Russisk Forår

Bag Kreml's mure. Det russiske magtcentrum, hvorfra Putin og hans administration styrer landet som kommunisterne og tsarerne har gjort det før ham. Her med udsigt til Himmelfarts-kirken på Katedralpladsen bygget i 1475 og ramme om mange tsar-kroninger.

Dette blogindlæg er skrevet for et par dage siden men grundet det meget travle program i Moskva først redigeret til udgivelse her på bloggen d.d.

"Russisk Forår" er en drink - og måske også udsigten til et særdeles interessant præsidentvalg i marts måned.

Jeg sidder med et eksemplar af The Moscow Times og et let boblende glas med ginger ale og æblemost og isterninger i Hotel Hiltons lobby en mørk Moskva-eftermiddag torsdag, mens præsident Putin er på landsdækkende tv i et stort anlagt telefon-show, hvor borgere kan ringe til den kommende og tidligere præsident.

Og det gør de – først og fremmest for at spørge ham, hvad han mener om de store massedemonstrationer efter dumavalget, som har overrasket både i udlandet og i Moskvas magtcentrum Kreml.


Opgør med partiet af svindlere og tyve
Her i Moskva samledes omkring 50.000 mennesker på Bolotnaya Ploshchad for at gøre op med “Partiet af svindlere og tyve”, som de kalder "Forenet Rusland", Putins og Medvedevs parti, der styrer landet med fuldkomment monopol på magten.

Putin: Demonstranter blev betalt
Men den ellers på mange måde pragmatiske Putin kom ikke kritikerne i møde under den fire en halv time lange marathon tv-udsendelse. Ifølge aviserne og flere af de folk vi har talt med her i Moskva, gav han under debatten USA ansvar for at opfordre til farlig uro.

Han talte om, at studenterne var blevet betalt for at demonstrere og viste i det hele taget foragt for protesterne over det valg, der ifølge både internationale observatører, oppositionen og almindelige russere beviseligt var præget af svindel med stemmer.

Ny demonstration juleaften
Og det kan meget vel være med til at provokere til en endnu større demonstration, som oppositionen og græsrodsbevægelserne nu forbereder den 24. december.

Faldende opbakning
Det er vigtigt ikke at glemme, at Putin stadig er en populær leder i Rusland. Men hans popularitet er faldet fra omkring 64% for 4 år siden til omkring 50 % og måske endnu lavere – nogen vurderer omkring 34 % - hvis man trækker de falske stemmer ved sidste valg fra, forklarer den politiske analytiker Maria Lipman fra Carnegie Foundation, da hun gæster os på Hilton Hotel den dag Putin er på tv.

Presset Putin
Noget der sikkert hænger sammen med finanskrisens negative effekter på russisk økonomi, vel vidende at russerne har tendens til at støtte deres ledere alt efter hvordan det går med økonomien - og deraf oliepriserne. 

I Maria Lipmans øjne ser Putin træt og irritabel ud på tv. Noget den ellers så atletiske og udholdende tidligere KGB-agent aldrig tidligere har gjort.

McCains drilleri
For måske den drilske besked fra den amerikanske republikaner John McCain på twitter kan have noget på sig. Som McCain skrev ifølge The Moscow Times: “The Arab spring is coming to a neighborhood near you”?

En besked, som Putin replicerede på under tv-showet ved at indikere, at krigsveteranen John McCain har taget mentalt skade af sit ophold som krigsfange i Vietnam: “He has the blood of peaceful civilians on his hands, and he can’t live without the kind of disgusting, repulsive scenes like the killing of Gadhafi”, sagde Putin ifølge Moscow Times under debatten.

Russerne vil ikke være stemmekvæg
Den hårde tone over for amerikanerne rokker dog ikke ved, at Putins arrogance over for sit eget folk lige nu stiller ham et væsentligt mere besværligt genvalg som præsident i udsigt. 

Masser af byboere i Rusland har nemlig stemt på kommunister og nationalister, de slet ikke sympatisere med, med det ene formål at vise, at de ikke længere vil finde sig i at blive behandlet som stemmekvæg.  

Hån mod demokratiet
Da Putin og Medvedev samlet gik ud og meddelte planerne om, at de nu gør klar til at bytte plads, så Putin igen kan blive præsident og Medvedev premiere minister forregnede magten i Kreml sig i forhold til det demokratiske sindelag i befolkningen.

Det fik Facebook- og twitter-generationen, den brede middelklasse i storbyerne, til at se rødt. De er trætte af korruptionen og af, hvad de oplever som en latterliggørelse af deres “demokrati”.

Civilsamfund på vej
Og at de organiserer sig og går på gaden i en fredelig demonstration, som det der skete i weekenden, viser, at russerne i dag er i gang med at udvikle et civilsamfund, der måske med tiden kan skubbe det russiske samfunds institutioner i reel demokratisk retning, mener Maria Lipman.

I Hotel Hiltons lobby tager jeg den sidste slurk af mit glas:

Drinken "Russisk forår" er let boblende og virkelig forfriskende – langt fra den farligt stærke Kalashnikov-vodka, jeg drak til min borsch i St. Petersborg. Det hører fortiden til. Måske det russiske forår lige så stille er på vej.

Se live optagelser fra demonstrationen i Moskva den 10. december her:
http://www.youtube.com/watch?v=gQ_-glPcHLA

Kommunisternes comeback

Fredag er jeg til forelæsning ved Moskvas svar på London School of Economics: Rossiskaya Economicheskaya Shkola. I et trøsteløst kvarter uden for bycentrum – i absolut skærende konstrast til de smarte skyskrabere i business-kvarteret, rejseholdet netop kommer fra denne fredag.

Trøstesløst
Det ligner mest af alt Østtyskland med slidte boligblokke, skurvognsbutikker med billig julepynt, og brede veje med beskidte biler. Og kvarteret skulle være et meget godt billede af den russiske økonomi pt:

Rådden økonomi
Den er pilrådden, lyder budskabet fra økonomiprofessoren i korte træk. Baseret alt for ensidigt på olie og gasindtægter, som den har været i årevis. Og fremtiden er ikke lys. For magten sætter reelt den sunde konkurrence på markedet ud af spillet, og på det område er der ingen udsigt til ændringer med Putin ved magten 6 eller 12 år mere. 

...Og hvis det er i dette trøsteløse klima mange russiske studerende i Moskva skal dygtiggøre sig, så er det måske ikke så sært, at mange af dem stemmer på Kommunisterne. 

Hver femte russer stemte på kommunisterne
Ved dumavalget fordoblede kommunisterne nemlig deres stemmeantal og fik intet mindre end 19 procent af de russiske vælgeres opbakning. 

Og når man ved hvilket samfund af ekstrem fattigdom, uproduktivitet, ufrihed og blodige forbrydelser Sovjet stod for, er det alligevel en anelse underligt, at folk blot 20 år efter styrets sammenbrud nu kan se netop kommunisterne som et alternativ til Putin. 

Ønsket om uddannelse
Selv er kommunisterne ikke i tvivl om, hvorfor de har så godt fat i især de unge vælgere, som deres prognoser viser. 

Som næstformand Ivan Melnikov fortæller os, da vi besøger kommunisterne i dumaen – det russiske parlament – onsdag, så ønsker de unge sig uddannelse, de ikke skal betale for, jobmuligheder, når de bliver færdige og ordentlige vilkår for økonomisk set at kunne starte en familie.

