Vi er på vej i bussen i dag for at besøge Kuona Trust Art Center. Men vores chauffør kan ikke finde vej, så han kører i ring og ind på tankstationer og ned i en kæmpe mudderpøl før han må ud i monsunregnen og spørge tre fyre, der hænger ud under et stykke plastic, mens de spiser majskolber...Vi er på det tidspunkt omkring 40 minutter forsinket.
Men det er nu ikke noget, der kan hidse mig op efterhånden. Der er altså et eller andet sært kalejdoskopisk umuligt ved at arrangere seminar for denne her gruppe af afrikanere, og min makker Nikolaj og jeg ser på hinanden og griner mange gange om dagen.
Når tiden går i opløsning
Det er nemlig lidt ligesom om, at tiden nærmest går baglæns engang imellem. Og hver gang man føler, at man har fået greb om gruppen, så mangler der pludselig en masse mennesker.
Måske fordi de er ude og bede fem gange om dagen. En sover længe. En anden har pludselig mistet sit pas, eller der er visa-problemer. Eller man får lige lyst til at tage anden portion morgenmad fem minutter efter seminaret er gået i gang.
Det er nemlig lidt ligesom om, at tiden nærmest går baglæns engang imellem. Og hver gang man føler, at man har fået greb om gruppen, så mangler der pludselig en masse mennesker.
Måske fordi de er ude og bede fem gange om dagen. En sover længe. En anden har pludselig mistet sit pas, eller der er visa-problemer. Eller man får lige lyst til at tage anden portion morgenmad fem minutter efter seminaret er gået i gang.
Selv jeg, som har kendt til begrebet afrikansk tid indefra hele mit liv kan godt blive sådan lidt forundret engang imellem over den sejlende struktur, som jeg på min sidste Afrika-rejse på mange måder var så vild med, fordi den hele tiden tvinger mig til at tænke nyt.
Men modsat sidst hvor jeg var i Kenya, og min gode veninde Mathilde fra MS Action Aid styrede slagets gang, så er det altså nu min tur til at stå med mobilen og ringe til en gæstetaler, der skal komme fra en stor ngo i området for at give gruppen input til, hvordan de får deres egen ngo registreret og opbygget i hjemlandene - for at få fat på manden fra Mombasa, der straks fortæller, at han ikke rigtig er taget fra byen endnu - da der ikke er nogen, der har arrangeret transport for ham.
Og så er der igen ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og sige: Det går, som det går. Og vi fik da tiden til at gå. Med at skrive blogindlæg i stedet til holdets fælles blog, som de håber kan viderebringe viden og debat om unges forhold i deres krigshærgede hjemlande:
Også bussen til Kuona Trust Center nåede langt om længe frem på kunstcenteret i den grønne del af Nairobi i universitetskvarteret. Efter ruderne var så duggede, at man ikke kunne se ud og chaufføren bakkede bagdelen ind i en lygtepæl, som udløste et hjerteligt latterudbrud i hele bussen.
Og så kunne vi ellers fortsætte vores samtaler om journalistik og moral, homoseksualitet i det offentlige rum, islamisternes magt i Mogadishu og hvorvidt kvinder nu også er egnede til at være i politik, hvilket min somaliske ven Bashir tvivler på, fordi vi kvinder ikke helt er klar til at tage de resolutte beslutninger, der skal til, som han siger.
Til det kan jeg jo kun sige een ting: Og det er, at der er visse resolutte beslutninger truffet af mandlige ledere, som vi som samfund måske kunne være meget glade for IKKE blev truffet.
Mon ikke der ville komme fred i Somalia, hvis kvinderne fik magten? Spørger jeg ham.
Til det kan jeg jo kun sige een ting: Og det er, at der er visse resolutte beslutninger truffet af mandlige ledere, som vi som samfund måske kunne være meget glade for IKKE blev truffet.
Mon ikke der ville komme fred i Somalia, hvis kvinderne fik magten? Spørger jeg ham.
Og så - endelig - er vi ved Kuona Trust Art Center, hvor 50 kunstnere arbejder i hver deres container-atelier ud til en stor grøn have.
Og selvom jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt min ide - med at tage netop de her veluddannede unge fra lande præget af manglende ytringsfrihed, undertrykkelse og streng religiøsitet ud for at se på kunst - giver mening, så bliver hele holdet af etiopiere, somaliere og sudanesere hurtigt væk mellem kapselskulpturer, træskårne figurer og malerier.
Nogen undrer sig over, hvad abstrakte malerier skal til for. Andre tager billeder af sig selv, og alt hvad de ser. To af de somaliske gutter går i gang med at kopiere nogle kunstfotografier til salg med deres mobiltelefoner, mens andre eksperimenterer med at tage selvportrætter i et hvidmalet skur med tekster om livets store spørgsmål - ikke mindst i et ufrit samfund.
Og genbrugs-kunstneren Zyrus, hvis brilleværker er ved at blive internationalt berømte og alt for dyre for almindelige mennesker at købe med en enhedspris på 600 dollars er også glad for interessen, som her fra Deng fra Syd Sudan med et par militante briller på.
Krig og kaos er ikke noget at grine af. Men det hjælper nu alligevel een til at komme helskindet igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar