Eneste Mzungu i Lille Mogadishu

Sådan føler jeg mig, når jeg går ned af gaden i Eastleigh lørdag eftermiddag for at købe aviser.

Øjne i nakken
Min kollega Nikolaj og jeg skulle lige ud og se den somaliske bydel, hvor vi bor i dag. Ned ad den mudrede afrikanske gade, hvor vejenes brune støv blandet med regntiden løb som maling ind i mine røde sandaler, så jeg må hoppe fra murbrok til murbrok, for at komme udenom brune søer og igennem skrald og omkring frugtboder og matatu-pladser - til nærmeste avisstand.

Avis-jagt
Jeg går målrettet efter Saturday Nation og Weekend Star for at kunne gå resolut gennem gadebilledet, hvor mange somaliske mænds øjne tydeligvis hviler på mit lyse hår og den hvide hud.

Mzungu bliver der hvisket og hils rundt omkring. Og på en måde er det mærkeligt at gå efter nyhederne, som jo netop er dem, der får fredelige somaliere til at føle sig ugleset, og mine nakkehår til at rejse sig på en ellers lun og venlig, overskyet dag i Nairobis Eastleigh-kvarter, også kaldet "lille Mogadishu", fordi det samler Nairobis store mindretal af somaliske flygtninge.

Slangens hovede
For det ville jo egentlig være helt ok med opmærksomheden - og mudderet - hvis ikke lige, vi var i det kvarter, de kenyanske myndigheder kalder Al Shabaabs hoved med halen hængende efter sig ind i Somalia.

Håndlangerne
Al Shabaab er den islamistiske organisation, der ifølge mine lokale somaliske samarbejdskilder, løber den internationale terrororganisation Al Qaedas ærinder her i regionen. 

Det er lidt usikkert, hvordan de egentlig er relateret til de mere forretningsorienterede pirater, der har stået bag kidnapninger og drab på turister i feriedistrikterne ude ved kysten og mod nordøst, som har fået det kenyanske militær til at krydse Somalias grænser for at jage militsgruppen og komme usikkerheden til livs.

Børnesoldater
Men særligt rare folk er de i hvert fald ikke: Og bestemt ikke folk, jeg har lyst til skal lægge mærke til mig. De er religiøse fundamentalister i hellig krig med Vesten. De begår terror i den hellige sags tjeneste. Og i Somalia gør folk fra deres bevægelse små børn til soldater:

Lokker med mad
For nylig gjorde de en 7-årig til selvmordsbomber, fortæller Bashir, den lokale koordinator af de somaliske deltagere i Crossing Borders seminaret, hvis organisation Grehaya netop arbejder med projekter, der skal gøre opmærksom på, hvordan Al Shabaab lokker forældreløse og fattige børn i Mogadishu med mad for så at gøre hellige krigere ud af dem.

Klapjagtens konsekvenser
Efter granatangrebene i Nairobi ved et busstoppested og på en natklub for en måneds tid siden, er det også her i Eastleigh, myndighederne har sat ind med skuddueller i gaderne. 

Så nu holder folk sig fra kvarteret, mens de lokale taler om, at politiet bruger truslen som middel til at afpresse somalierne i området.

Tomme hotelsenge
I hvert fald går det ud over økonomien i kvarteret, der ellers var i vækst: De to store hoteller Grand Hotel og Nomad Palace, hvor jeg bor, har halveret antallet af deres gæster de sidste måneder.

Og selvom de hvide mennesker er her, så er det få. Ikke sært at det var så let at få konferencerum og store værelser og alle måltider for hostelpriser med få dages varsel, da vores booking på YMCA var kikset.

Hvor der er sikkert
Da jeg nervøst spurgte vores somaliske samarbejdsorganisation om sikkerheden, da jeg hørte, hvilket kvarter hotellet lå i, sagde de, at den er helt fin. Og det har det i og for sig ret i:

AK47
Forleden stod jeg i safaricom-forretningen på hjørnet for at købe en kenyansk mobiltelefon til den symbolske pris af 120 kroner, da jeg pludselig spottede militærfolk med store våben på parkeringspladsen foran hotellet.