Uden for tv
Og det mener de, at vi kan give dem, siger Ivan Melnikov, der ligesom alle de oppositionspartier og -politikere vi har talt med, fortæller, hvor umuligt, det er at være oppositionsparti i Rusland: 

Hvordan de ikke har adgang til de statsejede tv-stationer på lige fod med Putin og magtmonopol-partiet Forenet Rusland, og hvordan valgkampagner bliver forstyrret og obstrueret af falske tryksager.

Vil være svenske socialdemokrater
Problemet med Sovjet var, at magten var et monopol, og at der ikke var nogen sund dialog, lyder ræsonnementet fra næstformanden i det kommunistiske parti i dag. 

Men den slags uvæsen har partiet nu bevæget sig væk fra. Deres forbillede er de svenske socialdemokrater, siger næstformanden, uden helt klart at kunne forklare, hvad det konkret betyder for deres politik.

Museum
Men - på trods af det gode valgresultat og snakken om den omfattende valgsvindel, som alle oppositionspartierne er sikre på fandt sted – så virker matematikprofessor Ivan Melnikov set gennem mine øjne IKKE som en mand, der på tror på, at han faktisk har en chance for at få magten igen. Overhovedet. 

Det halvtomme kommunist-hovedkvarter i dumaen ligner ikke et sprudlende nyreformeret parti med fat i ungdommen – snarere emmer her nærmest af museum.

Sølvpokaler og Castro
Med sølv pokaler og runde billeder af Fidel Castro i vindueskarmen. I glasskabet ved væggen, står en bog med isskøjteløbere på forsiden. Der er et skakspil med billeder af partiets leder, et flag med hammer og sejl, og hele forkontoret med trævægge er pyntet med forstørrede glasindrammede fotos fra Sovjettiden, med glade russiske husmødre, blomster og røde faner.

Ni cremehvide telefoner
Bag skrivebordet står der omkring ni cremehvide trykknaptelefoner. Een af telefonerne er den direkte linie til Putin eller præsident Medvedev, fortæller Ivan Melnikov mig, da jeg undrende spørger, hvad han skal bruge hele ni telefoner til.

Linien fra fortiden
Hvornår den linie kommer i brug må siges at være uvist. Og at der mangler en linie ud til de mange mennesker, der gik talstærkt på gaden i sidste weekend i den historiske demonstratio mod Putin og partiet Forenet Ruslands altdominerende rolle i russisk politik er helt klart.

Facebook
Demonstranterne organiserede sig nemlig på facebook, og ifølge flere af de politiske analytikere, vi har talt med i løbet af ugen, så er ingen af de seks registrerede oppositionspartier i nærheden af at kunne repræsentere de demonstrerende byrusseres interesser.

Også derfor er det utroligt svært for de fleste at se et alternativ til det eksisterende styre, hvor der reelt ikke er noget værdigt alternativ til Putin, og hvis man skal tro alle de russere, vi har talt med: Et system, der heller ikke tillader dette alternativ at opstå.  

 

Gangsterhotellet

De spiller russisk march på Moskvas banegård, da jeg stiger ud af toget fra St. Petersborg sammen med resten af rejseholdet. Sneen hvirvler om huerne på os og musikken gør det svært ikke at gå i takt og skæve til soldater og togmyndighederne med kasketter og uniformer på perronen og være i tvivl om, hvorvidt toget var en tidsmaskine, som har bragt os tilbage til "det gode gamle Sovjet".

Samme følelse af at være i en anden tid slår mig, da jeg ser hotellet tårne sig op over byen. Et 26 etagers højt spidst tårn, der minder mig om Chicagos monumentale skyskrabere ligger som et bjerg i byen og den hvirvlende sne.

Bygget af krigsfanger
Hotel Hilton Moscow Leningradskaya er da også et monument over byen. Bygget af diktatoren Josef Stalin tilbage i 1947, som et ud af i alt syv søster-tårne, hvoraf de andre i dag huser eksempelvis et par ministerier, universitetet og et andet hotel. Stalin satte krigsfanger fra anden verdenskrig blandt andre tyskere til at bygge de kolossale tårne, der skulle markere byen Moskvas 800 års jubilæum.

Citizen Kane style
Og lige nu sidder jeg så i lobbyen med tre etager til det udskårne guldmalede loft, hvorfra der hænger gigantiske guldlysekroner. Hotellet over mig holdes oppe af kolossale marmorsøjler og lobbyen er præget af brede hvide marmortrapper, guldløver og et smukt pyntet juletræ.

Det hele minder mig mest af alt om filmklassikeren Citizen Kane, hvor aviskongen Charles Foster Kane bygger det ekstravagante pragtpalads Xanadu omtrent lige så pompøst - og helt igennem stalinistisk.

Prinsesse
Men her sidder jeg altså og skriver på min mac i en behagelig gyldent indvævet polstret lænestol med svungnee ben, der ligner kirsebærtræet, der pryder hotelgangene på de 21 etager over mig. Nyder min grønne te og de franske makroner som en servitrice har serveret for mig. Sådan må det have været at være kongelig i en anden tid. At være Katarina den Store af Rusland - eller en prinsesse i et større europæisk konge- eller fyrstendømme - for længe siden.

Kakkelakker
Der har heller ikke været sådan her altid. Fra 40'erne og frem fik Stalins hotel ifølge vores rejseleder, der har arbejdet som korrespondent i Rusland under Sovjet, bare lov til at stå og forfalde. Dengang var der kakkelakker på væggene og gangstere i hotelsengene.

Og det virker egentlig meget passende, at et imperialistisk, gotisk byggeprojekt som dette, der faktisk er direkte inspireret af Chicago-skyskraberne fra 30'erne, også udvikler sig til et vaskeægte gangsterhotel.

Gotisk eventyrland
I dag er det til gengæld amerikanerne, der holder liv i myten her på stedet. Hotelkæden Hilton har gennemrestaureret Stalins tårn i 2008 for millionvis af dollars, så jeg i dag bliver mødt af "Stanislav" ved døren, der står klar i tyk lang frakke, sort hue og med navneskilt bare for at sige "Welcome" og åbne den tunge høje trædør med de smalle glasvinduer ind til det gotiske eventyrland, der meget hurtigt giver een lyst til bare at blive herinde: Hvor alt er kolossalt. Forgyldet og varmt. Juletræet funklende. Og baren altid åben. Hvem kunne ikke have lyst til, at det var jul hver dag?

Skærmet fra omverden
Måske det er sådan de russiske magthavere har det og altid har haft det, når først de har været ved magten for længe. Nogle af dem har ganske givet været gangstere fra starten. Andre bliver det med tiden, når kontakten med verden udenfor bliver mindre - godt skærmet, som man er her i brokadestolen fra Moskvas elektronisk båttende udrykninger, beskidte rendestene og fattige russere.

Et par forretningsmænd sidder og taler engelsk med hinanden til venstre for mig om, hvordan de kan hjælpe hinanden med deres forretninger, og hvilken indflydelse ustabilitet i Rusland vil få på deres forretninger. Så slår de over i at tale russisk.

Jeg tror lige, jeg bestiller en fransk makron mere og en kop te at gå i seng på.

 

Når toget står stille

Vi stryger gennem natten i et missilformet russisk tog – uden stop – på vej mod Moskva.

Jeg har siddet fordybet i kapitlet ”Meeting Mr. Putin” i bogen ”Putin and the rise of Russia” af Die Welt-korrespondent og tidligere professor fra universitetet Erlangen- Nurnberg Michael Stuermer, hvis bog jeg købte for et par år siden i en stor velassorteret boghandel i Helsinki.

Rige russsere
Nu er jeg på vej mod øst i selskab med den russiske intelligentsia i kupeen med de brede mørkeblå læderstole. Ene velhavende russere med Ipads og jakkesæt på vej fra den gamle hovedstad Petersborg til den nye, Moskva.

Samme tur Putin har taget i sin tid, efter at han som ung KGB-agent studerede jura i Leningrad, som St. Petersborg hed tilbage i 1975, hvor Putin fik sin kandidatgrad.  

Destination Rusland?
Og det store spørgsmål er vel så, hvor dette her mægtige land, der strækker sig over ni tidszoner egentlig er på vej hen i disse dage, hvor Putin er på vej tilbage til præsidentposten i Kreml? Især efter de voldsomme massedemonstrationer i weekenden, der fulgte dumavalget den 4. december, som Putins parti Forenet Rusland vandt sikkert - og med beviselig fusk til folks store fortrydelse.

Putin og olien
Putin har ellers været populær siden han tog over efter den uheldige - og drukfældige - Boris Jeltsin, hvis tid ved magten var præget af økonomiske udfordringer.

Olieprisen har nemlig været støt stigende under Putin frem til Medvedevs tid og fremgangen, der har skabt flotte vækstkurver til landet, gavnede ikke overraskende den teknokratiske magthavers popularitet, så Putin i anden halvdel af sin regeringstid kunne bryste sig af en folkelig opbakning på omkring 60 procent.

Træt af løgne
Men tilfredsheden er ikke længere så rodfæstet efter snart fire år med Medvedev på præsidentposten. Befolkningen er træt af løgne, som en russisk journalist og forfatter fortalte os på et møde tirsdag. De ønsker sig forandring, for sandheden om Rusland er, at nationen på mange måder står i stampe.

Brudte løfter
Godt nok glider dette tog hastigt og uden forhindringer fremad i blæksort mørke mod Ruslands magt-center. Men på trods af skilte, der annoncerer fri internet har det efter 3 timers rejse fortsat ikke været muligt at etablere en ren forbindelse.

Der er mange løfter og erklæringer i dette land. Men bliver de indfriet?

Jeg synes at kunne fornemme en vis hulhed over ”julekuglen Rusland”. Det kan godt være, at den lyser og er fyldt op af naturgas, men er det nok til at sikre den stabilitet, som Putin ifølge Michael Stuermer vægter højere for sit land end noget andet.

En revolution kan være på vej
På avisen Vedomosti i St. Petersborg var der i dag tvivl. For måske der godt kan vente en regulær revolution forude. Så langt mente journalist og forfatter for det undersøgende journalistagentur i St. Petersborg dog ikke, at det vil komme lige nu.

For godt nok er folk trætte af løgne. Men det reelle alternativ til Putin findes ikke.

Ej heller har Rusland formået at løse nogle af de problemer, som Putin ifølge Michael Stuermer selv fortæller om ved møder med korrespondenter og diplomater frem til 2008.

Russerne dør
For eksempel Ruslands problem med en skrumpende befolkning, da kun få bliver født og flere dør - især mændene, der på grund af druk og arbejdsulykker relateret til fuldskab, i gennemsnit i dag ikke bliver ældre end 58 år.
 
De familiepolitiske tiltag, der er indført, har i hvert fald ikke fået de russiske kvinder til at føde flere børn, så befolkningstallet falder stadig.

Ingen konkurrencekraft
Også alternativerne til naturgas- og olieindtægterne skal man spejde langt efter. For hvad kan Rusland egentlig konkurrere med, hvis priserne falder, eller verden for alvor vender sig mod fossilt brændstof?

Så selvom Putin ifølge Michael Stuermer for længst har erklæret, at Rusland skal gøre sig mere uafhængig af olie-priserne ved at satse på højteknologi, så er det ikke sket endnu.

Stilstand
Det kan altså godt være, at toget her - med den russiske elite i sæderne - suser misundelsesværdigt blødt mod midnatstimen for at nå frem på perronen i Moskva præcis på minuttet. Og at naturgassen suser lige så naturligt den anden vej mod Europa i det nye nordstrømskabel.

Men hvis jeg skal stole på mine egne observationer, og de stemmer jeg har hørt i dag, så er der noget der tyder på, at en stor del af Rusland udenom står ganske stille og har gjort det længe.

Arktis magten

Der sker noget dramatisk nordpå i øjeblikket. For mens verdens politikere i Durban har haft travlt med at forhandle sig til, hvordan vi stopper klimaforandringerne, åbner de selvsamme ændringer på kloden op for et nye eventyr mod nord.

Faktisk er der et kapløb i gang, hvor vi danskere også er med. Danmark og Rusland har for nylig indgivet deres krav til kontinentalsokkel-kommissionen, der skal tage stilling til fremtidens havbundsret i Arktis, så der ikke opstår konflikter om, hvem der kan have ret til områdets råstoffer, der langsomt men sikkert bliver tilgængeligt, mens isen smelter.

Udstoppede fugle
Mandag er det nordiske rejsehold af journalister i St. Petersborg på besøg på Det arktiske Institut, AARI - Arctic and Antarctic Research Institute, i et kvarter med trøsteløst beskidte og ramponerede Sovjetblokke.

Vi kommer ind i en hall, med udstoppede mågefugle hængende over trappen op til næste niveau. Bygningen minder mest af alt om Zoologisk Museum i København og det bliver ikke mindre eksotisk af at blive ledt ned af en lang gang med døre i forskellige størrelser, både hvad angår højde og bredde.

Store og små døre
Jeg har det på en eller anden måde, som om jeg er med i en Tintin-tegneserie på jagt efter en sunken ubåd eller et isbjerg med en skat i, og det lykkes mig ikke at finde ud af, hvorfor dørene på instituttet ser ud, som om de er specialdesignet til, at en stor og tyk forsker, kan gå ind på sit kontor det ene sted, mens en lille og tynd forsker får en tilsvarende dør med skilt på lige ved siden af. 

Det kan selvfølgelig også være et skab beregnet til uønskede forskningsresultater. Eller udstoppede Arktis-dyr, der ikke længere hører til i hall'en. Men det forbliver uvist.

Gådefuldheden bliver til gengæld hurtigt afløst af en regn af fakta fra fire meget talende professorer i vores møderum, med højtidelige forskergruppe-portrætter, priser og fotos fra isstationerne mod nord på væggene.

Farlige boringer
De fortæller ganske og aldeles upolitisk og temmelig tørt om instituttets rolle i den nuværende russiske investering i forskning og udvikling af teknologi til at kunne bore i de kolde have, så store virksomheder som Total, Statoil og Gazprom kan udvide deres aktiviteter og hente olie og naturgas ud af af de kolde områder. 

Boringer, som de medgiver i tilfælde af spild, vil kunne få alvorlige konsekvenser for miljøet i dybhavet, da det er ekstraordinært svært at rydde op efter et olieudslip, når råolien glider ind isen.

