Rejsefeber

 

Jeg er på vej til Afrika - nærmere bestemt Kenya - for at arbejde for MS Action Aid. Jeg skal undervise i journalistik og være dels i Nairobi og dels på savannen nær byen Nanyuki ved Mount Kenya - på kanten til det tørkeramte nord. Jeg glæder mig meget - og har første gang i mange år rejsefeber. Det kan måske skyldes rejse-litteraturen, som jeg har brugt til at forberede mig på at skulle til Afrika for første gang i mit liv. Jeg har kastet mig over helt åbenlyse bøger: 

Jacob Ejersbos "Eksil" om en rodløs britisk teenagepiges helt igennem udsigtsløse liv på en kostskole i Tanzania og klassikeren "Ibenholt" - en samling rejsereportager af den polske journalist Ryszard Kapuscinski - om stamme- og klansystemener, trolddom, kriminalitet, Rwandas blodige borgerkrige, Idi Amins massakrer i Uganda og selvfølgelig slanger, overfald og malariafeber, der isner knoglerne. Den slags lekture kan godt gøre een lidt urolig inden en rejse. Og ingen af stederne er der safari-romantik eller "Out of Africa"-skønhed af den slags, jeg slugte råt som barn med det største ønske at stå på savannen og kigge på baobabtræerne og elefanter i flok.

Jeg synes, at det er tankevækkende, hvor lidt jeg ved om kontinentet Afrika på trods af mine 30 år og den globalisering, der ellers skulle gøre, at hele verden rykkede tættere på mit trygge liv her i Danmark - ikke mindst i kraft af, at jeg går forbi afrikanere eller mennesker med afrikansk afstamning på gaden i København hver dag. Hvorfor ved jeg så så lidt om, hvad Afrika er? Og hvorfor er der egentlig så få  bøger på hylderne i boghandlerne, der beskæftiger sig med noget så stort som det ressourcerige og fattige kontinent mod syd? Så Jakob Ejersbos dystre barndomserindringer om et fortabt sted og en fortabt følelse og en eventyrlysten polsk journalists fantastiske fortællinger er de to stemmer, der alene får lov til at tegne mit første billede af Afrika? Det slår mig virkelig under min forberedelse til denne rejse, hvor lidt jeg i mit liv har beskæftiget mig med virkelig at forstå og følge Afrikas udvikling - og ikke bare drømme om det eksotiske Afrika - fra Hollywood.

Derfor skal der ikke så meget ny information til, før jeg føler mig vældigt oplyst. Undervejs i "Ibenholt" har jeg fundet en passage fra 1975, der sætter den store nødhjælps-indsamling til Afrika i et deprimerende historisk lys. Ryzcard Kapuscinski er i Etiopien, og her oplever han, hvordan en torveplads i en lille by er fyldt med boder, der bugner af byg, hirse, bønner, fårekød, løg og tomater.

Alligevel ligger der på gaden udmagrede mennesker i snavs og støv for "tørken have berøvet dem vandet, og solen havde brændt deres afgrøder", skriver Kapuscinski, og konkluderer "den store hunger var ikke udsprunget af mangel på fødevarer, men var et resultat af umenneskelige relationer. Der var tilstrækkeligt med fødevarer, men da tørken kom, røg priserne i vejret, og de fattige bønder havde intet at købe for."

Det triste her er, at situationen i Østafrika i dag er den samme som i Etiopien dengang. En af mine bekendte, der bor i Nairobi skrev på sin blog forleden, hvordan markederne i Kenyas hovedstad bugner af friske madvarer, mens mennesker ligger og dør i flygtningelejren Dadaab i Nordkenya ved grænsen til Somalia. Det er ikke mangel på mad, der gør det, men et umenneskeligt system. 

Jeg talte med en korrespondent om problemet for nylig i forbindelse med et radio-interview, og han fortalte, at den kenyanske regering generelt ikke er interesseret i at hjælpe nomadefolkene mod nord, der altid kæmper mod tørken i området. 

Min lokale kontakt i Kenya skriver også til mig, at Transparency International for nylig i en rapport har påvist omfattende korruption i forbindelse med millioner af kenyanske shillings, der skulle have været brugt til tørke-forebyggelse i Kenya. Viljen til og indsatsen for at klare det her problem lokalt og langtrækkende mangler. Og som korrespondenten sagde: Regeringen i Kenya og nabolandene kalkulerer med, at de internationale nødhjælpsorganisationer rykker ind og hjælper med at mætte de sultende. 

Så derfor tænker jeg nu efter lørdagens store indsamlingsshow på tv: Når vi donerer penge til Østafrikas hungersnød, så går vi ind med akut problemløsning, som vi plejer og har gjort i årtier, men måske er vi også i kraft af uvidenhed og manglende reel interesse i, hvad der faktisk foregår i Afrika, med til at holde et mønster ved lige, der gør, at der også om et år og to år - og måske 30 år - ligger sultende mænd, kvinder og børn udmattede hen i afrikanske flygtningelejre med fluer i øjnene, så fremtidens kronprinssesse Mary og "kronprins" Pind fra Venstre kan komme forbi og lade sig fotografere foran tragedien. Det er ikke, fordi jeg kritiserer dem for at bidrage til at mætte sultne munde lige nu og her. Det er bare for at sætte tingene lidt i perspektiv. 

Selv skal jeg ikke til flygtningelejren Dadaab, mens jeg er i Kenya. Min rejse går på at samle ny viden til at tage med hjem og dele ud her - og at give den jeg har fra mig dér. Jeg glæder mig vildt og har pakket mine rejse-talismaner ned i den gamle militærrygsæk fra 50'erne, så jeg er godt beskyttet mod slanger, overfald og feber i det hele taget.