Safari - på vildspor

Jeg er på vej hjem fra rejsen til Afrika. Ekstremt vemodigt. Jeg befinder mig langt over kontinentet i meget sikker afstand fra sol og støv i en Kenya Airways flyver på vej mod Amsterdam – jeg uploader først det her indlæg, når er jeg landet hjemme i Danmark igen. Det bliver det sidste fra Kenya i denne omgang.

Og når jeg hæfter mig ved, at jeg er i sikker afstand, så er det i hvert fald alt andet, end jeg var forleden, da min veninde og kollega fra højskolen, Mathilde, og jeg var på safari i egen bil i Ol’ Pejetas Conservancy - tre timers kørsel fra Nairobi og blot en halv fra vores eget hjem uden for Nanyuki. Safariparken er en mindre af slagsen, men stor nok til at rumme The Big Five: Løven, vandbøflen, elefanten, leoparden og næsehornet. Og det var lige præcis en af dem, vi mødte, så hjertet et ganske kort øjeblik sad helt oppe i halsen på mig. 

Vi var kørt afsides via et smalt spor gennem bushen og ind igennem en åben gate med skiltet "Road Closed" på ... Den blokerede dog ikke vejen, så vi kørte derned. Undervejs skurede tre-fire lodrette metalsnore mod bilens tag - et vildthegn ophængt mellem træer, som giver elefanter og andre store dyr stød, når de går igennem. Vi kørte videre. På et tidspunkt kommer vi ud af det lave krat og bevoksning med træer og buske i et mere bakket terræn, hvor store flokke af tilsyneladende vildt kvæg holder til. Der er mange dyr men ingen spor af mennesker, og vi føler os lidt alene i vores høje Toyota Hilux, da vi kører rundt om en bakke - og pludselig ser et næsehorn. 

Det ser vredt ud. Vi når ikke helt at afgøre, om det er et hvidt eller et sort næsehorn. Men dyret er stort og står blandt kvæget, og det bliver tilsyneladende lige så overrasket over at se os køre frem fra stien der helt tæt på, som vi bliver over at se det – helt drømmeagtigt i det lidt overskyede vejr sidst på eftermiddagen.

Næsehornet bevæger sig utvetydigt aggressivt vendt mod os. Det går hurtigt frem og tilbage med al fokus rettet i vores retning. Ligesom for at tage tilløb. Vi bakker meget hurtigt og forsvinder ud af næsehornets dårlige synsfelt. De er nærsynede, næsehornene. Men kendt for at være hidsige og ikke at holde sig tilbage fra at angribe - også biler.

Det var lidt som et syn fra en drøm, og vi prøver i et par minutter at mærke efter, om vi nysgerrigt tør kigge frem igen. Jeg stiller mig op i bilen med overkroppen ud af vinduet, for at se, om jeg kan skimte næsehornet. Men det kan jeg ikke. Det føles dog, som om det venter på os, lige der bag bakken. Vi ser os om efter andre safarigæster, men der er virkelig ingen af de guide-drevne safaribiler og busser at se. Så bliver vi enige om, at det er bedst at køre tilbage, hvor vi kom fra. Ingen grund til at lægge sig ud med et næsehorn, som vi en gang har gjort vredt. 

Vi har på det tidspunkt allerede været i een farefuld situation den dag, så det var nok meget klogt ikke at friste skæbnen et sted, hvor man ved indkørslen får at vide, at parken ikke bærer ansvar for dødsfald ved mødet med de vilde dyr i området: Tidligere på formiddagen kørte vi forbi store flokke af gnavne bøfler i det åbne savannelandskab med græssende zebraer, giraffer, smukke impala-antiloper og vortesvin, der løb komisk let henover savannen, med deres tunge uskønne hoveder og bittesmå haler vejrende i vejret som hunde. 

Vi har set strudsehanner med lyserøde ben, der signalerer, at de er klar til parring, og han-bøfler smurt ind i mudder, der markerer deres maskulinitet og et enkelt hvidt næsehorn. Men så kører vi ind i et terræn med lav bevoksning af buske og træer og taler om, hvordan løverne med største lethed kan snige sig ind på byttet i dette terræn med højt græs og buske. Der er efter sigende både løver og leoparder i området. Der er vand foran os på stien i en fordybning og spor ude i græsset fra en bil, der har kørt udenom. Mathilde foreslår, at vi tager sporet udenom vejen, men jeg har ikke lyst til at køre ud i det høje dybe græs, der heller ikke ser tørt ud. Tænk hvis vi sad fast dér.

Så vi kører ligeud, gennem stiens mudder. Og så kommer vi ikke videre - og så går motoren ud.

Det går ret hurtigt. Mathilde starter igen. Vi kommer ingen steder. Og igen - og igen. Hjulene på den store firehjulstrukne vogn glider dybt rundt i mudderet. Jeg har i dagens anledning været så tåbelig at tage sandaler på, da jeg har efterladt mine tunge udtrådte støvler i Nairobi. Så dem starter jeg med at tage af for i bare fødder at gå ud af bilen for at prøve at lægge nogle eksemplarer af de kenyanske aviser "The Nation" og "The Standard" under hjulene. Der svømmer haletudser rundt i det grå ler agtige mudder uden for bilen. Jeg placerer aviserne, og Mathilde kører, og nyhederne rækker overhovedet ikke til at flytte os noget sted hen.

Hvad gør vi så? Jeg kigger på bevoksningen udenom bilen, der ser fredelig ud. Mathilde sidder inde i bilen bag rattet. Hvert et øjeblik kan der komme et eller andet springende, som jeg slet ikke er klar til at forsvare mig imod, med mudder op og ned af arme og ben. Vi prøver at ringe til sikkerhedsfolkene i parken, men der er ikke noget signal. Jeg går så langt væk fra bilen, jeg tør, for at finde et signal, og der er bare ikke noget. Så hører vi en motor, og ranger Stephen, der er på en eller anden form for næsehorns-ekspedition kommer kørende på sin beige-farvede motorcykel med khaki-jakke og store støvler.

Han og jeg går sammen i gang med at fore hullerne foran og bag bilen med afbrækkede grene med grønne blade fra buskadset. Og kæppe fra et visnet træ, der langsomt skaber et fundament, som bilens hjul kan få fat i i pløret. Mathilde prøver at køre frem, og bakke. Frem og bakke. Det tager en times tid, og jeg føler mig sært oplivet af udfordringen. Og så er vi endelig fri. Når nyhederne og mobilen ikke er stærke nok, så er naturen det. Senere insisterer en flink park-guide på at vaske mine elefant-farvede fødder med vand fra flodheste-floden. Og ved frokosttid ligger Mathilde og jeg på liggestole ved swimmingpoolen i Sweetwaters Tented Camp med udsigt til giraffer, der drikker vand, vortesvin, der parrer sig og marabustorke, der letter og lander.

Det er dog ikke slut med spændingen hverken før eller efter mødet med næsehornet. 

Da dagen er ved at være omme, og vi har set en løveflok på stor afstand hvile sig i solen, og kørt helt tæt på en rolig flok græssende elefanter med store blafrende ører, lykkes det os at forfølge nogle andre safariturister for at ende på et vildspor, der godt nok giver os synet af bøfler, der drikker vand ved en sø i solnedgangen, men samtidig resulterer i, at vi kører om kap med tiden for at nå ud af parken, inden alt bliver buldrende mørkt, og gaten lukker.

På det tidspunt har vi fået en eller anden kæp i hjulet, hvis torne ridser i lakken, så det siger en høj skærende lyd inde i bilen, og skumringen uden for presser sig mere og mere på. Og vi aner ikke, hvor vi er. Indtil vi ganske kort før lukning kommer ud i det fri og finder en sten med en pil mod vores exit. Så hamrer Mathilde speederen i bund, så vi kan komme ud på de bulede veje og ind til restauranten Kongoni i Nanyuki og drikke de sidste Tusker-øl, før min afrejse. De smager fantastisk efter alle eventyrene.

 

Den mobile Masai

De kommer for sent masaierne. Det er formiddag nær byen Naibor. Solen står højt på himlen, og dagen er som en ovn. Under det mægtige kaktustræ, hvor vi skal møde kvinderne fra Laikipia Womens Group, der sælger smykker, er hærmyrerne i fuld gang med at finde smådyr, sten og pinde til et nyt bo, de er ved at bygge ved siden af en meterhøj og tilsyneladende forladt tue i den tørre, røde jord. De har deres egen lille motorvej under græs og over tuer, og de kommer ikke for sent.

Det gør masaierne så, men det er ikke bare "African time", der er årsagen. Da gruppen når frem omkring en time forsinket forklarer de på swahili til vores tolk James, der underviser på "Global Citizens College", at en hyæne havde spist en af deres geder, og den har de været ude og lede efter. Det er jo en undskyldning, man kan forstå, omend ikke ligefrem lade sig inspirere af...

Så vi sætter os i græs og støv, og de danske voluntører, som jeg er gået sammen med ud på savannen, præsenterer ideer for kvinderne til turistvenlige smykkedesigns og en brochure på engelsk, der skal fremme salget. Det er virkelig et møde mellem to kulturer, som man undrer sig over overhovedet prøver at kommunikere. Men som en tidligere masai-høvding engang har udtalt:

After deep reflection on my people and culture I have painfully come to accept that the Maasai must change to protect themselves, if not their culture. They must adapt to the realities of the modern world for the sake of their own survival. It is better to meet an enemy  out in the open than for him to come upon you at home unawares.

Måske det er derfor, de møder op nu for at lytte andægtigt til nogle unge danske pigers helhjertede forsøg på at bidrage til deres forretning? Hyænen har de altid skullet forsvare deres geder og kvæg imod. Også derfor er de kendt som frygtede krigere, og mændene går da stadig rundt med lange daggerter i bæltet. Men den moderne verden og dens regler er ikke lette at leve fredeligt op til for et traditionelt og stolt nomadefolk som dette: Som når hvide farmere hegner store arealer ind til kvægdrift, som masaierne pludselig ikke kan vandre ustraffet igennem.

Masai-kvinderne under kaktustræet er spraglet klædt i deres typiske dragt med tørklæder over skuldre med knuden ved brystet og med masser af traditionelle farverige smykker. Utallige små perler og vedhæng og brede runde perle-hjul om halsen. De kigger interesseret på pigernes tegninger af et rundt halssmykke i det kenyanske flags røde og grønne farver og på armbånd med deres engelske navn i perler.

Der er tre generationer af kvinder samlet: En ældre kvinde med øreflipper som lange løkker, med store smykker i hullerne. En midaldrende robust kvinde med en imponerende stok af udskåret træ med savannens store dyr: En udskåret elefant, et næsehorn, en løve... Dyrene er skåret ud af stokken over hinanden, og øverst og nederst er stokken besat med perler. Håndtaget er en tyk, rund, åben perlebesat ring, som man kan gribe om. Og så er der de yngre kvinder: Een med en baby, som klynker ganske lidt over varmen med fluer i de små vågne øjne. Kenyanske børn virker i det hele taget er overraskende lidt pivede, og det er sjældent jeg hører dem græde eller vræle over de barske vilkår, de lever under.

Mens de ser på tegningerne kommer mændene til. Vogterdrenge med en stor jord af græssende geder sætter sig på den døde myretue og ser nysgerrigt på de hvide kvinder. En mand med kun få tænder i munden og udborede øreflipper og et rundt orange perlearmbånd, man aldrig ville se en vestlig mand bære, kommer til. En anden sætter sig bag kaktustræet, mens to køer græsser lige op af os. Man kan se det typiske hul i huden på en af dens flanker. Her stikker masaierne et tyndt rørformet spyd ind og tapper blod, som de blander op med mælken for at drikke. På den måde bidrager deres elskede kvæg, som masaierne ifølge egen tro er sat på jorden til at vogte, til at nære hele familien, også i trange tider.

Kvinderne takker for hjælpen. Jeg ser på mine nye masai-smykker på det brune håndled og smiler til kvinden, jeg har købt det af. Hun er smuk med sit fine lille hoved, fremskudte læber og den tynde høje skikkelse. Så bliver vi pludselig afbrudt af en velkendt lyd. Hun trækker mobiltelefonen frem fra sit suka-sjal og rejser sig op fra kaktustræets skygge for med ryggen til - ganske høfligt - at gå lidt væk og telefonere. Måske de har fundet den døde ged nu, tænker jeg.

Det vilde vesten i Nanyuki

Nanyuki er en halvstor kenyansk militær-by tre timers kørsel nord for Nairobi i Rift Valley - kikuyuernes land. Ikke så langt herfra ligger Mount Kenya, der her i september ofte er indhyldet i en grå sky af regn, der om eftermiddagen trækker ind over byen og afgiver mægtige vandskyld. Ifølge beboerne ret atypiske på denne tid af året, hvor regntiden burde være forbi.

Britiske soldater
Nanyukis stenhuse er bygget af de tidligere kolonister, briterne, som stadig præger byen på godt og ondt med deres store militærbase. Her forbereder soldater sig på at drage i ørkenkrig i Afghanistan, ligesom de træner sammen med det kenyanske luftværn, der også hører hjemme her.

De britiske soldater er derfor en fast del af gadebilledet, når de handler ind i det moderne indkøbscenter Nakumatt, hvor også de hvide farmere i området og MS-voluntørerne, der er på vej ud for at arbejde frivilligt på børnehjem og hospitaler, strømmer ind for at købe Tusker-øl, cigaretter, frugt, slik, kiks og Kenya-kaffe - akkurat, som vi gør derhjemme.

Jaget børneliv
Parkeringspladsen foran Nakumatt er med undtagelse af de støvede drenges tiggende hænder en form for helle midt i Nanyukis ellers temmeligt rå gadebillede, hvor man en stille søndag eftermiddag på vej til swimmingpoolen på Sportsman Arms Hotel kan opleve en lille gadedreng skrige op i vejkanten, fordi to voksne mænd har fat i ham og slår ham med et gummibånd, der ligner en cykelslange. 

Der bor omkring 40.000 mennesker i den westernagtige by – en stor del af dem i et slumkvarter med mere plads mellem husene end i Kibera i Nairobi – men til gengæld med tunge sociale problemer:

Mord og ordensmagt
To af mine studerende, Mary og Moses, er opvokset her, hvor HIV og AIDS, prostitution, bandekriminalitet, mord, stofmisbrug og arbejdsløshed er noget, der præger de flestes hverdag. 

Mary der er en ud af 14 børn, fortæller, hvordan hendes bror endte med at komme i fængsel på livstid for mord efter at have været til stede under en lynchning af en mand på gaden uden selv at have lagt hånd på den døde. 

Men politiet her er ingen garanti for lov og orden. De stopper biler, når vi kører ud af byen. De kræver at se papirer og indsamler bøder og bestikkelse. Det er i det hele taget en god ide ikke at kontakte politiet her, hvis ikke man ønsker sig at få problemer.

Kistemagasinet
En dag i slumkvarteret går vi med en lokal fyr forbi et kistemagasin på vej ned i nogle af de gader, hvor man ikke må færdes om natten, hvis man ikke vil slås ihjel af de lokale bander, der huserer. 

Her tømrer flere mænd på grove slanke trækister, for kister i dette kvarter er en efterspurgt vare på grund af AIDS. 6,3 procent af Kenyas befolkning var i 2009 smittet med sygdommen, der uden den rette medicin slår folk ihjel. Og her i kvarteret er det tydeligvis ikke det første, der bliver råd til.

Når kistemagerne har det så godt i Nanyuki hænger det blandt andet sammen med et af de andre større erhverv, som Nanyuki er kendt for helt ud i oplandet: Prostitution. Kvinder og børn sælger sig selv til alle, der kan betale. Og ifølge folk i slummen er både de kenyanske og britiske soldater ivrige kunder.

Kvinder til salg
En af mine studerende fortæller, at hendes veninde prostituerer sig, og hvis hendes kunder ikke vil bruge kondom, så gør hun det uden. Hvis en dødelig sygdom er resultatet af hendes valg af profession, så må hun tage det med. 

Da jeg senere møder den kenyanske kvinde Jane, der selv er HIV-positiv og arbejder med forebyggelse, bekræfter hun historien. Hun taler med de prostituerede og prøver at få dem til at højne sikkerheden, men langt fra alle lytter. Forretningen kommer først.

En lørdag på natklubben Sportsman Arms, der er populær blandt soldaterne, går det for alvor op for mig, hvad det er for et liv, pigerne i Nanyuki lever. Mange af kvinderne i klubben er klædt i stramt tøj, med net-bluser over bølgende kavalergange og glattet hår og makeup smyger de sig op og ned af barens mænd uden blufærdighed. 

Du er smuk
En pige kommer hen til mig og siger til mig, at jeg er smuk. Hun bliver ved med at gå tæt på, og endnu tættere på, indtil jeg siger til hende, at jeg synes, hun skulle passe på sig selv. 

Så forsvinder det kælne smil, og hun trækker sig en anelse desillusioneret tilbage og leder efter et nyt objekt for sine insisterende tilnærmelser. En hvid. Mand eller kvinde gør åbenbart ingen forskel.

Der er således et ekstremt farligt skær over Western-byen Nanyuki. Lidt ligesom at gå omkring i en Tarantino-film: Rå, vild og farverig med vold og død lurende på hvert gadehjørne. 

Sikre zoner
Så er der enkelte åndehuller. Sikre zoner, som cafeen The Dormans eller den britisk ejede The Eatery, hvor man kan sidde med sin laptop og drikke en cafe latte i fred, mens en dreng bliver slået ude på gaden. 

Eller om aftenen på Hotel Kongoni, der ligger for enden af en lang, kulsort indkørsel i et terræn, så smadret at vejen bølger op og ned i store pukler. 

Her kan man nemlig i selskab med alle de khaki-klædte bekendte fra Nakumatt spise en god pizza til vestlig live-musik med udsigt til billeder af John Lennon i hans New York T-Shirt og John Travolta i Pulp Fiction på væggene... Og med alle de uniformer omkring sig. Hvem har så egentlig brug for politiet?

Afrikas rytme

For de fleste rejsende, der bliver væk i længere tid af gangen er der et tidspunkt, hvor man vågner op om morgenen til en hverdag og føler, at ens liv derhjemme virker som en drøm.

Flodvand

Jeg nåede det punkt omkring weekenden efter at have været i Kenya i omkring 16 dage.  Det er ligesom om, at det er blevet helt naturligt for mig at vågne med sol i ansigtet fra badeværelsesvinduet, at tage en tår kamelmælk fra køleskabet her i min hytte med knap syv meter til spidsen af det runde stråtækte loft og suse ud i solen uden et morgenbad, fordi flod-vandet, der kommer ud af hanen er brunt og koldt, indtil solcelleanlægget varmer det op i løbet af dagen.

Jambo

Herefter går jeg over de støvede røde stier i det gule solskin ved 8-tiden her nær Ækvator. Forbi køerne der græsser eller dier hos hinanden eller er ved at blive malket. Med fluer svirrende omkring mig - altid nærgående over for mund og ører. Men ikke så meget, at det for alvor generer. Man kan vænne sig til så meget. Også det. "Jambo", siger pigerne, når vi passerer hinanden på stierne. "Jambo". "Hej" på swahili.

Ugali

Morgenmaden består af en vælling lavet af en særlig majsmel, som er populær i vores store folkekøkken her på platformen, hvor MS holder til sammen med den amerikansk ejede pigeskole Daraja Academy. Og kaffe.

Og måske engang imellem af de forvoksede klejner, de spiser hernede som supplement eller snack. Et trekantet brød med sukker i, der frituresteges, mandazi. Jeg stiller mig i kø med en skål sammen med Daraja-pigerne, der er klar til dagen i deres fine blå skoleuniformer.

Når tiden strækker sig

Det er business as usual her på Daraja. Og hvor en dag for bare en uge siden føltes som et år, kan jeg mærke, at ørkensandet på en eller anden måde er begyndt at løbe hurtigere gennem timeglasset nu. Og at jeg ikke længere har øjne og sanser åbne på samme sugende måde som da jeg landede og stod ud af flyveren i Nairobi. Det føles til gengæld, som om det er et år siden. Mindst.

Så nu er jeg altså nået til det der punkt, hvor det ikke længere føles usædvanligt og eksotisk at rende rundt med en pandelygte efter klokken 8, fordi alt er bælgmørkt under stjernehimlen. Og at høre natten hunde og hyæner gø om kap uden for hytten på lydtapetet af cikadernes koncerter.

Motorcykel med sofa

Det er helt almindeligt at køre igennem den nærliggende by Nanyuki og passere en fyr, der kører med en sofa bag på sin motorcykel - eller en to meter høj brændestabel, eller bare hele familien: Kone og to børn på to hjul.

Det er lige så almindeligt, som når kamelerne krydser vejen, eller masaierne driver deres kvæg og får fra græsmarkerne og hjem inden mørkets frembrud, og vi må sagtne farten i den store Toyota Hilux for ikke at få et eller andet dyrs liv på samvittigheden.

Pausen

På en eller anden måde føles det, som om livet her har en særlig rytme, som jeg begynder at kunne mærke i blodet. Som om de konstante absurde forsinkelser og overraskelser har en form for højere grad af naturlighed over sig end det skemalagte liv i den vestlige verden, hvor toge og busser og liv kører efter særlige planer.

Jeg kommer til at tænke på Michael Jackson-filmen "This is it", hvor Jackson instruerer en musiker i at holde en pause i musikken længere, end han har lyst til. Det er ligesom om, at det er for lang tid for den professionelle musiker. Men netop sekunderne, hvor Jackson holder pausen, illustrerer i mine ører hans geni. Han trækker ligesom vejret gennem musikken. Han ER musikken.

Og derfor føles lyden rigtig - den er ikke blot et udtryk for skønhed - men også sandhed. Musikken er levende - en del af åndedrættet, historien, instinktet, livet.

Sanseindtryk som en knytnæve lige i synet

Og lige præcis den form for musikalitet oplever jeg i livet her og de mennesker, jeg møder. Ikke at jeg har trang til at forherlige støvet, larmen, kamelerne, de faldefærdige matatuer (minibusser), de tiggende børn med bare beskidte fødder, blikskurene og kokasserne.

Intensiteten i et hvilket som helst afrikansk gadebillede er mere end nok til at overdøve enhver vestlig sans for indtryk. Jeg vil aldrig glemme en dag jeg lånte et toilet på en bar i en lille by i Centralkenya vi kørte igennem på vej hertil fra Nairobi. Der var et hul i gulvet og bælgmørkt, men lugten var nok til at jeg nær var besvimet. Som et knytnæve lige i synet :-)

Hjerteslag

Men denne her voldsomme uforudsigelighed har med sin farverige kontraster en særlig skønhed over sig, som jeg de sidste dage har set tone frem, hvor den før gjorde mig bange og usikker.

Og når kamelerne så vader ud foran ens bil, så er det lidt ligesom den der pause, der gør følelsen af tid og sted til et samlet værk. En form for væren, der netop fordi den er asymmetrisk og uforudsigelig,  gør een opmærksom på livets egen rytme. På ens eget hjerteslag som nogle gange holder rytmen. Andre gange ikke.

Cikaderne summer, piger synger, bilen svinger for at undgå et hul i vejen. Bump. Matatuen ryster og hoster. Bremserne hviner på taxaen i Nairobi. Jambo. Sasa. Mzuri sana. Hanen galer. En mand løber efter en kamel, der stikker af i rask trav mod byen. Giraffer strækker hals. Regnen falder i spandevis. Stopper. Solen skinner på den hvide spidse top over Mount Kenya. Så går den ned. Mørke. Baskende natsværmer-vinger i stearinlysets ild. 

 

Brændstof

Det er national sørgedag i Kenya, for over 100 mennesker er døde i et slumkvarter i Nairobi. Der var gået hul på en olieledning, så det sorte guld fra Mombasa sprøjtede ud, og på trods af lignende store uheld både her i Kenya og tidligere i det olierige Nigeria holdt folk sig ikke tilbage fra at forsøge at samle brændstoffet op. Det kan nemlig bruges både hjemme og sælges videre, så folk strømmede til i stedet for at holde sig på afstand af den farlige situation. 

Eksplosionen

Og farligt blev det, da olien eksploderede, så afrevne menneskedele blev spredt ud over det i forvejen trøstesløse område. Det gjorde et vist indtryk at høre om ulykken her på Daraja Academy ved Nanyuki kun få dage efter selv at have stået i slummen. Godt nok skete det ikke i Kibera, men i en slum kaldet Lunga Lunga, men scenen er noget nær den samme, fortæller mine kenyanske studerende mig.

Ulykken illustrerer til gengæld også virkelig, hvad det er for desperate forhold, de her mennesker faktisk lever under. Både i byens slum og ude på landet, hvor jeg er nu.

Varme
Når man ikke lige har været her, kan man godt glemme, hvor kold en afrikansk nat faktisk kan være, og hvor svær den må være at komme igennem i et blikskur med plastic om fødderne. Så hjælper det selvfølgelig lidt til at holde varmen, hvis man bor en familie med mor og far og syv børn på 8 kvadratmeter … 

Men det er nu stadig helt basalt vigtigt at kunne varme sig og sin mad op. Ligesom det er at få vand at drikke. Og at vaske sig: Behov, jeg aldrig har oplevet ikke at kunne få dækket eller bare at skulle kæmpe for. Her er det folks hverdag.

Solceller
Jeg sidder i min hytte og skriver i stearinlysets skær, da generatoren, der sørger for, at Darajas solcelleanlæg giver mig lys, er slået fra efter klokken ti.

Jeg har to langærmede bluser på, cowboybukser og lukkede sko for at holde varmen, mens frøerne kvækker, og cikaderne summer som et helt elektrisk hegn uden for i måneskinnet. Her er køligt. Og fra nu af bliver det kun koldere, indtil solen står op.

Grace
Og så tænker jeg på Grace fra Turkana-stammen, der bor alene med sine fem børn ude på savannen en 500 meter herfra i en hullet lerhytte med stråtag. Hun har ikke noget solcelleanlæg, og hun lever af at sælge sin arbejdskraft dag for dag i landsbyen, så der er til at give børnene mad.

