Strictly come Dancing

The Shoreditch quarter in London. Just around the corner from New Yards Inn, where Frame is situated. Very cool neighborhood.

Engang imellem skal man hjem fra en rejse før man begynder at forstå, hvad man har lært af at være på farten. Det er tilfældet denne gang, hvor jeg har tilbragt en travlt skrivende og dansende uge i London på besøg hos gode venner. En uge der endte med at blive særdeles lærerig ikke mindst på grund af en bitchet danselærer.

Mandag eftermiddag befandt jeg mig i en dansesal i Shoreditch-distriktet i det østlige London til en "Music Video Beginner"-time. Instruktøren med de rappe hoftevrid forrest ved spejlene var en høj, slank fyr i sportige sko med runde snuder.

Han var overraskende nok iført en lang grå striktrøje i den varme dansesal og løse joggingbukser, som han trak ivrigt op i for at vise, hvordan vi præcis skulle skyde vores hofter til den ene eller anden side præcis på det rigtige sted, lige inden eller lige efter beatet.

You are not children?
Efter at have instrueret os i de samme 40 sekunders dans til en bestemt sang igen og igen, stillede han sig op med armene over kors og hænderne foldet om albuerne og kiggede skeptisk på os med sine fyldige læber og kønne øjne.

Og så skældte han os ud:  - Can you please concentrate - all I ask of you is one hour of your concentration. Why are you somewhere else? Come on - You are not children, are you?

Det er man så ikke helt vant til - slet ikke som dansker. Men selvom jeg lige startede med at veksle et skævt smil med hende, der dansede ved min side, kunne jeg ikke lade være med at føle den der barnlige skamfuldhed og tænke: Han har jo ret. Ind med bagdelen. Ud med armene. Step på beatet. Der. Sådan.

Og den små-bitchede attitude hjalp overraskende. Nu bevægede vi os faktisk synkront i salen med de røde murstensvægge og den lettere rumlende lyd udefra af toget, der kørte over jernbroen ved Shoreditch Station. Bag den sukkersøde sangerindes heftige beats og "I will love you like this..."

Timing - føling - fejl
Og efter at have forstået det her med fokus og rettet min fulde opmærksomhed mod den grå striksweater endte det med, at jeg samlede det ene guldkorn op fra dansegulvet efter det andet:

• Læren om timing: At bruge den tid, der er, og ikke forcere tempo af angst for ikke at nå næste trin. 
• Læren om at fortolke og engagere sig i musikken, ikke bare at bevæge sig efter koreografien. 
• Læren om ikke at bruge god hjernekraft på at forsøge at kopiere andre, der selv er ved at lære. 
• Og læren om at se sig selv i spejlet og se sine fejl i øjnene. Så man kan rette dem.

Efter jeg er kommet hjem har jeg haft hans ord i hovedet på tennisbanen et par dage i træk. Og selv her hjælper de mig til fremskridt hele tiden: Ved at iagttage min skygge, når jeg træner slag. Ved virkelig at holde fokus på bolden. Ved at give mig tid til at forberede slaget, inden jeg rammer.

Måske briterne har en særlig sans for denne her timing. Og måske det er tilfældigt, at det er i et dansestudio i Shoreditch i bedste Flashdance-stil at jeg skal have sådan en aha-oplevelse af, hvad det vil sige, at lære sin krop nye bevægelser.

Når det ikke er godt nok
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den runde og bløde danske pædagogik, med evindelige opmuntrende kommentarer, faktisk berøver mig og andre herhjemme muligheden for virkeligt at lære noget ved at have den anden side med: Den side, der hedder: Det er ikke godt nok, det der! Men nu skal du se, hvordan det skal gøres.

Under alle omstændigheder skal jeg helt sikkert tilbage til "Reliance Square", næste gang jeg tager til London. Man kan godt blive afhængig af at være et sted, hvor man er i konstant bevægelse og for alvor føler at man rykker sig. Fysisk såvel som mentalt.

Apropos Britisk dans. Så er "Strictly come Dancing" BBC's udgave af "Vild med dans":
http://www.bbc.co.uk/strictlycomedancing/

Og hvis du er vild med dans og skal til London, så tag forbi Frame:
http://new.moveyourframe.com/

Demokratiets ånd

Grækenland er i krise. Økonomisk krise. De forenede euopæiske nationer har besluttet sig for at indgå en finanspagt, der skal bringe stabiliteten tilbage til eurozonen. Og tilliden til Europa på verdensmarkedet.

Til gengæld for milliardlån til grækerne skal de spare. Og dermed er mange grækere på vej til at blive fattige.

I Debatten torsdag aften medvirkede en økonom, der sagde det ret klart. Vi er på vej til at se en afvikling af velfærdsstaten. Også herhjemme. Forklaringen var hos ham ikke, at vi har levet over evne. Det kommer ganske enkelt af demografien:

Der bliver stadig færre unge til at forsørge stadig flere ældre. Så langt - så trist.

Men når jeg nu via facebook til daglig skriver sammen med venner fra Kenya, der bor i slummen og hvis bekendte arrangerer indsamlinger til begravelser er relativt unge mennesker, hvis sygdomme har kostet dem livet og familien store summer af penge, de ikke har, så må jeg indrømme, at jeg tænker en ekstra gang over de her protesterende unge mennesker i Europa, der går gennem gaderne med plakater når tab af velfærdsgoder bliver annonceret.

Fattigdom
Godt nok bliver vi måske fattigere i denne her del af verden. Men lige nu bliver millioner og atter millioner af mennesker, der har levet i mudder, sygdom, armod og elendighed hævet over støvet hver eneste dag.

De får mad og søvn og medicin og skolegang nok til at begynde at tænke over livet og deres samfund. De tænker på rettigheder. De laver kampagner mod vold, omskæring af pigebørn. Syg overtro. AIDS og korruption.

De diskuterer og parlamenterer og kritiserer deres politikere, hvis egoisme de nu kan gennemskue. Her er altså en bevægelse af mennesker, der er på vej til at få øjnene op for frihed og lighed - og for første gang i århundreder eller måske nogensinde begynder at rasle med deres lænker.

Det hellige
I Europa er det til gengæld århundreder siden. Det forhindrer os dog ikke i dagligt at ranke ryggen og tale om det hellige demokrati. For det er jo netop det, vi vil udbrede til alle staklerne mod syd og øst, der kues af zarer og oligarker, islamister og kommunister, slemme folk uden respekt for menneskerettigheder og demokrati, som vi siger.

Selv har vi sat Gud, konge og efterhånden også fædrelandet på porten. Det sidste kommer snigende når vi taler om unionens nødvendighed og grænsernes opløsning.

Til gengæld er velfærd og det økonomiske paradigme om konstant vækst blevet det store dyr i vores moderne åbenbaring. Den konstante vækst, der skal gøre det muligt for os at fortsætte med at leve dyrt og længe uden bekymringer står måske endda over demokratiets principper.

Lige nu sker der alvorlige brud på dette demokrati i Europas midte. Ungarns leder af det højrenationale parti Fidesz er valgt ind af folket. Og han har lavet om på forfatningen, så det for eksempel er blevet  forbudt at være hjemløs.

Måske det ikke på den lange bane er et stort demokratisk problem. Men det er det jo på sigt, når de demokratisk valgte regeringer viser sig ikke at være i stand til at navigere i en økonomisk krise, fordi deres magt er bygget på sociale kontrakter med befolkningen om uddeling af velfærd, der aldrig har været nogen garanti for.

Diamant Jubilæet

Foto fra festkoncerten på The Buckingham Palace som omkring 250.000 briter fulgte på storskærme, The Daily Mail.

