Natteliv i Nairobi ("The Expat Adventure")

Jeg skriver fra hotelværelset på YMCA. Her er fugtigt og indeklemt og min veninde Mathilde, som står for den MS Højskole, jeg er taget til Kenya for at undervise på, har i nu godt en times tid søndag eftermiddag ligget og klynket i sin seng - under myggenet og betonloft med skimmelsvamp - ude af stand til at forlade rummet.

Årsagen er sake, kenyanske Tusker-øl, tequila-shots – og expats: De sidste bliver man ikke beruset af at drikke, men omtumlet af at danse med. Og det er derfor Mathilde søndag eftermiddag ligger livløs hen under sit hvide lagen på sengen og erklærer at nu indtræffer "rigor mortis" meget snart. Det tvivler jeg stærkt på. 

Mr. X, Y og Z

Selv er jeg overraskende klar i hovedet. Mange timer på et afrikansk dansegulv og den deraf følgende tørst efter vand har med sikkerhed forbrændt en del af de mange stærke sager, vi fik hældt indenbords i går i selskab med tre danske Expats - udstationerede medarbejdere - med hver deres mission i Kenya.

Da de natten igennem blev ved med at spørge nervøst til min journalist-identitet og mit blog-projekt - hvilket i den grad ansporede mig til at skrive det her - vælger jeg at kalde dem Mr. X, Mr. Y og Mr. Z.

Regn og gin on the rocks
Lørdag aften tager vi en taxa til det fashionable Sankara Hotel, hvor Mathilde og jeg skal mødes med Mr. X og Mr. Y: Mr. X er en bekendt af Mathilde, der arbejder for FN her i Kenya, hvor han står for at hjælpe flygtninge fra blandt andet Somalia. Mr. Y er nødhjælpsarbejder på vej på udstationering i flygtningelejren Dadaab.

Men hverken Mr. X eller Mr. Y er til at finde, da vi når toppen af hotellet, og går ud på tagterassen for at bestille et par gin & tonic's i baren. Vi er under åben himmel, og det har regnet tungt hele eftermiddagen - på trods af at regntiden hernede burde være overstået - så alt er vådt: Borde, stole, parasoller. Swimmingpoolens lyseblå skær lyser op, og de få gæster i baren sidder indenfor. En gruppe hvide briter for sig og et sort selskab for sig. 

Mathilde og jeg sætter os ved et af de lave borde og får serveret en gin & tonic, der består af gin on the rocks og et par små flasker Schweppes, vi kan spæde op med. Det sidste gør vi, mens vi diskuterer, hvor mærkeligt det må være som expat i nødhjælps-industrien og splitte sit liv op mellem jetset-zonen her på hotellet og så virkeligheden ude i slummen, som vi stod i fredag - eller Dadaab oppe nordpå, hvor folk lige nu ligger og dør af sult.

Sankara Hotel, Nairobi

Jetset-kvalme
Jeg tænker på Jørgen Leths film "Det perfekte Menneske", hvor han sidder og spiser et festmåltid af fisk og sauce på sølvfad og drikker vin fra en karafel i et slumkvarter i Bombay. På en eller anden måde er det jo nærmest det, der sker her i baren hver eneste aften, når trætte expats drikker den ene dyre drink efter den anden ved poolen. På vej til eller fra de sultende, de hjemløse og de mishandlede ikke langt herfra.

I løbet af aftenen får jeg dog en fornemmelse af, at det kritiske blik Mathilde og jeg kaster på kontrasterne er for letkøbt. Der er så mange ting man ikke kan se med det blotte øje. Arbejdsdagen for en expat i nødhjælpsindustrien handler godt nok om at bygge bro mellem de to virkeligheder, så noget af overskuddet fra vores priviligerede, air conditionerede verden kan flyde ud i slummen. Men samtidig handler det jo også om at barrikadere sig fra den med bevæbnede vagter og dyre drinks, vel vidende at støvet og mængden af sultende munde meget let kan tage det overskud, der er at give af og udslette det en gang for alle.

Måske det faktisk ikke er den dyre drink, der er kvalmende - men de oplevelser, der bliver taget med i denne her bar? Og set i det lys er den lækre bar måske det, der skal til, for at slukke kvalmen - for en tid?

Mr. Z
Det er her, vi møder Mr. Z.

