Brændstof

Det er national sørgedag i Kenya, for over 100 mennesker er døde i et slumkvarter i Nairobi. Der var gået hul på en olieledning, så det sorte guld fra Mombasa sprøjtede ud, og på trods af lignende store uheld både her i Kenya og tidligere i det olierige Nigeria holdt folk sig ikke tilbage fra at forsøge at samle brændstoffet op. Det kan nemlig bruges både hjemme og sælges videre, så folk strømmede til i stedet for at holde sig på afstand af den farlige situation. 

Eksplosionen

Og farligt blev det, da olien eksploderede, så afrevne menneskedele blev spredt ud over det i forvejen trøstesløse område. Det gjorde et vist indtryk at høre om ulykken her på Daraja Academy ved Nanyuki kun få dage efter selv at have stået i slummen. Godt nok skete det ikke i Kibera, men i en slum kaldet Lunga Lunga, men scenen er noget nær den samme, fortæller mine kenyanske studerende mig.

Ulykken illustrerer til gengæld også virkelig, hvad det er for desperate forhold, de her mennesker faktisk lever under. Både i byens slum og ude på landet, hvor jeg er nu.

Varme
Når man ikke lige har været her, kan man godt glemme, hvor kold en afrikansk nat faktisk kan være, og hvor svær den må være at komme igennem i et blikskur med plastic om fødderne. Så hjælper det selvfølgelig lidt til at holde varmen, hvis man bor en familie med mor og far og syv børn på 8 kvadratmeter … 

Men det er nu stadig helt basalt vigtigt at kunne varme sig og sin mad op. Ligesom det er at få vand at drikke. Og at vaske sig: Behov, jeg aldrig har oplevet ikke at kunne få dækket eller bare at skulle kæmpe for. Her er det folks hverdag.

Solceller
Jeg sidder i min hytte og skriver i stearinlysets skær, da generatoren, der sørger for, at Darajas solcelleanlæg giver mig lys, er slået fra efter klokken ti.

Jeg har to langærmede bluser på, cowboybukser og lukkede sko for at holde varmen, mens frøerne kvækker, og cikaderne summer som et helt elektrisk hegn uden for i måneskinnet. Her er køligt. Og fra nu af bliver det kun koldere, indtil solen står op.

Grace
Og så tænker jeg på Grace fra Turkana-stammen, der bor alene med sine fem børn ude på savannen en 500 meter herfra i en hullet lerhytte med stråtag. Hun har ikke noget solcelleanlæg, og hun lever af at sælge sin arbejdskraft dag for dag i landsbyen, så der er til at give børnene mad.

Manden arbejder i byen, som Grace og børnene måtte forlade på grund af sikkerheden. Han kommer forbi en gang om måneden, fortæller hun genert på Swahili.

Trækul

Hvad angår brændstof og madlavning her i landsbyen på savannen, så foregår det ulovligt. Nogle af farmerne fælder træer og brænder trækul, som man har brugt i 100 år – i hvert fald siden Karen Blixens tid – og som jeg også kunne se i spandevis inde i Kibera. 

Det er ulovligt, fordi træerne på savannen svinder, så tørke og hungersnød blandt dyr og mennesker kan brede sig. Men mange af stammerne her er nomader og vant til at drive rundt med deres kvæg i det rødstøvede landskab med de langtornede buske. Så de følger traditionen og ikke loven.

Og som de lokale trækulsproducenter fortæller os, da jeg besøger dem med mine studerende for enden af en majsmark, hvor de gemmer de ulmende jordbunker med kul i, så har byboere og landboere, der arbejder i byerne, ikke rigtig noget alternativ til trækullene. 

De har ikke mulighed for i de lyse timer at samle kvas nok og tænde bål til madlavning, som er det eneste alternativ til kullene. Og det er i det lys jagten på brændstof både på savannen og i slummen skal forstås. For det er en konstant jagt og en kortsigtet jagt, men ikke desto mindre desperat.

Nomader
Jeg synes, det begynder at gå op for mig for alvor, hvor kompliceret det faktisk er at løse globaliseringens problemer med klimaforandringer, skovsvind, tørke og flygtningestrømme.

Dog med den gryende bevidsthed om, at jeg som moderne nomade faktisk har noget at vinde ved selv at tage et vist ansvar og erkende, at Grace og jeg ikke lever i to forskellige universer, selvom det kan føles sådan, men at vi faktisk er på samme klode og deler ressourcer fra de samme kilder, selvom det til daglig kan føles som to forskellige verdener.

Bad i en gryde
Vi har ikke haft vand i hanerne på Daraja i fem dage, og da jeg stod op i morges og tog et bad i en gryde med dyrebart drikkevand, blev jeg overrasket over, hvor langt så lidt vand kan holde, hvis man passer på hver dråbe. Det føltes som en gave at vaske sit hår og lykkes med det efter tre dage uden hårvask.

Hvor mange gange Grace mon skal ned til den brungrumsede flod med sine beskidte plasticdunke og hente vand for at bade sine børn?

Det kan godt være, at der er svineri med kul og olie i Afrika. Men den lovløshed, der hersker her, handler om liv og død. Det gør den ikke derhjemme, når jeg lader vandet løbe i brusebadet i en time eller glemmer at slukke lyset, når jeg tager på ferie.