Manden arbejder i byen, som Grace og børnene måtte forlade på grund af sikkerheden. Han kommer forbi en gang om måneden, fortæller hun genert på Swahili.

Trækul

Hvad angår brændstof og madlavning her i landsbyen på savannen, så foregår det ulovligt. Nogle af farmerne fælder træer og brænder trækul, som man har brugt i 100 år – i hvert fald siden Karen Blixens tid – og som jeg også kunne se i spandevis inde i Kibera. 

Det er ulovligt, fordi træerne på savannen svinder, så tørke og hungersnød blandt dyr og mennesker kan brede sig. Men mange af stammerne her er nomader og vant til at drive rundt med deres kvæg i det rødstøvede landskab med de langtornede buske. Så de følger traditionen og ikke loven.

Og som de lokale trækulsproducenter fortæller os, da jeg besøger dem med mine studerende for enden af en majsmark, hvor de gemmer de ulmende jordbunker med kul i, så har byboere og landboere, der arbejder i byerne, ikke rigtig noget alternativ til trækullene. 

De har ikke mulighed for i de lyse timer at samle kvas nok og tænde bål til madlavning, som er det eneste alternativ til kullene. Og det er i det lys jagten på brændstof både på savannen og i slummen skal forstås. For det er en konstant jagt og en kortsigtet jagt, men ikke desto mindre desperat.

Nomader
Jeg synes, det begynder at gå op for mig for alvor, hvor kompliceret det faktisk er at løse globaliseringens problemer med klimaforandringer, skovsvind, tørke og flygtningestrømme.

Dog med den gryende bevidsthed om, at jeg som moderne nomade faktisk har noget at vinde ved selv at tage et vist ansvar og erkende, at Grace og jeg ikke lever i to forskellige universer, selvom det kan føles sådan, men at vi faktisk er på samme klode og deler ressourcer fra de samme kilder, selvom det til daglig kan føles som to forskellige verdener.

Bad i en gryde
Vi har ikke haft vand i hanerne på Daraja i fem dage, og da jeg stod op i morges og tog et bad i en gryde med dyrebart drikkevand, blev jeg overrasket over, hvor langt så lidt vand kan holde, hvis man passer på hver dråbe. Det føltes som en gave at vaske sit hår og lykkes med det efter tre dage uden hårvask.

Hvor mange gange Grace mon skal ned til den brungrumsede flod med sine beskidte plasticdunke og hente vand for at bade sine børn?

Det kan godt være, at der er svineri med kul og olie i Afrika. Men den lovløshed, der hersker her, handler om liv og død. Det gør den ikke derhjemme, når jeg lader vandet løbe i brusebadet i en time eller glemmer at slukke lyset, når jeg tager på ferie.

Brunch syd for Ækvator

Vi kørte en tur ned til den sydlige halvkugle søndag for at spise brunch efter en bytur i Nanyuki, hvor vi sov om natten hos nogle amerikanske venner. Når jeg skriver “vi,” mener jeg Mathilde, jeg og MS-cheferne, der træner voluntørerne her i Kenya på platformen ved Nanyuki, hvor jeg underviser i journalistik på en nystartet højskole – Global Citizens College:

Fire kvinder i en stor gedigen Toyota Hilux, pickup truck med lad og tykke dæk, der kan klare at pløje sig støvende gennem savannens hjulspor, når vi kører ved siden af vejen, da asfalten flere steder er så hullet, at det ikke er forsvarligt at køre på den. 

Brunchen blev indtaget på en veranda på Barney’s Café og Restaurant ved en flyveplads, hvor vi kunne spise burgere og for mit vedkommende en klassisk English Breakfast med udsigt til små flyvemaskiner med safariturister. Her lander velhavende hvide og asiater på vej til safariområdet tæt ved, “Laikipia”, hvor en stor del af Kenyas sorte næsehorn og en sjælden zebra-art går rundt på savannen.

Så kunne vi sidde der på verandaen med skygge mod den stikkende afrikanske sol, hvis stråler på disse breddegrader, som forleden, kan have et UV-indeks på 14, og se på den europæisk kortklippede græsplæne sammen med bekendte hvide ved de andre borde: Folk, vi også havde mødt aftenen inden på et andet britisk sted - Restaurant og Hotel Kongoni - hvor safariturister og arbejdende udefra holder til. 

Det er lidt ligesom en helle at være på sådan et koloniseret stykke land efter at være skrumplet afsted på en vej med dybe kratere et sted, hvor man ved, at det ikke er nogen god ide hverken at ringe til politiet eller at komme på hospitalet. Så kan man drikke sin kenyanske masala-te i fred og fordragelighed og trække vejret uden at blive generet af lugten af kokasser, bilos fra benzin blandet med ubestemmelige tilsætningsstoffer og brændte majs. 

For så at køre tilbage på den nordlige halvkugle. Svingende frem og tilbage og op og ned i Toyotaen med DAD’s “Bad Craziness” på anlægget – for med fornyet sindsro at betragte landskabet hoppe forbi udenfor med det blå Mount Kenya i horisonten, de støvede huller i den eroderede vej og landskabets kamel- og zebraflokke med bløde snuder ivrigt optaget af de grønne skud og torne på savannens buske.

Politisk satire på kenyansk

Karikerede dukker af Obama, premiereminister Raila Odinga (ODM) og præsident Mwai Kibaki (PNU) står klar på hylderne i et dukke-værksted i Nairobi. Vi er i kulturcentret Go Down; hvor malere, performere, dansere, spil-magere og musikere holder til i store rå værksteder og gårde med hvide vægge malet af den politisk engagerede kenyanske graffiti-kunstner ”Bankslave”. 

Latexlæber
Og set her - fra et af Nairobis kreative knudepunkter - ser det kenyanske demokrati utroligt håbefuldt ud. Ikke mindst i dukkeværkstedet, hvor politikere rent faktisk – på trods af politikernes tradition for at stjæle fra sin egen befolkning via korruption – er noget man griner af. For Obama, Raila, Kibaki, Ocampo, Kofi (Annan) og alle de andre er virkelig godt selskab, med øjne, der kan rulle rundt i hovedet på dem. Bevægelige latexlæber og et utal af muligheder for livagtige og grinagtige ansigtsudtryk. 