Mr. Z sidder ved vores bord med sin laptop. Han er dansker men fortæller, at han bor i USA, og han har siddet og lyttet til vores samtale noget tid, da han bryder ind og præsenterer sig. Mr. Z arbejder for FN med genopbygning og stabilisering af fejlslagne stater efter krig. Han har været i Balkan, Palæstina, Irak og Afghanistan. Nu er han her i Nairobi for at skrive en rapport om Somalia, for det er stadig for farligt at være i Somalias hovedstad Mogadishu.

Kort efter Mr. Z har præsenteret sig ankommer Mr. X og Mr. Y. Vi introducerer os alle fem med skiftende fokus. Mr. Y taler i mobiltelefon. En velklædt tjener kommer med en øl til Mr. Z. En smokingklædt mand med en kvinde i en meget smuk turkisblå sari med pailletter ankommer strålende af glamour ude ved poolen. 

Snart er regnen tørret af bordene og gulvet omkring os og natklubben på vej til at vågne. Vi skal videre. Ved klubbens ind og udgang er der vinduer i gulvet, så man kan se syv etager ned i bygningen under sig. Jeg har højdeskræk, og det giver et sug i maven at gå over det gennemsigtige gulv. “Højt at flyve…”, tænker jeg altid.

Vi tager en taxa til en mondæn sushi-restaurant i et hus i ét plan med have og en port taxaen kører os ind af. Vi slår os ned ved et rundt gult bord under en gul parasol på den brede terasse udenfor og bestiller Tusker-øl. Der var bestilt bord til 4, men selskabet er blevet udvidet efter at Mr. Z, der har inviteret sig selv med til middagen.

Det er ikke let at være Expat
Snart serverer tjenerne miso-soup til lyden af havens cikader i buskene. Vi spiser sushi og skåler i sake i små varme glas med blå ringe i bunden - som skydeskiver. Og Mr. X, der er sidst i 20’erne, underholder med én af sine foretrukne aktiviteter hernede: Safari-ture, og om hvordan han har monteret en madras på taget af sin bil til kommende eventyr. Vi griner af hans fortælling om at sidde og spise middag med udsigten til en stor bøffelflok: Man kan se bøffelkødet for sig på tallerkenen.

Mr. Y holder sig mere tilbage med anekdoterne. Han er lige ankommet og forude venter et halvt år i et telt i Dadaab, hvor han skal lave et afrapporteringssystem for overgreb mod kvinder, børn og andre svage grupper. Måske det er derfor, han er så stille, tænker jeg. Eller fordi han ikke rigtig er tilfreds med livet som udstationeret, der gør det svært at have et normalt liv med kærlighed og familie ved siden af. Det er ikke let at være expat. Forhold går i stykker. Rastløsheden sætter sig. Karrieren trækker een i alle verdenshjørner. Og tiden går.

Mr. Y er måske også stille, fordi Mr. Z har en evne til billedligt talt hele tiden at placere sig lige i midten af skydeskiven på bunden af sake-glasset. Det er Mr. Z, der skænker af flasken og Mr. Z der ofte tager ordet efter endt skål og Mr. Z, der nægter at sige sit navn.

Da Mathilde og jeg fortæller om vores workshop sammen med højskolens kursister og de unge journalist-spirer i Nairobis slum spørger han til mine erfaringer med at arbejde som journalist i udlandet: - Hvad er det egentlig du kan? spørger han dybt skeptisk. Hvad kan jeg med min sparsomme erfaring i konflikt- og udenrigsjournalistik egentlig at give journalisterne ude i slummen?

Selvhjælpsmissionen
Mr. Z’s spørgsmål er åbenlyst godt, og jeg har selv tænkt en del over det. Mathildes og min ide med workshoppen, som vi har aftalt med de kenyanske journalister på The Kibera Journal, er, at de danske og kenyanske unge skal diskutere mediernes rolle i Kenya efter det sidste parlamentsvalg, og at jeg skal give dem nogle øvelser i, hvordan journalister med deres sprog og kildevalg kan være med til at opbløde aggression frem for at puste til ilden. Mit grundlag er International Media Supports udarbejdede hæfte om den kenyanske presses problemer efter blodsudgydelserne i kølvandet på valget i 2007 - og konkrete værktøjer til at gøre pressen til mægler frem for konfliktmager.