Men, som de siger: Ministeriet for Særlige Katastrofer, har opsat otte nød-stationer i Arktis-området klar til at rykke, hvis det i deres øjne utænkelige skulle ske, at et udslip kom ud af kontrol. En oplysning hvis rigtighed, en kilde senere fortæller os, der er god grund til at betvivle...

Tynd is
De fortæller om opbygningen af en ny flåde atomdrevne isbrydere. Om flydende boreplatforme, der kan flyttes, hvis et af de store isbjerge, nogle på 3,5 millioner ton, kommer i vejen. Og om den nordlige transportrute, der langsomt men sikkert bliver isfri langs det mægtige Ruslands nordkyst.

Istykkelsen i området er allerede skrumpet fra 185 centimeter i 1977 til 142 centimeter i 2005. Og selvom russiske forskere generelt har forholdt sig skeptiske over for snakken om klimaforandringer, så virker disse til at bekræfte, at de i dag kan ses og måles med det blotte øje.

Den nordlige rute
Det er dog stadig konfliktfyldt farvand. Isnende mindelser om spændinger mellem USA og Rusland under den kolde krig ligger stadig friske i denne ufremkommelige del af verden. 

Rusland har store interesser både i råvarerne og sejlruten, der fremover kan gøre det muligt for Mærsks tankskibe at sejle fra Europa til Asien af den nordlige rute og dermed helt undgå Suezkanalen og de piratfyldte farvande ved Afrikas Horn.

Norge og Rusland 
Så der er i dag en markant tilstedeværelse af militære fartøjer i området. Det betyder dog ikke, at der for alvor er optræk til ballade. Det Arktiske Råds diplomati virker langsomt i retning af at få tegnet landkortet op, for at fordele rigdommene mod nord efter gældende havret.

Senest i sommer er en historisk aftale kommet på plads mellem Norge og Rusland, hvor begge nationer gik på kompromis med deres krav om, hvor grænsen i havet skulle drages, så et omstridt område på 175.000 km2 blev delt ligeligt mellem dem. 

Vel at mærke efter uforsonlige krav fra begge parter siden 70'erne, hvor Norge første gang gjorde krav på området jf. Svalbardkontrakten fra 1920 - der strider mod den gældende havret, som russerne mente skulle håndhæves.

På den måde åbnes store og små døre mod en ny del af verden, der meget vel kan byde på både ufattelige rigdomme - og ufattelige miljøkatastrofer, hvis sikkerheden ikke er i orden.

Anna Politkovskaja - forgiftet eller opløftet?

Der er premiere på en ny dokumentarfilm her i St. Petersborg i aften. Om en af nyere russisk histories mest markante journalister. Anna Politkovskaja, der blev myrdet på den daværende og kommende præsident Putins fødselsdag den 7. oktober 2006.

Når det bliver farligt at skrive
Jeg sidder selv i lobbyen på Ibis Hotel i St. Petersborg og ser frem til et besøg på en af byens største erhvervs-aviser Vedomosti efterfulgt af et møde her på hotellet med lederen af "The Agency for Investigative Reporting" i Petersborg. For er det nu også overhovedet muligt for journalister, som Politkovskaja, at grave sig ned i sager, som ikke er behagelige for myndighederne her i landet? Vel at mærke uden repressalier?

Det liberale Rusland...
Herfra hvor jeg sidder med BBC News på en skærm til højre, servitricer i vodkabaren med røde forklæder og en avis på glasbordet med et stort billede af en demonstrant med et gråt print af Putin indrammet i en cirkel med en streg igennem, ser det angiveligt ud, som om jeg er et hvilket som helst sted i det liberale internationale samfund. Men måske jeg tager fejl.

Mange steder i verden er der ikke frihed til at skrive og sige, hvad man vil. Men sådan er det officielt ikke her i Rusland, hvor præsident Putin kommenterede Politkovskajas død som et angreb på ham og hele nationen.

En konstant provokation
Men Politkovskajas journalistiske virke på blandt andet den erklæret Kreml-kritiske Moskva-avisen Novaja Gazeta - hvis redaktør jeg i øvrigt interviewede for 5 års tid siden om journalistmordene i Rusland og Tjetjenien, da han besøgte Det udenrigspolitiske selskab i København - var en konstant provokation.

Og som en russisk forfatter i dokumentarfilmen afskriver hende: En sammenblanding af ønsketænkning og følelser, der ikke havde noget med objektivitet at gøre.

Selv har jeg ofte tænkt i mit stille sind, når talen faldt på hende: Hvad fik egentlig en begavet kvinde som hende til at blive ved med at råbe op om ofrene for krigen i Tjetjenien? Tilsyneladende uden nogen effekt og med livet som indsats?

Forgiftet eller opløftet
Og derfor var det også med en følelse af stort ubehag, at jeg så filmen "Frihetens Bittra Smak" i går produceret af kursuslederen på denne rejse Malcolm Dixelius og den afdøde Politkovskajas veninde Marina Goldovskaja, der har fulgt Anna Politkovskaja med videokamera mange år, inden mordet i Annas entre for 5 år siden.

For Anna Politkovskaja virker i det meget personlige portræt ikke som en fanatisk provokatør. Måske snarere naiv, og som een af hendes kolleger siger om hende i filmen: "Hun fulgte sit kald. Det var næsten religiøst.... Krigen havde forgiftet hende."

Fra husmor til krigsreporter
"Frihetens Bittra Smak" følger Politkovskaja helt fra hendes ungdom, hvor hun er gift med en berømt russisk journalist og er hjemmegående husmor med to børn og en hund og fremefter - til året 1994, hvor russerne går ind i Tjetjenien, og Annas reportagerejser til landet begynder.

Hun oplever grusomheder i den krig, som kun få har berettet om. I dokumentaren møder hun grædende tjetjenske kvinder, hvis sønner og mænd har fået fingrene skudt af, inden de er blevet myrdet.

Skudt på das
Anna Politkovskaja fortæller om en kvinde hvis 14-årige søn går på udendørs-dasset og koldblodigt bliver skudt af russiske soldater, mens han sidder i det lille skur. Det er svært at bedømme, hvem der er gode og onde i en krig. Nogle gange endda hvem der er soldater, og hvem der er civile. Men Politkovskaja vælger side til fordel for tjetjenerne, og beretter om rædslerne med hele sin person.

Et bedre menneske
Men hun klager ikke. "Jeg har set med egne øjne, hvad andre aldrig vil få at se. Og det har gjort mig til et bedre menneske..." siger hun roligt, når hun taler om spørgsmålene folk stiller hende: Om hun ikke er bange for at skrive de ting, hun gør?

I dokumentarfilmen befinder Politkovskaja sig her på et hotelværelse i Los Angeles, hvor hun er til journalistikkonference: En midaldrende kvinde i hvid slåbrok, der muntert lægger makeup, mens hun reflekterer over sit liv: Og som hun fortsætter: "... Jeg har intet at klage over."

Krig og inspiration
Faktisk taler hun selv om en form for "inspiration" hun oplever i forbindelse med rejserne til Tjetjenien. "Jeg er ikke så tynget, som jeg burde være - snarere tværtimod", siger hun til kameraet, og jeg fornemmer hos hende denne her hellige ild, der brænder så stærkt, når et menneske oplever at have et kald. At der er en højere mening med tilværelsen end eens egne interesser.

Et normalt liv
Og det er skræmmende, når en kvinde, der bliver kaldt en idealist, en revolutionær og en drømmer tilsyneladende ved tilfældighedernes spil på Jeanne D'Arc agtig maner kommer til at kæmpe for alt det, der giver mening for hende og så betaler den højeste pris med sit eget liv.