Karikaturen og det gryende demokrati
Før 2002, hvor præsident Mwai Kibaki overtog magten fra den tidligere mangeårige præsident Moi, der afløste Kenyas første præsident Jomo Kenyatta, var det ikke muligt at trykke så meget som en karikaturtegning af de kenyanske politikere i aviserne. Det har ændret sig:

http://www.youtube.com/watch?v=Lv0tch2vIXE

Den britiske forfatter og journalist Michala Wrong skriver i bogen ”It’s Our Turn to Eat”, om whistlebloweren John Kitongo, der afslørede omfattende korruption efter Kibakis overtagelse af magten fra Moi, der nærmest kørte Kenyas økonomi i sænk. Her fortæller hun, hvordan karikaturtegnerne langsomt begyndte at tegne ”the big man” – præsident Kibaki – bagfra, for avis for avis at vende ham rundt i tegningerne, for at gøre mere og mere frontalt grin med ham. 
Og her er han så i dukkeværkstedet i Go Down i Nairobi, præsidenten, hvor han udløser en høj fornøjet latter fra alle, spil-levende som han er ved dukkeførerens hånd.

Til grin?
Selv undrer jeg mig over, hvor den politiske satire egentlig er blevet af i Danmark? Med vores Muhammed-tegninger burde vi jo egentlig være førende, når det kommer til satiren. Men hvornår er det egentlig lige, at vi kærligt, kreativt og kritisk gør grin med os selv og vores magtelite, hvis man ser bort fra sommerrevyerne?

Der er selvfølgelig noget nærmest grinagtigt over den igangværende valgkamp med mudderkastning og evindelige ”seriøse” men substans-løse analyser af rød og blå bloks strategier, som måske gør satire i massemedierne overflødig? Men når vi i Danmark netop bryster os af at være et land, hvor vi kan gøre grin med alt – hvor er humoren så blevet af mellem alle de meget seriøse kommentatorer og studieværter, som jeg jo selv af og til er én af i radioen?
 

The XYZ Show

Nu prøvede jeg jo så forleden at være sjov med min Mr. XYZ-reportage fra byturen i Nairobi :-)

Det var inden jeg stiftede bekendtskab med dukkerne fra ”The XYZ Show” i Go Down-værkstedet i den kenyanske hovedstad. Dukkerne af Kenyas og den internationale magtelite er i dag populær underholdning på kenyansk tv i The XYZ Show på Kiss tv eller tv-kanalen K24. 

http://www.youtube.com/watch?v=mW-kqc7iFA4 

Ved en hytte nær Mount Kenya…

Jeg har en træstol af halvtykke svungne stokke i bedste koloni-stil. Efter jeg har undervist mine søde kenyanske og danske studerende sætter jeg mig gerne uden for huset i eftermiddagens kakofoni af farvestrålende fugles sang, cikade-larm og frøers kvækken. Et konstant intenst lydtæppe af trækfugle og insekters trivsel, der passer godt med den afrikanske sols tørre varme heroppe i højlandet.

Og der i solen med let skygge fra et af de lave træer, går jeg så i gang med at læse artikel-øvelser igennem og skrive feedback til mine danske og kenyanske elever, kun afbrudt af, når en af de sortbrogede køer med fluer omkring øjnene græsser sig så tæt på, at jeg bliver nødt til at rejse mig for at markere, at det altså er mig, der er herre over den plet græs, jeg sidder på og ikke den.

Slanger eller vand
Jeg har en teori om, at de græssende køer omkring hytterne er med til at holde slangerne væk. De skulle ellers gemme sig dér - i det høje græs. Men jeg har ikke selv set nogen endnu. Og Mathilde, der har været her et halvt år, har heller ikke set dem.

Og det er jeg glad for. For den pumpe, der pumper vand op fra floden til vores huse er i stykker, så vi skal selv ned til brønden og pumpe grundvand op med håndkraft i store spande - og skal man derned, så er der ingen vej udenom det knæhøje græs, som et par kvinder en gang imellem går og prøver at holde nede ved at slå det med macheter. Det er ikke særligt effektivt. Men tingene går deres gang hernede i sit eget tempo. Og manden der skulle lave pumpen senest søndag kunne ikke arbejde den dag, fordi han var meget religiøs. Så vi venter på vandet. Stadigvæk.

Daraja
Vi bor 25 kilometer uden for byen: Mellemfolkeligt Samvirke – nu Action Aid Kenya – holder til på “en platform” sammen med skolen Daraja Academy, som lige her efter regntiden er et grønt og frodigt højlands-område på et bakkedrag ved en flod. Daraja betyder “bro” på swahili.

Bebyggelsen består af omkring 20 huse og runde hytter i klassisk stil, som den jeg bor i. Her er skolestuer og stort folkekøkken og spisesal. Og der er et lille vagthus ved lågen, hvorfra man går direkte ud på savannen. Hele området er indhegnet, og vi er bevogtet døgnet rundt.

Undervisnings-reservatet
Det er nærmest lige som at bo i et form for reservat: Et undervisnings- og udviklingsreservat, hvor hvide mennesker skaber rammerne om kenyanske unges og danske hjælpearbejderes indlæring. Et trygt og godt sted, hvor der er vand at drikke og mad at spise fra kæmpestore gryder to gange om dagen.

Daraja Academy har ikke bare navn efter broen over floden tæt ved, men betyder også i overført betydning en brobygning – mellem stammer. Det amerikanske par, der har startet skolen for tre år siden overtog bygningerne fra tidligere ejere. Engang har det været et sted hvor utilpassede amerikanske drenge, blev sendt på genopdragelse. Nu er skolen fyldt med teenagepiger fra hele landet. 23 ud af Kenyas omkring 42 forskellige stammer er repræsenteret her. Foreløbig har jeg kun lært fire af deres navne at kende: kikuyo’er, kanlinja’er, luo’er og masai’er - som de folk, der bor uden for vores hegn på savannen.

Blixens Afrika
Så da jeg er færdig med at rette artikler finder jeg meget inspireret af omstændigheder min afdøde farfars læderindbundne udgave af “Den Afrikanske Farm” fra 1937 frem.

Karen Blixens beretninger fra det koloniale Kenya i 20’erne tre timers rejse herfra mod syd gennem Rift Valley: “Jeg havde en farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong, skriver Karen Blixen… “Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til Solen, men Eftermiddagene og Aftnerne var klare og svale, og Nætterne var kolde”.  

Det er også sådan her er.

Og så skriver hun - meget apropos mit tidligere ønske her på bloggen om at finde “det rigtige Afrika”: “De indfødte Folk, det var Afrika i Kød og Blod… Vi hvide folk i svære støvler, og som oftest i stor Hast, skurrede altid mod Landskabet. De Indfødte var i Samklang med det, og naar de var på Vandring – altid een for een saa selv deres store Færdselsårer ikke er andet end snevre Fodstier – eller arbejdede i Jorden, vogtede deres Køer eller dansede deres store Danse og fortalte mig en Historie, så var det Afrika, selv der vandrede, lo, talte sine Hjorder, dansede og berettede om gamle Dage.”

