Den grønne gudinde og gadehandlen

Det en en sen eftermiddag i Kathmandu, og jeg er på sightseeing på egen hånd. Jeg kigger på en grøn gudinde, der symboliserer velstand og overvejer at købe hende, men salgs-handlingen i kunstgalleriet i Bakhtapur i Nepal trykker på nogle "knapper" hos mig, der får mig til at stejle.

Næsten al kontakt her synes at handle om et salg, men jeg oplever altså lidt, at nepaleserne lyver om det. "We are students and like to practise our English", lyder det fra nogle unge, der siden vil sælge mig noget. "I am an artist - I'd like to show you my work. No sale. I just think you should see this", siger de til mig og viser mig ned til malerskolen, hvor de har en fin mandala lavet af farvet sand liggende under en glasplade på anden sal. 

50 dollars...

Den er meget flot. Men universmønstrene i mandalaerne, som bruges til meditation af hinduer og buddhister, er ikke noget, jeg har et særligt forhold til; og nu presser salget sig på: De overdynger mig med tegninger, jeg skal købe for 50 dollar. Så er det meningen, at jeg skal gå i gang med at prutte om prisen på de meget fine tegninger på lærredslignende pap, som jeg kunne binde en kommende dagbog ind i, tænker jeg.

Men jeg er ude for at opleve nu og egentlig ikke motiveret for et køb, og hele løgnen og det "massive pres" fra sælgerne, jeg oplever, får mig til ikke at købe, hvad jeg måske egentlig godt kunne have tænkt mig, nu jeg er kommet hjem og kan konstatere, hvor ufatteligt få penge jeg har brugt i dette fjerne og forarmede land.

Marco Polo og skattejagten

Her kommer min egen mentalitet og måske også kultur lige så meget i spil som nepalesernes: For jeg vil ikke presses til at købe noget. Oplevelsen af selv at opdage noget unikt, og at mærke, at jeg begærer det, og derefter at indlede jagten på det, er lige så vigtig for mig, som selve købet.

Men den forførelse, der kan ligge i, ikke at kaste varerne i hovedet på mig, forstår de nepalesiske sælgere, jeg har mødt, ikke helt. De løber bogstaveligt talt efter mig med deres varer, så jeg føler modvilje mod dem, allerede inden jeg kaster et blik på de malede masker eller de store smykker af lyseblå sten og ben og alt muligt andet ægte og eventyrligt, der minder mig om et Marco Polo spil, jeg engang havde som barn, hvor man rejser i fodsporene på den italienske handelsmand mod øst til Kublai Kahns hof i 1200-tallets Beijing. 

Men der er en stor forskel på Marco Polo og jeg: Min barndom var nemlig fyldt med alle de ting, han i sin tid har bragt med hjem til Europa sammen med papirpengene, silken og krydderierne:

Persiske tæpper, japanske te-stel, silkepuder og -tryk, antikke træsnit, kinesiske vaser og buddhafigurer var alt sammen en del af mit univers - da min mor havde en forretning fyldt med alle disse skatte fra Østen. Så. For mig er skattejagten altså afgørende, og den oplever jeg, at det er svært at få rum til i Kathmandu. Med en enkelt undtagelse:

Tæppet

For der er nemlig et tykt blomstret tæppe i grønne og sorte farver ved en tøjbutik inde i Kathmandu, som jeg ser på dag efter dag. Det ligger uden for facaden i støvet, og der er noget ved det tæppe, der drager mig der midt i alt skidtet:

Der er ikke prisskilt på det, men det ligger sammen med de andre varer, og så går jeg ind og spørger, hvad det koster. Men det er ikke til salg. Den sariklædte kvinde tager det til sig og gør en afværgende gestus med hånden, da jeg spørger. "How Much?" Nej. Det er virkelig ikke til salg. Der er ingen tvivl, selvom jeg forundret bliver ved med at spørge hvorfor: "But why not?" Hvorfor kan jeg ikke købe netop dette tæppe, når alt andet er til salg? Det kan jeg bare ikke. Hun tager det til sig bag disken og holder det mellem hænderne, som var det en privat genstand. Noget helligt, måske?

Det grønne tæppe får jeg ikke med hjem. Måske jeg næste gang må sikre mig en grøn gudinde der symboliserer velstand i stedet. Men hellere en figur end en mandala, tænker jeg. Nu ved jeg, at hun er der, og så vil det være et eventyr i sig selv at rejse ud efter hende.