Gangsterhotellet

De spiller russisk march på Moskvas banegård, da jeg stiger ud af toget fra St. Petersborg sammen med resten af rejseholdet. Sneen hvirvler om huerne på os og musikken gør det svært ikke at gå i takt og skæve til soldater og togmyndighederne med kasketter og uniformer på perronen og være i tvivl om, hvorvidt toget var en tidsmaskine, som har bragt os tilbage til "det gode gamle Sovjet".

Samme følelse af at være i en anden tid slår mig, da jeg ser hotellet tårne sig op over byen. Et 26 etagers højt spidst tårn, der minder mig om Chicagos monumentale skyskrabere ligger som et bjerg i byen og den hvirvlende sne.

Bygget af krigsfanger
Hotel Hilton Moscow Leningradskaya er da også et monument over byen. Bygget af diktatoren Josef Stalin tilbage i 1947, som et ud af i alt syv søster-tårne, hvoraf de andre i dag huser eksempelvis et par ministerier, universitetet og et andet hotel. Stalin satte krigsfanger fra anden verdenskrig blandt andre tyskere til at bygge de kolossale tårne, der skulle markere byen Moskvas 800 års jubilæum.

Citizen Kane style
Og lige nu sidder jeg så i lobbyen med tre etager til det udskårne guldmalede loft, hvorfra der hænger gigantiske guldlysekroner. Hotellet over mig holdes oppe af kolossale marmorsøjler og lobbyen er præget af brede hvide marmortrapper, guldløver og et smukt pyntet juletræ.

Det hele minder mig mest af alt om filmklassikeren Citizen Kane, hvor aviskongen Charles Foster Kane bygger det ekstravagante pragtpalads Xanadu omtrent lige så pompøst - og helt igennem stalinistisk.

Prinsesse
Men her sidder jeg altså og skriver på min mac i en behagelig gyldent indvævet polstret lænestol med svungnee ben, der ligner kirsebærtræet, der pryder hotelgangene på de 21 etager over mig. Nyder min grønne te og de franske makroner som en servitrice har serveret for mig. Sådan må det have været at være kongelig i en anden tid. At være Katarina den Store af Rusland - eller en prinsesse i et større europæisk konge- eller fyrstendømme - for længe siden.

Kakkelakker
Der har heller ikke været sådan her altid. Fra 40'erne og frem fik Stalins hotel ifølge vores rejseleder, der har arbejdet som korrespondent i Rusland under Sovjet, bare lov til at stå og forfalde. Dengang var der kakkelakker på væggene og gangstere i hotelsengene.

Og det virker egentlig meget passende, at et imperialistisk, gotisk byggeprojekt som dette, der faktisk er direkte inspireret af Chicago-skyskraberne fra 30'erne, også udvikler sig til et vaskeægte gangsterhotel.

Gotisk eventyrland
I dag er det til gengæld amerikanerne, der holder liv i myten her på stedet. Hotelkæden Hilton har gennemrestaureret Stalins tårn i 2008 for millionvis af dollars, så jeg i dag bliver mødt af "Stanislav" ved døren, der står klar i tyk lang frakke, sort hue og med navneskilt bare for at sige "Welcome" og åbne den tunge høje trædør med de smalle glasvinduer ind til det gotiske eventyrland, der meget hurtigt giver een lyst til bare at blive herinde: Hvor alt er kolossalt. Forgyldet og varmt. Juletræet funklende. Og baren altid åben. Hvem kunne ikke have lyst til, at det var jul hver dag?

Skærmet fra omverden
Måske det er sådan de russiske magthavere har det og altid har haft det, når først de har været ved magten for længe. Nogle af dem har ganske givet været gangstere fra starten. Andre bliver det med tiden, når kontakten med verden udenfor bliver mindre - godt skærmet, som man er her i brokadestolen fra Moskvas elektronisk båttende udrykninger, beskidte rendestene og fattige russere.

Et par forretningsmænd sidder og taler engelsk med hinanden til venstre for mig om, hvordan de kan hjælpe hinanden med deres forretninger, og hvilken indflydelse ustabilitet i Rusland vil få på deres forretninger. Så slår de over i at tale russisk.

Jeg tror lige, jeg bestiller en fransk makron mere og en kop te at gå i seng på.