen i "The Standard" glade for sidste søndags mirakel:

Det viser nemlig, at - The holy always triumph over the evil. Og med den universelle bemærkning: Amen - og god søndag.

Den grædende minister

Miljøminister Ida Auken var hovedperson i en lidt usædvanlig billede-reportage på side to i avisen "The Standard - Kenya's Bold Newspaper" i torsdags, den 12. april.

Billederne viser Ida Auken, der deler bønne og majs-retten githeri ud til de fattige rollinger i slumkvarteret Kibera i Nairobi:

Og til de kenyanske journalisters tilsyneladende store forundring, begyndte ministeren at græde under seancen:

- She seemed to have been enjoying herself cooking githeri and chatting with jovial Kibera children. But at some point, the Danish Minister for Environment Ms Ida Auken, suddenly turned emotional, skriver avisen og fortsætter:

- No one knows why but she was seen wiping tears from her eyes. Some speculated that she was shocked that such young children had noting else to eat besides the hard githeri. Others suspected that she was moved by the poor environment in Kibera.

Begge spekulationer fra kenyansk side kan sagtens have en sandhed i sig. Jeg har selv stået i "Chocolade Town", som Kibera også kaldes i folkemunde, fordi bydelen nærmest er grundlagt på brune banker af mudder, affald og eskrementer, og haft lyst til at tage et af de små børn på armen og give det et bad og en sut og et tæppe.

Men måske også der er noget helt særligt dansk på spil i den tårevædede maduddeling. Noget af det jeg holder allermest af ved at være i Afrika er nemlig et vilkår, der bringer een som menneske i meget tæt kontakt med sit eget følelsessystem: Det massive menneskelige "nærvær" alle steder.

Her er et mylder af folk i byerne. De er tæt på dig. Mennesker, der rækker armen frem mod dig. Smiler til dig. Vil i kontakt med dig. Jeg kender mange, der ikke har brudt sig om oplevelsen. Forleden tog jeg en matatu fra Nairobi til Nanyuki. Her delte en mor et lille sæde med sin syv-otte årige datter og sin lille baby, der fik bryst flere gange på turen.

Mathilde var tilbøjelig til at synes, at det var for meget, at udsætte medpassagerne for. Jeg kunne ikke selv få øjnene fra babyen og kunne instinktivt godt lide følelsen af, at være tæt på denne her lille familie.

Min teori er, at danskere som regel ikke er vant til den form for nærvær. Den fysiske, kropslige tæthed. Den sultne opmærksomhed. Lugten af mennesker, man ikke kender. Og derfor tror jeg, at det sætter følelser i gang hos os, vi er så uvante med, at vi enten bliver bange eller får trang til gråd. Vi bliver overvældet.

Jeg husker, da jeg ankom i Nairobi for snart to uger siden. Jeg gik ned fra flyet og mærkede varmen. Tætheden. Mørket. Fugten. Og lugten af Nairobi. Og det føltes som at få et stort varmt knus af et menneske, man holder inderligt af, og hvis lugt af sved gør een tryg. En favn man kan overgive sig i. En favn man kan græde i.

Jeg ved ikke, om det er oplevelsen af sådan et knus, der gav Ida Auken overskriften "Kibera's emotional chef" torsdag. Under alle omstændigheder, tror jeg godt, at jeg kan forstå hende.

Ægteskabs-rådgivning

Jeg var til bryllup sidste lørdag. I Thika lidt uden for Nairobi. MS Action Aids swahili-lærer Jessie's datter skulle giftes anden gang med sin muslimske mand ved et stort bryllup i brudgommens forældres hus.

Og det startede akkurat som jeg har forestillet mig et afrikansk bryllup: 

Nemlig klemt ind i en matatu - afrikansk minibus - mange timer forsinket i stegende hede, skrumplende af ujævne veje mod Nairobi fra Nanyuki. Brudens far var med i matatuen, så brylluppet måtte jo nødvendigvis vente på os, selvom turen tog os godt fem timer, mod de sædvanlige tre.

Undervejs stoppede vi et utal af gange i rabatten. Ofte ved nogle af de utallige frugtmarkeder, der er langs vejen til Nairobi, og med det samme resultat hver gang. En flok af kvinder i alle aldre og størrelser. Små rynkede morliller i spraglede heldrager. Unge kvinder med babyer på armen kommer løbende alt hvad deres ben kan holde til - med frugt. 

Og så holder de bananklasser frem eller poser med udskåret ananas. Tomater, græskar, mangoer, store advocadoer - tre gange så store, som dem vi kan købe i Danmark - og tigger os om at købe dem. 

Og selvom vi sidder med skødet fyldt af minibananer købt fra det sidste stop - eller kiks købt af drengene ved Total-benzinstationen i Nanyuki, hvor vi gjorde holdt, fordi den første matatus motor var ved at brænde sammen - så bliver de ved med at tigge os om at købe lige netop deres frugt. Insisterende. Vedvarende står de med løftede bananer uden for eens vindue og bedende øjne, så vi må forstå, at det er for deres skyld vi skal købe frugten, ikke fordi vi nødvendigvis mangler den.

