Safari - på vildspor

Jeg er på vej hjem fra rejsen til Afrika. Ekstremt vemodigt. Jeg befinder mig langt over kontinentet i meget sikker afstand fra sol og støv i en Kenya Airways flyver på vej mod Amsterdam – jeg uploader først det her indlæg, når er jeg landet hjemme i Danmark igen. Det bliver det sidste fra Kenya i denne omgang.

Og når jeg hæfter mig ved, at jeg er i sikker afstand, så er det i hvert fald alt andet, end jeg var forleden, da min veninde og kollega fra højskolen, Mathilde, og jeg var på safari i egen bil i Ol’ Pejetas Conservancy - tre timers kørsel fra Nairobi og blot en halv fra vores eget hjem uden for Nanyuki. Safariparken er en mindre af slagsen, men stor nok til at rumme The Big Five: Løven, vandbøflen, elefanten, leoparden og næsehornet. Og det var lige præcis en af dem, vi mødte, så hjertet et ganske kort øjeblik sad helt oppe i halsen på mig. 

Vi var kørt afsides via et smalt spor gennem bushen og ind igennem en åben gate med skiltet "Road Closed" på ... Den blokerede dog ikke vejen, så vi kørte derned. Undervejs skurede tre-fire lodrette metalsnore mod bilens tag - et vildthegn ophængt mellem træer, som giver elefanter og andre store dyr stød, når de går igennem. Vi kørte videre. På et tidspunkt kommer vi ud af det lave krat og bevoksning med træer og buske i et mere bakket terræn, hvor store flokke af tilsyneladende vildt kvæg holder til. Der er mange dyr men ingen spor af mennesker, og vi føler os lidt alene i vores høje Toyota Hilux, da vi kører rundt om en bakke - og pludselig ser et næsehorn. 

Det ser vredt ud. Vi når ikke helt at afgøre, om det er et hvidt eller et sort næsehorn. Men dyret er stort og står blandt kvæget, og det bliver tilsyneladende lige så overrasket over at se os køre frem fra stien der helt tæt på, som vi bliver over at se det – helt drømmeagtigt i det lidt overskyede vejr sidst på eftermiddagen.

Næsehornet bevæger sig utvetydigt aggressivt vendt mod os. Det går hurtigt frem og tilbage med al fokus rettet i vores retning. Ligesom for at tage tilløb. Vi bakker meget hurtigt og forsvinder ud af næsehornets dårlige synsfelt. De er nærsynede, næsehornene. Men kendt for at være hidsige og ikke at holde sig tilbage fra at angribe - også biler.

Det var lidt som et syn fra en drøm, og vi prøver i et par minutter at mærke efter, om vi nysgerrigt tør kigge frem igen. Jeg stiller mig op i bilen med overkroppen ud af vinduet, for at se, om jeg kan skimte næsehornet. Men det kan jeg ikke. Det føles dog, som om det venter på os, lige der bag bakken. Vi ser os om efter andre safarigæster, men der er virkelig ingen af de guide-drevne safaribiler og busser at se. Så bliver vi enige om, at det er bedst at køre tilbage, hvor vi kom fra. Ingen grund til at lægge sig ud med et næsehorn, som vi en gang har gjort vredt. 

Vi har på det tidspunkt allerede været i een farefuld situation den dag, så det var nok meget klogt ikke at friste skæbnen et sted, hvor man ved indkørslen får at vide, at parken ikke bærer ansvar for dødsfald ved mødet med de vilde dyr i området: Tidligere på formiddagen kørte vi forbi store flokke af gnavne bøfler i det åbne savannelandskab med græssende zebraer, giraffer, smukke impala-antiloper og vortesvin, der løb komisk let henover savannen, med deres tunge uskønne hoveder og bittesmå haler vejrende i vejret som hunde. 

Vi har set strudsehanner med lyserøde ben, der signalerer, at de er klar til parring, og han-bøfler smurt ind i mudder, der markerer deres maskulinitet og et enkelt hvidt næsehorn. Men så kører vi ind i et terræn med lav bevoksning af buske og træer og taler om, hvordan løverne med største lethed kan snige sig ind på byttet i dette terræn med højt græs og buske. Der er efter sigende både løver og leoparder i området. Der er vand foran os på stien i en fordybning og spor ude i græsset fra en bil, der har kørt udenom. Mathilde foreslår, at vi tager sporet udenom vejen, men jeg har ikke lyst til at køre ud i det høje dybe græs, der heller ikke ser tørt ud. Tænk hvis vi sad fast dér.

Så vi kører ligeud, gennem stiens mudder. Og så kommer vi ikke videre - og så går motoren ud.

Det går ret hurtigt. Mathilde starter igen. Vi kommer ingen steder. Og igen - og igen. Hjulene på den store firehjulstrukne vogn glider dybt rundt i mudderet. Jeg har i dagens anledning været så tåbelig at tage sandaler på, da jeg har efterladt mine tunge udtrådte støvler i Nairobi. Så dem starter jeg med at tage af for i bare fødder at gå ud af bilen for at prøve at lægge nogle eksemplarer af de kenyanske aviser "The Nation" og "The Standard" under hjulene. Der svømmer haletudser rundt i det grå ler agtige mudder uden for bilen. Jeg placerer aviserne, og Mathilde kører, og nyhederne rækker overhovedet ikke til at flytte os noget sted hen.

Hvad gør vi så? Jeg kigger på bevoksningen udenom bilen, der ser fredelig ud. Mathilde sidder inde i bilen bag rattet. Hvert et øjeblik kan der komme et eller andet springende, som jeg slet ikke er klar til at forsvare mig imod, med mudder op og ned af arme og ben. Vi prøver at ringe til sikkerhedsfolkene i parken, men der er ikke noget signal. Jeg går så langt væk fra bilen, jeg tør, for at finde et signal, og der er bare ikke noget. Så hører vi en motor, og ranger Stephen, der er på en eller anden form for næsehorns-ekspedition kommer kørende på sin beige-farvede motorcykel med khaki-jakke og store støvler.

Han og jeg går sammen i gang med at fore hullerne foran og bag bilen med afbrækkede grene med grønne blade fra buskadset. Og kæppe fra et visnet træ, der langsomt skaber et fundament, som bilens hjul kan få fat i i pløret. Mathilde prøver at køre frem, og bakke. Frem og bakke. Det tager en times tid, og jeg føler mig sært oplivet af udfordringen. Og så er vi endelig fri. Når nyhederne og mobilen ikke er stærke nok, så er naturen det. Senere insisterer en flink park-guide på at vaske mine elefant-farvede fødder med vand fra flodheste-floden. Og ved frokosttid ligger Mathilde og jeg på liggestole ved swimmingpoolen i Sweetwaters Tented Camp med udsigt til giraffer, der drikker vand, vortesvin, der parrer sig og marabustorke, der letter og lander.

Det er dog ikke slut med spændingen hverken før eller efter mødet med næsehornet. 

Da dagen er ved at være omme, og vi har set en løveflok på stor afstand hvile sig i solen, og kørt helt tæt på en rolig flok græssende elefanter med store blafrende ører, lykkes det os at forfølge nogle andre safariturister for at ende på et vildspor, der godt nok giver os synet af bøfler, der drikker vand ved en sø i solnedgangen, men samtidig resulterer i, at vi kører om kap med tiden for at nå ud af parken, inden alt bliver buldrende mørkt, og gaten lukker.

På det tidspunt har vi fået en eller anden kæp i hjulet, hvis torne ridser i lakken, så det siger en høj skærende lyd inde i bilen, og skumringen uden for presser sig mere og mere på. Og vi aner ikke, hvor vi er. Indtil vi ganske kort før lukning kommer ud i det fri og finder en sten med en pil mod vores exit. Så hamrer Mathilde speederen i bund, så vi kan komme ud på de bulede veje og ind til restauranten Kongoni i Nanyuki og drikke de sidste Tusker-øl, før min afrejse. De smager fantastisk efter alle eventyrene.