Højt hævet over Kathmandudalen

Højt over Kathmandu - mod vest - ligger Swayambunath, hvilket på tibetansk betyder noget a la de sublime træers sted. På turist-sprog er stedet bedre kendt som "The Monkey Temple", hvilket kommer af alle de hellige aber på det lille bjerg med templer og en enkelt buddhistisk stupa omkring 365 trin over byen.

Jeg går derop af bagvejen efter en hyggelig taxatur en typisk travl Nepal-formiddag med bryllupsoptog med hornorkestre gennem byen og en ivrigt snakkende nepalesisk chauffør ved min side. 

Han spiller høj indisk musik på det skrattende bilanlæg og siger en masse ting på nepalesisk, som jeg prøver at forstå og gentage: "Ram-ro" - smuk. "Dha-nye-bad" - tak. "Ta-paii-lai ka-sto-chha"- Hvordan går det? "Teek-chha" - Det går godt. Og så er der jo den alle stedsnærværende Velkomst-hilsen "Namaste". Det sidste har jeg lært. Det kniber lidt med at huske de andre ting:

Lotus og Lus

Mens jeg øver mig i nepalesisk akkompagneret af indisk musik lægger jeg armen ud af det åbne vindue i solen og tager min ansigtsmaske på, så jeg kan være i trafikken uden hosteanfald, som jeg har oplevet, at mange af mine chauffører lider kronisk af, når jeg er på tur. 

Det er ikke umiddelbart til at forestille sig, men mens vi drøner gennem den hullede gade og op af bakken mod abe-templet, ville vi i forhistorisk tid køre under vandet på ved mod bredden af en kæmpe sø. Den ofte tågede og tilrøgede Kathmandu-dal har ifølge både moderne arkæologer og Newari-folkets overleveringer været en vældig sø.

Legenden siger, at højen voksede som en lotus ud af søen, der rejste sig over dalen, der siden blev tømt for vand - og efterlod sig rige forekomster af ler og frugtbar jord, som newarierne kunne dyrke ris og papaya-frugter, mangoer og bananer og andet godt i. Alt det de nu går og sælger fra deres cykler inde i byen. 

Navnet Swayambunath har så vidt jeg har kunnet læse mig til altså denne betydning på Newari, at den er selv-skabt. Siden kæmpede en berømt buddhistisk boddhisatva sig herop, visdommens boddhisatva Manjushree. Han var langhåret, selvom han skulle have sit hår klippet kort, og undervejs til toppen, fløj lusene fra ham. Alle disse lus skulle så være blevet til de hellige aber, der nu opfører sig, som om de ejer stedet.

Da jeg står og ser ned af trappen fra den travle top, hvor souvenir-sælgere, hinduer og buddhistiske munke myldrer omkring stupaen og bedemøllerne og de mange små templer, forekommer det mig fantastisk, hvordan disse to religioner her på den selvskabte høj over gudernes dal - Kathmandudalen - trives sammen. Engang har jeg på samme måde stået ved grædemuren i Jerusalem og gået turen op til Den Blå Moske, der ligger lige derved, angiveligt bygget på en gammel jødisk kirke, og her set, hvordan dyrkelsen af Gud det samme sted foregår i en konstant konflikt med den anden tros tilbedere. 

Fra dyr til menneske

Den slags strid, er der ikke her under bedeflagene. Kun den konstante summen af ritualiseret liv, og en enkelt hellig abe, der meget behændigt slår en plasticpose med fodringskorn ud af hænderne på en lille sariklædt kvinde, der ler godmodigt af spillopperne. Hurtigt har aben fanget posen mellem hænderne og svinger sig op på et lille tempel, hvor den ikke kan nås, for at gå i gang med at spise byttet, mens kvinder taler venligt til den og til sidst smilende må give op.

Der er også en mand, der giver mig nogle små kiks, jeg kan fodre aberne med. Jeg rækker den tøvende frem til en lille abe foran et guldtempel. Den kommer hen til mig. Strækker poten frem og tager kiksen, som straks kommer i munden. Så får den een til, og jeg takker manden, der nu selv vil fodre aberne. Det må jo handle om "god karma", tænker jeg. Men ham vil aben ikke have noget med at gøre. Den viger tilbage, som om den forventer et slag af manden, og da han siden vil sælge mig noget som tak for oplevelsen med fodringen, viger jeg tilbage på samme måde. Det kunne jo være de hellige aber ved noget om ham, jeg ikke gør.

Så går jeg hen og ser ud over dalen ved foden af stupaen. Der flyver store høge - eller måske det er små ørne - over os. De ligger og breder deres stærke vingefang ud i vinden, så de kan svæve og i mange sekunder se ud, som om de ligger helt samme sted på himlen. 

For tusinder af år siden siges den indiske konge Ashoka at have stået her på samme måde. Jeg har aldrig tidligere hørt om Ashoka, men i denne del af verden er han en berømt fyrste, hvis historie primært er bragt videre af buddhisterne. Ashoka var en frygtelig tyran til at begynde med. Han skulle have haft et guddommeligt smukt dekoreret torturkammer, hvis indre rummede rædsler af ubeskrivelig karakter. Da en del af hans koner i det omfattende harem af 500 kvinder gjorde grin med hans ydre, brændte han dem, og engang var han i en voldsom krig, hvor hundreder af tusinder blev dræbt. Og det var dér Ashoka ifølge overleveringerne stillede sig op og så på luftens rovfugle, der svævede over ligene og spurgte sig selv noget i stil med: Hvad har jeg dog gjort? 

Da denne erkendelse kom til Ashoka fulgte en oplysning, der gjorde ham til buddhist og indførte buddhismen som statsreligion i et historisk interessant system, hvor statsoverhovedet ikke tiltog sig guddommelighed men sponsorerede kirken og dens munke.

Hvornår Ashoka stod på den hellige grund her på Swayambhunath i Nepal, ved jeg ikke. Men efter kongen konverterede til buddhismen, skabte han ifølge overleveringer fra Nepal, Indien, Pakistan og Afghanistan et retfærdigt og moralsk imperium med fokus på borgernes spirituelle velfærd. Volden var derefter forbeholdt kættere, der for eksempel vanærede Buddha med nedværdigende tegninger af den hellige mand. 

Hvilken betydning rovfuglenes cirklen over deres ligbål fik for Ashokas karma, vil jeg ikke gøre mig klog på. Måske han selv er blandt de smukke skabninger deroppe i vinden.