Vishnu paraden

En gruppe festende mennesker i farvestrålende stoffer bærer et billede af en henslængt liggende blå mand gennem byen, mens de vifter om billedet med en rund, langhåret kost og og synger messende. De er unge og gamle og børn. Mænd og kvinder, der går op i ritualet med liv og sjæl, og jeg må småløbe over murbrokker og mudderpytter, og springe op og ned fra de høje kantstene ved fortovet for at følge den ivrige forsamling gennem byen.

Det var ellers ikke lige meningen, at jeg skulle ende med at følge en religiøs ceremoni her til eftermiddag. Jeg var bare på en stille gåtur i nabolaget efter min første dag med undervisning i Gyaneswor bydelen i Kathmandu. Jeg var taget op på 9. sal i en bygning med en amerikansk tagrestaurant for at fotografere Kathmandu og byens omkringliggende bjerge.

Og deroppefra spottede jeg så denne her procession på vej gennem byen: Og så måtte jeg alligevel en tur ni etager ned igen og ud på gaden for at følge efter det farvestrålende følge med et haleslæb af dyttende biler og motorcykler, hvis vej hjem fra arbejdet nu pludselig var blokeret af processionen.

Da jeg kom hjem til aftensmaden spurgte jeg mine nepalesiske studerende ud om, hvad jeg havde set. Og i følge dem var det vist en tilbedelse, der har at gøre med en af de store primære guder i hinduismen Vishnu - eller een af hans mange inkarnationer som Krishna eller Rama. Vishnu er nemlig blå i huden og har fire arme, og figuren på billedet, som den glade menneskemængde her til eftermiddag førte gennem byen er umiskendeligt blå.

Det var tydeligvis et positivt ritual og en form for hyldest til guden, der blandt andet har den fredelige og afgørende opgave i universet at bevare det bestående, og i øvrigt at være herre over alt, hvad der eksisterer i universet samt dets fortid, nutid og fremtid.

 

 

Garden of Dreams

På vej mod turistkvarteret Thamel på gåben finder jeg tilfældigt den nyrestaurerede Garden of Dreams tæt på den tidligere nepalesiske kong Gyanendras palads. Haven er grundlagt tilbage i 1920 af en rig aristokrat Shumsher, hvis far var minister på det tidspunkt under kongen.

Og selvom haven er udtryk for en på mange måder europæisk stil - i stærk kontrast til gadens støv og støj og løse hunde og lag på lag religiøsitet med solsymboler og guder og klokker og farvede træer alle vegne - så er der alligevel en eventyrlig gådefuldhed over havens krukker for foden af træer og fliser og et skjult rum imellem to mure med rindende vand i flere niveauer.

Haven åbnede for publikum i 2007, genskabt med østrigsk bistand, og nu har velklædte udlændinge glæde af at drikke te og drinks i fine palæer i behørig afstand fra bytumlen og med wifi i hele haven. 

Det sidste er tilsyneladende også populært blandt de lokale forelskede teenage-par, som sidder tæt omslyngede med hinanden i hver en afkrog af haven. Mange med ansigterne tæt sammen over en smartphone, hvis de altså ikke kysser hinanden eller græder og vrider hænder under paraplyerne.
Man kan faktisk spotte et af parrene på billederne herunder, hvis man kigger grundigt efter.

http://www.gardenofdreams.org.np

Det hellige træ

Når man rejser meget og langt - især med fly, hvor man ikke kan nå at opleve ændringerne i landskabet - er det at nå frem de første dage engang imellem som at drømme. Min første dag i Kathmandu er ingen undtagelse.

Trafikken buldrer afsted omkring mig. Biler og motorcyler strømmer larmende og svirrende forbi som hvepse og humlebier. De dytter hver gang de skal om et hjørne eller kører frem mod nogen med ryggen til. Og det vil sige hele tiden. Støvet efter regnen gør, at folk går med masker. Mit første køb i Kathmandu er en maske, jeg kan have for munden, så jeg ikke bliver forkølet af støvet.

Så går jeg gennem byen og passerer folk med samme masker, der får mig til at tænke på Michael Jackson, som så ofte blev fotograferet med sådan en halvmaske på, der dækker mund og næse og sidder fast med to løkker omkring ørerne. Det er ikke tid for monsun, men det har alligevel regnet de sidste dage i Kathmandu, hvor temperaturen er lun.

Dyttende biler og motorcykler, mennesker med masker og paraplyer og regn over vejkantens kæmpebambus, der hæver sig som store træer, får alting til at virke uvirkeligt for mig, der lige er landet fra et solrigt dansk forår adskilt af en nat i Qatars ørkenvarme.

Og da jeg får øje på en halvåben port med et skilt om ikke at må tage kamera med inden for på det hellige område, får jeg lyst til at slippe væk fra byens støj:

Regnen tager til, mens jeg går rundt og ser på statuer og figurer, jeg ikke kan forstå, indtil jeg genkender et træ. - Fra en drøm.

Det er et vældigt træ med en enorm krone i hjørnet af gården tæt ved den afsatte nepalesiske kong Gyanendras tidligere bolig. Det vokser på en stenopsats og er så tykt, at det tager 15-20 skridt at komme rundt om det. Men jeg genkender det med det samme fra en besynderlig drøm jeg havde for syv dage siden, inden jeg rejste.

Jeg står under kronen og prøver at kigge op, mens det tordner. Og træet her er akkurat som i min drøm. Det hæver sig på rødder over jorden, som om det strejker sig og rødderne slynger sig om hinanden opad i tre store bundter, der bliver til stammer, så vældige, at de nederste "grene" er lige så store og tunge som selvstændige træstammer. Og ned fra disse stammer hænger løv, der ligner tynde grene og rødder, selvom kronen er grøn.

Det drypper mig i øjnene, når jeg prøver at kigge op, men træet er så fascinerende, at jeg ikke kan lade være med at stå og kigge længe på det i tordenen. Det minder mig om Yggdrasil fra den nordiske mytologi, og når nepaleserne kommer og efterlader blomsterhoveder og grønne blad-skåle her ved rødderne, er det da også dets helligdom, der trækker dem ind under kronen.

Buddha opnåede sin særlige indsigt eller "oplysning" om man vil netop under sådan et træ med denne type højtstående rødder i Indien, et Bodhi træ. Og i hinduismen er der en historie om guden Vishnu, der blandt andet associeres med visdom og som i en historie gemmer sig for dæmoner i sådan et træ.

Mens jeg står og ser på træet fra min drøm, piler et egern ned fra en af stammerne og står helt stille med vejrende næsebor ud for mig. Længe. I det øjeblik jeg mister tålmodigheden og kigger væk forsvinder det i et splitsekund. Det er som at se hele universet på een gang. Som om det giver sig og udvider sig, jo mere man ser på det. En billedrigdom dagligdagens computerskærme aldrig kan imitere.

Måske man kun kan vågne af drømmen ved at blive et sted som her  under et træ og se længe nok på det til virkelig at forstå verden, og alt hvad der er i den? Så stilner tordenen af. Jeg ser to små gudinde-statuebilleder ved foden af trærødderne, inden jeg går ud af den tomme tempelgård for snart igen at forvilde mig ind i en ny afkrog af Kathmandu... The Garden of Dreams, som mit næste blogindlæg handler om.

Quinde i Qatar

Om påklædning og penge i et af verdens rigeste lande

Skal jeg have tørklæde på? Og kan jeg overhovedet være her alene? Nu er det jo ikke Saudi Arabien, men alligevel, tænker jeg, da jeg arrangerer min tur til Nepal med en overnatning i Doha på vejen. I ørkenstaten Qatar, som jeg ikke engang ved, hvor ligger, før billetten er booket. Det kan jeg godt, forsikrer Qatar Airways mig om, og så booker jeg mig ind på Hotel Oryx Rotana og sikrer mig limousine service fra lufthavnen. Jeg vil jo nødig sætte mig ind i den forkerte "sheiks" bil i et patriarkalsk land, hvor jeg har en ide om, at man ikke ligefrem har den store respekt for en nordisk blondine, der rejser alene.

Det hele er gråt i gråt, da jeg lander lørdag helt tidligt på aftenen. Klokken er kvart over seks og under mig ligger ørkenen. Jeg ser olieboringstårne på vej ind over det tilsyneladende golde land, der ligner om et månelandskab i den gråtågede belysning med den nedgående sol bag disens tynde gardin.

Ikke sært, at Qatar er en nation af hovedrige handelsmænd under emir Hamad bin Khalifa al Thanis arvede styre. For kan man ikke handle, hvad skal man så gøre et sted, hvor noget nær det eneste jorden afgiver er sort klister: Man kan jo ikke spise olie – eller naturgas for den sags skyld.

Men på trods af, at der ikke er meget, der kan gro her naturligt, så går det strålende med væksten, fortæller min chauffør, der kommer fra Manila på Philippinerne. Det er arbejdet, der kalder ham og mange hans landsmænd til det lille ørkenrige. Siden 2007 har Qatar haft verdens højeste vækst i indkomsten per indbygger. En velstand der kan være en del af forklaringen på at det autoritære styre her ikke har mærket meget til det arabiske forår.

Chaufføren tager straks min taske og undskylder hotellets velkomsthilsen til Mr. Gry i lufthavnen, mens vi slanger os ud gennem mylderet foran ankomsthallen. Luften er 32 grader varm og føles som et vakuum, der slutter tæt omkring mig efter flyets kølige aircondition.

Jeg kan ikke lade være at se efter de lokale i deres lette lange kjoler: Mændene i kridhvidt med rød og hvidternede eller helt hvide gutra-tørklæder fæstnet med en sort ring, en såkaldt “agal”, og kvinderne i kulsort, abayha-kjoler og shayla-slør, som regel med ansigterne frie. De bevæger sig let og på eller anden måde gnidningsfrit hen over asfalten i deres sandaler omkring de dyre biler. Uden den plumphed, der præger turisterne: De tre russere plastret til med mærketøj fra Boss, Fred Perry og Dolce & Gabbana. Den midaldrende britiske mand i den krøllede skjorte. Og jeg selv i mine tunge Timberland-støvler og cowboybukser fra Kenya.

Og selvom det må være mærkeligt med denne ensartethed, så er der alligevel noget utroligt æstetisk over den traditionelle islamiske dragt. Da jeg senere sidder i hotellets restaurant og ser et ungt par – hun i sort og han i hvidt og skubbende en barnevogn foran sig med en sovende lille pige i – kommer jeg til at tænke over ligestillingen mellem kønnene i denne verden, hvor begge parter har sin uniform.

Hvis man ser isoleret på klædedragten, hvor undertrykkende er den så egentlig for disse elegante slørede kvinder? Næste dag ser jeg emirens anden kone Sheikha Mozah i vestligt tøj i en avisartikel om hendes arbejde for at fremme børns skolegang. Kvinder får også her i landet en længere uddannelse end mænd.

De skal så godt nok finde sig i at dele deres mænd med andre koner, som nu Sheikha, der er emirens anden ud af tre koner. Men man kunne jo også være fræk og spørge, hvor mange der i praksis gør det derhjemme, via mandens udenomsægteskabelige affærer eller elskerinder? Og da jeg vågner næste dag ved lyden af en fløjsblød mandestemmes kalden til bøn over Qatars varme månelandskab, går jeg straks i gang med at filosofere: Kunne man egentlig ikke lige så godt se vores egne samfundsnormer i Danmark med p-piller fra teenageårene og fuldtids-job livet igennem som kvindeundertrykkende? Er vores ortodoksi i forståelsen af det kvindelige og det kvindeliges plads i samfundet ikke også præget af visse blinde punkter med plads til udvidelse og tolerance over for andres ideer? 

- Is everything alright, Madam? Spørger receptionisten, da jeg tjekker ud i lobbyen med de store palmer, hvor personalet, som jeg også så på arbejdet sent om aftenen før, er i fuld gang med at gnubbe alle glasfladerne. Her er der nogle helt andre rettigheder på spil, tænker jeg:

- Ja. Det er det. Hele tiden er alting fuldstændig fantastisk let og elegant. Jeg glider ind og ud af Qatar i limousine og ønsker, at jeg kunne tage den høflige service med hjem, Jeg har selvfølgelig også Riyal-sedler med isfugle at betale med. Og man skal nok ikke underkende at netop det er med til at få alting til at glide. Uanset hvor poleret og elegant omgivelserne i øvrigt er:

Emiren Hamad Khalifa al Thani er i øvrigt også her et godt eksempel. Han er en populær herre verden over. Eksempelvis gav han et større millionmeløb til orkanofrene i New Orleans, da Katrine ramte – og finansierede opstarten af Mellemøstens uafhængige kabel-tv Al Jazeera, med base i Doha. Og så er det måske ikke så sært, at han kan være på god fod med amerikanerne samtidig med, at han har varme kontakter til den militante palæstinensiske organisation Hamas, der er svorne fjender af USA's allierede i Mellemøsten Israel.

Kilder:

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/qa.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Hamad_bin_Khalifa_Al_Thani

Mod Everest og Østen

I østen stiger solen op, og jeg starter dagen i morgen med at flyve direkte mod solen:

Jeg skal til Kathmandu og undervise unge på MS Action Aids højskole i journalistik i to uger og holde en uges ferie på egen hånd. Og når jeg har forhørt mig hos venner og bekendte om, hvilke muligheder der er i det eksotiske Nepal, er der nærmest ingen grænser.

En tur til den tibetanske grænse. Trekking i bjergene. Elefantridning og tiger-spotting i Chitwan Nationalparken. Og så selvfølgelig en tur i kloster og bade den vesterlandske sjæl i Østens gode karma.

Det er ikke meget, jeg foreløbig har fået tid til at læse om Kathmandu og Nepals historie. Men jeg ved, at det er maoisterne, der styrer Nepal efter en revolution i 2006. Forfatningen er fortsat ikke vedtaget, og det er et sted, hvor journalister stadig skal være meget høflige i deres arbejde, hvis ikke de vil have farlige fjender.

Jeg har aftalt at mødes med flere journalister på min rejse og glæder mig meget til at høre om deres arbejdsvilkår i denne del af verden.

Ligesom jeg glæder mig vildt til at møde mine danske og nepalesiske studerende og introducere dem til det kursus jeg har lagt tilrette med reportageskrivning, featurekonkurrence med inspiration fra The Guardians igangværende "International Development Journalism Competition", kreativ journalistik-dag i samarbejde med lokale kunstnere med forstand på sociale medier - og så skal vi selvfølgelig også arbejde med kritisk interview-teknik og debat.

Forberedelser har der været en del af, og som altid er det ikke lykkedes mig at pakke helt let: For min lykkeelefant herunder skal jo med, da den til forskel fra mig har været i Østen før, og min nyindbundne hjemmelavede skrivebog, så der ikke er nogen gode ideer, der går tabt undervejs.