Nomadernes hotel

Udsigt over gaden fra 4. sal The Nomad Palace Hotel i Eastleigh i Nairobi.

Det er morgen på The Nomade Palace Hotel, og jeg er vågnet efter en nat, hvor jeg har været vågen adskillige gange i min store dobbeltseng på værelse 409 med loft til gulv-gardinerne, der dækker vinduesvæggen ud mod hotellets indre – en glasbeskyttet sokkel af luft, lys og lyd ned gennem bygningen,  til lobbyens runde bourdeaux røde lænestole, hvor klientellet af langskæggede mænd, korrespondenter på vej til Mogadishu eller almindelige turister slapper af.

Første nat vågnede jeg ved femtiden af kaldende stemmer. Morgenbøn i Lille Mogadishu. En på en gang vemodig, insisterende, blød, klangfuld melodi trængte ind gennem de tunge gardiner og det lukkede vindue ud til soklen.

Natten efter var det lyden af en mand, der gjorde en kvinde glad et sted i en seng tæt ved, som slog mod væggen, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, om det mon var én af de hellige muslimske mænd, der beder i rummet nede på 1. sal, der havde fornøjelsen i den mørke nat.

Tredje nat var det lyden af et skrig fra en mand, der lød som om han var ved at blive slået ihjel. Smerte og dyb angst dirrede mellem gardinerne i de lange slørs bygning.

Jeg tænkte på slumkvarteret lige ved siden af den fem etagers store hotelbygning med de skinnende blanke gulve, de lukkede sølvbakker på gulvet foran hoteldørene med afpilledede kyllingeben stikkende ud under kuplen efter nattens roomservice  og uret på Dubai-tid i receptionen.

At være en rigtig nomade er måske ikke bare et spørgsmål om at være rejsende, men også at finde sig til rette med den fare, der ligger i det ukendte.

Som når jeg rejser til Afrika og pludselig befinder mig i Mellemøsten, hvor kvinders ansigter og afpillede knogler skjules eller tilsløres, mens nogle af livets allermest kraftfulde sider pludseligt blottes i natten som tænderne i munden på en krokodille.