At være - eller ikke at være - Europæer

Fredag indkaldte den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til et nyt møde om EU's fremtid. For Tyskland ønsker sig, at de europæiske nationer knyttes tættere sammen med en fælles grundlov og en folkevalgt præsident.

Og da den melding traditionelt har det med at sætte danske politikere i bakgear, skyndte udenrigsminister Villy Søvndal sig da også at melde fra til det forestående tyskledede møde.

Hackescher Markt

Det fik mig til at tænke tilbage på en eftermiddag i forretningskvarteret Hackescher Markt i Berlin for to år siden.

Jeg var på det tidspunkt ved at skrive speciale om EU og grundloven og danskernes manglende lyst til at afgive national magt, og jeg var i Tyskland for lige at trække vejret en gang: Det lune, lækre forårsvejr - akkurat som det er i København lige nu.

Fra vulkaner til vinterbad
Inden jeg kom til Berlin havde jeg været på De Kanariske Øer, besøgt venner i Oxford og London og rejst til Finland for at vinterbade i et par af deres tusind isdækkede søer, så jeg var både træt og forkølet og satte mig derfor udmattet af by-turisme til at kigge på folk, der gik forbi og lignede mig selv til forveksling:

Folk der kom fra toget med pap-kaffekrus og i Converse-sko på en plads, der med sine grå toner lige så godt kunne have ligget i København.

En præsident i Berlin
- Jeg er jo egentlig europæer, tænkte jeg: Det er så let og billigt at komme omkring efterhånden. Og når vi nu ligner hinanden så meget og lever så ens, er det egentlig så så slemt, hvis vi en dag fik en tysk eller fransk præsident, der styrede unionen her fra dens hjerte - det engang så splittede Berlin?

Først finanspagten

Allerede på det tidspunkt var det sådan set klart, hvad der var ved at ske. Den nødvendige økonomiske overbygning på møntunionen var på tegnebrættet, allerede inden Grækenland for alvor kom i uføre.

Det ligger nemlig i hele EU's historiske konstruktion, at det økonomiske samarbejde - ikke mindst en fælles valuta - gør det nødvendigt også at koordinere andre politikker.

Næste skridt: Grundlov og præsident

EU-præsidenten Herman van Rompuy talte allerede om en finanspagt i 2010.

Og helt tilbage ved EF's begyndelse - dengang det hed Kul og Stålunionen i 1950'erne - forestillede den franske embedsmand Jean Monnet sig, at en form for føderation mellem de europæiske lande med tiden ville vokse frem.

Ideen var ganske enkelt, at det økonomiske samarbejde hele tiden ville gøre det nødvendigt at lave fælles lovgivning på nye områder, så unionen til sidst var en realitet, uden at der som sådan var nogen, der havde taget politisk beslutning om det

Søvndal: Ikke relevant
Nu taler udenrigsminister Guido Westerwelle så om en folkevalgt EU-præsident og en ny traktat for Europa, men da det kom frem i Bella Centret under et EU-topmøde i København fredag udtalte udenrigsminister Villy Søvndal til Berlingske, at det havde han ikke tidligere hørt om, og at det ifølge hans optik ikke var relevante forslag.

En måske lidt tankevækkende melding fra formandslandet:

Ja til finanser - nej til visioner
For hvordan kan det være, at vi på den ene side skal tage EU så seriøst, at vi helt uden euro og folkelig debat anerkender en primært tysk og fransk udtænkt plan for Europas finanser, men samtidig ikke vil tage Tysklands udenrigsministers visioner for Europas fremtid seriøst?

Den tøvende Villy Søvndal over for de tyske visioner viser med al klarhed Danmarks svære position i EU fra de spæde skridt i starten af 70'erne og frem:

Vi har altid gerne villet se fællesskabet som ren økonomi. Og når det kommer til det politiske fællesskab - som er en realitet - så ryster danske politikere på hovedet, så presse og folk får indtrykket af, at det ingen gang har på jorden.

