Benstøv og mudderskred

Det er ikke let at tage billeder i Kibera, Nairobis største slumkvarter. Faktisk risikerer man at få sit kamera smadret, eller hvad der kan være værre. Da jeg var på vej ud i slummen onsdag, havde jeg mit spejlreflekskamera på skødet i minibussen – af typisk matatu-størrelse med 8-10 sæder plus chaufføren – da en gruppe fyre pludselig fik øje på det.

Jeg havde ganske rigtigt taget et par billeder på den der skjulte måde, og ham, der spottede det uden for ruden, rejste sig energisk og med et rasende ansigtsudtryk råbte han til de andre på swahili. Der gik ikke mange sekunder, før de havde grebet den nærmeste sten og begyndte at kaste dem efter mig og bussen, som fór forbi. 

Slumturist

Jeg gemte selvfølgelig kameraet langt væk i min gamle militærrygsæk, egentlig lidt skamfuld over at være "slumturist" og fotografere mennesker og deres fattigdom. Med hvilket formål? Kan man spørge. Hvornår er det egentlig moralsk i orden at portrættere mennesker man ikke kender - uden at spørge dem - og tage et billede af dem og deres omstændigheder med sig for at dele det med andre? Journalister gør det jo sådan set hver eneste dag, og måske deraf har jeg ikke set det som et problem, før Mathilde spurgte mig efter oplevelsen i Kibera om, hvad jeg ville sige til, at der kom nogen og tog et billede af mig siddende beskidt og arbejdsløs i en dynge affald? Med min politik for at slette ethvert billede, der går imod min forfængelighed kan jeg absolut se hendes pointe? Måske jeg også ville få lyst til at smide en sten eller to i bar afmagt? 

Under alle omstændigheder undskyldte jeg min utidige fotografering over for chaufføren og mine rejsefæller, kenyanere såvel som danskere. Lokal-journalisten og bloggeren Collins forklarede senere at det måske ikke er så meget forfængelighed der får folk i Kibera til at rase over fotos, som den ide, at man ”stjæler deres billede”.  De ser det ifølge Collins sådan, at man stjæler noget reelt fra dem ved at fotografere dem og sælge billedet et andet sted. Så når jeg knipser et billede i slummen, tror de automatisk, at jeg tjener penge på deres ulykke et andet sted.

Og lige præcis det her med at stjæle. Det er, som jeg også har nævnt i mit blogindlæg "Frygt og fordomme i Nairobi", noget man går meget højt op i. Mine kenyanske venner fortæller mig, at folk faktisk bliver decideret lynchet for tyveri her i Kenya. Og det hænger igen sammen med fattigdommen, som Joseph, kenyaner og lærer på højskolen, forklarer: For et menneske, der arbejder under dybt forkastelige forhold og tjener 150 kenyanske shillings om ugen er det fuldstændigt utilgiveligt, hvis der komme én og stjæler de der 150 shillings, som i øvrigt svarer til omkring 12 danske kroner.

Og fattigdommen i Kibera er overvældende. Da Collins viste mig og en lille gruppe kenyanere og danskere rundt onsdag, blev vi vist igennem et kvarter med huse af helt tynde blikplader på stejle smattede mudderbanker og skraldedynger. Et mærkeligt brunt og beskidt virvar gennemskåret af jernbanespor og en lille flod og fyldt med smilende, legende børn, der passede andre børn og strakte hånden ud mod os med den åbenbart helt faste hilsen: ”How are you?” som selv de mindste havde lært at råbe efter en mzungu – hvid person – som jeg. ”How are you?” ”How are you?” Til det kan man ikke gøre meget andet end at række hånden ud mod de små og give deres fremstrakte hånd et let klask. High-five. Så kan de gå smilende hjem og fortælle deres mor eller ældre søskende, eller hvem de nu egentlig snakker med, at de har hilst på en mzungu.

Mudderskred
Den muntre stemning bliver dog hurtigt afløst af en mere ubehagelig smag i munden, da Collins peger på en række huse på en delvist sammenstyrtet skrænt ned mod floden. Her blev fundamentet for nylig revet med af regnen og folk blev begravet levende i mudderet. Det er ikke en rar tanke, når man ser sig omkring og ser små børn sidde alene på jorden og lege med et stykke plastic på en snor. Vi er her i solskin, og jeg er ved at falde på nogle af stierne mellem husene, som er halsbrækkende stejle og ujævne og fedtede – hvordan er her så ikke, når regnen siler ned?

Jeg har i en tidligere blog umiddelbart sammenlignet Kibera med en Roskilde Festival. På det tidspunkt havde jeg ikke set Kibera. Men når det kommer til akvititeten på stedet, er der dog stadig paralleller at trække. For der leves et tilsyneladende ivrigt handlende liv, hvor, ser det ud til, enhver i slummen har et eller andet der skal sælges. Peanuts med lilla overflade i små poser, små spande med kul, hvor der ser ud til at kunne være omtrent et kilo i hver. Trusser lagt ud på plastic på den stampede jord. Tomater, tilsyneladende rene, sælges fra en disk i vindue ud mod en af de stejle mudderstier, hvor man er så tæt på folk og deres huse og babyer, at man kun kan gå een af gangen. Og så er der slagteren. Et plasticvindue med udsigt til indvolde og lårben hængt på udstilling i varmen. Køllen ser mærkelig hård ud i kødet. Måske den er røget, så den kan holde sig? Og hvor længe kan det være siden, at indvoldene er gravet ud af dyret? Der kravler fluer på dem.

Knogle-pulver
Resten af dyret finder vi på et værksted lidt derfra i Kibera. Her sidder seks mænd indhyllet i hvidt pulver og filer på en stor stak ko-knogler, der ligger uden for værkstedet. De sidder ved hver deres skærsliber af en art og splitter og findeler, tilskærer og pudser knoglesplinterne til perler og rør, som i sidste ende bliver til smykker. Jeg indhallerer bitte små bensplinter, og Mathilde, der i sidste uge forærede værkstedet en bunke hospitalsmasker, mændene skulle have for ansigtet under arbejdet, må finde sig i at få en forklaring om, at de allerede er brugt op – maskerne. Måske er de brugt op – mere sandsynligt er det, at de er blevet solgt, mens mændene her sidder hvide af støv med knuste knogler i næseborene, i øjenbrynene. Overalt. Og laver smykker. Fine hvide og sorte smykker af ben fra køer og kameler, som jeg køber med hjem til smykkeskrinet. Her kan jeg komme hjem med stjålne fotos, håndlavede smykker og smil fra søde børn, mens mine turistshillings med stor sandsynlighed ender som mere plasticskrald i de brune bakker.