Paradis

Det føles som en omfavnelse – den varme vind på Zanzibar, der stryger ind fra det Indiske Ocean på øens østlige side. Jeg landede i lufthavnen i Stone Town i går aftes og blev kørt af chaufføren Eddy – et typisk kælenavn for Mohammed på tanzaniansk - halvanden time til den anden side af øen med duggen drivende ned af vinduernes yderside.

Her er fugtigt. Her er myg - og gul feber - og bananpalmer og  muslimske kvinder, der cykler indhyllet i farvestrålende slør, og cikader, der lige nu laver koncert i den runde sandgård mellem Paje Blue Lagoon’s hvide hotelværelser ved Zanzibarhøjskolen. Det ligner til forveksling et sted, man kunne kalde Paradise Hotel. 

Og jeg tror, jeg drømmer, når jeg går på den hvide strand og ser det lyseblå, lyseblå hav skylle varmt ind over stranden, for så op mod middagstid at trække sig langt, langt ud og efterlade hundredevis af meter blottet sandbund med de lokales tangplantager på lavt vand med afmærkningsstokkene stikkende op af.

Det indiske ocean er som et varmt karbad, og salt – så det sammen med det hvide, hvide lys skærer i øjnene. Her til aften har jeg været med Mathilde på stranden og spise aftensmad ved vandkanten. Stjernekortet kalder på en skibsnavigatør. Og vandet er sort og bruser dovent ind over kysten. 

Om dagen ligger jeg på en liggestol helt alene på den hvide sandstrand og læser min favorit-bog "Hagakure - The way of the Samurai" mens jeg ser på vandet og har lidt svært ved at forstå, hvor jeg er.

Zanzibar får mig til at tænke på en af mine gamle ynglingsromaner, Alex Garlands "The Beach", om en gruppe backpackere i Thailand på jagt efter paradis. Og især filmatiseringen hvor en bestemt tekst af Angelo Badalamenti i den grad ramte mig og min generation, dengang jeg var i starten af 20'erne. 

"Beached" hedder den:

Trust me, it´s paradise.

This is where the hungry come to feed.

For mine is a generation that circles the globe in search of something we haven´t tried before.

So never refuse an invitation.

Never resist the unfamiliar

Never fail to be polite

And never out stay your welcome.

Just keep your mind open and suck in the experience.

And if it hurts, you know what, it´s probably worth it.

You hope and you dream, but you never believe that something is going to happen to you.

Not like it does in the movies.

And when it actually does, you expect it to feel different.

More visceral, more real.

I was waiting for it to hit me. Hit me

I still believe in Paradise.

But now at least I know it´s not some place you can look for

Because it´s not where you go

It´s how you feel for a moment in your life.

And if you find that moment, it will last forever. It will last forever It will last forever. Last forever...

(Blogindlæg skrevet torsdag den 1. december 2011 - postet nu pga. manglende stabil netforbindelse.)