Jeg spurgte vagten i forretningen, der smilende forklarede, at det bare var “security” – han introducerede mig derefter for en af gutterne fra parkeringspladsen, Morani, i khakiuniform, som jeg snakkede hyggeligt med om livet i Kenya, mens jeg fik chancen for at se nærmere på hans AK47. 

Efter en dag med “Fear and Loathing in Little Mogadishu” begyndte jeg at slappe mere af, når de langskæggede mænd i hvide kjortler stirrede intenst med vrede miner på mig i lobbyen eller på gaden. Og nu – er jeg på vej til Zanzibar.

Nomadernes hotel

Udsigt over gaden fra 4. sal The Nomad Palace Hotel i Eastleigh i Nairobi.

Det er morgen på The Nomade Palace Hotel, og jeg er vågnet efter en nat, hvor jeg har været vågen adskillige gange i min store dobbeltseng på værelse 409 med loft til gulv-gardinerne, der dækker vinduesvæggen ud mod hotellets indre – en glasbeskyttet sokkel af luft, lys og lyd ned gennem bygningen,  til lobbyens runde bourdeaux røde lænestole, hvor klientellet af langskæggede mænd, korrespondenter på vej til Mogadishu eller almindelige turister slapper af.

Første nat vågnede jeg ved femtiden af kaldende stemmer. Morgenbøn i Lille Mogadishu. En på en gang vemodig, insisterende, blød, klangfuld melodi trængte ind gennem de tunge gardiner og det lukkede vindue ud til soklen.

Natten efter var det lyden af en mand, der gjorde en kvinde glad et sted i en seng tæt ved, som slog mod væggen, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, om det mon var én af de hellige muslimske mænd, der beder i rummet nede på 1. sal, der havde fornøjelsen i den mørke nat.

Tredje nat var det lyden af et skrig fra en mand, der lød som om han var ved at blive slået ihjel. Smerte og dyb angst dirrede mellem gardinerne i de lange slørs bygning.

Jeg tænkte på slumkvarteret lige ved siden af den fem etagers store hotelbygning med de skinnende blanke gulve, de lukkede sølvbakker på gulvet foran hoteldørene med afpilledede kyllingeben stikkende ud under kuplen efter nattens roomservice  og uret på Dubai-tid i receptionen.

At være en rigtig nomade er måske ikke bare et spørgsmål om at være rejsende, men også at finde sig til rette med den fare, der ligger i det ukendte.

Som når jeg rejser til Afrika og pludselig befinder mig i Mellemøsten, hvor kvinders ansigter og afpillede knogler skjules eller tilsløres, mens nogle af livets allermest kraftfulde sider pludseligt blottes i natten som tænderne i munden på en krokodille.

Kunsten at holde seminar på afrikansk

 

Vi er på vej i bussen i dag for at besøge Kuona Trust Art Center. Men vores chauffør kan ikke finde vej, så han kører i ring og ind på tankstationer og ned i en kæmpe mudderpøl før han må ud i monsunregnen og spørge tre fyre, der hænger ud under et stykke plastic, mens de spiser majskolber...Vi er på det tidspunkt omkring 40 minutter forsinket.

Men det er nu ikke noget, der kan hidse mig op efterhånden. Der er altså et eller andet sært kalejdoskopisk umuligt ved at arrangere seminar for denne her gruppe af afrikanere, og min makker Nikolaj og jeg ser på hinanden og griner mange gange om dagen. 

Når tiden går i opløsning
Det er nemlig lidt ligesom om, at tiden nærmest går baglæns engang imellem. Og hver gang man føler, at man har fået greb om gruppen, så mangler der pludselig en masse mennesker.

Måske fordi de er ude og bede fem gange om dagen. En sover længe. En anden har pludselig mistet sit pas, eller der er visa-problemer. Eller man får lige lyst til at tage anden portion morgenmad fem minutter efter seminaret er gået i gang.

Selv jeg, som har kendt til begrebet afrikansk tid indefra hele mit liv kan godt blive sådan lidt forundret engang imellem over den sejlende struktur, som jeg på min sidste Afrika-rejse på mange måder var så vild med, fordi den hele tiden tvinger mig til at tænke nyt.

Men modsat sidst hvor jeg var i Kenya, og min gode veninde Mathilde fra MS Action Aid styrede slagets gang, så er det altså nu min tur til at stå med mobilen og ringe til en gæstetaler, der skal komme fra en stor ngo i området for at give gruppen input til, hvordan de får deres egen ngo registreret og opbygget i hjemlandene - for at få fat på manden fra Mombasa, der straks fortæller, at han ikke rigtig er taget fra byen endnu - da der ikke er nogen, der har arrangeret transport for ham.

Og så er der igen ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og sige: Det går, som det går. Og vi fik da tiden til at gå. Med at skrive blogindlæg i stedet til holdets fælles blog, som de håber kan viderebringe viden og debat om unges forhold i deres krigshærgede hjemlande:

http://hornofafricapeaceadvocates.blogspot.com/

Også bussen til Kuona Trust Center nåede langt om længe frem på kunstcenteret i den grønne del af Nairobi i universitetskvarteret. Efter ruderne var så duggede, at man ikke kunne se ud og chaufføren bakkede bagdelen ind i en lygtepæl, som udløste et hjerteligt latterudbrud i hele bussen.

Og så kunne vi ellers fortsætte vores samtaler om journalistik og moral, homoseksualitet i det offentlige rum, islamisternes magt i Mogadishu og hvorvidt kvinder nu også er egnede til at være i politik, hvilket min somaliske ven Bashir tvivler på, fordi vi kvinder ikke helt er klar til at tage de resolutte beslutninger, der skal til, som han siger.

Til det kan jeg jo kun sige een ting: Og det er, at der er visse resolutte beslutninger truffet af mandlige ledere, som vi som samfund måske kunne være meget glade for IKKE blev truffet.

Mon ikke der ville komme fred i Somalia, hvis kvinderne fik magten? Spørger jeg ham.

Kuona Trust Center
Og så - endelig - er vi ved Kuona Trust Art Center, hvor 50 kunstnere arbejder i hver deres container-atelier ud til en stor grøn have.

Og selvom jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt min ide - med at tage netop de her veluddannede unge fra lande præget af manglende ytringsfrihed, undertrykkelse og streng religiøsitet ud for at se på kunst -  giver mening, så bliver hele holdet af etiopiere, somaliere og sudanesere hurtigt væk mellem kapselskulpturer, træskårne figurer og malerier.

Nogen undrer sig over, hvad abstrakte malerier skal til for. Andre tager billeder af sig selv, og alt hvad de ser. To af de somaliske gutter går i gang med at kopiere nogle kunstfotografier til salg med deres mobiltelefoner, mens andre eksperimenterer med at tage selvportrætter i et hvidmalet skur med tekster om livets store spørgsmål - ikke mindst i et ufrit samfund.

Og genbrugs-kunstneren Zyrus, hvis brilleværker er ved at blive internationalt berømte og alt for dyre for almindelige mennesker at købe med en enhedspris på 600 dollars er også glad for interessen, som her fra Deng fra Syd Sudan med et par militante briller på.

Krig og kaos er ikke noget at grine af. Men det hjælper nu alligevel een til at komme helskindet igennem.

 

Ushahidi

- Er navnet på et data-indsamlingsværktøj, der spreder sig som ringe i vandet til hele verden. En form for "crowd-sourcing" bygget op om Google Maps og almindelige mennesker og deres mobiltelefoner.

iHub

Ushahidi betyder “vidne” på swahili. Eller “testimony”, som programmør Erik Hersman fortæller vores gruppe af unge akademikere fra nogen af verdens mest smadrede stater på Afrikas Horn, da jeg mandag tager dem med ud til et af knudepunkterne i Kenyas spirende teknologi-industri, iHub i Bishop Magau Centre på Ngong Road.

Hævet over Nairobi

iHub ligger på 4. sal med en stor åben balkon med udsigt over Nairobis grønne og grå byhorisont i den fugtigvarme regntid her i slutningen af november. 

Og det er egentlig meget passende, at vi står der hævet over byens larm og støj for at høre mere om Ushahidi, som faktisk handler om at skabe sig et overblik over kaos. Ushahidi opstod nemlig efter voldsepisoderne i Kenya tilbage ved sidste præsidentvalg, hvor spændinger mellem de enkelte stammer fik kikuyuer og lou’er til at myrde hinanden. 

Når mobilen bliver mikrofon

En gruppe it-folk i Kenya satte sig for ved siden af deres job at skabe overblik over volden ved over en weekend at programmere sig til en internetbaseret platform over Google maps, der via indrapporteringer fra almindelige borgere med mobiltelefoner kunne skabe et overblik over hændelserne rundt omkring i landet. 

... Og almindelige borgere bliver aktivister
Lokale journalister og de store medier hjalp med at sprede budskabet, og da mobiltelefoner faktisk ser ud til at være noget nær allemandseje i Kenya fra slum til savanne, så var det måske ikke overraskende, at 45.000 mennesker bidrog til at tegne et billede af volden efter præsidentvalget.

Ushahidi kloden rundt
Og det er så her historien starter. I dag er Ushahidi nemlig en platform alle kan gå ind og starte et projekt i for at samle informationer ind. 

Kortlægning af problemer
Det bliver i dag brugt i over 100 forskellige lande verden over til at tackle krisesituationer, dokumentere sociale og politiske problemer og arbejde humanitært.

Vand, vold og jordskælv
I Indien bruger man ushahidi kort til at rapportere om rene og forurenede vandforsyninger. Under jordskælvet i Haiti rapportede folk, hvordan de så bygninger styrte sammen, så myndighederne faktisk kunne nå frem i tide og redde folk ud af ruinerne.  I Nigeria er ushahidi blevet brugt til at rapportere om uregelmæssigheder under valg.

Ude på balkonen spørger Hanan, der har bachelor i veterinær medicin og en mastergrad i ngo-arbejde fra Sudans hovedstad Khartoum, tvivlende, om det vil kunne virke i hjemlandet, når mobilteknologien ikke er så udbredt. 


Men der er allerede ushahidi-projekter i Sudan, fortæller Erik Hersman. Så hvis man vil samle viden om overgreb på kvinder i Ethiopien, al Shabaabs rekruttering af børnesoldater i Mogadishu eller militærets bombninger af byer i Nuba-bjergene i Sudan, så kunne ushahidi være et muligt værktøj til at skabe et systematisk overblik over problemerne.

Jeg krydser i hvert fald fingre for, at besøget har sat nogle tanker i gang. 

Apropos iHub
Kenyas it og mobilteknologi-branche er i øvrigt midt i et opsigtsvækkende boom. Jeg læste i Saturday Nation i lørdags, at sektoren er vokset med 20 procent om året siden år 2000. Og når det kommer til at bruge mobiltelefonen som betalingsmiddel, så er halvdelen af de 35 millioner mennesker, der gør det på kloden i dag kenyanere. 

Lige en særlig tak til min ven Asger, der fortalte mig om Ushahidi over en kop kaffe i København for en måneds tid siden. Uden dig var det her aldrig sket.

”The Tourist”

Kabinen er mørk i Turkish Airlines flyet, der er på vej over Afrika. Der er halvanden times tid til landing midt om natten i Jomo Kenyatta lufthavnen, så vi må være et sted over Sudan nu – måske Etiopien.

Netværk
Jeg sidder og læser op på landenes historie. For mit program de næste fire dage i Nairobi går på at være med til at arrangere et seminar for 22 unge fra Somalia, Sudan og Etiopien, der har været samlet i februar første gang for at sætte hver deres netværksopbygning i gang i hjemlandene.

Vi skal se, hvordan det er gået – samle deres data og publicere det på en hjemmeside – og jeg har arbejdet med at arrangere en række besøg i Nairobi, som skal inspirere dem.

Og der er god grund til at inspirere Østafrikas unge til aktivt medborgerskab. De er nemlig mange – der er ikke rigtig nogen, der lytter til dem - og på sigt, har deres hjemlande uden tvivl brug for unge der med handlekraft, lederevner og positive visioner, kan smøge ærmerne op og forhandle sig til en bedre fremtid for fællesskabet.

Pirater og islamister
10 af dem kommer fra Somalia, og jeg er spændt på at høre, hvad de kan fortælle om ikke mindst piraterne, der opererer ved kysterne og sammen med den islamiske Al-Shabaab milits har været med til at provokere Kenya til at sende militæret ind i syd-Somalia, efter gentagne bortførelser af turister og nødhjælpsarbejdere.

Håbløshed i Ethiopien
Så er der en gruppe fra Etiopien, hvor 50 % af befolkningen i øvrigt er unge mellem 15-24 år, mange af dem uden noget fornuftigt at tage sig til. Så de bliver kriminelle eller stofmisbrugere eller gravide eller prostituerede, eller en uskøn blanding, og så er der kun tro, håb og kærlighed tilbage.

Det unge Syd-Sudan
Også Syd-Sudan er ungt. Og det gælder ikke bare befolkningen. Sudan er så sent som i juli måned i år blevet splittet op i Nord og Syd. Omkring 99 % af befolkningen mod syd stemte for en adskillelse, men mod nord i den gamle regering i Khartoum har man haft lidt svært ved at acceptere beslutningen. Det har betydet bomberegn over sydlige landsbyer. Og der er rapporter om landsbyer, der er blevet udslettet og kirker, der er blevet brændt. Beretninger der får én til at tænke på grimme scener fra middelalder-film.

Og apropos film
Jeg har set ”The Tourist” som eneste film på flyrejsen. Og filmen, der er en typisk spion-forvekslings-kærligheds-aktion film er optaget i Venedig med en Vogue-smuk Angelina Jolie og en lige så lækker Johnny Depp i hovedrollerne - og så kedelig, at jeg flere gange overvejede bare at gå tilbage til mit BBC Magasin ”Focus on Africa” og læse nogle af de artikler, jeg ellers har sprunget over, om Elfenbenskysten og Ghana ovre på den anden side af kontinentet.

Måske eens eget liv faktisk kan blive mere spændende end en Hollywoodfilm? Jeg har lige skrevet "Holiday" på min visumansøgning. En rimelig aktiv ferie venter forude med Crossing Borders-seminaret, en afstikker til Zanzibar og så ud på savannen ved Mount Kenya endnu engang. Og når jeg om lidt stiger ud af flyet og når VISA-skranken, så har jeg belært af erfaring fra sidste gang mine 50 dollars klar:

http://verdenifolgegry.blogspot.com/2011/09/frygt-og-fordomme-i-nairobis-lufthavn.html

Kenya og kreativitet

Der er noget lidt surrealistisk over - selv i en meget rejsende tid som vores - at vågne om morgenen efter at have siddet på arbejdet til sent for at stå op og flyve til Afrika.

Det er ikke desto mindre det, jeg gør i dag. Kufferten er pakket med pensler, blyanter, skitseblok, dagbog, mikrofoner, kamera og computer.

Og ikke ret meget andet.

Under mit første møde med Kenya blev jeg nemlig så inspireret af uforudsigeligheden og det kaotiske, at jeg ikke har kunnet lade være med at kaste mig ud i det ene kreative eksperiment efter det andet.

For mig er kreativitet på mange måder et spørgsmål om oprydning. At tage brikker og farver og oplevelser fra hverdagen og stykke dem sammen på en måde, hvor det gode, det skønne og det sande kommer til at stå lysende klart.

Og det gælder både de mere litterære analyser af, hvad det er for et samfund vi lever i, som dét at male et billede, skrive en sang eller klippe et radioindslag sammen. Og når man er sådan indrettet, at eens kreativitet trives bedst med oprydning, så kan det til tider være svært i et strømlinet samfund som vores, hvor man skal rive alle beton-, glas- og stålstrukturerne ned, før man bygger op. Så - også derfor - er Kenya ekspeditionen II nu en realitet.

Nairobi - Skt. Petersborg - Moskva

 

Det er gråt herhjemme i øjeblikket. Og udsigten her på vej til mit arbejde er egentlig et meget godt billede på udsigterne for Danmark og Europa, hvor den ene dårlige nyhed om usund økonomi efter den anden, får folk til at beholde dankortet i tasken og overveje, om der nu også bliver råd til julegaver. 

