Frygt og fordomme i Nairobis lufthavn

Jeg ankommer udmattet i Nairobi torsdag aften og stiger af flyveren med min militærrygsæk knuget ind til maven uden helt at vide, hvad der venter mig. Jeg ved, at min kontakt Mathilde er her for at hente mig, men jeg er to timer forsinket fra Amsterdam, hvor flyet havde motorproblemer inden afrejsen, så hun har i hvert fald ventet længe. 


Nairobis Jomo Kenyatta-lufthavn, opkaldt efter landsfaderen, der bragte Kenya demokrati og sig selv på pengesedlerne, er et af de her typiske ikke-steder, som så mange transit-haller, hvor folk fra alle folkeslag går igennem uden at blive længe. En blanding af shopping-center med meget billigt udseende smykker og elektronik til salg og et bederum med små tæpper fra væg til væg og mennesker siddende på gulvet og i hjørnerne. Ventende i varmen. Klokken er omkring ti, og mørket udenfor får bygningen til at lukke sig klaustrofobisk sammen om een.


Turen igennem gang-tunnellen fra flyet fylder mig med utålmodighed, fordi jeg går bag en lille mama i en gul, grøn dragt af den for afrikanske midaldrende kvinder så karakteristiske skjortebluse med matchende lang nederdel. Hun ruller sin rejsetrolley efter sig på en måde, der gør at hun og tasken akkurat blokerer hele gangen. Fremad går det men i et adstadigt vuggende tempo, der bestemt ikke matcher mine lange skridt. Og jeg har bare ikke rigtig lyst til, som det første i et nyt land at mase mig forbi hende, der tydeligvis har mere hjemme her end jeg. 


Så jeg tager nogle langsomme skridt, indtil vi er helt igennem lufthavnen,  hvorefter jeg hurtigt lokaliserer den for de førstankomne passagerer usynlige visa-skranke, hvis kø derfor er væsentligt kortere end den første jeg ser. Og her stiller jeg mig så svedende og svajende af varme og træthed til at glane adspredt på dagens nyheder fra Kenya på en skærm på væggen: 


En smuk sort kvinde med blankt hår og en lige så blank stram satinkjole, der på ingen måde skjuler hendes på vestlige medier helt usete former hos en nyhedsvært, lægger op til en nyhedshistorie, der handler om en tvist mellem to stammer om en afdød advokats sidste hvilested. Den ene stamme  har bygget et helt lille mausolæum til manden, som tydeligvis har en heltestatus hos dem, mens hans enke, der tilhører en anden stamme, kæmper for at få begravet ham hos hende, ifølge hende efter den afdøde mands eget sidste ønske. Begge sider i sagen bliver grundigt hørt – og historien på alle måder grundigt dækket, og jeg tænker i mit stille sind, at det da er lidt uforståeligt, at der virkelig ikke skal mere til at få sindene i kog her i landet – selvfølgelig vel vidende at stammekonflikter i Afrika er mange og lange og ligger til grund for det meste af al den uvæsen, der har præget kontinentet.


Det bliver min tur til at få kenyansk visa, og de der kender mig og min taskeorden ved, at selvom jeg har stået i kø længe, så er der som regel lige noget, jeg har glemt at fiske frem. Så jeg giver den flinke visa-mand mit pas og mine på forhånd sirligt udførte visa-ansøgningspapirer og roder endelig mine US dollar frem for at finde ud af, at der kun er 40 i den pung, jeg har mellem hænderne, og ikke de 50 jeg skal bruge, og som jeg tvivler på, om jeg nu overhovedet har. 


Lige et øjeblik, siger jeg og roder febrilsk i militærtaskens virvar af journalistik-foldere, kuglepenne, guidebøger, computerledninger og kvitteringer. VISA-kontrolløren beder mig om at se mod det lille runde webcam på bordet og så stille mig til side og finde mine penge. Det gør jeg så, og finder, svedende, træt og forvirret endelig de 10 dollars, jeg mangler, og vil så betale dem. Der mangler 40 dollars, siger manden. Jamen dem har jeg jo lige givet dig sammen med passet, siger jeg og hæver stemmen. Det her er lige præcis det, jeg er blevet advaret om alle vegne. "De" snyder og prøver at snyde dig hele tiden, har alle mine kontakter fortalt inden turen. Det skal du forberede dig på. Og knap har jeg sat mine ben i Afrika, og så bliver jeg hustlet på værste vis af VISA-kontrollen.


Så jeg insisterer, stadig svedende, træt og nu også med bedende øjne på, at jeg har givet ham pengene, og at de må være der. Han har en stor stak pengesedler liggende hulter til bulter foran sig på bordet, som han tager mellem fingrene og lader falde demonstrativt, som om han kan føle, at de ikke er mine: Hvor er de dollars? Jeg har ikke set de penge, siger han. Jeg skal bare betale. Det er simpelthen så groft. Og jeg kommer ingen vegne med min lille scene. Manden ekspederer folk bag mig, køen bevæger sig videre, og jeg står ude på sidelinien og sms’er til min veninde Mathilde, at nu er jeg altså blevet snydt og har ikke dollars nok til visa. 


Men da jeg så er faldet lidt ned, kommer tvivlen med ét op i mig, så jeg bukker mig ned og finder med største lethed de fire krøllede 10 dollar-sedler i min pung i tasken. Præcis hvor jeg mente at have taget dem fra for at aflevere med pas og visa-ansøgninger. Og så tøver jeg ikke et øjeblik med at sige undskyld, undskyld, undskyld til den unge fyr bag skranken, der beder mig hæve stemmen, så hans kolleger kan høre det: ”I am so sorry. You were right. It’s my fault. I am exhausted. I am so sorry”.


”You are lucky, you met me – Madame”, siger han ”You could face a penalty for accusing me of stealing in this country”. Ja. Tak. Det ved jeg. At stjæle bliver set på med aller største alvor i Afrika. Det har jeg også læst mig til. Og så er det jo ikke så heldigt, at jeg, som det første jeg gør lige ankommet til landet, lader tvivlen råde og anklager en uskyldig tjenestemand for tyveri, fordi jeg er træt. Så det er med stor ydmyghed, at jeg betaler den gode mand bag disken de 50 dollars og temmelig flovt lusker forbi tolden for at mødes med Mathilde, der venter med et knus uden for ankomsthallen. 


Velkommen til Afrika og skru lige ned for frygten og fordommene, tænker jeg og kan ikke lade være med at komme til at grine. Nu er jeg nået frem. Så nu må jeg til at slappe af.