Fort Afrika

Jeg er lige blevet opgraderet fra det fugtige værelse nummer tre i stueetagen på YMCA hotel i Nairobi til single-værelse 33 på første sal. Det betyder, at jeg denne nat ikke skal ligge vågen til lyden af en infernalsk hvinende larm fra en taxa med, hvad jeg skønner, er stærkt defekte bremser ude på p-pladsen foran hotellet. Chaufføren vendte time efter time tilbage, så lyden kunne stå lige ind af det åbne trådvindue over døren, som sikrer en mild brise af natteluft i at komme ind i værelset. 

Ved swimmingpoolen

Derfor tilbragte jeg også det meste af morgenen og formiddagen på hotellets terasse med træthedshovedpine og computeren tændt for at forberede forløbet af workshoppen i slummen på onsdag. En smilende tjener serverede en lun chipata-pandekage og sort kaffe på min bestilling til en pris, der svarer til omkring 9 kroner, og foran mig er udsigten til grønne palmer og en swimmingpool, hvor et par muskuløse sorte fyre er i fuld gang med deres træning. 

Og midt i det her slidte Jørgen Leth-agtige øjeblik kommer jeg til at sidde og grunde over min veninde Mathildes kække ironiske kommentar om, at nu har Gry rigtig nok været på expat-internetcafe i Nairobi og besøgt slumkvarteret og været ude og danse med udlandsdanskere. Og så erklærer hun frejdigt, at hun elsker Afrika. 

Bag tonede ruder

Jeg indrømmer det gerne. Jeg har ikke set Afrika endnu. Efter fire dage, har jeg - akkurat som derhjemme - kørt en masse i taxa, shoppet, hængt ud på facebook og iscenesat mig selv i den afrikanske kulisse jeg har gået og drømt om så længe. Men jeg har øjnene åbne på vid gab. Og faktisk er det som i så mange andre globaliserings-forstyrrede storbyer rundt omkring, ikke så let, når alt kommer til alt. Ikke mindst her, hvor der er tonede ruder og pigtråd og vagtværn og regnskyer for sol og måne hele tiden. 

Hvor er det egentlig henne, det der Afrika?

Frk. Kolonist
Her sidder jeg på hotelterassen i Nairobi, mens tjenere med høje hvide kokkehuer stiller det lange frokost-buffet-bord op på terassen med indbagt fisk og kyllinger og mosede kartofler i fade i bedste "Nord og Syd"-stil. Hvor længe er det nu egentlig lige siden, at vores forfædre var kolonister, og scenen her foregik på et helt andet kontinent på noget nær samme vis. Fra kolonist til hjælpearbejder på godt halvandet hundrede år. Nogle ting ændrer sig, andre gør ikke.

Sover de?

Og så går jeg ud på P-pladsen og sætter mig ind i en taxa med tre andre piger fra MS og chaufføren starter bilen, der sætter gang i den karakteristiske lyd af hvinende bremser, der får mig til at spørge nervøst, om det nu også er forsvarligt at køre ud i Nairobis dødstrafik med den lyd i baghovedet. Men chaufføren ignorerer mine klager, og det gør de andre piger så også. Vi siger ikke noget. Vi kører bare ud.

Hele vejen til den danske ambassade, hvor pigerne skal stemme, med udsigt til kurve- og møbelforretninger i vejkanten og sælgere, der kommer gående på vejens midterstriber med uroer og levende kattekillinger til salg. Og folk, der ligger og sover i parker og grønne midterrabatter, så dødstille ligger de - ofte i tilsyneladende akavede positioner - at et eller andet i mig et kort sekund tvivler på om disse mennesker nu også er levende. 

Er det det rigtige Afrika, jeg ser der? Og er de mennesker derude - i det der ingenmandsland - fordi jeg sidder her i bilen med min Karen Blixen-hud og min khakibluse og mine dollars? Og når jeg følger den tankerække, så kan jeg godt pludselig blive lidt nervøs for at møde det der “rigtige Afrika”: 

Alpehytten

Mandag aften er vi til middag hos Action Aid Kenyas indiske direktør. Her går taxaturen ud på villavejene, hvor huse og indkøbscentre ligger som fængsler med ståltråd og meterhøje hegn med elektricitet i og store porte med CCTV-skilte og vagter. Gerne masaier, har jeg fået fortalt: Masaier er krigerfolk, så de er gode vagter. Og når man så kommer ind bag porten er det til et bygningskompleks, der ligner en Disneyudgave af en schweizisk alpehytte:

Huset er et helt lille fort af røde og gule sten og voldsomme røde murstensaltankasser, bugnende fulde af slyngplanter, der vælter ned af murene i en form for planlagt vildskab. Dertil kommer et bindingsværkstårn, der rager op over komplekset og gange og en gård med en mini-dam i swimmingpoolblå med en lille bro over og masser af grønt så velholdt, at det næsten kunne være af plastic i den lækre, lune aftenluft. Foran huset i sikkerhed bag hegnet, står der firehjulstrukne biler med ekstradæk på bagsmækken og UN-skilte i forruden. 

Ingenmandsland

Og når man så kører ud af den her port igen i en stor lækker taxa med tonede ruder på bagsædet, så verden uden for ikke kan kigge ind, som chaufføren forklarer mig. Så er det lige ud på en vej, der lige så godt kunne have ligget et sted, hvor der lige har været krig: Vejkanten er fyldt med store sten og brokker. Asfalten er støvet og hullet som efter et angreb. Telefonpælene er så ramponerede og skæve, at de ligner afgrenede træstammer på vej mod fældning, og gadelyset svagt gult og uendeligt sparsomt. 

Alt er til salg - eller i forfald

Er det herude – i det golde mørke – at det rigtige Afrika gemmer sig? Og er dette "rigtige Afrika" noget, som man bliver nødt til at bygge et fort for at beskytte sig imod? Herude hersker forfaldet i hvert fald uhindret i mellemrummet mellem gitre og porte. Og jeg spekulerer over, hvad det er for mekanismer, der gør, at planter ser ud til kun at blomstre bag jernlåger i Nairobi? Og at alt tilsyneladende er til salg eller i forfald.

Løver og hyæner
Er der mon noget af Afrika tilbage, der ikke kan sælges? Og hvor farligt og sultent mon det er? Som Mathilde og Joseph fra MS-platformen fortalte tidligere på aftenen: Så blev en kvinde for nylig flået halvt ihjel af en løve derude, hvor vi skal til senere på ugen. Hun var på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted, lyder forklaringen. Så tæt på skal jeg altså ikke på det rigtige Afrika. Men efter sigende kan jeg høre hyænerne hyle fra min hytte derude på savannen, og efter en nat med hvinende bilbremser er jeg forberedt. Sådan da.