Den hemmelige europæer

Og så er jeg tilbage ved, hvad der allerede nagede mig, da jeg sad på Hackescher Markt: Jeg har nemlig ikke noget imod at være "Europæer". Jeg kan godt lide at læse "Die Welt" højt for mig selv om søndagen. Jeg elsker belgiske tegneserier. Og franske makroner og italienernes pludrende sprog.

Men der er ikke nogen herhjemme i EU's nuværende formandsland, Danmark, der har fortalt mig, at det er en identitet jeg skal til at vænne mig til at bruge til noget:

Og at Angela Merkel og Nicolas Sarkozy og et vældigt korps af bureaukrater i Bruxelles faktisk er dem, der sætter rammerne for min - og ikke bare grækernes - fremtid.

Danmark - en forbundsstat?

Ifølge vores folkevalgte politikere er det i vores interesse, at det er sådan. Og jeg betvivler ikke de gode motiver.

Men jeg tvivler til tider på den historiske bevidsthed hos politikerne - om de lange seje træk i udviklingen mod den endelige union, en føderation, der i praksis kan ende med at gøre Danmark til en forbundsstat.

S trimmer velfærden
Og det kunne jo godt pege derhenad allerede nu, hvor Socialdemokraterne stik imod tidligere politiske udmeldinger med "velfærd frem for skattelettelser", har fremlagt et sparekatalog med forslag til en ganske omfattende trimning af velfærdsstaten - umiddelbart i forlængelse af underskriften på finanspagten.

"Die Welt"

Jeg tror dog bevidstheden om den europæiske identitet er på vej mod overfladen. Den er i hvert fald ved at materialisere sig ude i gaden her i København: Fornemmelsen af at være europæer:

Foreløbig er jeg i hvert fald som avis-elsker dybt begejstret over for nylig at opdage, at de tyske visioner for kontinentet nu er lige til at tage med hjem under armen fra Østerport Station i København:

Her nåede jeg lige at få den sidste "Die Welt" med hjem fra standeren forleden. Der er åbenbart rift om dem.

Vores Europa

Solen stråler over Danmark i dag, akkurat som den gjorde, da jeg for en del år siden gik omkring i Bruxelles og nød synet af EU-parlamentsbyens fine botaniske have:

Den europæiske byggeplads 

Jeg var i byen for at besøge en veninde, der arbejdede på Socialdemokraternes kontor. Og for med egne øjne og ører at opleve "den europæiske byggeplads", der i 2005 havde været igennem et svært nederlag, da hollænderne og franskmændene stemte nej til Forfatningstraktaten - som blandt andet symbolsk skulle have indført fælles flag og hymne for unionen.

En traktat, der siden blev fulgt op af Lissabon-traktaten, som på en række områder indførte flertalsafgørelser i EU, men som ikke blev sat til afstemning herhjemme, på trods af at mange mente, at traktatteksten lignede den forrige til forveksling. En traktat daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet befolkningen, at de skulle stemme om.

Velkommen til Serbien

Så vidt med vokseværket dengang. Lige nu udvider unionen sig nemlig igen i både bredden og dybden: I aftes kunne det danske formandskab meddele, at Serbien nu officielt er på vej til at blive optaget i Den Europæiske Union.  

... og finanspagten 

Og her til morgen fredag underskrev Europas nationer finanspagten, der skal sikre en stabil økonomi i eurozonen ved at forpligte landene på at minimere deres gæld.

Irerne stemmer - danskerne gør ikke

I Irland kræver landets forfatning, at irerne skal stemme, om de vil være med. Det gælder ikke herhjemme, har Europaminister Nicolai Wammen meddelt. Alligevel hænger der traditionen tro ved enhver udvidelse af EU-samarbejdet plakater med krav om en folkeafstemning rundt omkring på togstationerne i det blide forårssolskin:

For et par uger siden under statsministerens ugentlige tirsdags-pressemøde spurgte en journalist Helle Thorning Schmidt, hvorfor vi egentlig ikke skal stemme om den der finanspagt, der gør, at vi skal rette nationens indtægter og udgifter til efter EU's overordnede regler: 

Juristerne bestemmer

- Bliver vælgerne ikke forvirrede over begrebet afgivelse af national suverænitet? spurgte han: Med andre ord: Har danskerne ikke grund til at undre sig over, hvor langt vi kan gå i forhold til at flytte beslutningskraft væk fra Folketinget og ned til Bruxelles, uden at det går ud over vores basale forståelse af folkestyret?

Hertil svarede statsministeren:

- Jeg skal ikke kunne sige om, man kan være forvirrede over begrebet, men det er jo netop derfor, at vi skal være glade for, at vi har en grundlov og også har jurister, der kan kigge på en sådan grundlov og også tolke, hvad der er op og ned, sagde Helle Thorning Schmidt og fortsatte: 

Helle T: En tradition
- Og nogen gange, når vi har haft at gøre med EU, så vurderes det, at vi afgiver suverænitet – så har vi folkeafstemninger – nogle gange vurderes det, at vi ikke afgiver suverænitet, så har vi ikke folkeafstemning. Det har vi tradition for i Danmark, og den tradition viderefører vi selvfølgelig, lød det fra Helle Thorning Schmidt. 

Undtagelsen Schlüter
Det er bare ikke rigtigt. Tilbage i 1986 udskrev Poul Schlüter faktisk en folkeafstemning om en udvidelse af det indre marked, fordi Socialdemokratiet på det tidspunkt var imod mere union. Her var der ikke tale om en grundlovskrævet afstemning. Men Schlüter brugte folkeafstemningen politisk, fordi han mente, at det var i danskernes interesse at være med.

For ifølge juristernes vurdering var der ikke noget i udvidelsen af samarbejdet i EF dengang, der gjorde det nødvendigt at bruge grundlovens paragraf 20, som siger, at politikerne kun "i nærmere bestemt omfang" kan afgive dansk suverænitet til overnationale organer, hvis der er 5/6 flertal for det i Folketinget eller befolkningen bliver spurgt og siger ja. 

Angsten for et "nej" 
Til gengæld sagde danskerne ikke "ja", da vi senere blev bedt om at tage stilling til Maastricht-traktaten i 1992. Den skulle vi nemlig stemme om i henhold til grundloven. Og det endte med vores forbehold i unionen mod blandt andet euroen, som stadig er aktuelle.  

Det er op til eksperterne
Det har gjort politikerne bange for at spørge folket i EU-spørgsmål. Og det centrale spørgsmål om overførsel af beslutningskraft fra Folketinget til Bruxelles er siden blevet en juridisk spidsfindighed, som Justitsministeriets jurister tager stilling til fra gang til gang.

Men jura er ingen eksakt videnskab, og da jeg for nogle år siden skrev speciale om netop grundlovens uklare paragraf 20 og EU's udvikling, kom jeg mere og mere til at spørge mig selv, om de danske politikere af angst for en skuffende folkeafstemning skubber en svær politisk beslutning fra sig i stedet for ærligt og åbent at redegøre for, hvorfor de mener, at vi i en eller anden grad må afgive magt til fællesskabet, og hvordan vi tjener vores egne interesser ved at gøre det:

Så ville vi nemlig kunne begynde at diskutere, om unionens vokseværk i bredden og dybden på sigt vil gavne Europa og skabe den fred, stabilitet og økonomiske vækst, unionen blev sat i verden for - eller om den er med til at udvande demokratiet, og - eller - måske ligefrem gøre livet sværere for flere? 

Næppe succes uden fælles vision
Set fra et lidt naivt demokratisk synspunkt kan man i hvert fald spørge sig selv:

Hvis unionen er en størrelse vi ikke forstår, hvis grænser vi ikke har overblik over, og hvis historiske mål og med vi ikke begriber - hvordan kan vi så nogensinde bidrage til dens succes?