Jeg hørte selv første gang om “Conflict Sensitive journalism” på et kursus i Israel og Palæstina. Det inspirerede mig så meget, at jeg interviewede krigskorrespondenter i Israel og skrev en opgave om fredsjournalistik på universitetet.

- Jeg går meget ydmygt til denne her opgave, forklarer jeg selskabet og den skeptiske Mr. Z. Min rolle er ikke at forelæse eller prædike, men at sætte rammerne for en diskussion med The Kibera Journal’s journalist-elever, og at formidle nogle konkrete metoder til at udøve konflikt sensitiv journalistik. Og uanset hvordan det kommer til at gå, er jeg sikker på, at oplevelsen bliver lærerig – ikke mindst for mig selv!

Fredsskaberen
Det er så omkring på det her tidspunkt, at den mystiske Mr. Z kaster en trumf ind over bordet i kraft af “sin historie”. Mr. Z fortæller, at han har en journalistisk baggrund og en grad i fredsstudier, som i dag er grundlaget for hans konsulentarbejde for FN. Da jeg ikke kender Mr. Z’s sande identitet og endnu ikke har kunnet verificere historien i min net-research kan historien i realiteten være det pure opspind. Men god er den. Tilbage i 90’erne arbejdede Mr. Z ifølge eget udsagn for en international tv-station, og kom i den forbindelse mere eller mindre tilfældigt til at interviewe diktatoren Aristide under sit eksil efter det amerikansk støttede militærkup på Haiti i 1991. 

Journalisten Mr. Z spurgte Aristide om han ville leve op til en række krav for at vende tilbage som præsident. Den amerikanske regering pressede på det tidspunkt Aristide til at indføre en række økonomiske sanktioner efter den internationale valutafond, IMFs forskrifter. Aristide svarede “Oui” for rullende kameraer. Det blev kort efter sendt ud til befolkningen på tv i Haiti. Derpå fulgte interviews med et par amerikanske senatorer, der erklærede sig enige i at Aristide kunne vende tilbage til Haiti på de indgåede betingelser. Mr. Z's vej som konfliktløser var på den måde banet. I 1994 vendte Aristide tilbage som Haitis præsident.

 – Jamen så er det jo dig, der skal ud i slummen og undervise The Kibera Journals journalister, siger jeg. Til det ryster Mr. Z smilende på hovedet.

Efter sushi, sake og cikader er natteluften blevet kold: Mr. X’s faste taxa-chauffør henter os og kører os til Havana Club – en bar af britisk karakter med et billede af Mwai Kibaki på væggen og et karaokeband, der spiller venligt til flere eksemplarer af “den midaldrende hvide mands” forsøg på at fortolke Frank Sinatra. Hvis det her er sidste endestation for expats uden familie, forstår man godt Mr. Y’s længsel efter en familie.

Den sorte diamant
På det her tidspunkt bliver de begavede samtaler efterhånden hugget i stykker af tequila, mørke og tørst. Vi går på “Black Diamond”. En klub på toppen af en bygning med en stor tagterasse og udsigt til en kæmpe parabolantenne. Jeg møder en helikopterpilot i det kenyanske militær, Kibet, og hans venner. Nede på gaden er der taxa-kaos, osende madboder og den ene vuggende kavalergang efter den anden på sorte kvinder i sylespidse høje hæle og stramme, stramme jeans. Nairobis nat opleves som en varm og bølgende og blød kvindefavn. Nattehimlen på terassen er sort, og ansigterne sorte og rytmerne sorte. En sort i sort collage med hvid eller gul outline.

Og vi hvide: Mathilde og Mr. X og Mr. Y og Mr. Z og jeg danser og danser og danser, mens en kenyansk løber løber, løber og løber sig til en førsteplads i et internationalt marathon et sted i Kina, på tv-skærmen over dansegulvet. Kenyanere er gode til at løbe. Og Expats er åbenbart gode til at danse.

Lige inden kenyaneren løber i mål forsvinder Mr. Z sporløst ud i natten med sin computer, Mr. Y og jeg trodser trætheden på dansegulvet en sidste gang og Mr. X bestiller galant sin trofaste taxachauffør til at køre Mathilde og jeg sikkert hjem i seng.

I tilfælde af, at Mr. X, Y eller Z er uenige i min udlægning af aftenens begivenheder ved de, hvordan de kan kontakte mig. Tak til Mr. X for sammensætningen af en højst inspirerende bytur.