"The End of the Universe"

Tåge og overtro for enden af universet

Nepaleserne fejrede nytår i april: For at markere indgangen til år 2070. Een ting er, at vi er fire timer og et kvarter foran dansk tid i Nepal: Men at vi også er 57 år foran, forekommer lidt spøjst, når verden her på mange måder stadig bærer tegn på en masse af, hvad jeg har læst om middelalderen. 

Ikke mindst selvfølgelig den fortryllede verden, som gik på hæld omkring reformationen, hvor den tyske munk Luther gjorde op med den katolske kirkes magt til blandt andet at sælge aflad til verdens syndere og således tog de første afgørende livtag med den filosofi, der siden skulle adskille det åndelige og det verdslige - det himmelske og jordiske liv - der dannede basis for den protestantiske kristendom.

En fortryllet verden der ikke mindst også fik sit endelig knæk under hele oplysningstiden i Europa, hvor fornuften, og hvad der kunne ses og vejes fik vægt, frem for den guddommelige interaktion, tegnene og overtroen.

Men den slags udvikling indgår altså ikke i den nepalesiske virkelighed anno 2070. Det bliver ret klart for mig på en tur til hotellet "The End of the Universe" i byen Nagarkot et par timers kørsel øst fra Kathmandu, hvor trekkere ofte bor for at se den berømte solopgang over Himalaya.

Min gode ven, Mr. Bing har med sit forretningstalent sørget for, at vi bliver kørt til Nagarkot i en lækker hvid lydefri bil med god affjedring og fine sæder. Og indpakket i den rullende luksus kører chaufføren Ram os mod Nagarkot:

Middelalderbyen Bakhtapur

Vi gør holdt i byen Bakhtapur inden og går på fotosafari i det gamle kvarter, hvor kvinder sidder og strikker i store baljer til turisterne, mens templer med stenudhuggede løver og pagodetag knejser over byen i deres karakteristiske støvede mørkerøde og vulkansorte farver. Et andet sted fanger mænd og drenge små fisk med nylon-liner i et dyb-grønt bassin midt i byen.

På et torv ligger pottemagernes fintdrejede arbejde bredt ud for fødderne af os. Store dynger af sten udgør det for ovne for de mange vaser og potter forarbejdet af Kathmandudalens rigelige ler-jord. En mand hælder en rødgul farve ud over tørrede potter, der har ligget i solen. Måske glasur inden brændingen.

Imens ringer klokker fra de små templer langs gaderne. Der lugter af røg, eller pis i de smalle stræder, med drabelige ghurka-knive og buddha-figurer og mandalaer fra malerskolerne, hvor unge kvinder og børn reproducerer de runde meditations-motiver fra hinduismen og buddhismens hellige fortællinger.

Nordisk overtro

Mens jeg går gennem Bakhtapur's gader, går jeg under en stige. Jeg ser den ikke, for den går over hele den smalle vej, og Mr. Bing skal snige sig uden om den ved at skræve over den ved kanten af vejen, hvorefter han ikke tøver med at gøre mig opmærksom på, hvilket uheld jeg kaster over vores fælles ekspedition. Jeg havde da heller ikke gjort det, hvis jeg havde set den, siger jeg.

Snart er vi ude af de støvede gader i Bakthapur med chaufføren Ram, som jeg tænker må være opkaldt efter den vegetariske hinduistiske gud Ram. Vi kører uden for byen og er snart på vej opad mod Nagarkot. Udsigten over dalens tableau-marker og grønne nåletrætoppe er fantastisk, men pludselig løber en hund efter et manguster-lignende dyr, a la Riki Tiki Tavi fra Rudyard Kiplings børnebog, foran bilen og Ram stopper.

Hindu-overtro

Ifølge hinduismen er det et slemt tegn på uheld, siger Ram. Vi kan ikke køre videre. Vi spørger, om der er noget, man kan gøre. Det der med sorte katte, der krydser vejen, kender vi jo hjemmefra. Den form for overtro er jo ikke helt fremmed. Så skal man spytte over skulderen - eller smide salt eller noget i den stil. Vi må vente, til der kommer en anden bil og kører foran os, siger Ram.

Det gør vi så. Snart kommer der en lastbil, og så har den taget uheldet fra os. Vi roser Ram for at beskytte os mod den farlige situation, og jeg bliver inspireret af hele uheldstemaet og deler min uhyggelige drøm om døde nøgne kvinder, der falder fra morbærtræer, hvis rødder står over jorden, præcis som mange af de hellige træer her i Nepal - inden jeg tage hjemmefra. 

Gys og morbær

Og så kommer jeg herned, fortæller jeg Mr. Bing: Og så ser jeg træerne fra min drøm. Og ikke nok med det: Her er morbær alle vegne. Da vi kommer til hotellet "The End of The Universe" er der smattede morbær på stentrapperne op til hotellet, konstaterer jeg tørt. Begyndelsen på en fantastisk gyserroman er ved at tage form i mit hovede.

Om natten vågner vi ved torden og lynild over bjerget. Regnen vælter larmende ned over vores lille hytte. Og da vi klokken tyve minutter over fem næste dag skal op og se solopgangen over Himalaya, er tågen tyk - så tyk, at jeg forestiller mig, man i gamle dage ville sige: "Tyk som en ærtesuppe".

Der flyver sorte krager ud af den grå dis, der sluger solens stråler, bjergene, træerne omkring os. Jeg tænker på tordenguden Thor og Odins ravne på udkig efter at noget at berette til gudernes konge med det ene øje.

Jeg kan ikke lade være med at grine befriet over dette fantastiske uheld, der forener både nordisk og hinduistisk overtro over for en helt og aldeles uigennemskuelig horisont.

Fortællinger

I det lille tempel med shivas trefork på toppen af bakken, hvorfra vi skulle have set Himalayas sneklædte top badet lyserød i skæret af den opgående sol, har nogen skrevet på engelsk på væggen, at Malla dynastiet af konger i Kathmandu-dalen fik sit endeligt, fordi de blev forbandet af at ofre mennesker i deres templer: "Pas på du ikke ofrer noget her, så du også bliver forbandet", står der med grafitti på engelsk på den indre tempelmur.

Og midt i denne uvished kan jeg så ikke lade være med at filosofere over, hvordan vi mennesker konstant fortæller historier om, hvad vores gerninger betyder for, hvad der sker i verden. Historier vi genfortæller og omfortolker, som tiderne skifter; og som på så mange måder faktisk vil påvirke vores handlinger og verden, som vi oplever den:

- Altså lige med undtagelse af tordenvejret, som jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle have indflydelse på.

Der bliver under alle omstændigheder ikke bragt nogen ofre ved alteret i det lille shiva-tempel "for enden af universitet" den morgen.  Snart kører Ram os sikkert ud af tågen og hjem til Kathmandu, hvor solen er brudt frem over den for årstiden så typiske hvidligt disede himmel over dalen.

 

Mere om Nagarkot:

http://www.aghtrekking.com/nagarkot.php