Diamant Jubilæet

Foto fra festkoncerten på The Buckingham Palace som omkring 250.000 briter fulgte på storskærme, The Daily Mail.

Det er ikke så tit man kommer til at opleve en iscenesat event med så stor verdenshistorisk og national slagkraft, som den der blev iscenesat i London denne weekend. Og derfor kan jeg ikke lade være med at følge op på mit netop overståede besøg i den britiske hovedstad med lidt eftertanke:

Symbolets kraft
For selvom det langt fra var planen med vennebesøget i London, så kom Dronning Elisabeth II's 60 års jubilæum til at farve hele min oplevelse af byens mylder under dette mit ottende besøg i den britiske hovedstad. På trods af, at mine venner ikke er royalister, og jeg selv ofte har  svært ved at se monarkiets rolle i et moderne samfund:

For hvad skal vi med en dyr kransekagefigur i et guldbur, hvis magt kun er symbolsk?

Men i trange tider, som dem vi er i nu, hvor økonomien skranter, sammenhængskraften udfordres af globalisering og verden skifter gear, markerede Dronning Elisabeth Den II's jubilæum for mig en exceptionel opvisning i, hvordan en folkefest omkring monarken kan bruges til at styrke et samfund og dets fællesskab: Og selve fejringens intensitet tyder da også på, at netop det, er noget, man mener, er vigtigt i Storbritannien i dag, hvor 11,9 procent af befolkningen i Storbritannien - over 7 millioner britiske statsborgere - er født uden for landet - mod 4,2 procent da Elisabeth overtog tronen fra sin far i 1952.

Købelyst og Commonwealth
Det gælder indadtil folkeligt, når 1000 både i ti graders trist sommervejr, hård vind og styrtende regn med maorier i bastskørter, sportsfolk og journalister ved årerne glider ned af Themsen, der i Londons tidligere historie udgjorde hele pulsåren for byens liv og vækst. Og min ven Patricks mor kan fortælle om udsolgte butikker i forstæderne, hvor gær, mel og sukker er revet væk, fordi hele landet bager jubilæumskager. Det giver ikke mindst lidt ekstra indtjening til de forretningsdrivende.

Og det gælder udadtil globalt, når dronningen med en kolossal diamant tænder en fakkel, som ligeledes tændes overalt i det gamle kolonirige: Fra Australien til højlandet i Kenya. Jubilæets historiske dimension blev i den grad brugt til at trække trådene tilbage til det koloniale og postkoloniale britiske Commonwealth.

Klar til OL
Også helt konkret pegede "The Jubilee Weekend" fremad. For mylderet af gadefester under "Union Jack"-flaget var en praktisk øvelse inden det forestående OL, som Londonerne frygter vil vælte byen med den i forvejen hårdt pressede infrastruktur - ikke mindst metroen, der fra tid til anden står stille, når der mangler strøm, eller dørene blokeres af menneskemasser i myldretiden.

Før, nu og i fremtiden
Historien om "The Diamond Jubilee" hæver sig dog op over de praktiske forhindringer og fortæller med pomp og pragt om et imperium, der har handlekraft, mod og ånd nok til at gøre, hvad briterne selv tror på, og besnære verden: Før, nu og i fremtiden, hvis man da lader sig forføre af magien.

Og det er faktisk en så stor historie, kommunikeret så bredt og massivt til folket og hele verden, at det rækker imponerende langt ud over nyhedsdækningens sædvanlige tomgangssludren om bådenes vægt og antallet af fremmødte, som gennemblødte BBC-reportere rapporterede fra Flåde-sejladsen på Themsen søndag. - Hvad de da også fik hug for i de britiske aviser efterfølgende, hvor kommentatorer skrev om nye lavpunkter for BBC.

Når de royale begivenheder bliver formidlet som en reportage om personers forbrug af skattemidler bliver det nemlig vældig uinteressant. Den form for reportage har meget lille kraft, sammenlignet med netop den samlende, følelsesladede fortælling, der forener det enkelte menneske og den konkrete begivenhed med det store hele. Med historien og de lange linier.

