Til Tops på Mount Everest

Edmund Hillary and Tenzing Sherpa at Everest 1953

Det er ikke længe siden, jeg kom hjem til København efter at have være i Nepal. Men modsat mange af de rejsende dette forår, så jeg ikke toppen af Mount Everest. Den har nemlig været lidt af et tilløbsstykke her i dag, hvor det er præcis 60 år siden, at en britisk ledet ekspedition med bjergbestigeren Edmund Hillary fra New Zealand og den nepalesiske sherpa Tenzing Norgay som de første nåede toppen. Lidt af et vovestykke, der da også tog bjergbestigerne syv uger.

I dag er Mount Everest så populær at besøge, at klatrerne bevæger sig mod toppen i kø; og det på trods af, at det stadig er med livet som indsats. Fem klatrere har foreløbig mistet livet denne sæson. - For er de ikke uheldige at styrte i døden fra de halsbrækkende tinder, så er højdesygen en farlig fjende på bjerget.

Sherpaerne, der kommer fra området i Himalaya på grænsen mellem Nepal og Tibet, er vant til den tynde luft i højderne, og klarer sig bedre end vesterlændinge, der omkommer på Mount Everest, fordi de ikke får ilt nok til hjernen på det knap 9000 meter høje bjerg. Og denne farlige bedrift får altså nu klatrerne til at stå i kø for at nå op på toppen, hvor Edmund og Tenzing for 60 år siden tilbragte et kvarters tid med at skue ud over verden.

En ung fyr i 20'erne klatrer i Nepal for at blive den første "erklærede homoseksuelle" på toppen. Den første kvinde fra Saudiarabien har været der i år, og en russer kastede sig i dag ud fra bjerget i det første Base Jump - et vellykket et af slagsen.

Sherpa-balladen
Men imens over 500 nye er kommet på den eksklusive liste over bjergbestigere på verdens højeste bjerg, er der i år opstået spændinger mellem vor tids Edmund'er og Tenzing'er:

Mens jeg var i Nepal kom tre bjergbestigere op at slås med en større gruppe sherpaer, hvilket der blev skrevet en del om i aviserne.

Jeg sad selv på Hyatt Hotel i Kathmandu med udsigt til filmfolk og bjergklatrere på vej ud eller hjem fra Himalaya, som magelig tilskuer bag en udgave af "The Himalayan Post", hvori en kronikør var ret fortørnet over den ensidige dækning af historien om de stakkels bjergbestigere, der blev overfaldet af aggressive sherpaer.

Noget der særligt fangede min opmærksomhed, fordi mine elever på højskolekurset i journalistik, som jeg var i Nepal for at lave, havde analyseret en artikel om konflikten, som de med rette fandt helt og aldeles ensidig til fordel for de udenlandske bjerg-bestigere.

Når alle vil til tops
Turismen i Nepal har taget voldsomt til siden revolutionens afslutning; en del af den rettet mod verdens højeste bjerg. Og flere og flere uprofessionelle bjergbestigere får med sherpaernes hjælp mulighed for at komme på Everest, hvor sherpaerne så må tage ansvar for de vovelystne turister og eget liv.

Det sker til tider med døden til følge - og derfor er det måske ikke så svært at forstå, at de professionelle klatrere som Steck og Moro, der var hovedpersoner i Everest-fejden i april, kan virke som en rød klud, når de ikke vil følge sherpaernes henstillinger på bjerget, hvilket efter hvad jeg har kunnet læse, var optakten til en ophedet udveksling af skældsord og siden stenkast på bjerget:

Måske også derfor har flere sherpaer i anledning af jubilæet for Everest-bestigningen ytret sig om, at Nepal måske skal til at være lidt mere eftertænksomhed med udviklingen af turismen på bjerget.

Men een ting er dristigheden i manøvren; noget andet er, hvad der egentlig driver så mange til at ville bestige Mount Everest?

Ydre og indre bjerge
Filmen "Syv år i Tibet" med Brad Pitt i hovedrollen, baseret på bjergbestigeren Heinrich Harrers bog af samme navn, er inde på spørgsmålet om, hvad der får folk til sådan at stræbe efter at komme op på toppen.

For sherpaerne er det ikke uforståeligt: Efterspørgslen på deres naturlige evner på bjerget, gør Everest-bestigning til et lukrativt levebrød: Men hvad vil alle udlændingene deroppe, hvor så mange allerede har været...?

...Jeg tænker på min egen stræbsomhed efter eventyr og ikke mindst at nå toppen på alle mulige måder i livet med den anerkendelse, der følger. Og så på en dialog i "Syv år i Tibet", hvor en tibetansk kvinde siger, at man på de breddegrader ser det som snarere fjollet end beundringsværdigt at sætte sit liv på spil på et bjerg. En umiddelbar banal eftertanke, som jeg synes, vores tid trænger lidt til:

For een ting er som pionererne Tenzing og Hillary at gå veje, ingen andre er lykkes med, og dermed vise menneskeheden, hvad vi hver især er i stand til: Men når man står i kø for 60 år efter at gøre det samme livsfarlige vovestykke, mere eller mindre godt forberedt; så kunne man godt se det som en form for fattigdom og stagnation i vores kulturs stræben:

Vi når toppen ved at yde ekstremt, synes at være en morale i den vestlige kultur. Om det så er i jagten på sit sande "jeg" - eller i flugten fra det vil jeg lade være et åbent spørgsmål? Deepak Chopra skriver noget meget fint i en artikel, jeg er faldet over på LinkedIn om netop det vestlige fokus på ydre stræbsomhed frem for indre:

"One advantage that the East has over the West is that in the East the self is the source of creativity, intelligence and bliss, and these qualities grow the more you pay attention. This is the process of waking up, and it remains interesting for a lifetime - if you have a real goal in mind. In the West, the self is considered a problem, leading to egoism, self-indulgence or personal demons no one would enjoy meeting."

Personligt blev min første tur til Nepal mere en vandring i de indre bjerge, frem for de ydre. Her har jeg stadig muligheden for at betræde ukendt terræn modsat på Everest :-) Og så har jeg nok også mit liv for kært til at sætte det på spil for at nå en isklædt top på verdens tag.

Læs mere om Everest jubilæet og sherpa-striden her:

http://www.bbc.co.uk/news/magazine-22680192

http://history1900s.about.com/od/1950s/qt/mteverest.htm

http://www.aljazeera.com/video/asia/2013/05/2013525215851942645.html

http://www.guardian.co.uk/world/2013/may/05/sherpa-resentment-fuelled-everest-brawl

Samsara

Still-billede fra filmen Samsara af instruktøren Pan Nalin. Shawn Ku vandt en pris for at spille munken Tashi.

Nogle gange sker der det fantastiske på rejser, at fortid, nutid og fremtid væver sig sammen i en enkelt oplevelse og giver en form for klarsyn over tilværelsen. Det var på en måde dét jeg oplevede for nogle uger og tusinder af kilometer siden, hvilket jeg har fået lyst til at dele - sammen med en filmanmeldelse.

Det starter, hvor mit sidste blogindlæg ender, nemlig højt hævet over Kathmandudalen, hvor jeg går omkring mellem små stentempler, brændende røgelseskar, grå duer, aber, turister og munke. Over mig hænger der rovfugle i luften og en brændende sol på en hvidlig himmel. Det er tæt på middag, og jeg får pludselig øje på en dvd-film, jeg ofte har drømt om at købe efter at have set den i biografen i København for over ti år siden, da jeg stadig studerede:

"Samsara", hedder filmen af den indiske instruktør Pan Nalin. Et begreb buddhisterne bruger om det jordiske liv præget af evig lidelse, der gentages hver eneste gang, vi genfødes. Det handler om lidelse kendetegnet af et evigt begær båret af illusioner og uvidenhed hos det uoplyste menneske, der endnu ikke har fundet den balancerede buddhistiske vej.

"Samsara" ligger i en turistbod ved stupaen på Swayambhunath, også kendt som abe-templet, og selvom jeg først ikke vil give 250 nepali rupees for filmen, der ville koste 150 nede i byen, giver jeg mig efter noget tid, da sælgeren ikke er til at forhandle med.

Og jeg fortryder det ikke. For Samsara er præcis lige så smuk og klog og sanselig, som jeg husker den. En film så lækker at man får lyst til at male den, når filmfotograferne dvæler ved Himalayas bjerge, de vajende bedeflag i vinden, bølgende kornmarker, rindende vandløb og klingende armbånd om kvinders slanke håndled, for ligesom at holde fast i den bevægelige skønhed, der gennem øjnene rører sindet, så det føles behageligt.

Jeg tager mit kamera frem på Swayambunath over Kathmandu-dalen og fotograferer rovfuglen.

Den flyver også ind i den første scene af Samsara og smider en sten, som slår et får ihjel, så bonden græder. Samsara handler om, hvordan livet strømmer igennem os her på jorden, uden at vi kan fastholde det. Og det gør vi så alligevel, og så mister vi, og så bliver vi så kede af det... som bonden, der græder de bitre tårer over tabet af sit får.

Og hele den meningsløshed må vi jo så forsøge at fortælle os ud af; for hvordan skulle man ellers kunne holde det ud, tænker jeg, og ser på mine egne træperler om håndleddet, som jeg har båret som en talisman på talrige rejser verden over: Først ud af en arabisk suq i Jerusalem... siden over Arlington-kirkegården i Washington... og så ud på savannen i Kenya:

Oplevelser jeg trækker med mig som perler på en snor i den livshistorie, jeg så ivrigt er ved at fortælle: Stærkt præget af denne rejsen omkring drevet af begæret efter at se og opleve alt, hvad der er fremmed og skønt og kan bringe en forståelse af, hvad der giver mening - uden for mig selv.

Men så står jeg altså her midt i livet med mine perler om håndleddet og Samsara i hånden på toppen af Swayambunath i Nepal. Jeg har lige sagt et job op, efter i 7 år at have arbejdet målrettet på at få det, kun for at erkende, da det lykkedes, at det på ingen måde var lykken. Nu breder verden sig ud foran mig igen: Stor og forunderlig fremmed med nye horisonter, der er ved at tone frem som de slørede bjerge, der omkranser dalen. Et øjeblik jeg på en måde kan genkende i "Samsara" om munken Tashis liv:

For Tashi følger sit hjertes lyst og stiller spørgsmålstegn ved visdommen i sin buddhistiske opdragelse. Han går fra den yderste askese til varmeste passion, men ro finder han ikke i livet. Han melder sig ud eller lader sig rive med af strømmen, for så at blive uendeligt bange og kæmpe imod, når den ikke giver mening for ham. Når hans begær tager overhånd og sårer andre, eller belønningen for en stor indsats udebliver eller tages fra ham.

Jeg ser på en rovfugl, der nu svæver under mig ved højen. Den ligger stille i luften, båret oppe af vinden omkring det hellige Swayambunath. Måske den har kig på et bytte længere nede i alt det grønne på skrænten. Den har tydeligvis ingen brug for perler på en snor.

Se indledningen til "Samsara" her:
http://www.youtube.com/watch?v=jLg_f4O-h5A

En rovfugl svæver ved Swayambunath, fotograferet ved stupaen på toppen af stedet kendt som Abe-templet.

Højt hævet over Kathmandudalen

Højt over Kathmandu - mod vest - ligger Swayambunath, hvilket på tibetansk betyder noget a la de sublime træers sted. På turist-sprog er stedet bedre kendt som "The Monkey Temple", hvilket kommer af alle de hellige aber på det lille bjerg med templer og en enkelt buddhistisk stupa omkring 365 trin over byen.

Jeg går derop af bagvejen efter en hyggelig taxatur en typisk travl Nepal-formiddag med bryllupsoptog med hornorkestre gennem byen og en ivrigt snakkende nepalesisk chauffør ved min side. 

Han spiller høj indisk musik på det skrattende bilanlæg og siger en masse ting på nepalesisk, som jeg prøver at forstå og gentage: "Ram-ro" - smuk. "Dha-nye-bad" - tak. "Ta-paii-lai ka-sto-chha"- Hvordan går det? "Teek-chha" - Det går godt. Og så er der jo den alle stedsnærværende Velkomst-hilsen "Namaste". Det sidste har jeg lært. Det kniber lidt med at huske de andre ting:

Lotus og Lus

Mens jeg øver mig i nepalesisk akkompagneret af indisk musik lægger jeg armen ud af det åbne vindue i solen og tager min ansigtsmaske på, så jeg kan være i trafikken uden hosteanfald, som jeg har oplevet, at mange af mine chauffører lider kronisk af, når jeg er på tur. 

Det er ikke umiddelbart til at forestille sig, men mens vi drøner gennem den hullede gade og op af bakken mod abe-templet, ville vi i forhistorisk tid køre under vandet på ved mod bredden af en kæmpe sø. Den ofte tågede og tilrøgede Kathmandu-dal har ifølge både moderne arkæologer og Newari-folkets overleveringer været en vældig sø.

Legenden siger, at højen voksede som en lotus ud af søen, der rejste sig over dalen, der siden blev tømt for vand - og efterlod sig rige forekomster af ler og frugtbar jord, som newarierne kunne dyrke ris og papaya-frugter, mangoer og bananer og andet godt i. Alt det de nu går og sælger fra deres cykler inde i byen. 

Navnet Swayambunath har så vidt jeg har kunnet læse mig til altså denne betydning på Newari, at den er selv-skabt. Siden kæmpede en berømt buddhistisk boddhisatva sig herop, visdommens boddhisatva Manjushree. Han var langhåret, selvom han skulle have sit hår klippet kort, og undervejs til toppen, fløj lusene fra ham. Alle disse lus skulle så være blevet til de hellige aber, der nu opfører sig, som om de ejer stedet.

Da jeg står og ser ned af trappen fra den travle top, hvor souvenir-sælgere, hinduer og buddhistiske munke myldrer omkring stupaen og bedemøllerne og de mange små templer, forekommer det mig fantastisk, hvordan disse to religioner her på den selvskabte høj over gudernes dal - Kathmandudalen - trives sammen. Engang har jeg på samme måde stået ved grædemuren i Jerusalem og gået turen op til Den Blå Moske, der ligger lige derved, angiveligt bygget på en gammel jødisk kirke, og her set, hvordan dyrkelsen af Gud det samme sted foregår i en konstant konflikt med den anden tros tilbedere. 

Fra dyr til menneske

Den slags strid, er der ikke her under bedeflagene. Kun den konstante summen af ritualiseret liv, og en enkelt hellig abe, der meget behændigt slår en plasticpose med fodringskorn ud af hænderne på en lille sariklædt kvinde, der ler godmodigt af spillopperne. Hurtigt har aben fanget posen mellem hænderne og svinger sig op på et lille tempel, hvor den ikke kan nås, for at gå i gang med at spise byttet, mens kvinder taler venligt til den og til sidst smilende må give op.

Der er også en mand, der giver mig nogle små kiks, jeg kan fodre aberne med. Jeg rækker den tøvende frem til en lille abe foran et guldtempel. Den kommer hen til mig. Strækker poten frem og tager kiksen, som straks kommer i munden. Så får den een til, og jeg takker manden, der nu selv vil fodre aberne. Det må jo handle om "god karma", tænker jeg. Men ham vil aben ikke have noget med at gøre. Den viger tilbage, som om den forventer et slag af manden, og da han siden vil sælge mig noget som tak for oplevelsen med fodringen, viger jeg tilbage på samme måde. Det kunne jo være de hellige aber ved noget om ham, jeg ikke gør.

Så går jeg hen og ser ud over dalen ved foden af stupaen. Der flyver store høge - eller måske det er små ørne - over os. De ligger og breder deres stærke vingefang ud i vinden, så de kan svæve og i mange sekunder se ud, som om de ligger helt samme sted på himlen. 

For tusinder af år siden siges den indiske konge Ashoka at have stået her på samme måde. Jeg har aldrig tidligere hørt om Ashoka, men i denne del af verden er han en berømt fyrste, hvis historie primært er bragt videre af buddhisterne. Ashoka var en frygtelig tyran til at begynde med. Han skulle have haft et guddommeligt smukt dekoreret torturkammer, hvis indre rummede rædsler af ubeskrivelig karakter. Da en del af hans koner i det omfattende harem af 500 kvinder gjorde grin med hans ydre, brændte han dem, og engang var han i en voldsom krig, hvor hundreder af tusinder blev dræbt. Og det var dér Ashoka ifølge overleveringerne stillede sig op og så på luftens rovfugle, der svævede over ligene og spurgte sig selv noget i stil med: Hvad har jeg dog gjort? 

Da denne erkendelse kom til Ashoka fulgte en oplysning, der gjorde ham til buddhist og indførte buddhismen som statsreligion i et historisk interessant system, hvor statsoverhovedet ikke tiltog sig guddommelighed men sponsorerede kirken og dens munke.

Hvornår Ashoka stod på den hellige grund her på Swayambhunath i Nepal, ved jeg ikke. Men efter kongen konverterede til buddhismen, skabte han ifølge overleveringer fra Nepal, Indien, Pakistan og Afghanistan et retfærdigt og moralsk imperium med fokus på borgernes spirituelle velfærd. Volden var derefter forbeholdt kættere, der for eksempel vanærede Buddha med nedværdigende tegninger af den hellige mand. 

Hvilken betydning rovfuglenes cirklen over deres ligbål fik for Ashokas karma, vil jeg ikke gøre mig klog på. Måske han selv er blandt de smukke skabninger deroppe i vinden.

Den grønne gudinde og gadehandlen

Det en en sen eftermiddag i Kathmandu, og jeg er på sightseeing på egen hånd. Jeg kigger på en grøn gudinde, der symboliserer velstand og overvejer at købe hende, men salgs-handlingen i kunstgalleriet i Bakhtapur i Nepal trykker på nogle "knapper" hos mig, der får mig til at stejle.

Næsten al kontakt her synes at handle om et salg, men jeg oplever altså lidt, at nepaleserne lyver om det. "We are students and like to practise our English", lyder det fra nogle unge, der siden vil sælge mig noget. "I am an artist - I'd like to show you my work. No sale. I just think you should see this", siger de til mig og viser mig ned til malerskolen, hvor de har en fin mandala lavet af farvet sand liggende under en glasplade på anden sal. 

50 dollars...

Den er meget flot. Men universmønstrene i mandalaerne, som bruges til meditation af hinduer og buddhister, er ikke noget, jeg har et særligt forhold til; og nu presser salget sig på: De overdynger mig med tegninger, jeg skal købe for 50 dollar. Så er det meningen, at jeg skal gå i gang med at prutte om prisen på de meget fine tegninger på lærredslignende pap, som jeg kunne binde en kommende dagbog ind i, tænker jeg.

Men jeg er ude for at opleve nu og egentlig ikke motiveret for et køb, og hele løgnen og det "massive pres" fra sælgerne, jeg oplever, får mig til ikke at købe, hvad jeg måske egentlig godt kunne have tænkt mig, nu jeg er kommet hjem og kan konstatere, hvor ufatteligt få penge jeg har brugt i dette fjerne og forarmede land.

Marco Polo og skattejagten

Her kommer min egen mentalitet og måske også kultur lige så meget i spil som nepalesernes: For jeg vil ikke presses til at købe noget. Oplevelsen af selv at opdage noget unikt, og at mærke, at jeg begærer det, og derefter at indlede jagten på det, er lige så vigtig for mig, som selve købet.

Men den forførelse, der kan ligge i, ikke at kaste varerne i hovedet på mig, forstår de nepalesiske sælgere, jeg har mødt, ikke helt. De løber bogstaveligt talt efter mig med deres varer, så jeg føler modvilje mod dem, allerede inden jeg kaster et blik på de malede masker eller de store smykker af lyseblå sten og ben og alt muligt andet ægte og eventyrligt, der minder mig om et Marco Polo spil, jeg engang havde som barn, hvor man rejser i fodsporene på den italienske handelsmand mod øst til Kublai Kahns hof i 1200-tallets Beijing. 

Men der er en stor forskel på Marco Polo og jeg: Min barndom var nemlig fyldt med alle de ting, han i sin tid har bragt med hjem til Europa sammen med papirpengene, silken og krydderierne:

Persiske tæpper, japanske te-stel, silkepuder og -tryk, antikke træsnit, kinesiske vaser og buddhafigurer var alt sammen en del af mit univers - da min mor havde en forretning fyldt med alle disse skatte fra Østen. Så. For mig er skattejagten altså afgørende, og den oplever jeg, at det er svært at få rum til i Kathmandu. Med en enkelt undtagelse:

Tæppet

For der er nemlig et tykt blomstret tæppe i grønne og sorte farver ved en tøjbutik inde i Kathmandu, som jeg ser på dag efter dag. Det ligger uden for facaden i støvet, og der er noget ved det tæppe, der drager mig der midt i alt skidtet:

Der er ikke prisskilt på det, men det ligger sammen med de andre varer, og så går jeg ind og spørger, hvad det koster. Men det er ikke til salg. Den sariklædte kvinde tager det til sig og gør en afværgende gestus med hånden, da jeg spørger. "How Much?" Nej. Det er virkelig ikke til salg. Der er ingen tvivl, selvom jeg forundret bliver ved med at spørge hvorfor: "But why not?" Hvorfor kan jeg ikke købe netop dette tæppe, når alt andet er til salg? Det kan jeg bare ikke. Hun tager det til sig bag disken og holder det mellem hænderne, som var det en privat genstand. Noget helligt, måske?

Det grønne tæppe får jeg ikke med hjem. Måske jeg næste gang må sikre mig en grøn gudinde der symboliserer velstand i stedet. Men hellere en figur end en mandala, tænker jeg. Nu ved jeg, at hun er der, og så vil det være et eventyr i sig selv at rejse ud efter hende.

"The End of the Universe"

Tåge og overtro for enden af universet

Nepaleserne fejrede nytår i april: For at markere indgangen til år 2070. Een ting er, at vi er fire timer og et kvarter foran dansk tid i Nepal: Men at vi også er 57 år foran, forekommer lidt spøjst, når verden her på mange måder stadig bærer tegn på en masse af, hvad jeg har læst om middelalderen. 

Ikke mindst selvfølgelig den fortryllede verden, som gik på hæld omkring reformationen, hvor den tyske munk Luther gjorde op med den katolske kirkes magt til blandt andet at sælge aflad til verdens syndere og således tog de første afgørende livtag med den filosofi, der siden skulle adskille det åndelige og det verdslige - det himmelske og jordiske liv - der dannede basis for den protestantiske kristendom.

En fortryllet verden der ikke mindst også fik sit endelig knæk under hele oplysningstiden i Europa, hvor fornuften, og hvad der kunne ses og vejes fik vægt, frem for den guddommelige interaktion, tegnene og overtroen.

Men den slags udvikling indgår altså ikke i den nepalesiske virkelighed anno 2070. Det bliver ret klart for mig på en tur til hotellet "The End of the Universe" i byen Nagarkot et par timers kørsel øst fra Kathmandu, hvor trekkere ofte bor for at se den berømte solopgang over Himalaya.

Min gode ven, Mr. Bing har med sit forretningstalent sørget for, at vi bliver kørt til Nagarkot i en lækker hvid lydefri bil med god affjedring og fine sæder. Og indpakket i den rullende luksus kører chaufføren Ram os mod Nagarkot:

Middelalderbyen Bakhtapur

Vi gør holdt i byen Bakhtapur inden og går på fotosafari i det gamle kvarter, hvor kvinder sidder og strikker i store baljer til turisterne, mens templer med stenudhuggede løver og pagodetag knejser over byen i deres karakteristiske støvede mørkerøde og vulkansorte farver. Et andet sted fanger mænd og drenge små fisk med nylon-liner i et dyb-grønt bassin midt i byen.

På et torv ligger pottemagernes fintdrejede arbejde bredt ud for fødderne af os. Store dynger af sten udgør det for ovne for de mange vaser og potter forarbejdet af Kathmandudalens rigelige ler-jord. En mand hælder en rødgul farve ud over tørrede potter, der har ligget i solen. Måske glasur inden brændingen.

Imens ringer klokker fra de små templer langs gaderne. Der lugter af røg, eller pis i de smalle stræder, med drabelige ghurka-knive og buddha-figurer og mandalaer fra malerskolerne, hvor unge kvinder og børn reproducerer de runde meditations-motiver fra hinduismen og buddhismens hellige fortællinger.

Nordisk overtro

Mens jeg går gennem Bakhtapur's gader, går jeg under en stige. Jeg ser den ikke, for den går over hele den smalle vej, og Mr. Bing skal snige sig uden om den ved at skræve over den ved kanten af vejen, hvorefter han ikke tøver med at gøre mig opmærksom på, hvilket uheld jeg kaster over vores fælles ekspedition. Jeg havde da heller ikke gjort det, hvis jeg havde set den, siger jeg.

Snart er vi ude af de støvede gader i Bakthapur med chaufføren Ram, som jeg tænker må være opkaldt efter den vegetariske hinduistiske gud Ram. Vi kører uden for byen og er snart på vej opad mod Nagarkot. Udsigten over dalens tableau-marker og grønne nåletrætoppe er fantastisk, men pludselig løber en hund efter et manguster-lignende dyr, a la Riki Tiki Tavi fra Rudyard Kiplings børnebog, foran bilen og Ram stopper.

Hindu-overtro

Ifølge hinduismen er det et slemt tegn på uheld, siger Ram. Vi kan ikke køre videre. Vi spørger, om der er noget, man kan gøre. Det der med sorte katte, der krydser vejen, kender vi jo hjemmefra. Den form for overtro er jo ikke helt fremmed. Så skal man spytte over skulderen - eller smide salt eller noget i den stil. Vi må vente, til der kommer en anden bil og kører foran os, siger Ram.

Det gør vi så. Snart kommer der en lastbil, og så har den taget uheldet fra os. Vi roser Ram for at beskytte os mod den farlige situation, og jeg bliver inspireret af hele uheldstemaet og deler min uhyggelige drøm om døde nøgne kvinder, der falder fra morbærtræer, hvis rødder står over jorden, præcis som mange af de hellige træer her i Nepal - inden jeg tage hjemmefra. 

Gys og morbær

Og så kommer jeg herned, fortæller jeg Mr. Bing: Og så ser jeg træerne fra min drøm. Og ikke nok med det: Her er morbær alle vegne. Da vi kommer til hotellet "The End of The Universe" er der smattede morbær på stentrapperne op til hotellet, konstaterer jeg tørt. Begyndelsen på en fantastisk gyserroman er ved at tage form i mit hovede.

Om natten vågner vi ved torden og lynild over bjerget. Regnen vælter larmende ned over vores lille hytte. Og da vi klokken tyve minutter over fem næste dag skal op og se solopgangen over Himalaya, er tågen tyk - så tyk, at jeg forestiller mig, man i gamle dage ville sige: "Tyk som en ærtesuppe".

Der flyver sorte krager ud af den grå dis, der sluger solens stråler, bjergene, træerne omkring os. Jeg tænker på tordenguden Thor og Odins ravne på udkig efter at noget at berette til gudernes konge med det ene øje.

Jeg kan ikke lade være med at grine befriet over dette fantastiske uheld, der forener både nordisk og hinduistisk overtro over for en helt og aldeles uigennemskuelig horisont.

