Når regn er en velsignelse

Så kom den for alvor: Regnen herude på savannen. Jeg sidder i hytten og hører de tusinder af tunge dryp mod stråtaget over mig og tænker på, hvor vådt det skal være, før det begynder at sive igennem.  De sidste uger har den været her i små byger om eftermiddagen. Men nu tordner det for alvor. 


Alene hjemme 
Min veninde og kollega Mathilde, som bor her i hytten, er i Nairobi, så jeg har hjemmet for mig selv. Der er strøm i aften. Så selvom det er gråt af regn uden for og tordenen rumler dybt over mit hovede, så har jeg lys herinde til at skrive og arbejde.
  

Og her er faktisk hyggeligt. Det er ikke som hos naboerne, der bor i hytter suret sammen af træbjælker og kolort. Turkanaerne og masaierne og deres børn, der råber “how are you?” efter mig når jeg går aftentur ude på savannen. 


Jeg tænker på, hvordan alle de små beskidte børn må sidde stimlet sammen i et mørkt hjørne i deres bittesmå hytter nu, mens moren måske er ved at tilberede en gryde githeri, bønne- og majssammenkog eller majsvællingen ugi til dem, i vand hentet fra den brusende flod og varmet over de forbudte trækul, de selv fremstiller i strid med love. 


Røde floder
Hvordan klarer de det derude i hytterne på skråningerne mellem akacietræer og buske, når vandet som nu løber i stride strømme over den hårde tørre jord i røde floder mod lavningerne?

Her sidder jeg med stearinlys og strøm fra solcelleapparatet og en stor hytte med stampet, malet lergulv og cementvægge og fine vinduer og toilet og bad med rindende vand og føler mig så uendeligt priviligeret for ikke at blive våd. 

Da jeg tog herned talte vi danskere om, at det godt nok var “ærgerligt”, at jeg kom til Kenya i regntiden. Men så forleden nævnte jeg det over for en kenyansk ven, og så sagde han med det største smil: - Du kommer med regnen, som vi har tørstet efter i et halvt år. Den, der kommer med regnen, er en velsignelse.  

Naturgaven
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi i “det grønne” Danmark, der er så fokuseret på klima og miljø, opfatter den tunge regn om sommeren som en katastrofe:

En livsvigtig naturressource, som der er knaphed på i verden, falder som en gave over os. Og alt hvad vi fokuserer på, er oversvømmede kældre og kloakker, druknede klenodier og forsikringspræmier, der stiger. 

Men det er selvfølgelig også noget andet i et frugtbart land som det her, hvor solen skinner hele tiden. Det er lettere at acceptere våde fødder, når det er et spørgsmål om overlevelse.  Og når man ikke har en kælder fyldt med fine sager, udgør de røde floder måske heller ikke den store trussel:

Da jeg ankom herude for snart tre uger siden, var savannegræsset gult og steppen tør og bar. Nu er der grønt alle vegne, og kvæget og gederne flokkes for at gumle løs på buskenes friske skud og det nye græs. Regnen er virkelig en velsignelse.