Der er ligesom mangel på horisont. Visionerne synes at være erstattet af et fokus på røde tal. Og jeg tror faktisk ikke, at hverken fortsat lave renter eller udsigten til nordsømilliarder ved en re-forhandling af statens aftale med Mærsk er nok til sådan for alvor at ryste os ud af krisebevidstheden. Den vil nok snarere tage til i takt med, at de sydeuropæiske lande skifter deres regeringer ud, og amerikanerne fortsat ikke kan blive enige om at hæve skatterne eller forgælde sig endnu mere.

Hvem sulter?

Min mavefornemmelse siger mig til gengæld, at krisen handler om mere fundamentale værdier i vores samfund end penge. For om der er "penge nok" er jo relativt. Og efter et besøg i Afrika forekommer talen om en alarmerende finanskrise i Europa i hvert fald lidt skæv. For vi har da mad på bordet! Og det ser der ud til at være råd til lidt endnu.

Værdi-krise
På mig virker det nærmest, som om den vestlige verden - USA og Europa - er røget ind i en tyk tåge, hvor vi har mistet af syne, hvad vi pejlede efter og måske lidt for længe har glemt at spørge os selv om, hvem vi egentlig er, udover at være forbrugere. Hvad er det egentlig, vi stræber efter, når vi ønsker os "Change"? Og hvad er det, vi skal arbejde hårdt for at opnå, hvis bonus og bil kommer uden for rækkevidde?

Og mens vi så venter på, at tågen letter og giver os de nye horisonter i et verdensbillede, hvor kineserne, inderne, russerne og brasilianerne for alvor rykker, så ser det ud til, at vi foreløbig koncentrerer os om at se på vækst-minister Ole Sohns fortid i DKP... Og på finansloven. Hvor alle er enige om, at de hårde forhandlinger: Det bliver til næste år.

Ud i verden

Personligt er jeg ikke så god til at vente. Så jeg har planlagt en tur ud af tågen og lidt rundt i verden igen for at få en ide om, hvordan horisonten ser ud fra de steder, hvor man lige nu sætter alt ind på at komme derhen, hvor vi er.

Østafrikas ungdom

Turen går til Østafrika - igen. Jeg tager til Kenya som med-organisator på et seminar for 22 unge aktive studerende fra den nye republik Syd-sudan, det tørkeramte Etiopien, og det krigsplagede Somalia, hvor den islamiske milits Al-Shabaab lige nu splitter landet indefra.

Blogging

Vi skal besøge forskellige organisationer i Nairobi og diskutere kampagnestrategier og blogging, så de kan arbejde med at fortælle om den store østafrikanske ungdoms levevilkår og problemer og skabe platforme for problemløsning. Og så skal de møde hinanden og skabe støttende netværk, så de i årene fremover kan arbejde aktivt for at skabe bedre samfund. Jeg er spændt på at møde dem, og glæder mig meget til endnu et eventyr i Kenya.

Studietur før Rusland går til valg
Min anden rejse går til Rusland i december, hvor jeg rejser med en gruppe journalister på en organiseret studietur til Skt. Petersborg og Moskva for at blive klogere på det kommende præsidentvalg.

Naturgas-nationen
Jeg har været forbi ambassaden og få alle de rigtige stempler i mit pas under overvågning af sirligt spadseredragt-klædte kvinder og en vagt ved døren i kasket, og nu ser jeg meget frem til med Afrika-varme i kinderne at tage til det kolde land mod øst, som jeg ved i fremtiden kommer til at holde mig varm med naturgas fra nordsøkablet, når julen som nu nærmer sig.

Hvad med demokratiet?
Det kommer nok alt andet lige til at gøre det lidt sværere at kritisere Ruslands udskældte forhold til demokrati og ytringsfrihed, og derfor er jeg nysgerrig efter at høre, hvad russerne selv siger. Og hvordan verden i det hele taget ser ud fra en russisk metropol.

Babushka-dukker
For mig bliver det hele nyt. Mit eneste forhold til Rusland er en barndomserindring om min far, der kommer hjem fra Moskva i slutningen af 80erne efter en forretningsrejse med en stor pelshue på hovedet og fine babushka-dukker i træ til mine søstre og jeg.

Jeg håber at kunne berette om horisonten set fra Vinterpaladset i Skt. Petersborg her på bloggen, og at I har lyst til at følge med.