Fortællinger

I det lille tempel med shivas trefork på toppen af bakken, hvorfra vi skulle have set Himalayas sneklædte top badet lyserød i skæret af den opgående sol, har nogen skrevet på engelsk på væggen, at Malla dynastiet af konger i Kathmandu-dalen fik sit endeligt, fordi de blev forbandet af at ofre mennesker i deres templer: "Pas på du ikke ofrer noget her, så du også bliver forbandet", står der med grafitti på engelsk på den indre tempelmur.

Og midt i denne uvished kan jeg så ikke lade være med at filosofere over, hvordan vi mennesker konstant fortæller historier om, hvad vores gerninger betyder for, hvad der sker i verden. Historier vi genfortæller og omfortolker, som tiderne skifter; og som på så mange måder faktisk vil påvirke vores handlinger og verden, som vi oplever den:

- Altså lige med undtagelse af tordenvejret, som jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle have indflydelse på.

Der bliver under alle omstændigheder ikke bragt nogen ofre ved alteret i det lille shiva-tempel "for enden af universitet" den morgen.  Snart kører Ram os sikkert ud af tågen og hjem til Kathmandu, hvor solen er brudt frem over den for årstiden så typiske hvidligt disede himmel over dalen.

 

Mere om Nagarkot:

http://www.aghtrekking.com/nagarkot.php

Fred og flygtninge ved Boudanath

Jeg er taget alene til Boudanath med taxa syv-otte kilometer fra Kathmandu's centrum - mod øst - for at slappe lidt af efter fjorten dages veloverstået undervisning for MS Action Aid. Og så selvfølgelig for at opleve stedet tibetanske munke og buddhistiske turister valfarter til for at praktisere deres tro.

De buddhistiske bedeflag vejrer larmende i vinden, ligesom mantraet "Om mani padme hum" taktfast og venligt lyder igen og igen og igen fra butikker og bedecentre på den runde plads omkring den vældige hvide stupa.

Oplysnings-arkitektur
Stupaen er en ældgammel form for buddhistisk arkitektur bestående af en række hvidmalede tableauer, der leder op til et forgyldt tårn og de klassiske buede Buddha-øjne, der skuer ud over verden. Tableauerne symboliserer, så vidt jeg har forstået, vejene til den buddhistiske "oplysning", og monumentet er dermed en form for anskueliggørelse af den vej mod fred, vi som mennesker kan vælge at stræbe imod.

Dermed bliver turene rundt om stupaen, som jeg ser både munke og vesterlændinge tage, ikke bare en hyggelig gåtur mellem bedeflag og duer til lyden af mantraer og med fingre og håndfladerne udstrakt mod bedemøllernes ornamenterede messingflader. Det er også en mental bevægelse, der foregår.

Jeg tager selv turen rundt flere gange og overhaler to unge munke, der tålmodigt følger en gammel forkrøblet kvinde rundt om stupaen. Flere gange genkender jeg det samme unge vestlige par i bhatik-farver, og selv jeg, der ikke er buddhist, oplever, at der er et eller andet særligt ved denne meget konkrete oplevelse af uendelighed.

Fred
Hvor starter og slutter denne gåtur omkring stupaen? Hvor starter og slutter denne fortælling egentlig? Og så kommer trangen automatisk: Til at søge opad og skabe sig et overblik. En trang til "oplysning" uden tvivl. Både til at forstå verden, og den sandhed, der ligger i den: Tingenes rette sammenhæng. Og for mig personligt nok også en trang til at befri mig selv fra uendeligheden. På en gang grebet af en rolig accept af det evige "Om mani padme hum"-mantra - og samtidig med et skærpet sind.

Måske - tænker jeg - efter at have læst Dalai Lamas "A Way to Freedom", er meningen med denne gådefulde stupa at få mig til at lære at tackle denne verdens gentagelser fredeligt og samtidig stræbe efter de seks perfekte dyder i buddhismens vej til oplysning: Generøsitet, Etik, Tålmodighed, Energisk indsats, Koncentration og Visdom.

Flygtningen
Inden jeg tager turen op på stupaen, sætter jeg mig på en bænk for at iagttage livet omkring den. Der er hundehvalpe i skyggen under bænken, og der går ikke lang tid, så kommer en lille rundhovedet mand hen og sætter sig ved min side:

Han spørger, om jeg er buddhist og peger på min kæde af træperler, som jeg altid bærer omkring håndleddet, når jeg rejser. Nej - jeg er kristen, svarer jeg ham. Han ser meget interesseret på træperlerne. Han sidder helt yderst på bænken, som om han er på vej væk hvert andet øjeblik.

Og så kigger han angstfuldt mod politiet, der er meget talstærkt til stede ved stupaen. Han er flygtning fra Tibet, fortæller han mig. Og jeg tænker straks på den artikelanalyse, jeg lavede med mine studerende ugen inden, hvor vi tog fat på en artikel fra New York Times om konflikten mellem kineserne og tibetanerne her i området. Ifølge artiklen skulle kineserne have indgået aftaler med de nepalesiske myndigheder om at forsøge at bremse flygtningestrømmen fra Tibet ind i Nepal:

- Er du så på vej til Indien? spørger jeg manden, da jeg ved, at det er her Dalai Lama har sit eksil. Han nikker og ser sig omkring. Så viser han mig ar fra dybe knivstik på sin bare isse og på armene. Det er kinesernes værk, siger han.