Efter venindernes tilsyneladende gentagne forsøg på at få hende til at falde til ro og leve et "mere normalt liv", som de siger i filmen.

Teatret
Jeg anbefaler dokumentarfilmen "Frihetens Bittra Smak" udgivet med støtte fra Sundance Institute og Det Svenska Filminstitut.

For udover at komme tæt på den fascinerende Politkovskaja er det også en film, der repeterer voldsomme begivenheder i nyere tids russisk historie: Som gidseldramaet i Dubrovka-teatret i Moskva i 2002, hvor 40 tjetjenske terrorister holdt en sal teatergæster som gidsler over tre dage, hvilket myndighederne løste ved at sende giftgas ind i teatret så omkring 129 mistede livet - og 700 blev kvæstet.

Her var Politkovskaja ikke sen til at give Putin skylden, for ordren til at udføre den fatale aktion måtte komme fra ham.

Hvem der har skylden for Anna Politkovskajas død er stadig uvist. I dag står nogle tjetjenske brødre for anden gang anklaget for drabet, men sagen er fortsat uafklaret.

Hør i øvrigt her indslag om nyudgivelse af Politkovskajas artikler i P1 Morgen - kort indslag og interview med Vibeke Sperling:

http://www.dr.dk/design/www/AudioMiniPlayer/miniplayer_window.html?test=0&mediaQid=2638394&ErrorCode=true&title=Politkovskajas

Julekuglen Rusland

 

Sankt Petersborg ved Neva-floden blinker og skinner som en julekugle i december. Lige nu er her på engang jerngråt, hårdt, isglat og regnvådt og overpyntet med lys der blinker og glimter i alle mulige farver på koldeste vis.

Tavshed og kulde
Der er intet varmt og indbydende over den gamle russiske hovedstads kilometerlange boulevarder. Og omkring 6 millioner indbyggere er ikke af den type, man som udlænding kan slå en sludder af med. For de russere jeg har prøvet at tale med, kan ikke et ord engelsk

Og de ser nærmest forkrækket på mig, når jeg åbner munden. Nogle smiler undskyldende, andre viger helt tilbage, når man spørger efter en restaurant. Så jeg må nøjes med at kigge på dem for at lære dem at kende på deres ydre:

Pels og pynt
De blege ansigter. Og typiske østeuropæiske frisurer med dusket pandehår og korte nakker som var moderne i Danmark i 80'erne - og stadig kan findes i provinsen derhjemme. Drenge i sorte frakkeuniformer med lange skøder, epauletter på skuldrene og store sorte pelshuer. Og kvinder i høje støvler, taljerede dynefrakker og hætter med pelskant.

Taxa-bedrag
Og så er der en taxachaufføren fra lufthavnen, der aner en mulighed for at gøre en god forretning og fordobler prisen på taxaen efter endt kørsel, så en 20 minutters køretur pludselig koster 800 kroner. Det gør den ikke! Men han har slået et taxameter til undervejs der virker lidt for effektivt, og da vi er ved Ibis Hotel er det klikket op på et uhyrligt beløb - som vi ikke betaler. Heller ikke da han truer med at ringe til politiet.

Som altid når jeg ankommer et sted prøver jeg at tune mig ind på sjæl og dybde. Jeg prøver at forstå alt det der er underligt og anderledes. Hvad der gør taxachaufføren til en bedrager?

Hvad der glimter
Og hvorfor russerne mon er så vilde med alt det, der blinker og glimter: Svulstigt store ravsmykker og funklende grønne sten skinner om kap fra bugnende smykkeforretninger i storcentrene med lyskæderne på facaden.

Under asfalten
Men jeg synes, det er svært at komme "ind under asfalten" på Putins fødeby St. Petersborg, der på mange måder bare er en stolt kæmpeudgave af København med det kyriliske alfabet på plakater og skilte, isglatte fortorv, beskidte biler og blinkende julepynt.

Rødbede
Det nærmeste jeg foreløbig er kommet til følelsen af "russisk sjæl" er smagen af rødbedesuppen borsch serveret af en tjener med mørkt hentehår og et hvidt viskestykke over armen i en restaurant med traditionel russisk samovar - en temaskine - og en vodka med navnet "Kalashnikov" på menukortet.

Kalashnikov-vodka
Men spisestedet var umiskendeligt skræddersyet til turister og lå i forlængelse af The Vodka Museum, så omend den nostalgiske atmosfære af gammel-russisk stil virkede autentisk, så spejder jeg stadig ihærdigt efter andet end mit eget spejlbillede i julekuglen:

En gåde
Så jeg kan forstå, hvad det er der bevæger russerne, og hvor de bevæger sig hen? Jeg tror det bliver svært. For som Winston Churcill bemærkede tilbage i 1939 om nationen: "I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma". Så der skal kigges dybt i julekuglen de næste dage. Vi får se, hvad der viser sig.

Når folk drømmer

Foto: New York Times d.d.

To dage i Danmark med snaps og kolde vindstød har endnu ikke givet mig fornemmelsen af jul. Folk er forkølede. Stemningen i gadebilledet er mat. Den rituelle julefrokost gennemføres som et rastløst ritual med lumre taler, ris a la mande og utroskab.

EU knækker
Ude i Europa er unionen ved at knække over, og de danske politikere skal i gang med den uriasopgave, de godt støttet af den nationale presse har forsømt i årtier siden statsminister Jens Otto Krag gik af efter at have ført Danmark ind i EF:

For vores egen pengepungs skyld
At overbevise os om, at det er til vores fælles bedste at afgive en del af vores nationale suverænitet for at være med i Europas forenede nationer. Hvis det altså er det... Det er svært for de fleste at se og forstå, hvad al den storladne krisesnak egentlig går ud på i en tid, hvor folk med den store kabelpakke og et kraftigt forbrug af cigaretter føler sig fattige.

Hvad skal det der fællesskab med tyskerne og franskmændene og de økonomisk uansvarlige sydeuropæere egentlig gøre godt for? Hvis de får lov til at bestemme over os, får vi så højere priser på vores smør og bacon? Når de nu er så meget mere fattige end os, er der så ikke bare en risiko for, at vi bliver trukket med ned, alt imens vores arbejdspladser bliver overtaget af flittige indere og kinesere?

Østens energi
Skal vi følge den opportunistiske linie i det nye verdensbillede, skal vi nok til at blive venner med nogle af de nye store magter. Kineserne, der bygger veje i Afrika som aldrig før, for at sikre sig leverancer af naturressourcer til det voksende storrige. Australierne, der godt kan lide vores grønne teknologi og allerede nu er i fuld gang med at købe danske vindmøller. Eller russerne, der med Putin i front har bebudet, at man skal til at energirenovere store dele af boligmassen og virksomhederne.

Det er i forvejen russerne, der skal stå for at levere en stor del af vores varme i fremtiden med al deres naturgas, så måske vi skulle satse mere på "vennerne" mod øst.

Mens vi venter
Danmark har da også for længst skruet væsentligt ned for kritikken af russernes forhold til ytringsfrihed og demokrati. Det er ikke de tider, hvor vi slår på stortromme i verden for vores idealer. For hvad har vores trang til at hævde ytringsfriheden med Muhammed-tegninger og hellig krig i Mellemøsten egentlig ført med sig (af stabile olieleverancer)?

Økonomisk krise, destabiliserede regioner, døde børn og kvinder og husdyr, og soldater der kommer hjem i ligposer eller med alvorlige sår på sjæl og krop.

Jeg synes, det føles, som om folk holder vejret lidt, og putter sig - under dynen, bag skrivebordet, hjemme i parcellen.Venter på at se, hvad den nye verden vil bringe med sig.

Tusinder demonstrerer
I Rusland putter de sig til gengæld ikke. I dag har tusindvis af russere været på gaderne med skilte, hvor de kalder præsidentkandidat Putin for en tyv. Massedemonstrationerne i de store byer som St. Petersborg og Moskva er i hele Putins æra atypiske. Nationalister og kommunister og andre grupper forener sig og går på gaden og hævder, at parlamentsvalget der gav Putins parti Forenet Rusland flertal var snyd.

Fra Tahrir-pladsen til Moskva
De organiserer sig via de sociale medier. Nu tør de pludselig at bruge deres fælles stemme. Bølgen fra det arabiske forår er nået til Rusland. Der synes i hvert fald at være en bevægelse i folket, der samler dem om en ny fælles drøm om en alternativ fremtid. Et nyt styre i Kreml.

Sammenhold mod ufred
En fælles drøm som vores politikere i Europa ser ud til at have tabt eller ligefrem forsømt at udvikle til fulde. For hvem i den unge befolkning føler for alvor den europæiske drøm om sammenholdet, der skal forhindre krigen i at bryde ud? Vel at mærke ikke en drøm, der handler om at udnytte fællesskabet for egen vindings skyld, men et fælles ønske om at leve i en fri og fredelig verden.

Dansen om juletræet
Jeg tror en masse russere er ved at tage hinanden i hænderne for at udfordre det bestående. Mens vi i Europa gør det modsatte og som briterne trækker os kraftigt tilbage i de nationale sneglehuse ved mødet med gamle systemers kollaps.

Måske derfor bliver dansen om juletræet i år et ritual herhjemme uden helt samme lys i øjnene, som når drømmen om fællesskabet er stærkere end angsten for ikke at finde den nyeste Ipad under træet.

Russisk jul
... Holder min lille teori giver det i hvert fald god mening at søge efter julestemningen i Rusland, når den nu synes at mangle så radikalt herhjemme. Jeg er i hvert fald spændt på at opleve stemningen i hvad der stadig må betegnes som "Putins rige" her lige efter parlamentsvalget, hvor folk går på gaderne og kræver forandring for første gang i mere end et årti.

Kenyas "jule-marked"

Køreturen fra Nanyuki til Nairobi er en lang nedtur. Og det skal bestemt ikke forstås i overført betydning, selvom der for mig nok altid vil være noget vemodigt ved at bytte savannen og udsigten til kameler og masaikrigere langs vejkanten ud med byens massive mur af mennesker, støv og udsalg.

Det kolde vand
Men simpelthen fordi det går fysisk nedad meget af vejen fra Ækvator og Mount Kenya mod hovedstaden Nairobi – “det kolde vand” – som masaierne i sin tid har navngivet byen.

Vandet samler sig i bjergene omkring Nairobi og Mount Kenya og skyller sammen og løber blandt andet ned i Kenyas længste flod Tana River. Og dermed bliver Rift Valley lige her efter regntiden mere og mere grøn og frugtbart, og jorden mere og mere rød.

Rød jord
Og netop den røde vulkanske jord tager bedre imod vandet end den tørre lysere jord i savannelandskabet længere mod nord, som min chauffør Paul forklarer mig på den 3,5 time lange køretur i dag. Det forklarer også de alvorlige oversvømmelser mod nord, der har fået safari-lodger og menneskers hjem i Eldoret mod vest til at skylle væk på grund af regnmasserne.

Ananas, mango ris og kaffe
Her bruser vandet nu i floderne og giver væde og næring til ananasmarker, bananlunde og mangoplantager. Selv ris vokser her og bliver solgt langs vejkanten. Og kaffebuskene står mange steder klar til høst med røde bær på alle grene. 

Kaffeplantage ret forude. På vejen ned mod Nairobi fra Ækvator og Nanyuki. Rift Valley

Her på vejen trives kaffeplantagerne nemlig storartet, når højden er den rigtige, modsat ved bjerget Ngong i udkanten af Nairobi, hvor Karen Blixen i starten af sidste århundrede kæmpede forgæves med at få buskene til for alvor at bære frugt.

Handelsiver
Og netop det der med at få ting til at bære frugt er begge mine chauffører – både på vejen op til Nanyuki for nogle dage siden og nu på vejen hjem – meget optagede af.

Min chauffør i dag Paul, af den årsag, som han selv forklarer, at han er kikuyu, og kikuyuerne er en af de mest hårdtarbejdende stammer, der lever og ånder for at handle. Det startede med byttehandel med smør fra deres kvægs mælk, og i dag er det alt, hvad man kan forestille sig, fortæller han stolt:

Maisha, Del Monde og Tusker
Mens vi kører gennem småbyer med mure og huse malet i skrigende rød, grøn, gul og Orange alt efter hvilket firma, der har pakket de grå sten ind i sit logo, og store markeder med bugnende frugtboder under farvestrålende parasoller, udpeger han det ene store firma efter det andet: Maisha, der vist producerer hvedemel, Del Monde, der laver juice og Tusker lige uden for Nairobi, der brygger øl.

Byggeboom
Paul er begejstret for kikuyu-præsidenten Kibakis indflydelse på landet. Han viser mig, hvordan det ene nye grå højhus efter det andet skyder op i oplandet omkring Nairobi. En hel by er ved at vokse frem omkring tankstationen Kenol. Der er fremskridt at spore alle vegne.

Frugtbart rod
Og jeg undrer mig selv over, hvor venligt det gule sollys denne eftermiddag farver min oplevelse af Rift Valley i skarp kontrast til mit første møde med denne rute tilbage i september, hvor turen gik den anden vej, og i mine øjne ikke var andet end støv, slum, affald, menneskemasser og trøstesløst rod.

Måske fordi regnen har ryddet op i gadeudsalget og fået hele landet til at grønnes. Men måske også, fordi jeg – ligesom Paul – og min første chauffør på udturen – Howard – pludselig ser alverdens spirende muligheder i det uudviklede, farverige land omkring mig.

Ghetto-radio eller oste-produktion...
Safariguiden Howard brugte halvdelen af vores rejse mod Ækvator til at fortælle mig, hvordan han mente, at jeg som dansker ikke måtte tøve et sekund med at gå i gang med starte en ghetto-radiostation, importere landbrugsmaskiner, igangsætte en T-shirt produktion eller sågår begynde at producere ost. For det gør man ikke i Kenya endnu. Det importerer man stadig, fordi man mangler maskinerne, sagde han.

Hvis jeg skulle investere...
Her er altså et land, der måske nok befinder sig i en dyb bakkedal – udviklingsmæssigt. Til gengæld skinner solen varmt det meste af året, der er uanede mængder af arbejdskraft – kaffe og mangofrugter. Og optimismen er udbredt. 

Jeg kunne alligevel ikke lade være at overveje om Howard og Paul og deres handelsiver måske ikke smittede en smule af på mig alligevel. For mon ikke det egentlig er her på Kenyas marked, at fremtidens handelseventyr ligger og lurer frem for hjemme på julemarkedet i Illum?

