Til Tops på Mount Everest

Edmund Hillary and Tenzing Sherpa at Everest 1953

Det er ikke længe siden, jeg kom hjem til København efter at have være i Nepal. Men modsat mange af de rejsende dette forår, så jeg ikke toppen af Mount Everest. Den har nemlig været lidt af et tilløbsstykke her i dag, hvor det er præcis 60 år siden, at en britisk ledet ekspedition med bjergbestigeren Edmund Hillary fra New Zealand og den nepalesiske sherpa Tenzing Norgay som de første nåede toppen. Lidt af et vovestykke, der da også tog bjergbestigerne syv uger.

I dag er Mount Everest så populær at besøge, at klatrerne bevæger sig mod toppen i kø; og det på trods af, at det stadig er med livet som indsats. Fem klatrere har foreløbig mistet livet denne sæson. - For er de ikke uheldige at styrte i døden fra de halsbrækkende tinder, så er højdesygen en farlig fjende på bjerget.

Sherpaerne, der kommer fra området i Himalaya på grænsen mellem Nepal og Tibet, er vant til den tynde luft i højderne, og klarer sig bedre end vesterlændinge, der omkommer på Mount Everest, fordi de ikke får ilt nok til hjernen på det knap 9000 meter høje bjerg. Og denne farlige bedrift får altså nu klatrerne til at stå i kø for at nå op på toppen, hvor Edmund og Tenzing for 60 år siden tilbragte et kvarters tid med at skue ud over verden.

En ung fyr i 20'erne klatrer i Nepal for at blive den første "erklærede homoseksuelle" på toppen. Den første kvinde fra Saudiarabien har været der i år, og en russer kastede sig i dag ud fra bjerget i det første Base Jump - et vellykket et af slagsen.

Sherpa-balladen
Men imens over 500 nye er kommet på den eksklusive liste over bjergbestigere på verdens højeste bjerg, er der i år opstået spændinger mellem vor tids Edmund'er og Tenzing'er:

Mens jeg var i Nepal kom tre bjergbestigere op at slås med en større gruppe sherpaer, hvilket der blev skrevet en del om i aviserne.

Jeg sad selv på Hyatt Hotel i Kathmandu med udsigt til filmfolk og bjergklatrere på vej ud eller hjem fra Himalaya, som magelig tilskuer bag en udgave af "The Himalayan Post", hvori en kronikør var ret fortørnet over den ensidige dækning af historien om de stakkels bjergbestigere, der blev overfaldet af aggressive sherpaer.

Noget der særligt fangede min opmærksomhed, fordi mine elever på højskolekurset i journalistik, som jeg var i Nepal for at lave, havde analyseret en artikel om konflikten, som de med rette fandt helt og aldeles ensidig til fordel for de udenlandske bjerg-bestigere.

Når alle vil til tops
Turismen i Nepal har taget voldsomt til siden revolutionens afslutning; en del af den rettet mod verdens højeste bjerg. Og flere og flere uprofessionelle bjergbestigere får med sherpaernes hjælp mulighed for at komme på Everest, hvor sherpaerne så må tage ansvar for de vovelystne turister og eget liv.

Det sker til tider med døden til følge - og derfor er det måske ikke så svært at forstå, at de professionelle klatrere som Steck og Moro, der var hovedpersoner i Everest-fejden i april, kan virke som en rød klud, når de ikke vil følge sherpaernes henstillinger på bjerget, hvilket efter hvad jeg har kunnet læse, var optakten til en ophedet udveksling af skældsord og siden stenkast på bjerget:

Måske også derfor har flere sherpaer i anledning af jubilæet for Everest-bestigningen ytret sig om, at Nepal måske skal til at være lidt mere eftertænksomhed med udviklingen af turismen på bjerget.

Men een ting er dristigheden i manøvren; noget andet er, hvad der egentlig driver så mange til at ville bestige Mount Everest?

Ydre og indre bjerge
Filmen "Syv år i Tibet" med Brad Pitt i hovedrollen, baseret på bjergbestigeren Heinrich Harrers bog af samme navn, er inde på spørgsmålet om, hvad der får folk til sådan at stræbe efter at komme op på toppen.

For sherpaerne er det ikke uforståeligt: Efterspørgslen på deres naturlige evner på bjerget, gør Everest-bestigning til et lukrativt levebrød: Men hvad vil alle udlændingene deroppe, hvor så mange allerede har været...?

...Jeg tænker på min egen stræbsomhed efter eventyr og ikke mindst at nå toppen på alle mulige måder i livet med den anerkendelse, der følger. Og så på en dialog i "Syv år i Tibet", hvor en tibetansk kvinde siger, at man på de breddegrader ser det som snarere fjollet end beundringsværdigt at sætte sit liv på spil på et bjerg. En umiddelbar banal eftertanke, som jeg synes, vores tid trænger lidt til:

For een ting er som pionererne Tenzing og Hillary at gå veje, ingen andre er lykkes med, og dermed vise menneskeheden, hvad vi hver især er i stand til: Men når man står i kø for 60 år efter at gøre det samme livsfarlige vovestykke, mere eller mindre godt forberedt; så kunne man godt se det som en form for fattigdom og stagnation i vores kulturs stræben:

Vi når toppen ved at yde ekstremt, synes at være en morale i den vestlige kultur. Om det så er i jagten på sit sande "jeg" - eller i flugten fra det vil jeg lade være et åbent spørgsmål? Deepak Chopra skriver noget meget fint i en artikel, jeg er faldet over på LinkedIn om netop det vestlige fokus på ydre stræbsomhed frem for indre:

"One advantage that the East has over the West is that in the East the self is the source of creativity, intelligence and bliss, and these qualities grow the more you pay attention. This is the process of waking up, and it remains interesting for a lifetime - if you have a real goal in mind. In the West, the self is considered a problem, leading to egoism, self-indulgence or personal demons no one would enjoy meeting."

Personligt blev min første tur til Nepal mere en vandring i de indre bjerge, frem for de ydre. Her har jeg stadig muligheden for at betræde ukendt terræn modsat på Everest :-) Og så har jeg nok også mit liv for kært til at sætte det på spil for at nå en isklædt top på verdens tag.

Læs mere om Everest jubilæet og sherpa-striden her:

http://www.bbc.co.uk/news/magazine-22680192

http://history1900s.about.com/od/1950s/qt/mteverest.htm

http://www.aljazeera.com/video/asia/2013/05/2013525215851942645.html

http://www.guardian.co.uk/world/2013/may/05/sherpa-resentment-fuelled-everest-brawl