Og selvom jeg lever i en tid, hvor jeg ikke nogen “indfødte” omkring mig  - men en broget skare af kenyanere - så forstår jeg Blixens følelse af at være et anderledes, og på nogle måder afkoblet, element i dette her på en gang frodige og farlige univers:

Daraja-pigerne springer for eksempel gennem det høje græs forbi min hytte med hver deres sølvfarvede spand på vej til pumpen. Frygtløse over for slanger – ser det ud til – for lige om lidt at vende tilbage gående lige efter hinanden på række i deres uniformer. To og tre af gangen med de tunge fyldte vandspande tilsyneladende let balancerende på hovedet.

Sådan ser det bestemt ikke ud, når jeg svedende kommer slæbende på min vandspand. Jeg tror jeg må spørge dem, om ikke de kan lære mig det en dag.

Jeg er pt bagud med blog-indlæggene, men hvis du læser med regelmæssigt, så venter der foreløbig en skræmmende beretning om HIV, kister, prostitution og soldater i militær-byen Nanyuki. En brunch-beretning fra syd for Ækvator. Billeder fra et politisk-satirisk dukkeshow fra Nairobi og en historie om, hvordan de lokale her på landet er i gang med at underminere deres egen fremtid ved at fælde savannens træer. - Skriv endelig kommentarer her på bloggen - det er muligt nu, modsat tidligere!

Benstøv og mudderskred

Det er ikke let at tage billeder i Kibera, Nairobis største slumkvarter. Faktisk risikerer man at få sit kamera smadret, eller hvad der kan være værre. Da jeg var på vej ud i slummen onsdag, havde jeg mit spejlreflekskamera på skødet i minibussen – af typisk matatu-størrelse med 8-10 sæder plus chaufføren – da en gruppe fyre pludselig fik øje på det.

Jeg havde ganske rigtigt taget et par billeder på den der skjulte måde, og ham, der spottede det uden for ruden, rejste sig energisk og med et rasende ansigtsudtryk råbte han til de andre på swahili. Der gik ikke mange sekunder, før de havde grebet den nærmeste sten og begyndte at kaste dem efter mig og bussen, som fór forbi. 

Slumturist

Jeg gemte selvfølgelig kameraet langt væk i min gamle militærrygsæk, egentlig lidt skamfuld over at være "slumturist" og fotografere mennesker og deres fattigdom. Med hvilket formål? Kan man spørge. Hvornår er det egentlig moralsk i orden at portrættere mennesker man ikke kender - uden at spørge dem - og tage et billede af dem og deres omstændigheder med sig for at dele det med andre? Journalister gør det jo sådan set hver eneste dag, og måske deraf har jeg ikke set det som et problem, før Mathilde spurgte mig efter oplevelsen i Kibera om, hvad jeg ville sige til, at der kom nogen og tog et billede af mig siddende beskidt og arbejdsløs i en dynge affald? Med min politik for at slette ethvert billede, der går imod min forfængelighed kan jeg absolut se hendes pointe? Måske jeg også ville få lyst til at smide en sten eller to i bar afmagt? 

Under alle omstændigheder undskyldte jeg min utidige fotografering over for chaufføren og mine rejsefæller, kenyanere såvel som danskere. Lokal-journalisten og bloggeren Collins forklarede senere at det måske ikke er så meget forfængelighed der får folk i Kibera til at rase over fotos, som den ide, at man ”stjæler deres billede”.  De ser det ifølge Collins sådan, at man stjæler noget reelt fra dem ved at fotografere dem og sælge billedet et andet sted. Så når jeg knipser et billede i slummen, tror de automatisk, at jeg tjener penge på deres ulykke et andet sted.

Og lige præcis det her med at stjæle. Det er, som jeg også har nævnt i mit blogindlæg "Frygt og fordomme i Nairobi", noget man går meget højt op i. Mine kenyanske venner fortæller mig, at folk faktisk bliver decideret lynchet for tyveri her i Kenya. Og det hænger igen sammen med fattigdommen, som Joseph, kenyaner og lærer på højskolen, forklarer: For et menneske, der arbejder under dybt forkastelige forhold og tjener 150 kenyanske shillings om ugen er det fuldstændigt utilgiveligt, hvis der komme én og stjæler de der 150 shillings, som i øvrigt svarer til omkring 12 danske kroner.

Og fattigdommen i Kibera er overvældende. Da Collins viste mig og en lille gruppe kenyanere og danskere rundt onsdag, blev vi vist igennem et kvarter med huse af helt tynde blikplader på stejle smattede mudderbanker og skraldedynger. Et mærkeligt brunt og beskidt virvar gennemskåret af jernbanespor og en lille flod og fyldt med smilende, legende børn, der passede andre børn og strakte hånden ud mod os med den åbenbart helt faste hilsen: ”How are you?” som selv de mindste havde lært at råbe efter en mzungu – hvid person – som jeg. ”How are you?” ”How are you?” Til det kan man ikke gøre meget andet end at række hånden ud mod de små og give deres fremstrakte hånd et let klask. High-five. Så kan de gå smilende hjem og fortælle deres mor eller ældre søskende, eller hvem de nu egentlig snakker med, at de har hilst på en mzungu.

Mudderskred
Den muntre stemning bliver dog hurtigt afløst af en mere ubehagelig smag i munden, da Collins peger på en række huse på en delvist sammenstyrtet skrænt ned mod floden. Her blev fundamentet for nylig revet med af regnen og folk blev begravet levende i mudderet. Det er ikke en rar tanke, når man ser sig omkring og ser små børn sidde alene på jorden og lege med et stykke plastic på en snor. Vi er her i solskin, og jeg er ved at falde på nogle af stierne mellem husene, som er halsbrækkende stejle og ujævne og fedtede – hvordan er her så ikke, når regnen siler ned?

Jeg har i en tidligere blog umiddelbart sammenlignet Kibera med en Roskilde Festival. På det tidspunkt havde jeg ikke set Kibera. Men når det kommer til akvititeten på stedet, er der dog stadig paralleller at trække. For der leves et tilsyneladende ivrigt handlende liv, hvor, ser det ud til, enhver i slummen har et eller andet der skal sælges. Peanuts med lilla overflade i små poser, små spande med kul, hvor der ser ud til at kunne være omtrent et kilo i hver. Trusser lagt ud på plastic på den stampede jord. Tomater, tilsyneladende rene, sælges fra en disk i vindue ud mod en af de stejle mudderstier, hvor man er så tæt på folk og deres huse og babyer, at man kun kan gå een af gangen. Og så er der slagteren. Et plasticvindue med udsigt til indvolde og lårben hængt på udstilling i varmen. Køllen ser mærkelig hård ud i kødet. Måske den er røget, så den kan holde sig? Og hvor længe kan det være siden, at indvoldene er gravet ud af dyret? Der kravler fluer på dem.