 

 

Det er helt tydeligt, at japanerne har forstået potentialet her på vejene ind til Nairobi. De talrige matatuer er Nissan'er, og vejene er fyldt med Toyotaer og Isuzuer.

Hør i øvrigt denne udgave af P1 Business om væksten i Afrika, og hvordan Danmark er bagud med at få øjnene op for det nye marked:

 http://www.dr.dk/P1/P1Business/Udsendelser/2011/12/08144550.htm

Paradis

Det føles som en omfavnelse – den varme vind på Zanzibar, der stryger ind fra det Indiske Ocean på øens østlige side. Jeg landede i lufthavnen i Stone Town i går aftes og blev kørt af chaufføren Eddy – et typisk kælenavn for Mohammed på tanzaniansk - halvanden time til den anden side af øen med duggen drivende ned af vinduernes yderside.

Her er fugtigt. Her er myg - og gul feber - og bananpalmer og  muslimske kvinder, der cykler indhyllet i farvestrålende slør, og cikader, der lige nu laver koncert i den runde sandgård mellem Paje Blue Lagoon’s hvide hotelværelser ved Zanzibarhøjskolen. Det ligner til forveksling et sted, man kunne kalde Paradise Hotel. 

Og jeg tror, jeg drømmer, når jeg går på den hvide strand og ser det lyseblå, lyseblå hav skylle varmt ind over stranden, for så op mod middagstid at trække sig langt, langt ud og efterlade hundredevis af meter blottet sandbund med de lokales tangplantager på lavt vand med afmærkningsstokkene stikkende op af.

Det indiske ocean er som et varmt karbad, og salt – så det sammen med det hvide, hvide lys skærer i øjnene. Her til aften har jeg været med Mathilde på stranden og spise aftensmad ved vandkanten. Stjernekortet kalder på en skibsnavigatør. Og vandet er sort og bruser dovent ind over kysten. 

Om dagen ligger jeg på en liggestol helt alene på den hvide sandstrand og læser min favorit-bog "Hagakure - The way of the Samurai" mens jeg ser på vandet og har lidt svært ved at forstå, hvor jeg er.

Zanzibar får mig til at tænke på en af mine gamle ynglingsromaner, Alex Garlands "The Beach", om en gruppe backpackere i Thailand på jagt efter paradis. Og især filmatiseringen hvor en bestemt tekst af Angelo Badalamenti i den grad ramte mig og min generation, dengang jeg var i starten af 20'erne. 

"Beached" hedder den:

Trust me, it´s paradise.

This is where the hungry come to feed.

For mine is a generation that circles the globe in search of something we haven´t tried before.

So never refuse an invitation.

Never resist the unfamiliar

Never fail to be polite

And never out stay your welcome.

Just keep your mind open and suck in the experience.

And if it hurts, you know what, it´s probably worth it.

You hope and you dream, but you never believe that something is going to happen to you.

Not like it does in the movies.

And when it actually does, you expect it to feel different.

More visceral, more real.

I was waiting for it to hit me. Hit me

I still believe in Paradise.

But now at least I know it´s not some place you can look for

Because it´s not where you go

It´s how you feel for a moment in your life.

And if you find that moment, it will last forever. It will last forever It will last forever. Last forever...

(Blogindlæg skrevet torsdag den 1. december 2011 - postet nu pga. manglende stabil netforbindelse.)

  

Eneste Mzungu i Lille Mogadishu

Sådan føler jeg mig, når jeg går ned af gaden i Eastleigh lørdag eftermiddag for at købe aviser.

Øjne i nakken
Min kollega Nikolaj og jeg skulle lige ud og se den somaliske bydel, hvor vi bor i dag. Ned ad den mudrede afrikanske gade, hvor vejenes brune støv blandet med regntiden løb som maling ind i mine røde sandaler, så jeg må hoppe fra murbrok til murbrok, for at komme udenom brune søer og igennem skrald og omkring frugtboder og matatu-pladser - til nærmeste avisstand.

Avis-jagt
Jeg går målrettet efter Saturday Nation og Weekend Star for at kunne gå resolut gennem gadebilledet, hvor mange somaliske mænds øjne tydeligvis hviler på mit lyse hår og den hvide hud.

Mzungu bliver der hvisket og hils rundt omkring. Og på en måde er det mærkeligt at gå efter nyhederne, som jo netop er dem, der får fredelige somaliere til at føle sig ugleset, og mine nakkehår til at rejse sig på en ellers lun og venlig, overskyet dag i Nairobis Eastleigh-kvarter, også kaldet "lille Mogadishu", fordi det samler Nairobis store mindretal af somaliske flygtninge.

Slangens hovede
For det ville jo egentlig være helt ok med opmærksomheden - og mudderet - hvis ikke lige, vi var i det kvarter, de kenyanske myndigheder kalder Al Shabaabs hoved med halen hængende efter sig ind i Somalia.

Håndlangerne
Al Shabaab er den islamistiske organisation, der ifølge mine lokale somaliske samarbejdskilder, løber den internationale terrororganisation Al Qaedas ærinder her i regionen. 

Det er lidt usikkert, hvordan de egentlig er relateret til de mere forretningsorienterede pirater, der har stået bag kidnapninger og drab på turister i feriedistrikterne ude ved kysten og mod nordøst, som har fået det kenyanske militær til at krydse Somalias grænser for at jage militsgruppen og komme usikkerheden til livs.

Børnesoldater
Men særligt rare folk er de i hvert fald ikke: Og bestemt ikke folk, jeg har lyst til skal lægge mærke til mig. De er religiøse fundamentalister i hellig krig med Vesten. De begår terror i den hellige sags tjeneste. Og i Somalia gør folk fra deres bevægelse små børn til soldater:

Lokker med mad
For nylig gjorde de en 7-årig til selvmordsbomber, fortæller Bashir, den lokale koordinator af de somaliske deltagere i Crossing Borders seminaret, hvis organisation Grehaya netop arbejder med projekter, der skal gøre opmærksom på, hvordan Al Shabaab lokker forældreløse og fattige børn i Mogadishu med mad for så at gøre hellige krigere ud af dem.

Klapjagtens konsekvenser
Efter granatangrebene i Nairobi ved et busstoppested og på en natklub for en måneds tid siden, er det også her i Eastleigh, myndighederne har sat ind med skuddueller i gaderne. 

Så nu holder folk sig fra kvarteret, mens de lokale taler om, at politiet bruger truslen som middel til at afpresse somalierne i området.

Tomme hotelsenge
I hvert fald går det ud over økonomien i kvarteret, der ellers var i vækst: De to store hoteller Grand Hotel og Nomad Palace, hvor jeg bor, har halveret antallet af deres gæster de sidste måneder.

Og selvom de hvide mennesker er her, så er det få. Ikke sært at det var så let at få konferencerum og store værelser og alle måltider for hostelpriser med få dages varsel, da vores booking på YMCA var kikset.

Hvor der er sikkert
Da jeg nervøst spurgte vores somaliske samarbejdsorganisation om sikkerheden, da jeg hørte, hvilket kvarter hotellet lå i, sagde de, at den er helt fin. Og det har det i og for sig ret i:

AK47
Forleden stod jeg i safaricom-forretningen på hjørnet for at købe en kenyansk mobiltelefon til den symbolske pris af 120 kroner, da jeg pludselig spottede militærfolk med store våben på parkeringspladsen foran hotellet.