Jeg husker at have læst, at en tibetansk munk for en måneds tid siden satte ild til sig selv her ved stupaen i protest mod den kinesiske overtagelse af Tibet tilbage i 1951; ifølge kineserne en befrielse af lokalbefolkningen fra det feudale kloster-styre, munkene og Lamaen stod for. I øvrigt ikke nogen særlig buddhistisk gerning: At sætte ild til sig selv - har jeg fået at vide ude på klosteret ved Namo Buddha.

Jeg byder den lille mand nogle nødder, men han er tilsyneladende for bange for at blive siddende, og takker nej. Hans hænder er beskidte siger han, og så springer han op og forsvinder, mens han hilser ydmygt og bukkende på alle de vestlige turister, han møder på sin vej.

Fotograferingen
Oppe på stupaen sætter jeg mig i skyggen af et af tableauerne og drikker vand og skriver i min dagbog, da jeg bliver opdaget af en større kinesisk familie på turist-tur. De synes af en eller anden grund, at jeg er tæt på at være lige så interessant som stupaen, som jeg sidder der:

Så først fotograferer de mig, mens de siger en masse begejstret på kinesisk, og så stiller jeg smilende op til fotografering med sønnen og så datteren og hendes veninder eller søstre og moren og alle sammen på en gang.

Det sidste jeg gør, inden jeg forlader Boudanath er at gå en halv runde omkring stupaen og for første gang selv sætte bedemøllerne langs stupaens fundament til at dreje rundt. Så jeg med min bevægelse sætter mantraerne inde i møllerne til at tale deres eget sprog i solen. Ganske fredfyldt.

Læs mere om den buddhistisk stupa her:
http://www.buddhanet.net/stupa.htm
http://www.peacestupa.org/what_is_a_stupa.html

Kathmandu-Michael Jackson style

Der er helt utroligt beskidt i Kathmandu. Og det første, jeg gør, da jeg er ankommet til den danske-tegnede platform, hvor MS Action Aid har sine kontorer og boliger for studerende i kvarteret Gyaneshwor er at gå med min kollega Suran på gaden og købe en halvmaske til at holde støvet ude.

Bydelen er særligt støvet; men det gælder sådan set alle steder. Også når man sidder i een af de små Suzuki-taxaer på vej gennem byen i al hast mellem motorcykler, køer og menneskemylder. Så ligger der et fint lag hvidt støv over instrumentbræt, tærede døre og hul-slidte sæder.

Det er værst, når det har regnet - af en eller anden grund - og det bliver bestemt ikke bedre af, at regeringen er i gang med et større projekt til udvidelse af vejene i Kathmandu. Overalt har folk fået besked på at rive mure og facader ned og rykke dem en meter tilbage for at gøre plads til veje, som man efter sigende ikke har flere penge til at anlægge.

Resultatet er, at der overalt rives vægge og rødstensmure ned med byggestøv og ledninger og dynger af sten og ler til følge. Men det er ikke kun ler- og gadestøv, der sviner i Kathmandu. Alle mennesker smider nemlig bare deres plastic og emballage fra sig, som om byen var een stor skraldespand. De smider det uden for huset. Op i dyngerne af murbrokker. Og ned i floden, som om det forsvandt af sig selv.

Og det er måske en del af forklaringen. Een af mine studerende havde nemlig en åbenlys god forklaring på svineriet fra sine rejser til Indien. Det er ikke folks vaner, der har ændret sig men affaldet, og så har folk bare endnu ikke justeret deres gamle vaner, forklarede hun:

Før i tiden var al emballagen nemlig skåle af grønne blade og ler-beholdere. Dem kunne folk frit smide fra sig i rendestenen eller skoven, uden at det gik ud over miljøet.

Men sådan går det som bekendt ikke med Snickers-papir og Cola-flasker eller billige paraplyer for den sags skyld, der godt nok beskytter ejeren mod den hårde middagssol, men så ender i en skraldedynge, hvor den på et tidspunkt måske bliver brændt af af en sariklædt husmor med blottet maveskind, mens børn og køer indånder den giftige røg blandet op med støv, der kradser hals og næsebor til blods.

Liv og død i Pashupatinath

Jeg er blandt guder, guruer og dyr.

Min guide ved et af verdens helligste Shiva-templer i Kathmandu hedder Arjun, og han fører mig sikkert gennem sol og støv, aber og aske, hunde og hellige mænd ved Bagmati-floden, hvor hinduistiske pilgrimme valfarter til.

Pashupatinath er et kulturcentrum for hinduer, hvor rituelle ofringer, familiefester, konsultationer hos de hellige mænd sadhuerne og ligbrænding forenes. Samtidig lever der et rigt antal hjorte, hunde, duer, aber og køer på området - fodret og beskyttet af menneskene.

Da jeg kommer gående i støv og sol en mandag formiddag på min ugentlige fridag står der en stor kraftig sort-hvid tyr på gaden; og ligesom så mange andre steder i Kathmandu er jeg straks klar over, at jeg ikke helt kan regne med, hvad der sker her.

Tyren indgår i Shiva-kulten, forklarer Arjun mig. En gammel legende om denne hovedgud inden for hinduismen fortæller, at Shiva en overgang levede her i skoven ved floden i skikkelse af en hjort sammen med een af sine hustruer Parvati.

Lingam'en
De andre guder ledte efter ham og under denne jagt tabte Shiva-hjorten et horn, der siden blev et frugtbarhedssymbol lingam'en, der er alle vegne sammen med Shivas trefork. Lingam'en er et shiva-symbol. Et billede på Shivas magt over alt liv på jorden, fortid, nutid og fremtid. Det fallos-lignende symbol som inde i selve templet, der er forbeholdt hinduer, har fire ansigter, er ofte boret ned i det kvindelige symbol yoni'en og kan i al sin livskraft ses som et hindustisk billede på den aktive maskuline energi og den kvindelige kreativitet i forening.

