Tavshed og kulde
Der er intet varmt og indbydende over den gamle russiske hovedstads kilometerlange boulevarder. Og omkring 6 millioner indbyggere er ikke af den type, man som udlænding kan slå en sludder af med. For de russere jeg har prøvet at tale med, kan ikke et ord engelsk
Og de ser nærmest forkrækket på mig, når jeg åbner munden. Nogle smiler undskyldende, andre viger helt tilbage, når man spørger efter en restaurant. Så jeg må nøjes med at kigge på dem for at lære dem at kende på deres ydre:
Pels og pynt
De blege ansigter. Og typiske østeuropæiske frisurer med dusket pandehår og korte nakker som var moderne i Danmark i 80'erne - og stadig kan findes i provinsen derhjemme. Drenge i sorte frakkeuniformer med lange skøder, epauletter på skuldrene og store sorte pelshuer. Og kvinder i høje støvler, taljerede dynefrakker og hætter med pelskant.
Taxa-bedrag
Og så er der en taxachaufføren fra lufthavnen, der aner en mulighed for at gøre en god forretning og fordobler prisen på taxaen efter endt kørsel, så en 20 minutters køretur pludselig koster 800 kroner. Det gør den ikke! Men han har slået et taxameter til undervejs der virker lidt for effektivt, og da vi er ved Ibis Hotel er det klikket op på et uhyrligt beløb - som vi ikke betaler. Heller ikke da han truer med at ringe til politiet.
Som altid når jeg ankommer et sted prøver jeg at tune mig ind på sjæl og dybde. Jeg prøver at forstå alt det der er underligt og anderledes. Hvad der gør taxachaufføren til en bedrager?
Hvad der glimter
Og hvorfor russerne mon er så vilde med alt det, der blinker og glimter: Svulstigt store ravsmykker og funklende grønne sten skinner om kap fra bugnende smykkeforretninger i storcentrene med lyskæderne på facaden.
Under asfalten
Men jeg synes, det er svært at komme "ind under asfalten" på Putins fødeby St. Petersborg, der på mange måder bare er en stolt kæmpeudgave af København med det kyriliske alfabet på plakater og skilte, isglatte fortorv, beskidte biler og blinkende julepynt.
Rødbede
Det nærmeste jeg foreløbig er kommet til følelsen af "russisk sjæl" er smagen af rødbedesuppen borsch serveret af en tjener med mørkt hentehår og et hvidt viskestykke over armen i en restaurant med traditionel russisk samovar - en temaskine - og en vodka med navnet "Kalashnikov" på menukortet.
Kalashnikov-vodka
Men spisestedet var umiskendeligt skræddersyet til turister og lå i forlængelse af The Vodka Museum, så omend den nostalgiske atmosfære af gammel-russisk stil virkede autentisk, så spejder jeg stadig ihærdigt efter andet end mit eget spejlbillede i julekuglen:
En gåde
Så jeg kan forstå, hvad det er der bevæger russerne, og hvor de bevæger sig hen? Jeg tror det bliver svært. For som Winston Churcill bemærkede tilbage i 1939 om nationen: "I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma". Så der skal kigges dybt i julekuglen de næste dage. Vi får se, hvad der viser sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar