Tåge og overtro for enden af universet
Nepaleserne fejrede nytår i april: For at markere indgangen til år 2070. Een ting er, at vi er fire timer og et kvarter foran dansk tid i Nepal: Men at vi også er 57 år foran, forekommer lidt spøjst, når verden her på mange måder stadig bærer tegn på en masse af, hvad jeg har læst om middelalderen.
Ikke mindst selvfølgelig den fortryllede verden, som gik på
hæld omkring reformationen, hvor den tyske munk Luther gjorde op med den
katolske kirkes magt til blandt andet at sælge aflad til verdens syndere og således tog de første afgørende livtag med den filosofi, der siden skulle adskille det åndelige og det verdslige - det himmelske og jordiske
liv - der dannede basis for den protestantiske kristendom.
En fortryllet verden der ikke mindst også fik sit endelig knæk under hele
oplysningstiden i Europa, hvor fornuften, og hvad der kunne ses og vejes fik vægt, frem
for den guddommelige interaktion, tegnene og overtroen.
Men den slags udvikling indgår altså ikke i den nepalesiske virkelighed anno 2070. Det bliver ret klart for mig på en tur til hotellet "The End of the Universe" i byen Nagarkot et par timers kørsel øst fra Kathmandu, hvor trekkere ofte bor for at se den berømte solopgang over Himalaya.
Min gode ven, Mr. Bing har med sit
forretningstalent sørget for, at vi bliver kørt til Nagarkot i en lækker hvid
lydefri bil med god affjedring og fine sæder. Og indpakket i den rullende
luksus kører chaufføren Ram os mod Nagarkot:
Middelalderbyen Bakhtapur
Vi gør holdt i byen Bakhtapur inden og går på fotosafari i
det gamle kvarter, hvor kvinder sidder og strikker i store baljer til
turisterne, mens templer med stenudhuggede løver og pagodetag knejser over byen
i deres karakteristiske støvede mørkerøde og vulkansorte farver. Et andet sted fanger mænd og drenge små fisk med nylon-liner i et dyb-grønt bassin midt i
byen.
På et torv ligger pottemagernes fintdrejede arbejde bredt
ud for fødderne af os. Store dynger af sten udgør det for ovne for de mange
vaser og potter forarbejdet af Kathmandudalens rigelige ler-jord. En mand
hælder en rødgul farve ud over tørrede potter, der har ligget i solen. Måske
glasur inden brændingen.
Imens ringer klokker fra de små templer langs gaderne. Der
lugter af røg, eller pis i de smalle stræder, med drabelige ghurka-knive og
buddha-figurer og mandalaer fra malerskolerne, hvor unge kvinder og børn
reproducerer de runde meditations-motiver fra hinduismen og buddhismens hellige fortællinger.
Nordisk overtro
Mens jeg går gennem Bakhtapur's gader, går jeg under en
stige. Jeg ser den ikke, for den går over hele den smalle vej, og Mr. Bing skal
snige sig uden om den ved at skræve over den ved kanten af vejen, hvorefter han
ikke tøver med at gøre mig opmærksom på, hvilket uheld jeg kaster over vores
fælles ekspedition. Jeg havde da heller ikke gjort det, hvis jeg havde set den,
siger jeg.
Snart er vi ude af de støvede gader i Bakthapur med chaufføren
Ram, som jeg tænker må være opkaldt efter den vegetariske hinduistiske gud Ram.
Vi kører uden for byen og er snart på vej opad mod Nagarkot. Udsigten over
dalens tableau-marker og grønne nåletrætoppe er fantastisk, men pludselig løber
en hund efter et manguster-lignende dyr, a la Riki Tiki Tavi fra Rudyard Kiplings børnebog, foran bilen og Ram stopper.
Hindu-overtro
Ifølge hinduismen er det et slemt tegn på uheld, siger Ram.
Vi kan ikke køre videre. Vi spørger, om der er noget, man kan gøre. Det der med
sorte katte, der krydser vejen, kender vi jo hjemmefra. Den form for overtro er
jo ikke helt fremmed. Så skal man spytte over skulderen - eller smide salt
eller noget i den stil. Vi må vente, til der kommer en anden bil og kører foran
os, siger Ram.
Det gør vi så. Snart kommer der en lastbil, og så har den
taget uheldet fra os. Vi roser Ram for at beskytte os mod den farlige
situation, og jeg bliver inspireret af hele uheldstemaet og deler min
uhyggelige drøm om døde nøgne kvinder, der falder fra morbærtræer, hvis rødder står
over jorden, præcis som mange af de hellige træer her i Nepal - inden
jeg tage hjemmefra.
Gys og morbær
Og så kommer jeg herned, fortæller jeg Mr. Bing: Og så ser
jeg træerne fra min drøm. Og ikke nok med det: Her er morbær alle vegne. Da vi kommer til hotellet "The End of The
Universe" er der smattede morbær på stentrapperne op til hotellet,
konstaterer jeg tørt. Begyndelsen på en fantastisk gyserroman er ved at tage
form i mit hovede.
Om natten vågner vi ved torden og lynild over bjerget.
Regnen vælter larmende ned over vores lille hytte. Og da vi klokken tyve
minutter over fem næste dag skal op og se solopgangen over Himalaya, er tågen
tyk - så tyk, at jeg forestiller mig, man i gamle dage ville sige: "Tyk
som en ærtesuppe".
Der flyver sorte krager ud af den grå dis, der sluger solens
stråler, bjergene, træerne omkring os. Jeg tænker på tordenguden
Thor og Odins ravne på udkig efter at noget at berette til gudernes konge med
det ene øje.
Jeg kan ikke lade være med at grine befriet over dette fantastiske uheld, der forener både nordisk og hinduistisk overtro over for en helt og aldeles uigennemskuelig horisont.
Jeg kan ikke lade være med at grine befriet over dette fantastiske uheld, der forener både nordisk og hinduistisk overtro over for en helt og aldeles uigennemskuelig horisont.
Fortællinger
I det lille tempel med shivas trefork på toppen af bakken,
hvorfra vi skulle have set Himalayas sneklædte top badet lyserød i skæret af
den opgående sol, har nogen skrevet på engelsk på væggen, at Malla dynastiet af
konger i Kathmandu-dalen fik sit endeligt, fordi de blev forbandet af at ofre
mennesker i deres templer: "Pas på du ikke ofrer noget her, så du også
bliver forbandet", står der med grafitti på engelsk på den indre
tempelmur.
Og midt i denne uvished kan jeg så ikke lade være med at filosofere over, hvordan vi mennesker konstant fortæller historier om, hvad vores gerninger betyder for, hvad der sker i verden. Historier vi genfortæller og omfortolker, som tiderne skifter; og som på så mange måder faktisk vil påvirke vores handlinger og verden, som vi oplever den:
- Altså lige med undtagelse af tordenvejret, som jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle have indflydelse på.
Der bliver under alle omstændigheder ikke bragt nogen ofre ved alteret i
det lille shiva-tempel "for enden af universitet" den morgen. Snart kører Ram os sikkert ud af tågen og hjem
til Kathmandu, hvor solen er brudt frem over den for årstiden så typiske hvidligt disede himmel
over dalen.
Mere om Nagarkot:
Hej Gry
SvarSletDine oplevelser er så levende fortalt, at vi " bloggere " sidder navlet¨
til stolen, og forestiler os disse nøgne kvinder der falder ned overalt,
og samtidig skyder der store trærødder op fra jorden i store kaskader. Pragtfuld fortællekunst
Knus fra far