Da vi ankommer i Thika og endelig finder den velhavende brudgoms familiehjem bliver vi budt velkommen af hans far i lang hvid kjortel og mænd og kvinder adskilles - så kvinderne sidder på terassen og mændene i haven. Alle under telte i den bagende sol. Og så går der igen timer før brullyppet går i gang.

Sent på eftermiddagen, da alle munde er mættet af buffetten med sure syltede limefrugter og mango og grønne chilier og bønnesalater og Chapati-pandekager, begynder en del af bryllupsceremonierne med præsentation af brudens og brudgommens familier.

Mandens to maver

Og så bliver alle kvinderne inviteret ind i huset til at rådgive bruden. De nærmeste samler sig i en stolekreds i stuen og som en af de første rejser en tante-lignende, mandhaftig dame i blåt sig med brede skuldre og hår redt tilbage fra pande til nakke, og taler til bruden.

Og hun går lige til sagen - på engelsk - så alle kan forstå det. - Manden har to maver der skal mættes siger hun og peger med begge hænder på sit skridt. - Her - og så hæver hun armene til maven - Og her. Og som hustru må du sørge for altid at holde ham mæt, så han ikke går andre steder hen.

- For der står andre i kø for at mætte ham derude.

Sådan et råd får man altså, når kvinder samles til afrikansk ægteskabsrådgivning, og det er forunderligt, hvordan man som frisindet dansker kan stå og tænke, at der godt nok er langt mellem den slags snakke hjemme i Danmark, hvor jeg fornemmer at enhver snak om utroskab, trods den vide udbredelse af fænomenet, synes at være omgærdet af en hel del tabuer.

Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, at det er blevet bragt op i en bryllups-tale, selvom det jo overalt i verden må ses som en central udfordring for ethvert ægteskab.

Andre kvinder byder ind. De taler swahili og kikuyu, så ikke engang de kenyanske kvinder ved min side kan hjælpe med at oversætte. Men de fniser og klapper i hænderne og ler højt, og jeg gætter på, at der var flere og mere konkrete råd til, hvordan man skal holde sin mand tilfreds i ægteskabet:

Så han ikke lader sig lokke, når kvinderne uden for matatuen - billedligt talt - kommer løbende og byder sig til med friske frugter.

Måske en og anden feminist derhjemme ville synes, at det var helt galt at give kvinden ansvaret for, at manden stiller sin seksuelle sult uden for ægteskabet. Men derfor synes jeg nu alligevel, at der godt kan være en vis ræson i som kvinde at påtage sig ansvaret for at tilfredsstille både den øvre og nedre sult hos den mand, man har valgt at elske.

Det kunne jo være, at det ville gøre skilsmisserne derhjemme mindre talrige, tænker jeg.

Apropos sex, så fylder de emner, vi ville kalde "kvinde-emner" i Europa, enormt meget i aviserne. De kenyanske aviser bringer hele tillæg i weekenderne helliget rådgivende artikler om kærlighedsliv og partnerskab. Om alt fra vold og HIV, børn, faderskab og jalousi og manglende lyst. Og jeg har fået fortalt, at man sågar har et meget offensivt radioprogram, hvor utro mænd bliver ringet op og afsløret live i programmet. Måske man her tager samliv, kærlighed og erotik mere alvorligt, end vi gør derhjemme?

Mount Kenya - Kikuyernes hellige bjerg

Mount Kenya gemmer sig. Det er sjældent bjerget med den spidse hvide top står klart frem med himlen bag sig, for skyer og regn hænger næsten konstant som tunge slør omkring toppen. Noget, der giver det  blåsorte massiv, som det tårner sig op over byen Nanyuki, hvor jeg sidder netop nu, et truende præg.

For nylig har en ung bjergbestiger mistet livet på bjerget, og flere jeg kender, der har forsøgt sig med en vandretur i højderne har oplevet at måtte vende om på grund af højdesyge

Det er ikke så sært, at Mount Kenya ifølge kikuyu-stammens legender er Guds bjerg.

Kikuyuerne har her i Rift Valley, der strækker sig fra bjerget over Aberdare mod vest og ned til Nairobi,  været den dominerende stamme i århundreder, og de har deres helt egen skabelsesberetning med udgangspunkt i det hellige bjerg:

Den isede top, der så ofte er sløret af skyer og regn er guden Ngais trone. Her kunne Ngai sidde og se ud over sit land. Og til at bo her i "Edens Have" skabte han kikuyuernes stamfader Gikuyu. Og da Gikuyu blev ensom skabte Ngai en kvinde af et figentræ: Mumbi blev hun kaldt.

Gikuyu og Mumbi boede på savannen og fik ni døtre, Wanjiku, Wanjiru, Wanjeri, Wambui, Wangari, Wacera, Waithera, Wairimu, and Nyambura. Navne som alle kikuyu-piger traditionelt har båret et af.

Døtrene var ifølge sagnet alle smukke og stærke kvinder - men de voksede op uden en mand i miles omkreds, og derfor gik de omkring og vred deres hænder af længsel efter at blive mødre og hustruer, så Gikuyu måtte gå til Ngai for at bede om mænd til sine døtre.

Ngai forbarmede sig, og bad Gikuyu tænde ild og ofre en ged mellem figentræerne på savannen. Her smed Gikuyu ni pinde ind i flammerne og med Ngais vilje, sprang der ni unge mænd ud af flammerne til Gikuyus ni døtre.

Så blev der bryllup ved Mount Kenya, og ifølge sagnet blev de ni ægteskaber starten på kikuyustammen, der succesfuldt har levet som driftige forretningsmænd og -kvinder i Rift Valley helt frem til i dag - hvor Kenya i øvrigt er styret af en kikuyu: Præsident Mwai Kibaki.

I dag ofrer man også geder ved Mount Kenya.

Men siden Gikuyu ofrede for sine døtres frugtbarhed - har man her på egnen mest skåret halsen over på en ged for at få regnen til at falde tungt over de tørre stepper. Eller som mine kenyanske studerende har planer om at gøre i morgen - for at få nyama choma - stegt kød - til en fødselsdag de fejrer søndag.

Og med hensyn til regnen, så er bønnerne blevet hørt her på egnen: Om eftermiddagen rumler tordenen over Nanyuki, og skyerne samler sig i en blågrå masse for at afgive tunge skyld over landet, så kvæget kan drikke og den lavvandede flod ved Daraja kan svulme op og bruse igen.

Det mørke afrika

Lyden af græshopper blander sig med gøende hunde uden for hytten. Jeg sidder i min seng med tæppet over mig og pandelampen på hovedet. Insekterne svirrer om ørerne på mig. Især de halvstore biller, der siger en høj brummende lyd går tæt på. Så ligger de og spræller på tæppet med benene vejret, inden jeg verfer dem væk.

Efter klokken ti er elektriciteten hernede slået fra. Så er der kun lygter og stearinlys til at lyse op med. Til gengæld er der tusind lys udenfor. Mælkevejen ligger blinkende hen over himlen, og inden jeg for lidt siden gik tværs over savannegræsset på græsstierne mellem hytterne, kunne jeg som vanligt ikke lade være med at slukke lyset og lægge hovedet helt tilbage for rigtig at se stjernehavet over mig.

Her mellem klokken ti og midnat er himlen sort og fløjlstung, og kendte jeg stjernebillederne, er jeg sikker på, at man kunne se dem alle. I aften er der dog blæksorte skyer, der spiser af stjernerne fra horisonten. Bid for bid. Derhjemme er det lyset fra anlæg og veje, byer og både, der har spist mørket og gjort dette kig til universet noget nær umuligt. Hvornår kan man nogensinde være alene i mørket i Danmark? Tænker jeg. - Hvornår er det stjerner alene, der lyser eens verden op?

Jeg kan huske, at jeg har interviewet Danmarks Naturfredningsforening om det for et halvt års tid siden, da de gik ud med en pressemeddelelse om, at mørket er truet i Danmark. Hvorfor er det egentlig så vigtigt? Tænkte jeg dengang fra min arbejdsplads ved computerskærmen med de tusind lysende pixels. Men nu forstår jeg det. For jeg har aldrig haft denne her himmel over mig. Og selvom det pusler og hvisler og kvækker og rasper i buske og græs omkring mig, så slukker jeg min lygte og kigger op på de lys, der har guidet mennesker omkring i denne verden i årtusinder. 

For måneder tilbage har der været en leopard på området, som een af vagterne dræbte med et spyd: Måske der gemmer sig et kattedyr i mørket et sted på jagt efter bytte. Og længere væk. Mod vest i Kenya er der en stamme, der har det for vane at løbe rundt i nattens mørke og skræmme folk, som min kollega på platformen Godfrey fortalte under en middag forleden. Natløberne fra Kisi. 

Men selvom nogen jager i natten, og der foregår ting, som ikke tåler lyset, så åbner mine øjne og sanser  sig nu for et større rum - af magi og erkendelse af livet omkring mig. Og det spændende er, at jeg kan mærke, at når sanserne skærpes, så forsvinder angsten. Jeg føler mig tryg. Mørket bliver en omfavnelse, og verden på en gang lille og kæmpestor. Måske det er derfor, at det er en skam, at der ikke længere er rigtigt mørke at finde i Danmark, tænker jeg her i min seng i min hytte på savannen tæt ved Mount Kenya. 

Jeg kan høre lyden fra en fuglestrube, der lyder som et sløvt maskingevær. Og nu: Fuglen, der siger som en dør, der knirker.

Grundet manglende kontakt til internettet på savannen er indlægget her uploadet et halvt døgn efter det er skrevet.