Quinde i Qatar

Om påklædning og penge i et af verdens rigeste lande

Skal jeg have tørklæde på? Og kan jeg overhovedet være her alene? Nu er det jo ikke Saudi Arabien, men alligevel, tænker jeg, da jeg arrangerer min tur til Nepal med en overnatning i Doha på vejen. I ørkenstaten Qatar, som jeg ikke engang ved, hvor ligger, før billetten er booket. Det kan jeg godt, forsikrer Qatar Airways mig om, og så booker jeg mig ind på Hotel Oryx Rotana og sikrer mig limousine service fra lufthavnen. Jeg vil jo nødig sætte mig ind i den forkerte "sheiks" bil i et patriarkalsk land, hvor jeg har en ide om, at man ikke ligefrem har den store respekt for en nordisk blondine, der rejser alene.

Det hele er gråt i gråt, da jeg lander lørdag helt tidligt på aftenen. Klokken er kvart over seks og under mig ligger ørkenen. Jeg ser olieboringstårne på vej ind over det tilsyneladende golde land, der ligner om et månelandskab i den gråtågede belysning med den nedgående sol bag disens tynde gardin.

Ikke sært, at Qatar er en nation af hovedrige handelsmænd under emir Hamad bin Khalifa al Thanis arvede styre. For kan man ikke handle, hvad skal man så gøre et sted, hvor noget nær det eneste jorden afgiver er sort klister: Man kan jo ikke spise olie – eller naturgas for den sags skyld.

Men på trods af, at der ikke er meget, der kan gro her naturligt, så går det strålende med væksten, fortæller min chauffør, der kommer fra Manila på Philippinerne. Det er arbejdet, der kalder ham og mange hans landsmænd til det lille ørkenrige. Siden 2007 har Qatar haft verdens højeste vækst i indkomsten per indbygger. En velstand der kan være en del af forklaringen på at det autoritære styre her ikke har mærket meget til det arabiske forår.

Chaufføren tager straks min taske og undskylder hotellets velkomsthilsen til Mr. Gry i lufthavnen, mens vi slanger os ud gennem mylderet foran ankomsthallen. Luften er 32 grader varm og føles som et vakuum, der slutter tæt omkring mig efter flyets kølige aircondition.

Jeg kan ikke lade være at se efter de lokale i deres lette lange kjoler: Mændene i kridhvidt med rød og hvidternede eller helt hvide gutra-tørklæder fæstnet med en sort ring, en såkaldt “agal”, og kvinderne i kulsort, abayha-kjoler og shayla-slør, som regel med ansigterne frie. De bevæger sig let og på eller anden måde gnidningsfrit hen over asfalten i deres sandaler omkring de dyre biler. Uden den plumphed, der præger turisterne: De tre russere plastret til med mærketøj fra Boss, Fred Perry og Dolce & Gabbana. Den midaldrende britiske mand i den krøllede skjorte. Og jeg selv i mine tunge Timberland-støvler og cowboybukser fra Kenya.

Og selvom det må være mærkeligt med denne ensartethed, så er der alligevel noget utroligt æstetisk over den traditionelle islamiske dragt. Da jeg senere sidder i hotellets restaurant og ser et ungt par – hun i sort og han i hvidt og skubbende en barnevogn foran sig med en sovende lille pige i – kommer jeg til at tænke over ligestillingen mellem kønnene i denne verden, hvor begge parter har sin uniform.

Hvis man ser isoleret på klædedragten, hvor undertrykkende er den så egentlig for disse elegante slørede kvinder? Næste dag ser jeg emirens anden kone Sheikha Mozah i vestligt tøj i en avisartikel om hendes arbejde for at fremme børns skolegang. Kvinder får også her i landet en længere uddannelse end mænd.

De skal så godt nok finde sig i at dele deres mænd med andre koner, som nu Sheikha, der er emirens anden ud af tre koner. Men man kunne jo også være fræk og spørge, hvor mange der i praksis gør det derhjemme, via mandens udenomsægteskabelige affærer eller elskerinder? Og da jeg vågner næste dag ved lyden af en fløjsblød mandestemmes kalden til bøn over Qatars varme månelandskab, går jeg straks i gang med at filosofere: Kunne man egentlig ikke lige så godt se vores egne samfundsnormer i Danmark med p-piller fra teenageårene og fuldtids-job livet igennem som kvindeundertrykkende? Er vores ortodoksi i forståelsen af det kvindelige og det kvindeliges plads i samfundet ikke også præget af visse blinde punkter med plads til udvidelse og tolerance over for andres ideer? 

- Is everything alright, Madam? Spørger receptionisten, da jeg tjekker ud i lobbyen med de store palmer, hvor personalet, som jeg også så på arbejdet sent om aftenen før, er i fuld gang med at gnubbe alle glasfladerne. Her er der nogle helt andre rettigheder på spil, tænker jeg:

- Ja. Det er det. Hele tiden er alting fuldstændig fantastisk let og elegant. Jeg glider ind og ud af Qatar i limousine og ønsker, at jeg kunne tage den høflige service med hjem, Jeg har selvfølgelig også Riyal-sedler med isfugle at betale med. Og man skal nok ikke underkende at netop det er med til at få alting til at glide. Uanset hvor poleret og elegant omgivelserne i øvrigt er:

Emiren Hamad Khalifa al Thani er i øvrigt også her et godt eksempel. Han er en populær herre verden over. Eksempelvis gav han et større millionmeløb til orkanofrene i New Orleans, da Katrine ramte – og finansierede opstarten af Mellemøstens uafhængige kabel-tv Al Jazeera, med base i Doha. Og så er det måske ikke så sært, at han kan være på god fod med amerikanerne samtidig med, at han har varme kontakter til den militante palæstinensiske organisation Hamas, der er svorne fjender af USA's allierede i Mellemøsten Israel.

Kilder:

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/qa.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Hamad_bin_Khalifa_Al_Thani