Puja'en

Efter frokost er der "puja" i templets store sal. Karma viser mig derop. Vi sætter skoene for enden af trappen, og jeg går som een af de første ind i salen, da de to tunge røde døre bliver skubbet til side til de hellige gemakker.

Det er som at gå ind i en foret æske, med et loft i mange lag: Baldakiner og slipse-lignende silke-baner, der hænger ned langs søjlerne. De katolske kirker hjemme i Europa virker pludseligt enkle i forhold til dette kaos af farver og ornamenter og altre med mærkelige figurer af en vokslignende substans. Væggene i templet er malede med billeder af store helgener. Som Milarepa, den hellige mand, der ifølge overleveringen en overgang levede sammen med dyrene i skoven, før han nåede sin "oplysning". Karma peger ham begejstret ud, og jeg lægger mærke til ham, da jeg senere læser i Dalai Lamas "The Way to Freedom", som jeg har købt i en museumsbutik i Kathmandu:

Conquering the delusions is the task of a lifetime, skriver Dalai Lama her: ... if we look for instant realization or instant taming of thoughts and emotions, then we will become discouraged and depressed. The eleventh-century yogi Milarepa, one of the great masters in Tibetan history, spent years living like a wild animal and undergoing great hardship in order to be able to achieve high realizations.

En mindre rar skikkelse er til gengæld det helvedeslignende mørke væsen Karma kalder "the protector"- guden for justits og død. Han har en klippe længere nede af bjerget, som munkene en gang om året skal ofre til. Her må de bære masker for at beskytte sig mod ham, siger Karma. Og endnu engang udvider og strækker mit begreb om buddhismen sig. Hvad er det for en "beskytter" munkene her frygter sådan, at de skal ofre til ham?

Karma viser mig et tredelt alter, der som en brudelagkage er dækket til af voksfigurer og konstaterer jeg smilende: Colaflasker og kiksepakker i massevis. Det er ofringer til beskytteren: Cola og kiks. Dagen efter - om søndagen - bærer munkene noget nær 30 kasser ind i templet med tomme kalorier af de langtidsholdbare slags: Jeg kan se, at der er osterejer i nogle af kasserne.  Flere ofringer til den frygtede døds-gud.

Hvad sker der med alle de her ofringer bagefter? spørger jeg Karma senere: - Vi spiser dem, siger han.

Da messen går i gang sidder jeg på en lille måtte over den hårde bænk i det airconditionerede tempel bag munkenes rækker. Foran mig står det lille lave møbel, der også er bord i spisesalen. Munkene messer med dybe stemmer, og nogen blæser i lange tynde horn, der skaber en sælsom lyd, jeg kender fra film.

Der er noget sært bedøvende over deres messen, og den for mig uigennemskuelige rytme sange og vers falder efter hinanden på. De andre besøgende trisser een efter een ud af den åbne røde port, hvor munkene ordner røgelsen ude, inden de tager den ind i templet i kar, der svinges rygende frem og tilbage over de bedende.

Også de indiske turister i glimtende sarier, der går ind af midtergangen, som munkene sidder med ansigtet rettet mod, forsvinder efterhånden, som messen skrider frem.

Jeg kan godt lide messen, fordi den taler til noget dybt inde i mig, jeg kan forstå. Jeg tænker, at det er et menneskeligt ur-instinkt: Den kropslige del af den buddhistiske bøn i templet gør mig tryg. Jeg sidder med lukkede øjne og mærker at min overkrop begynder at svaje frem og tilbage i en særlig rytme. Det er det, jeg har savnet mest af alt på min første rejse til Østen.

Det er som om dette "instinkt" ikke er så klart til stede her, som jeg har oplevet det andre steder i verden - jeg har i hvert fald svært ved at mærke det. Kulturens koder synes for mig, at styre menneskers adfærd i en grad jeg måske nok er vant til hjemme i Danmark: Men her forstår jeg ikke sprog og vaner, og derfor er identiteten som fremmed komplet.

Her i den silkeforede kinesiske æske af et kloster med tre lag af loft højt over mig med baldakiner og ornamenter, kæmpevaser og syv vældige guld-buddhaer, er der et fælleskab til stede, hvis vibrationer, jeg kan mærke. Om dét så er en illusion kan jeg umuligt gennemskue. Timer efter, hvor munkene holder pause fra den sponsorerede bøn - som en rig afdød har betalt omkostningerne for - går jeg uden for templet i sollyset. Vinden suser ind fra dalen, og jeg synes at kunne høre deres sang, derinde.

De er i gang igen, siger jeg til Karma. Nej - siger han. Der er ingen. Jamen jeg kan jo høre dem, siger jeg. Nej. Templets røde døre er ganske rigtigt lukkede og låste. Een af de små munke giver mig en klump af den dej, de former figurer af til altrene. Det dufter af sukker og vanille. Det er disse klumper de farver og laver figurer af. Jeg former et hjerte til den lille munk. Men det er ikke et symbol med nogen betydning for ham. Det er et kristent symbol.

Det er ellers det der med at følge hjertet, jeg kender Dalai Lama så godt for. Men det handler nok ikke så meget om den selvcentrerede jagt på vores egen lykke, vi dyrker i Vesten. Snarere handler det, som jeg forstår det, om at opnå frihed ved at give slip på begær og indbildninger om lykke og lykkefølelser, der efterlader smerte, når de går væk. 

Den lille munk folder hjertet sammen. Vinden blæser. Snart slår en af de store munke på den vældige messingtallerken, der er hængt op. Og så myldrer munkene ind i en vældig hast for at fortsætte deres puja.