Det er ikke så tit man kommer til at opleve en iscenesat event med så stor verdenshistorisk og national slagkraft, som den der blev iscenesat i London denne weekend. Og derfor kan jeg ikke lade være med at følge op på mit netop overståede besøg i den britiske hovedstad med lidt eftertanke:

Symbolets kraft
For selvom det langt fra var planen med vennebesøget i London, så kom Dronning Elisabeth II's 60 års jubilæum til at farve hele min oplevelse af byens mylder under dette mit ottende besøg i den britiske hovedstad. På trods af, at mine venner ikke er royalister, og jeg selv ofte har  svært ved at se monarkiets rolle i et moderne samfund:

For hvad skal vi med en dyr kransekagefigur i et guldbur, hvis magt kun er symbolsk?

Men i trange tider, som dem vi er i nu, hvor økonomien skranter, sammenhængskraften udfordres af globalisering og verden skifter gear, markerede Dronning Elisabeth Den II's jubilæum for mig en exceptionel opvisning i, hvordan en folkefest omkring monarken kan bruges til at styrke et samfund og dets fællesskab: Og selve fejringens intensitet tyder da også på, at netop det, er noget, man mener, er vigtigt i Storbritannien i dag, hvor 11,9 procent af befolkningen i Storbritannien - over 7 millioner britiske statsborgere - er født uden for landet - mod 4,2 procent da Elisabeth overtog tronen fra sin far i 1952.

Købelyst og Commonwealth
Det gælder indadtil folkeligt, når 1000 både i ti graders trist sommervejr, hård vind og styrtende regn med maorier i bastskørter, sportsfolk og journalister ved årerne glider ned af Themsen, der i Londons tidligere historie udgjorde hele pulsåren for byens liv og vækst. Og min ven Patricks mor kan fortælle om udsolgte butikker i forstæderne, hvor gær, mel og sukker er revet væk, fordi hele landet bager jubilæumskager. Det giver ikke mindst lidt ekstra indtjening til de forretningsdrivende.

Og det gælder udadtil globalt, når dronningen med en kolossal diamant tænder en fakkel, som ligeledes tændes overalt i det gamle kolonirige: Fra Australien til højlandet i Kenya. Jubilæets historiske dimension blev i den grad brugt til at trække trådene tilbage til det koloniale og postkoloniale britiske Commonwealth.

Klar til OL
Også helt konkret pegede "The Jubilee Weekend" fremad. For mylderet af gadefester under "Union Jack"-flaget var en praktisk øvelse inden det forestående OL, som Londonerne frygter vil vælte byen med den i forvejen hårdt pressede infrastruktur - ikke mindst metroen, der fra tid til anden står stille, når der mangler strøm, eller dørene blokeres af menneskemasser i myldretiden.

Før, nu og i fremtiden
Historien om "The Diamond Jubilee" hæver sig dog op over de praktiske forhindringer og fortæller med pomp og pragt om et imperium, der har handlekraft, mod og ånd nok til at gøre, hvad briterne selv tror på, og besnære verden: Før, nu og i fremtiden, hvis man da lader sig forføre af magien.

Og det er faktisk en så stor historie, kommunikeret så bredt og massivt til folket og hele verden, at det rækker imponerende langt ud over nyhedsdækningens sædvanlige tomgangssludren om bådenes vægt og antallet af fremmødte, som gennemblødte BBC-reportere rapporterede fra Flåde-sejladsen på Themsen søndag. - Hvad de da også fik hug for i de britiske aviser efterfølgende, hvor kommentatorer skrev om nye lavpunkter for BBC.

Når de royale begivenheder bliver formidlet som en reportage om personers forbrug af skattemidler bliver det nemlig vældig uinteressant. Den form for reportage har meget lille kraft, sammenlignet med netop den samlende, følelsesladede fortælling, der forener det enkelte menneske og den konkrete begivenhed med det store hele. Med historien og de lange linier.

Det er her det mytiske element ligger, det der gør, at fortællingen kan rykke folk og skabe udvikling:

Diamonds are forever
Og det lykkedes altså for briterne her i weekenden, så jeg nu sidder hjemme i sommer-grå København og småfryser i min "Union Jack"-røde sofa og tænker imponeret tilbage på i går, hvor min ven Patrick og jeg stod og så den fuldmåneoplyste aftenhimmel over Buckingham Palace bliver oplyst af et gigantisk festfyrværkeri, der foldede sig ud som kronen på værket efter en jubilæumskoncert på slotspladsen med ene verdensstjerner: Fra Kylie Minogue, Stevie Wonder, Elton John, Cliff Richard, Grace Jones over Sir Paul McCartney, der sang "Magical Mystery Tour" og Shirley Bassie's 007 hit: "Diamonds are forever".

Det, der har betydning, består, kunne man fristes til at skrive: Og det, der ikke har, forgår. Og dronning Elisabeth II har tilsyneladende betydning som symbol, fordi symbolet kan samle mennesker og nationer på tværs af grænser, religioner og tidszoner.

Og hun har da også med værdighed og dedikation taget den rolle på sig livet igennem. Fra hun indtrådte som 27-årig dronning i1952 og overtalte Churchill til at lade kroningen blive sendt på tv og frem til i dag, hvor hun 86 år gammel i næsten fire timer står ret i øsende regn og vinker til bådene på Themsen. Så giver det pludselig mening for mig, at Elisabeth har 1200 mennesker i husholdningen på Buckinghamshire Palace, otte limousiner og en samlet formue på omtrent 310 millioner pund, som Forbes magazine har skønnet.

Verdens bedste propagandister
Efter sådan en gang dronninge-røgelse må jeg erkende, at Elisabeth, der i øvrigt er første dronning på facebook, Det Britiske Kongehus, og de der står bag planlægningen af "The Diamond Jubilee" utvivlsomt må tælles blandt verdens bedste PR-folk:

Og at man på fastlandet i Europa måske skulle overveje at hyre nogle af dem, omend det kan synes at være lige lovlig sent at begynde historiefortællingen om et dybere skæbnefællesskab i Europa, hvor EU stadig lider under at være kommet til i skyggen af Hitlers slagkraftige vision om et tredje rige.

Keep Calm and Carry On
Selvom "propaganda" i dag har et voldsomt negativt ladet udtryk, så tror jeg efter weekendens oplevelse at Storbritannien og fælleskabet i Commonwealth - på trods af sin blodige fortid - har den fortællingens kraft i sig, der skal til, for at den enkelte tager sig sammen og arbejder for fællesskabet - hvad der netop er brug for i Europa lige nu:

Som budskabet på min "Diamond Jubilee" souvenir: En lyserød Tedåse med krone og Union Jack: "Keep Calm and Carry On": Et budskab oprindeligt trykt på 2,5 millioner plakater af den britiske regering under 2. verdenskrig og nu genopfundet i en ny svær tid for imperiet.

Se det britiske kongehus' suveræne hjemmeside her:
http://www.royal.gov.uk/

BBC's jubilæums-dækning med masser af historisk baggrund:
http://www.bbc.co.uk/news/uk-17500000?ocid=emea_DJ_display_bbccom_728x90

Og den 86-årige Elisabeths egen takketale for jubilæumsfejringen, der sluttede i dag:
http://www.royal.gov.uk/LatestNewsandDiary/Pressreleases/2012/TextofTheQueensDiamondJubileeMessage5June2012.aspx

Og så lige en film, der fortæller hele historien om "Keep Calm and Carry On", som Siri henviser til i kommentarerne herunder:
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=FrHkKXFRbCI

"The Lightness of Being", Chris Levine, 2004: Portræt af Dronning Elisabeth II, udstillet lige nu på Saatchi Gallery i London i en Google-sponsoreret foto-udstilling.

Den tidligere Take That-forsanger Gary Barlow fik samlet et band af blandt andet kenyanske piger til at synge hymnen "Sing" til dronningen ved koncerten mandag aften den 4. juni. Særligt komponeret til The Diamond Jubilee.