Det er her det mytiske element ligger, det der gør, at fortællingen kan rykke folk og skabe udvikling:

Diamonds are forever
Og det lykkedes altså for briterne her i weekenden, så jeg nu sidder hjemme i sommer-grå København og småfryser i min "Union Jack"-røde sofa og tænker imponeret tilbage på i går, hvor min ven Patrick og jeg stod og så den fuldmåneoplyste aftenhimmel over Buckingham Palace bliver oplyst af et gigantisk festfyrværkeri, der foldede sig ud som kronen på værket efter en jubilæumskoncert på slotspladsen med ene verdensstjerner: Fra Kylie Minogue, Stevie Wonder, Elton John, Cliff Richard, Grace Jones over Sir Paul McCartney, der sang "Magical Mystery Tour" og Shirley Bassie's 007 hit: "Diamonds are forever".

Det, der har betydning, består, kunne man fristes til at skrive: Og det, der ikke har, forgår. Og dronning Elisabeth II har tilsyneladende betydning som symbol, fordi symbolet kan samle mennesker og nationer på tværs af grænser, religioner og tidszoner.

Og hun har da også med værdighed og dedikation taget den rolle på sig livet igennem. Fra hun indtrådte som 27-årig dronning i1952 og overtalte Churchill til at lade kroningen blive sendt på tv og frem til i dag, hvor hun 86 år gammel i næsten fire timer står ret i øsende regn og vinker til bådene på Themsen. Så giver det pludselig mening for mig, at Elisabeth har 1200 mennesker i husholdningen på Buckinghamshire Palace, otte limousiner og en samlet formue på omtrent 310 millioner pund, som Forbes magazine har skønnet.

Verdens bedste propagandister
Efter sådan en gang dronninge-røgelse må jeg erkende, at Elisabeth, der i øvrigt er første dronning på facebook, Det Britiske Kongehus, og de der står bag planlægningen af "The Diamond Jubilee" utvivlsomt må tælles blandt verdens bedste PR-folk:

Og at man på fastlandet i Europa måske skulle overveje at hyre nogle af dem, omend det kan synes at være lige lovlig sent at begynde historiefortællingen om et dybere skæbnefællesskab i Europa, hvor EU stadig lider under at være kommet til i skyggen af Hitlers slagkraftige vision om et tredje rige.

Keep Calm and Carry On
Selvom "propaganda" i dag har et voldsomt negativt ladet udtryk, så tror jeg efter weekendens oplevelse at Storbritannien og fælleskabet i Commonwealth - på trods af sin blodige fortid - har den fortællingens kraft i sig, der skal til, for at den enkelte tager sig sammen og arbejder for fællesskabet - hvad der netop er brug for i Europa lige nu:

Som budskabet på min "Diamond Jubilee" souvenir: En lyserød Tedåse med krone og Union Jack: "Keep Calm and Carry On": Et budskab oprindeligt trykt på 2,5 millioner plakater af den britiske regering under 2. verdenskrig og nu genopfundet i en ny svær tid for imperiet.

Se det britiske kongehus' suveræne hjemmeside her:
http://www.royal.gov.uk/

BBC's jubilæums-dækning med masser af historisk baggrund:
http://www.bbc.co.uk/news/uk-17500000?ocid=emea_DJ_display_bbccom_728x90

Og den 86-årige Elisabeths egen takketale for jubilæumsfejringen, der sluttede i dag:
http://www.royal.gov.uk/LatestNewsandDiary/Pressreleases/2012/TextofTheQueensDiamondJubileeMessage5June2012.aspx

Og så lige en film, der fortæller hele historien om "Keep Calm and Carry On", som Siri henviser til i kommentarerne herunder:
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=FrHkKXFRbCI

"The Lightness of Being", Chris Levine, 2004: Portræt af Dronning Elisabeth II, udstillet lige nu på Saatchi Gallery i London i en Google-sponsoreret foto-udstilling.

Den tidligere Take That-forsanger Gary Barlow fik samlet et band af blandt andet kenyanske piger til at synge hymnen "Sing" til dronningen ved koncerten mandag aften den 4. juni. Særligt komponeret til The Diamond Jubilee.