Når Østen ikke vil som Vesten

Hillary Clinton kaldte fredag Rusland og Kinas veto mod en FN-resolution mod styret i Syrien for "foragteligt" ved et møde i Tunis om optrapningen af urolighederne i Syrien. 

Bashaars bomber

Hun gav ved samme lejlighed et større millionbeløb til humanitær hjælp til syrerne, der bliver bombet og dræbt af deres præsident Bashaar al-Assaad, som lige nu slår hårdt ned på landets oprørere i blandt andet byen Homs. Der er meldinger om hospitaler, der bliver bombet, børn der bliver voldtaget, og massevis af uskyldige, der bliver hjemløse eller mister deres liv.

Kina og Rusland mod intervention

Da to vestlige journalister her i slutningen af ugen - med et vidt forgrenet netværk i Frankrig, USA og Israel - blev dræbt, fik konflikten endnu mere opmærksomhed.

Men Kina og Rusland vil ikke være med til at gribe ind og har nedlagt et veto mod en militær intervention imod præsident Assaad i FN's sikkerhedsråd.

Clintons vrede

Og det har gjort Clinton vred: Derfor lagde hun fredag ikke fingrene imellem, da hun gav udtryk for, hvor frustreret hun er over Rusland og Kinas veto. Budskabet var klart: Landene må skifte holdning og komme syrerne til hjælp i stedet for at bremse "det arabiske forår" - som mange internationale iagttagere i øvrigt mener har skræmt både Kina og Rusland, hvis økonomiske vækst er betinget af fortsat stabilitet:

"They are setting themselves against the aspirations not only of the Syrian people, but of the entire Arab Spring, the Arab awakening", sagde Clinton:

"It's quite distressing to see two permanent members of the Security Council using their veto when people are being murdered...It is just despicable. And I ask, 'Whose side are they on?' They are clearly not on the side of the Syrian people.”

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/9105470/Syria-Hillary-Clinton-calls-Russia-and-China-despicable-for-opposing-UN-resolution.html

http://www.voanews.com/english/news/Clinton-Lashes-Out-at-Syria-Russia-China-140371953.html

Knive i ærmet

Meldingen blev opfattet som en provokation mod øst. I hvert fald kommenterede det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag på udmeldingen med formuleringer om, at USA og Europa gerne ville fremstå humanitære, men i virkeligheden skjulte "knive i ærmet". USA og Europa "are harboring hegemonistic goals" i Syrien, skrev Xinhua. 

Østens skurke

Og udmeldingerne fra Xinhua på den ene side og Clinton på den anden viser i mine øjne, at Østen og Vesten lige nu er på kollisionskurs. Samtidig bliver jeg med Clintons ord om Kina og Rusland som "skurke" også selv klar over, hvordan mit verdenssyn er forankret i en vestlig moral:

For hvordan kan man forsvare ikke at komme civile til hjælp? 

Hvem vogter moralen?

Omvendt kan man jo spørge sig selv, hvordan det er gået med hjælpen til irakerne og afghanerne og senest libyerne? Hvor meget blod har vi selv fået på fingrene i disse aktioner? Og hvor vidt har vi  kunnet overskue de moralske, økonomiske og menneskelige omkostninger?  Hvem har vi egentlig hjulpet mest?

Og direkte afledt af disse svære spørgsmål: Er der mon på nogen måde en grund til at Kina og Rusland tøver? Eller er det ren og skær totalitær egoisme, der holder dem tilbage fra - som den gæve, vestlige politibetjent - at gribe ind i alverdens konflikter; vel at mærke i verdensdele, hvor vi har interesser at forsvare. Når folk i Afrika bliver brutalt myrdet af sindssyge regimer, er vi jo som regel ikke helt så skrappe til at komme dem til undsætning, som vi er i Mellemøsten.

Østens skatte

Da jeg stod ved et julepyntet butiksvindue i Moskvas gader for et par måneder siden og nød synet af foreningen mellem vest og øst i al sin rigdom og skønhed, slog det mig hvor mange skatte, der faktisk er mod øst. Og hvor lidt vi egentlig har interesse i dem i denne del af verden. Det gælder måske også tankegods.

Her er en del af verden, der i årevis har spejlet sig i Vestens butiksruder og tilegnet sig vores måder at arbejde, handle og tænke på. Det har skabt en succes i "vores verden", der ikke er til at overse. Men mens russere og kinesere på hver deres måde kopierer og tilnærmer sig vestlig livsstil, fortsætter vi med at se dem som stereotyperne i Hollywoods fremstillinger af russisk eller kinesisk mafia og barbari.

Demokrati-krisen

Vi kritiserer Rusland og Kina for manglende demokrati. Men lige nu er vores egne hellige demokratier ikke desto mindre i alvorlig krise og tilsyneladende ude af stand til at varetage samfundenes grundliggende interesse i for eksempel at få gjort op med de systemfejl i den finansielle sektor der skaber tikkende bomber under samfundsøkonomien.

Det kunne godt føre frem til en erkendelse af, at vi måske skal skrue lidt ned for bedømmelserne af Rusland og Kinas handlinger og lidt op for velviljen til at forstå bevæggrundene for, at de gør, som de gør. Måske de ligefrem har en bedre basis for at dømme os end omvendt? - Efter at at have studeret og efterlignet os i årtier, kender de mon så ikke os en hel del bedre, end vi kender dem?

Under alle omstændigheder har jeg Kina helt øverst på min ønskeseddel over kommende rejsemål.  

Jeg tror, at det er på tide at begynde at se Østen som en kilde til inspiration frem for blot som en trussel:

Både-og

...Og med mit sparsomme kendskab til østlig filosofi er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Østen er "Både-og", og ikke, som vi ofte ønsker at kategorisere alting i Vesten: "Enten-eller".

Så er det bare med at finde ud af, hvordan vi praktisk og politisk forholder os til det. Måske i første omgang ved at åbne øjnene mere for inspirationen og dermed også få en mere brugbar forståelse af truslen, når Østen ikke vil som Vesten.

Dokumentarfilmen "Putins Kys"

I Moskva samles tusinder af russere i disse dage for at demonstrere mod Putin, der spås at vinde det russiske valg den 4. marts.

Og i takt med disse marcher og de kolde sibirske vinde, der har sænket temperaturen i de københavnske gader til omkring minus 20 grader, er der al muligt god grund til at marchere i biografen og se den uhyre interessante og skræmmende dokumentarfilm "Putins Kys" om en ungdomspolitisk bevægelse i Rusland:

Nashi - hedder den. Youth Democratic Antifascist Movement: En bevægelse med omkring 70.000 tilhængere, støttet af Kreml, og arrangør af moddemonstrationer til den stadig mere højlydte opposition i gaderne:

Putins fjender er fremskridtets fjender
Og netop deres talsmænd og kvinder: De kritiske journalister, oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister hører ikke til i Rusland, mener Nashi. De er fjender af fremskridtet - og det vil de unge i Nashi ikke tolerere.

Filmen af den danske instruktør Lise Birk Pedersen følger den unge talskvinde Masha, der i starten af filmen fortæller om sit store idol: Vladimir Putin, som hun som kun 19-årig får tildelt en medalje af. En medalje hun kvitterer for med et kys.

Journalist tævet halvt ihjel
Men Putins kys får en stadig mere dyster undertone i løbet af filmen, hvor den anden hovedperson, den kritiske journalist Oleg Kashin fortæller om sin udtalte skepsis for Nashi, der måske, måske ikke står bag det tæskehold af unge mænd, der en aften på gaden overfalder og tæver Oleg halvt ihjel.

Nashi er en erklæret anti-fascistisk organisation, grundlagt i 2005 af en karismatisk Vasily Yakemenko, der tilsyneladende ikke tøver med at bruge vante tricks fra manipulationens værktøjskasse med kærlige håndsrækninger og slet skjulte trusler om social eksklusion over for de unge han i starten af bevægelsens historie træner målrettet til at arbejde for Nasjis sag. 

En sag der tilsyneladende er så vigtig, at dele af Nashi ikke viger tilbage for at gribe til både vold og chikane for at gøre livet surt for Putins fjender.

Støvletramp
For mig er et enkelt klip fra en Nashi-demonstration i Moskva tankevækkende på grænsen til det kvalmende: De unge tilhængere, der for de flestes vedkommende er født efter 1989 og intet kender til Sovjet-tiden, stiller op i brede bælter i en procession med plakater af Ruslands fjender.

Så går de frem med slagord og smider plakaterne mod gaden i en bunke og tramper på dem mens fotografer knipser løs mod støvler og ansigterne på de udvalgte fjender. Så er det ikke svært at forstå, hvorfor kritikerne kalder Nashi for "Putin Jugend".

Dog skal det også siges, at Nashi er en ungdomsorganisation, med mange sympatiske aktiviteter som sportslige sommermøder, socialt arbejde med kirken og de ældre og uddannelse af unge til selvstændighed, lederskab og aktiv politisk deltagelse...Men at det ikke, er det udtalte demokratiske sindelag, den får til at spire i den nye generation, står nu alligevel helt klart, hvis man skal tage filmens dokumentation og kilder for gode varer.

Gennemslagskraft?
Eneste spørgsmål, der forbliver ubesvaret, er bevægelsens reelle gennemslagskraft? Det er trods alt kun 30.000 unge, der kører i busser ind til demonstrationerne i Moskva, så nogen reel folkebevægelse kan der jo ikke være tale om i et land med omkring 138 millioner indbyggere. Og hvor mange af de unge, der er reelt politisk vækkede forbliver også uklart?

Isnende historie
Det er dog ikke nogen munter film i en tid, hvor økonomisk depression ligger tungt over Sydeuropa,  Ungarns højreradikale parti Fidesz fifler med landets grundlove for at bevare magten, og stadig flere unge i regionen oplever arbejds- og håbløshed brede sig.

- Så man skal ikke se "Putins Kys" for at få varmen. Den isner tværtimod i nakken og stiller spørgsmål om, hvorvidt historien kan gentage sig selv.

Læs mere om Nashis indflydelse på den igangværende valgkamp i Rusland:

http://www.information.dk/293008