Namo Buddha - og vejen til friheden

Vejen til Namo Buddha fra Kathmandu går gennem store sving opad mellem etagemarkernes ris og små hytter med fattige mennesker, høns og hunde langs vejkanten. Jeg er på vej mod Thrangu Tashi Yangtse klosteret, hvor jeg har hørt, at jeg kan overnatte ved klosteret, spise med munkene og overvære deres bønner.

Min chauffør Laxman taler om tigre, da vi når til det sted, hvor vejen bliver vild, så bilen nænsomt skal køres frem over de tusind sten og klippestykker med grøn skov til alle sider. Solen kaster sine små spot ned gennem løvet, og jeg er glad for ikke at skulle gå der alene, som mine studerende har gjort før i en stor flok, da de skulle besøge klosteret. 

Så er der små børn, der løber ved siden af os med bladskåle med fascinerende orange bær i, jeg aldrig har set før. Men jeg skal som tidligere sagt ikke nyde noget af friske bær, der kan gøre mig syg. Pludselig står der en pjaltet mand midt på vejen med et ansigt forvredet af vanvid og raseri. Han siger ikke noget, og vi kører uden om ham. Jeg forstår ikke, hvad min chauffør svarer mig, da jeg spørger til, om han kunne se, hvad der var galt med manden.

Længere oppe af den stenede vej til Namo Buddha er der høns, geder og køer omkring os. Kvinder og børn sidder foran husene. De vasker tøj eller arbejder med et eller andet. Fattigdommen lugter stramt i solen - af mødding.

Da vi længere oppe bliver fri af skoven og landsbyen peger Laxman mod et bakkedrag.

Nu kan jeg se templets guldtage skinne mig i møde. Det er som at ankomme til et slot på toppen af bjerget. Vejen bliver asfalteret. og templets skønhed bliver mere og mere slående.

Lige da vi skal køre ind på parkeringspladsen ligger der en radmager mand på vejen i brune pjalter af samme farver som støvet. Han har en stok med sig, som skulle støtte ham. Men han ligger på siden, som om han ikke kan komme op.

Bare der ikke er sket noget, siger jeg på engelsk til Laxman. Han er fuld, siger han. Jeg ved ikke, hvordan han kan vide det. Men han må være vant til synet. De drikker ellers ikke meget spriritus i Nepal, efter hvad jeg har forstået. De går heller ikke i byen, når de er unge på samme måde som os vesterlændinge.

Jeg bliver vist til rette i gæstehuset, der ligger lidt afsides bag flere tunge porte og en vagthund. De overnattende pilgrimme skal ikke for tæt på munkene. Her bor en ung finne, der har lagt musikerlivet hjemme i Helsinki bag sig for en tid for at hellige sig meditationen på bjerget. Og en amerikansk kvinde fra Californien, der har taget solcelle-lamper med til munkene. Men det er ikke gået helt, som hun ventede. Ligesom jeg, har hun forestillet sig et yderst spartansk kloster for de flygtede tibetanske munke i Nepal: Ikke et sted, hvor det elektriske lys vælter ud af vinduerne om aftenen, og hvor munkene har smartphones.

Det er hurtig spisetid efter min ankomst, og efter frokosten, der indtages i en stor spisesal ved lave brune træpulte og bænke i skrædderstilling - også her med skarp adskillelse af munkenes rækker og de besøgendes række, møder jeg munken Karma: En kraftig, ung fyr på omkring 20 år, der viser mig ud på en balkon i spisesalen med udsigt til dalen foran os.

Han fortæller, hvordan livet som munk handler om at leve for at hjælpe andre mennesker, og så får jeg øje på tiggeren, der stadig ligger lille og sølle på den snoede vej under os. Gælder det også ham der, siger jeg og peger. Ham kan vi ikke hjælpe, siger Karma. Han drikker. Han ender der altid igen.

Mens jeg bor på klosteret læser jeg Dalai Lamas "The Way to Freedom" om kernelærdommen i den tibetanske buddhisme. Som jeg læser det handler det om, at gøre rent i sit sind, så man fjerner illusionerne og opnår en sand bevidsthed. Befrielsen fra den evige genfødsel og pinslen ved livet på jorden kommer via en kombination af metode og visdom. Boddhisatvaen - den hellige mand eller kvindes vej til oplysning - ligger i at undgå dårlig karma ved en række selviske og skadelige gerninger og dernæst i praktiseringen af seks kernedyder: Generøsitet, etik, tålmodighed, indsats, koncentration og visdom.

Karma fortæller om, hvor frygteligt selvmord er for munkene, da jeg spørger til de gentagne selv-afbrændinger som visse tibetanske munke griber til i desperation over forfølgelsen af dem og deres religion i det kinesisk dominerede Tibet.

Det at være født i menneskeskikkelsen og ikke som en hund eller en abe eller en myre er i denne verden i sig selv en stor gave. På en måde er der en vis barsk logik i klosterets spraglede rigdom omkring de bedende mænd og tiggerens armod dernede langt under balkonen, prisgivet som han er til sine illusioner og med udsigt til en genfødsel som et dyr - eller endnu værre et forpint helvedesvæsen - endnu tættere på støvet end han er nu.