De buddhistiske bedeflag vejrer larmende i vinden, ligesom mantraet "Om mani padme hum" taktfast og venligt lyder igen og igen og igen fra butikker og bedecentre på den runde plads omkring den vældige hvide stupa.
Oplysnings-arkitektur
Stupaen er en ældgammel form for buddhistisk arkitektur bestående af en række hvidmalede tableauer, der leder op til et forgyldt tårn og de klassiske buede Buddha-øjne, der skuer ud over verden. Tableauerne symboliserer, så vidt jeg har forstået, vejene til den buddhistiske "oplysning", og monumentet er dermed en form for anskueliggørelse af den vej mod fred, vi som mennesker kan vælge at stræbe imod.
Dermed bliver turene rundt om stupaen, som jeg ser både munke og vesterlændinge tage, ikke bare en hyggelig gåtur mellem bedeflag og duer til lyden af mantraer og med fingre og håndfladerne udstrakt mod bedemøllernes ornamenterede messingflader. Det er også en mental bevægelse, der foregår.
Jeg tager selv turen rundt flere gange og overhaler to unge munke, der tålmodigt følger en gammel forkrøblet kvinde rundt om stupaen. Flere gange genkender jeg det samme unge vestlige par i bhatik-farver, og selv jeg, der ikke er buddhist, oplever, at der er et eller andet særligt ved denne meget konkrete oplevelse af uendelighed.
Fred
Hvor starter og slutter denne gåtur omkring stupaen? Hvor starter og slutter denne fortælling egentlig? Og så kommer trangen automatisk: Til at søge opad og skabe sig et overblik. En trang til "oplysning" uden tvivl. Både til at forstå verden, og den sandhed, der ligger i den: Tingenes rette sammenhæng. Og for mig personligt nok også en trang til at befri mig selv fra uendeligheden. På en gang grebet af en rolig accept af det evige "Om mani padme hum"-mantra - og samtidig med et skærpet sind.
Måske - tænker jeg - efter at have læst Dalai Lamas "A Way to Freedom", er meningen med denne gådefulde stupa at få mig til at lære at tackle denne verdens gentagelser fredeligt og samtidig stræbe efter de seks perfekte dyder i buddhismens vej til oplysning: Generøsitet, Etik, Tålmodighed, Energisk indsats, Koncentration og Visdom.
Flygtningen
Inden jeg tager turen op på stupaen, sætter jeg mig på en bænk for at iagttage livet omkring den. Der er hundehvalpe i skyggen under bænken, og der går ikke lang tid, så kommer en lille rundhovedet mand hen og sætter sig ved min side:
Han spørger, om jeg er buddhist og peger på min kæde af træperler, som jeg altid bærer omkring håndleddet, når jeg rejser. Nej - jeg er kristen, svarer jeg ham. Han ser meget interesseret på træperlerne. Han sidder helt yderst på bænken, som om han er på vej væk hvert andet øjeblik.
Og så kigger han angstfuldt mod politiet, der er meget talstærkt til stede ved stupaen. Han er flygtning fra Tibet, fortæller han mig. Og jeg tænker straks på den artikelanalyse, jeg lavede med mine studerende ugen inden, hvor vi tog fat på en artikel fra New York Times om konflikten mellem kineserne og tibetanerne her i området. Ifølge artiklen skulle kineserne have indgået aftaler med de nepalesiske myndigheder om at forsøge at bremse flygtningestrømmen fra Tibet ind i Nepal:
- Er du så på vej til Indien? spørger jeg manden, da jeg ved, at det er her Dalai Lama har sit eksil. Han nikker og ser sig omkring. Så viser han mig ar fra dybe knivstik på sin bare isse og på armene. Det er kinesernes værk, siger han.
Jeg husker at have læst, at en tibetansk munk for en måneds tid siden satte ild til sig selv her ved stupaen i protest mod den kinesiske overtagelse af Tibet tilbage i 1951; ifølge kineserne en befrielse af lokalbefolkningen fra det feudale kloster-styre, munkene og Lamaen stod for. I øvrigt ikke nogen særlig buddhistisk gerning: At sætte ild til sig selv - har jeg fået at vide ude på klosteret ved Namo Buddha.
Jeg byder den lille mand nogle nødder, men han er tilsyneladende for bange for at blive siddende, og takker nej. Hans hænder er beskidte siger han, og så springer han op og forsvinder, mens han hilser ydmygt og bukkende på alle de vestlige turister, han møder på sin vej.
Fotograferingen
Oppe på stupaen sætter jeg mig i skyggen af et af tableauerne og drikker vand og skriver i min dagbog, da jeg bliver opdaget af en større kinesisk familie på turist-tur. De synes af en eller anden grund, at jeg er tæt på at være lige så interessant som stupaen, som jeg sidder der:
Så først fotograferer de mig, mens de siger en masse begejstret på kinesisk, og så stiller jeg smilende op til fotografering med sønnen og så datteren og hendes veninder eller søstre og moren og alle sammen på en gang.
Det sidste jeg gør, inden jeg forlader Boudanath er at gå en halv runde omkring stupaen og for første gang selv sætte bedemøllerne langs stupaens fundament til at dreje rundt. Så jeg med min bevægelse sætter mantraerne inde i møllerne til at tale deres eget sprog i solen. Ganske fredfyldt.
Læs mere om den buddhistisk stupa her:
http://www.buddhanet.net/stupa.htm
http://www.peacestupa.org/what_is_a_stupa.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar