De kommer for sent masaierne. Det er formiddag nær byen Naibor. Solen står højt på himlen, og dagen er som en ovn. Under det mægtige kaktustræ, hvor vi skal møde kvinderne fra Laikipia Womens Group, der sælger smykker, er hærmyrerne i fuld gang med at finde smådyr, sten og pinde til et nyt bo, de er ved at bygge ved siden af en meterhøj og tilsyneladende forladt tue i den tørre, røde jord. De har deres egen lille motorvej under græs og over tuer, og de kommer ikke for sent.
Det gør masaierne så, men det er ikke bare "African time", der er årsagen. Da gruppen når frem omkring en time forsinket forklarer de på swahili til vores tolk James, der underviser på "Global Citizens College", at en hyæne havde spist en af deres geder, og den har de været ude og lede efter. Det er jo en undskyldning, man kan forstå, omend ikke ligefrem lade sig inspirere af...
Så vi sætter os i græs og støv, og de danske voluntører, som jeg er gået sammen med ud på savannen, præsenterer ideer for kvinderne til turistvenlige smykkedesigns og en brochure på engelsk, der skal fremme salget. Det er virkelig et møde mellem to kulturer, som man undrer sig over overhovedet prøver at kommunikere. Men som en tidligere masai-høvding engang har udtalt:
After deep reflection on my people and culture I have painfully come to accept that the Maasai must change to protect themselves, if not their culture. They must adapt to the realities of the modern world for the sake of their own survival. It is better to meet an enemy out in the open than for him to come upon you at home unawares.
Måske det er derfor, de møder op nu for at lytte andægtigt til nogle unge danske pigers helhjertede forsøg på at bidrage til deres forretning? Hyænen har de altid skullet forsvare deres geder og kvæg imod. Også derfor er de kendt som frygtede krigere, og mændene går da stadig rundt med lange daggerter i bæltet. Men den moderne verden og dens regler er ikke lette at leve fredeligt op til for et traditionelt og stolt nomadefolk som dette: Som når hvide farmere hegner store arealer ind til kvægdrift, som masaierne pludselig ikke kan vandre ustraffet igennem.
Masai-kvinderne under kaktustræet er spraglet klædt i deres typiske dragt med tørklæder over skuldre med knuden ved brystet og med masser af traditionelle farverige smykker. Utallige små perler og vedhæng og brede runde perle-hjul om halsen. De kigger interesseret på pigernes tegninger af et rundt halssmykke i det kenyanske flags røde og grønne farver og på armbånd med deres engelske navn i perler.
Der er tre generationer af kvinder samlet: En ældre kvinde med øreflipper som lange løkker, med store smykker i hullerne. En midaldrende robust kvinde med en imponerende stok af udskåret træ med savannens store dyr: En udskåret elefant, et næsehorn, en løve... Dyrene er skåret ud af stokken over hinanden, og øverst og nederst er stokken besat med perler. Håndtaget er en tyk, rund, åben perlebesat ring, som man kan gribe om. Og så er der de yngre kvinder: Een med en baby, som klynker ganske lidt over varmen med fluer i de små vågne øjne. Kenyanske børn virker i det hele taget er overraskende lidt pivede, og det er sjældent jeg hører dem græde eller vræle over de barske vilkår, de lever under.
Mens de ser på tegningerne kommer mændene til. Vogterdrenge med en stor jord af græssende geder sætter sig på den døde myretue og ser nysgerrigt på de hvide kvinder. En mand med kun få tænder i munden og udborede øreflipper og et rundt orange perlearmbånd, man aldrig ville se en vestlig mand bære, kommer til. En anden sætter sig bag kaktustræet, mens to køer græsser lige op af os. Man kan se det typiske hul i huden på en af dens flanker. Her stikker masaierne et tyndt rørformet spyd ind og tapper blod, som de blander op med mælken for at drikke. På den måde bidrager deres elskede kvæg, som masaierne ifølge egen tro er sat på jorden til at vogte, til at nære hele familien, også i trange tider.
Kvinderne takker for hjælpen. Jeg ser på mine nye masai-smykker på det brune håndled og smiler til kvinden, jeg har købt det af. Hun er smuk med sit fine lille hoved, fremskudte læber og den tynde høje skikkelse. Så bliver vi pludselig afbrudt af en velkendt lyd. Hun trækker mobiltelefonen frem fra sit suka-sjal og rejser sig op fra kaktustræets skygge for med ryggen til - ganske høfligt - at gå lidt væk og telefonere. Måske de har fundet den døde ged nu, tænker jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar