Munke debatten

Natten er mørk og blød af varme på bjerget, og jeg er gået ad stentrapper og stier til spisesalen, hvor munken Karma har fortalt mig, at der er debat i aften. Et par af de andre gæster på klosteret er med, og vi sætter os i den vante skrædderstilling på de lave brune bænke ved de små pulte bag rækkerne af munke, der allerede sidder klar i deres mørkerøde tibetanske munkekutter.

De former en kantet hestesko omkring to pulte, hvor et par unge munke snart tager plads. Og så begynder debatten. En lidt ældre munk starter ud. Han står op inde i hesteskoen rettet mod de to og slynger så sit spørgsmål ud på nepalesisk. Det ender skarpt og fyndigt med at stemmen stiger og afsluttes med at armen, der er hævet over hovedet, falder med et smæld og klapper den anden hånd i hoftehøjde. Karma fortæller mig efter debatten, at det er signalet til at svaret skal falde prompte. Det er spørgsmål om Buddhas lære, der afsluttes med det bydende "Ja" eller "nej". Og hele tiden kommer der nye munke ind i kredsen.

De rejser sig, tilsyneladende ukoordineret fra deres lave bænke og pulte. Retter på klædedragten ved at trække det røde stof over den gule under-trøje godt op over skulderen. Og så klapper de synkront til sidst, hver gang nogen har råbt et spørgsmål.

For de råber, munkene. Debatten foregår med stor fyndighed. Og brede smil. Ikke latter, men entusiasme. Og jeg sidder ved min lille pult ved siden af to amerikanske kvinder, der også tilbringer lørdag aften på klosteret og bliver mindet om min tid med ju-jitsu-træning: Ikke en kamp-sport. Men et kamp-system, som klubbens patriark plejede at sige.

Jeg husker den særlige disciplin og respekt man skulle udvise i do'en - i den måttebeklædte træningssal, hvor man blev kastet til jorden gang på gang efter at have fået fejet benene væk under sig, eller selv løftede en mand op med hoften for med en een fejende bevægelse at kaste ham hårdt i gulvet.

Der er lidt samme stemning her i den rå spisesal med de mørke træmøbler og væggen, hvor over tusind små buddhaer stirrer ud på munkenes "debat" fra hver deres lille glasskab: Adrenalin og kroppe, der spændes til øjeblikkelig tackling af angreb. Verbale angreb med samme trænede "vildskab" i den fysiske spørge-disciplin som i kampen på ju-jitsu-måtten.

Kun de to siddende munke i midten, der på denne måde "afhøres", svarer spagfærdigt: Ja eller nej, formoder jeg. I hvert fald kort. Og så fortsætter begejstringen i midten, indtil den dynamiske kreds er fyldt med munke, der skiftes til at råbe højt og rablende hurtigt og så: "Klap".

Det varer en lille time. Så opløses gruppen i midten, og to nye unge munke tager plads ved forhørs-bænkene. Karma venter uden for på stenafsatsen ved indgangen, der vender mod gæstehuset i mørket sammen med en gruppe andre munke. Han er endnu ikke nået til denne klasse, fortæller han, så derfor er han og vennerne ikke med i aften. Det kommer de til. Jeg tager mine sandaler på, der ligger ved indgangsdøren. Her går man kun ind i spisesalen med bare fødder.