Knogle-pulver
Resten af dyret finder vi på et værksted lidt derfra i Kibera. Her sidder seks mænd indhyllet i hvidt pulver og filer på en stor stak ko-knogler, der ligger uden for værkstedet. De sidder ved hver deres skærsliber af en art og splitter og findeler, tilskærer og pudser knoglesplinterne til perler og rør, som i sidste ende bliver til smykker. Jeg indhallerer bitte små bensplinter, og Mathilde, der i sidste uge forærede værkstedet en bunke hospitalsmasker, mændene skulle have for ansigtet under arbejdet, må finde sig i at få en forklaring om, at de allerede er brugt op – maskerne. Måske er de brugt op – mere sandsynligt er det, at de er blevet solgt, mens mændene her sidder hvide af støv med knuste knogler i næseborene, i øjenbrynene. Overalt. Og laver smykker. Fine hvide og sorte smykker af ben fra køer og kameler, som jeg køber med hjem til smykkeskrinet. Her kan jeg komme hjem med stjålne fotos, håndlavede smykker og smil fra søde børn, mens mine turistshillings med stor sandsynlighed ender som mere plasticskrald i de brune bakker.

Korruption

Lokalavis-chefen Julius Ayome peger på et billede at et stort hul i jorden i et af de ældre numre af avisen “The Kibera Journal”, som han har ansvaret for.

Her var der bevilget penge til at bygge latriner i 2004. I 2008 står der i de officielle dokumenter, at projektet er færdigt.

Så sendte jeg mine folk ud for at tage det her billede, fortæller han, under et af mine besøg hos KCODA i Nairobis største slumkvarter Kibera i starten af september 2011. KCODA står for Kibera Community Development Agenda.

 

Og det er “business as usual”. Hvert år strømmer millioner af kroner ind til velgørende projekter, der skal forbedre livet for slummens beboere: Nairobis fattigste arbejderklasse.

54 milliarder kenyanske shillings de sidste 5 år, oplyser KCODA. Og hvor er pengene henne, hvis man kaster et blik på blikbarakkerne, snavset og de endeløse boder med tøj og sko, der som min veninde Charlotte forleden bemærkede her på bloggen med reference til Jacob Ejersbo, i øvrigt sagtens kunne se ud som om det kom et sted fra Vestens mange UFF-containere.

Under alle omstændigheder er det netop på grund af hullet i jorden, at Julius Ayome ser det som den lille “The Kiberal Journal”s fornemste opgaver at gøre magthaverne opmærksomme på den omfattende korruption, der får penge til slummens fattige arbejderfamilier til at forsvinde ud i den støvede luft.

Vi sidder i et dunkelt, lavloftet kontor i udkanten af Kibera - bag en låge med skiltet KCODA, en lang sti og endnu et aflåst jerngitter. Her ligger den lille barak, hvor The Kibera Journal bliver til.

Julius Ayome startede KCODA sammen med 10 venner, tilbage i 2002. De spurgte sig selv, hvordan de kunne støtte lokalområdet. Vi var trætte af, at medierne altid kun skrev om vold, mord og tyveri i Kibera: - “Vi havde brug for en platform, der talte Kiberas sag”, fortæller Julius. Vi skrev en række problemer ned for området og kom frem til, at det vi anså for at være det største problem var uvidenhed: Uvidenhed om hygiejne, stammekonflikter, rettigheder osv. Derfor besluttede vi os for at lave en avis, der kunne hæve lokalsamfundet og give Kibera en stemme.

Det er dog kun en ganske lille stemme avisen har med sit oplag på 3.000 farvekopierede eksemplarer, ‘ som udkommer, når der er penge til det. I øjeblikket har avisen kun een pc med programmet IN-Design i et rum ikke meget større end 7-8 kvadratmeter. Her kunne man også godt bruge flere midler og Julius Ayomes mål er derfor også at udvikle avisen, så den bliver reklamebaseret og uafhængig af fonde, hvor den i dag blandt andet er støttet af det danske MS Action Aid.

Alligevel er Julius Ayome tydeligt stolt af resultaterne. Efter at “The Kibera Journal” bragte billedet af hullet i jorden, dukkede latrinet pludselig op, så hans fotografer kunne fotografere det til en senere udgave af avisen. Og så kan man jo bare spørge sig selv om, hvor pengene til det projekt kom fra? Siger avis-chefen, der nu har fået lavet anti-korruptionsbokse til at sætte op i slumkvarteret, så folk kan tippe ham om lignende projekter, der bliver opgivet undervejs eller på mystisk vis forsvinder.

Som nu denne her bro: Julius Ayome viser os endnu et billede i avisen af nogle små børn der er på vej over en nybygget bro. I stedet for en reel plankebro, er der nogle tynde stivere med store mellemrum, som man kan gå over broen på, mens gelænderet ser nogenlunde færdigt ud. Det ser ud som om det barn der er på vej over broen på billedet kan falde igennem broen for hvert skridt. Når det er regntid løber vandet her, peger Julius Ayome. Hvad sker der så med det lille barn, hvis det falder gennem broen? Det er jo ikke ansvarligt at bygge en bro og så bare lade den stå sådan her.

Men det er ikke sådan lige at bekæmpe et problem, der efter alt at dømme er helt grundlæggende for det kenyanske samfund. Som en af mine nye elever fortalte mig i går, så er der et princip om vennetjenester i kenyansk kultur, som stikker meget dybt. “I’ll scratch your back – you’ll scratch my back”; sådan cirka oversat fra swahili.

Da KCODA-chefen for nyligt fandt frem til et referat fra en komite, der har uddelt penge til forskønnelse af den nærmeste skole med en lang række tiltag, der ikke har set dagens lys, fandt han adskillige navne på listen over folk, han kendte. Og “The Kiberal Journal” har da også oplevet mindst en sag med en journalist, der har modtaget penge.

I det hele taget fortæller mange hernede, at også journalister og redaktører sætter sig med ved det lyssky bord, hvor nødhjælpspenge og velgørende millioner pludselig skifter formål. Det sker her i slummen i det små, og det sker på de nationale medier og tv-stationer, som ikke er til at stole på. Som en tidligere journalist på en tv-station fortalte mig i dag, så er der masser af historier, der ender på redaktørens bord og aldrig kommer videre, fordi han eller hun har fået penge for at sylte dem.

Jeg overvejer om min 250 kroners donation til hungersnødsofrene for nylig nogensinde er nået frem i form af mad, og om det måske egentlig ikke havde været bedre, at jeg havde taget dem med herned og givet dem til en af kvinderne ude på gaden. Men det kan jeg jo nå endnu.