Ved en hytte nær Mount Kenya…

Jeg har en træstol af halvtykke svungne stokke i bedste koloni-stil. Efter jeg har undervist mine søde kenyanske og danske studerende sætter jeg mig gerne uden for huset i eftermiddagens kakofoni af farvestrålende fugles sang, cikade-larm og frøers kvækken. Et konstant intenst lydtæppe af trækfugle og insekters trivsel, der passer godt med den afrikanske sols tørre varme heroppe i højlandet.

Og der i solen med let skygge fra et af de lave træer, går jeg så i gang med at læse artikel-øvelser igennem og skrive feedback til mine danske og kenyanske elever, kun afbrudt af, når en af de sortbrogede køer med fluer omkring øjnene græsser sig så tæt på, at jeg bliver nødt til at rejse mig for at markere, at det altså er mig, der er herre over den plet græs, jeg sidder på og ikke den.

Slanger eller vand
Jeg har en teori om, at de græssende køer omkring hytterne er med til at holde slangerne væk. De skulle ellers gemme sig dér - i det høje græs. Men jeg har ikke selv set nogen endnu. Og Mathilde, der har været her et halvt år, har heller ikke set dem.

Og det er jeg glad for. For den pumpe, der pumper vand op fra floden til vores huse er i stykker, så vi skal selv ned til brønden og pumpe grundvand op med håndkraft i store spande - og skal man derned, så er der ingen vej udenom det knæhøje græs, som et par kvinder en gang imellem går og prøver at holde nede ved at slå det med macheter. Det er ikke særligt effektivt. Men tingene går deres gang hernede i sit eget tempo. Og manden der skulle lave pumpen senest søndag kunne ikke arbejde den dag, fordi han var meget religiøs. Så vi venter på vandet. Stadigvæk.

Daraja
Vi bor 25 kilometer uden for byen: Mellemfolkeligt Samvirke – nu Action Aid Kenya – holder til på “en platform” sammen med skolen Daraja Academy, som lige her efter regntiden er et grønt og frodigt højlands-område på et bakkedrag ved en flod. Daraja betyder “bro” på swahili.

Bebyggelsen består af omkring 20 huse og runde hytter i klassisk stil, som den jeg bor i. Her er skolestuer og stort folkekøkken og spisesal. Og der er et lille vagthus ved lågen, hvorfra man går direkte ud på savannen. Hele området er indhegnet, og vi er bevogtet døgnet rundt.

Undervisnings-reservatet
Det er nærmest lige som at bo i et form for reservat: Et undervisnings- og udviklingsreservat, hvor hvide mennesker skaber rammerne om kenyanske unges og danske hjælpearbejderes indlæring. Et trygt og godt sted, hvor der er vand at drikke og mad at spise fra kæmpestore gryder to gange om dagen.

Daraja Academy har ikke bare navn efter broen over floden tæt ved, men betyder også i overført betydning en brobygning – mellem stammer. Det amerikanske par, der har startet skolen for tre år siden overtog bygningerne fra tidligere ejere. Engang har det været et sted hvor utilpassede amerikanske drenge, blev sendt på genopdragelse. Nu er skolen fyldt med teenagepiger fra hele landet. 23 ud af Kenyas omkring 42 forskellige stammer er repræsenteret her. Foreløbig har jeg kun lært fire af deres navne at kende: kikuyo’er, kanlinja’er, luo’er og masai’er - som de folk, der bor uden for vores hegn på savannen.

Blixens Afrika
Så da jeg er færdig med at rette artikler finder jeg meget inspireret af omstændigheder min afdøde farfars læderindbundne udgave af “Den Afrikanske Farm” fra 1937 frem.

Karen Blixens beretninger fra det koloniale Kenya i 20’erne tre timers rejse herfra mod syd gennem Rift Valley: “Jeg havde en farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong, skriver Karen Blixen… “Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til Solen, men Eftermiddagene og Aftnerne var klare og svale, og Nætterne var kolde”.  

Det er også sådan her er.

Og så skriver hun - meget apropos mit tidligere ønske her på bloggen om at finde “det rigtige Afrika”: “De indfødte Folk, det var Afrika i Kød og Blod… Vi hvide folk i svære støvler, og som oftest i stor Hast, skurrede altid mod Landskabet. De Indfødte var i Samklang med det, og naar de var på Vandring – altid een for een saa selv deres store Færdselsårer ikke er andet end snevre Fodstier – eller arbejdede i Jorden, vogtede deres Køer eller dansede deres store Danse og fortalte mig en Historie, så var det Afrika, selv der vandrede, lo, talte sine Hjorder, dansede og berettede om gamle Dage.”

Og selvom jeg lever i en tid, hvor jeg ikke nogen “indfødte” omkring mig  - men en broget skare af kenyanere - så forstår jeg Blixens følelse af at være et anderledes, og på nogle måder afkoblet, element i dette her på en gang frodige og farlige univers:

Daraja-pigerne springer for eksempel gennem det høje græs forbi min hytte med hver deres sølvfarvede spand på vej til pumpen. Frygtløse over for slanger – ser det ud til – for lige om lidt at vende tilbage gående lige efter hinanden på række i deres uniformer. To og tre af gangen med de tunge fyldte vandspande tilsyneladende let balancerende på hovedet.

Sådan ser det bestemt ikke ud, når jeg svedende kommer slæbende på min vandspand. Jeg tror jeg må spørge dem, om ikke de kan lære mig det en dag.

Jeg er pt bagud med blog-indlæggene, men hvis du læser med regelmæssigt, så venter der foreløbig en skræmmende beretning om HIV, kister, prostitution og soldater i militær-byen Nanyuki. En brunch-beretning fra syd for Ækvator. Billeder fra et politisk-satirisk dukkeshow fra Nairobi og en historie om, hvordan de lokale her på landet er i gang med at underminere deres egen fremtid ved at fælde savannens træer. - Skriv endelig kommentarer her på bloggen - det er muligt nu, modsat tidligere!