Jeg spurgte vagten i forretningen, der smilende forklarede, at det bare var “security” – han introducerede mig derefter for en af gutterne fra parkeringspladsen, Morani, i khakiuniform, som jeg snakkede hyggeligt med om livet i Kenya, mens jeg fik chancen for at se nærmere på hans AK47. 

Efter en dag med “Fear and Loathing in Little Mogadishu” begyndte jeg at slappe mere af, når de langskæggede mænd i hvide kjortler stirrede intenst med vrede miner på mig i lobbyen eller på gaden. Og nu – er jeg på vej til Zanzibar.

Nomadernes hotel

Udsigt over gaden fra 4. sal The Nomad Palace Hotel i Eastleigh i Nairobi.

Det er morgen på The Nomade Palace Hotel, og jeg er vågnet efter en nat, hvor jeg har været vågen adskillige gange i min store dobbeltseng på værelse 409 med loft til gulv-gardinerne, der dækker vinduesvæggen ud mod hotellets indre – en glasbeskyttet sokkel af luft, lys og lyd ned gennem bygningen,  til lobbyens runde bourdeaux røde lænestole, hvor klientellet af langskæggede mænd, korrespondenter på vej til Mogadishu eller almindelige turister slapper af.

Første nat vågnede jeg ved femtiden af kaldende stemmer. Morgenbøn i Lille Mogadishu. En på en gang vemodig, insisterende, blød, klangfuld melodi trængte ind gennem de tunge gardiner og det lukkede vindue ud til soklen.

Natten efter var det lyden af en mand, der gjorde en kvinde glad et sted i en seng tæt ved, som slog mod væggen, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, om det mon var én af de hellige muslimske mænd, der beder i rummet nede på 1. sal, der havde fornøjelsen i den mørke nat.

Tredje nat var det lyden af et skrig fra en mand, der lød som om han var ved at blive slået ihjel. Smerte og dyb angst dirrede mellem gardinerne i de lange slørs bygning.

Jeg tænkte på slumkvarteret lige ved siden af den fem etagers store hotelbygning med de skinnende blanke gulve, de lukkede sølvbakker på gulvet foran hoteldørene med afpilledede kyllingeben stikkende ud under kuplen efter nattens roomservice  og uret på Dubai-tid i receptionen.

At være en rigtig nomade er måske ikke bare et spørgsmål om at være rejsende, men også at finde sig til rette med den fare, der ligger i det ukendte.

Som når jeg rejser til Afrika og pludselig befinder mig i Mellemøsten, hvor kvinders ansigter og afpillede knogler skjules eller tilsløres, mens nogle af livets allermest kraftfulde sider pludseligt blottes i natten som tænderne i munden på en krokodille.

Kunsten at holde seminar på afrikansk

 

Vi er på vej i bussen i dag for at besøge Kuona Trust Art Center. Men vores chauffør kan ikke finde vej, så han kører i ring og ind på tankstationer og ned i en kæmpe mudderpøl før han må ud i monsunregnen og spørge tre fyre, der hænger ud under et stykke plastic, mens de spiser majskolber...Vi er på det tidspunkt omkring 40 minutter forsinket.

Men det er nu ikke noget, der kan hidse mig op efterhånden. Der er altså et eller andet sært kalejdoskopisk umuligt ved at arrangere seminar for denne her gruppe af afrikanere, og min makker Nikolaj og jeg ser på hinanden og griner mange gange om dagen. 

Når tiden går i opløsning
Det er nemlig lidt ligesom om, at tiden nærmest går baglæns engang imellem. Og hver gang man føler, at man har fået greb om gruppen, så mangler der pludselig en masse mennesker.

Måske fordi de er ude og bede fem gange om dagen. En sover længe. En anden har pludselig mistet sit pas, eller der er visa-problemer. Eller man får lige lyst til at tage anden portion morgenmad fem minutter efter seminaret er gået i gang.

Selv jeg, som har kendt til begrebet afrikansk tid indefra hele mit liv kan godt blive sådan lidt forundret engang imellem over den sejlende struktur, som jeg på min sidste Afrika-rejse på mange måder var så vild med, fordi den hele tiden tvinger mig til at tænke nyt.

Men modsat sidst hvor jeg var i Kenya, og min gode veninde Mathilde fra MS Action Aid styrede slagets gang, så er det altså nu min tur til at stå med mobilen og ringe til en gæstetaler, der skal komme fra en stor ngo i området for at give gruppen input til, hvordan de får deres egen ngo registreret og opbygget i hjemlandene - for at få fat på manden fra Mombasa, der straks fortæller, at han ikke rigtig er taget fra byen endnu - da der ikke er nogen, der har arrangeret transport for ham.

Og så er der igen ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og sige: Det går, som det går. Og vi fik da tiden til at gå. Med at skrive blogindlæg i stedet til holdets fælles blog, som de håber kan viderebringe viden og debat om unges forhold i deres krigshærgede hjemlande:

http://hornofafricapeaceadvocates.blogspot.com/

Også bussen til Kuona Trust Center nåede langt om længe frem på kunstcenteret i den grønne del af Nairobi i universitetskvarteret. Efter ruderne var så duggede, at man ikke kunne se ud og chaufføren bakkede bagdelen ind i en lygtepæl, som udløste et hjerteligt latterudbrud i hele bussen.

Og så kunne vi ellers fortsætte vores samtaler om journalistik og moral, homoseksualitet i det offentlige rum, islamisternes magt i Mogadishu og hvorvidt kvinder nu også er egnede til at være i politik, hvilket min somaliske ven Bashir tvivler på, fordi vi kvinder ikke helt er klar til at tage de resolutte beslutninger, der skal til, som han siger.

Til det kan jeg jo kun sige een ting: Og det er, at der er visse resolutte beslutninger truffet af mandlige ledere, som vi som samfund måske kunne være meget glade for IKKE blev truffet.

Mon ikke der ville komme fred i Somalia, hvis kvinderne fik magten? Spørger jeg ham.

Kuona Trust Center
Og så - endelig - er vi ved Kuona Trust Art Center, hvor 50 kunstnere arbejder i hver deres container-atelier ud til en stor grøn have.

Og selvom jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt min ide - med at tage netop de her veluddannede unge fra lande præget af manglende ytringsfrihed, undertrykkelse og streng religiøsitet ud for at se på kunst -  giver mening, så bliver hele holdet af etiopiere, somaliere og sudanesere hurtigt væk mellem kapselskulpturer, træskårne figurer og malerier.

Nogen undrer sig over, hvad abstrakte malerier skal til for. Andre tager billeder af sig selv, og alt hvad de ser. To af de somaliske gutter går i gang med at kopiere nogle kunstfotografier til salg med deres mobiltelefoner, mens andre eksperimenterer med at tage selvportrætter i et hvidmalet skur med tekster om livets store spørgsmål - ikke mindst i et ufrit samfund.

Og genbrugs-kunstneren Zyrus, hvis brilleværker er ved at blive internationalt berømte og alt for dyre for almindelige mennesker at købe med en enhedspris på 600 dollars er også glad for interessen, som her fra Deng fra Syd Sudan med et par militante briller på.

Krig og kaos er ikke noget at grine af. Men det hjælper nu alligevel een til at komme helskindet igennem.