Arjun viser mig den største lingam på stedet som et af de første ting. Barnløse par valgarter hertil fra Indien, fortæller han, mens jeg ser på toppen af lingam'en, der som så meget andet helligt i Kathmandu bærer præg af rød farve og gule blomster. Så ofrer de til lingam'en og kvinden skal røre ved den, så parret kan blive frugtbart.



Herre over alle dyr
Efter eventyret ved Bagmati-floden tog Shiva sig tilnavnet "Herre over alle dyr", og Shivas horn i form af en lingam blev fundet af hinduerne i jorden ved at en hellig ko blev ved med at lade sin mælk sive ned i jorden et ganske bestemt sted.

Måske det er netop den lingam en række hinduer i klassiske klæder bærer vand til i templet. Jeg ser mænd med sølv og bronze-kander, fyldt med vand fra en hellig brønd. Vand, som Arjun foræller, skal hældes på lingam'en og den store guld-tyr, der ligger foran Shiva-templet, hvor kun hinduer har adgang.



Pashupatinath er et mylder af liv. I skoven omkring den på denne sommer-årstid meget tynde flod, er der en gravplads for visse kaster, som vi går igennem med aber overalt.

Der er vel omkring 120 kaster i Nepal, forklarer Arjun mig og nævner nogle af de højeste: Ghurkaerne, de berømte krigere, Brahmin'erne, Shrestaerne. Og allernederst er der så de kasteløse. Og for lige at gøre tingene endnu mere komplicerede, så er der omkring 3 millioner guder i hunduismen. Og guderne forekommer også i flere skikkelser - reinkarnationer -  som nu Shiva som hjort her på stedet.

Det er vanskeligt at blive klog på, men en del af kulten her på stedet handler om at undgå genfødsel som et dyr, og dermed længere nede i livets hierarki end menneskekroppen med al dens bevidsthed.

Folk kommer for at spørge nogle af de hellige mænd, sadhuerne, til råds i spørgsmål om for eksempel psykisk sygdom eller for at opnå frugtbarhed eller for at sende deres familiemedlemmer eller venner godt videre i livshjulet, når døden er indtruffet.

Lig-brænding langs flodbredden

Langs floden er der afbrændingspladser. Den kongelige plads, som ikke bruges mere efter den sidste kong Gyanendras afsættelse i den maoistiske revolution i 2006. Og så højkaste-gravpladsen, hvor et bål brænder, da jeg står og ser den fra skovbrynet på den anden side af floden.

Og så er der den til alle de almindelige mennesker. En gruppe unge mænd kommer gående med en rød kiste, der skal brændes ved floden. Asken ryger derefter i vandet, fortæller Arjun mig. Sammen med affald og abe-afføring og alt muligt andet, der føres med den beskedne strøm af beskidt vand.

Lidt længere nede af floden står en kvinde og vasker tøj. I døde mennesker, tænker jeg forundret.

Sex og menneske-ofringer
Pashupatinath er i det hele taget et besynderligt sted. Et sted hvor det hellige og det profane smelter sammen. Og hvor liv og død også gør det. Før i tiden ofrede man mennesker her, fortæller Arjun mig, da vi er inde i en tempelgård, og jeg står og ser ind af gitteret til templets indre med 7 gudindefigurer  indeni og med sex-friser, der viser samlejer forfra og bagfra udskåret i træ og malet oppe under pagodeloftet.

De frække scener er til for at beskytte templet, forklarer Arjun mig. Det er noget med, at tordengudinden er jomfru, så hun bliver genert ved synet, hvilket sikrer templet mod at blive ramt af torden og lynild. Men jeg ved ikke, om det er den fulde forklaring.

Jeg tænker på, om man har skåret halsen over på børn eller kvinder her på stedet, som man gør med dyr, der bliver rituelt slagtet under gude-ofringer. Så giver al den røde farve mening, hvis den skal simulere blod. Så er der straks mere fredeligt andre steder ved Pasupatinath:

Hvid sorg og hvide templer til alderdommen
Arjun viser mig en gård, hvor sørgende ægtefæller iklædt hvidt vasker sig og sidder i skyggen af træer for at meditere over tabet af deres nærmeste. Der er også et alderdomshjem på området med fem hvide templer i en gård i midten. Her bor små gamle nepalesere med og uden handicap i to etager. Inde ved et af templerne sidder en tilhænger af den vegetariske gud Ram: En hellige mand - en sadhu - som de kaldes, og messer i skrædderstilling.



Dem er der i det hele taget mange af ved Pashupatinath. Nogle ligger og ryger hash under nogle halvtag et sted på området tæt ved alle lingam'erne. Nogle bor i jordhuler gravet ud af skrænten lidt længere oppe af Bagmati-floden end afbrændingspladserne for ligene.

Nogle af dem er guruer, der har disciple, som følger dem. Og så poserer de gerne sammen med turister mod en rupee-seddel af den betydelige størrelse, hvor det er en tiger eller en elefant, der pryder papiret.

Der er millioner af sadhuer i Indien og de hinduistiske guruer synes netop at befinde sig et sted mellem det hellige og profane. De har forsaget det jordiske liv med familier, formuer og forpligtelser af den hverdagslige slags, for i stedet at leve et simpelt liv - som Shiva i skoven, Buddha eller yogien Milarepa - med meditation og hjælpsomhed over for almindelige mennesker og dyr, der har brug for god karma, der kan give en nådig genfødsel til et nyt liv og en ny død lige her i mylderet.