Afrikas rytme

For de fleste rejsende, der bliver væk i længere tid af gangen er der et tidspunkt, hvor man vågner op om morgenen til en hverdag og føler, at ens liv derhjemme virker som en drøm.

Flodvand

Jeg nåede det punkt omkring weekenden efter at have været i Kenya i omkring 16 dage.  Det er ligesom om, at det er blevet helt naturligt for mig at vågne med sol i ansigtet fra badeværelsesvinduet, at tage en tår kamelmælk fra køleskabet her i min hytte med knap syv meter til spidsen af det runde stråtækte loft og suse ud i solen uden et morgenbad, fordi flod-vandet, der kommer ud af hanen er brunt og koldt, indtil solcelleanlægget varmer det op i løbet af dagen.

Jambo

Herefter går jeg over de støvede røde stier i det gule solskin ved 8-tiden her nær Ækvator. Forbi køerne der græsser eller dier hos hinanden eller er ved at blive malket. Med fluer svirrende omkring mig - altid nærgående over for mund og ører. Men ikke så meget, at det for alvor generer. Man kan vænne sig til så meget. Også det. "Jambo", siger pigerne, når vi passerer hinanden på stierne. "Jambo". "Hej" på swahili.

Ugali

Morgenmaden består af en vælling lavet af en særlig majsmel, som er populær i vores store folkekøkken her på platformen, hvor MS holder til sammen med den amerikansk ejede pigeskole Daraja Academy. Og kaffe.

Og måske engang imellem af de forvoksede klejner, de spiser hernede som supplement eller snack. Et trekantet brød med sukker i, der frituresteges, mandazi. Jeg stiller mig i kø med en skål sammen med Daraja-pigerne, der er klar til dagen i deres fine blå skoleuniformer.

Når tiden strækker sig

Det er business as usual her på Daraja. Og hvor en dag for bare en uge siden føltes som et år, kan jeg mærke, at ørkensandet på en eller anden måde er begyndt at løbe hurtigere gennem timeglasset nu. Og at jeg ikke længere har øjne og sanser åbne på samme sugende måde som da jeg landede og stod ud af flyveren i Nairobi. Det føles til gengæld, som om det er et år siden. Mindst.

Så nu er jeg altså nået til det der punkt, hvor det ikke længere føles usædvanligt og eksotisk at rende rundt med en pandelygte efter klokken 8, fordi alt er bælgmørkt under stjernehimlen. Og at høre natten hunde og hyæner gø om kap uden for hytten på lydtapetet af cikadernes koncerter.

Motorcykel med sofa

Det er helt almindeligt at køre igennem den nærliggende by Nanyuki og passere en fyr, der kører med en sofa bag på sin motorcykel - eller en to meter høj brændestabel, eller bare hele familien: Kone og to børn på to hjul.

Det er lige så almindeligt, som når kamelerne krydser vejen, eller masaierne driver deres kvæg og får fra græsmarkerne og hjem inden mørkets frembrud, og vi må sagtne farten i den store Toyota Hilux for ikke at få et eller andet dyrs liv på samvittigheden.

Pausen

På en eller anden måde føles det, som om livet her har en særlig rytme, som jeg begynder at kunne mærke i blodet. Som om de konstante absurde forsinkelser og overraskelser har en form for højere grad af naturlighed over sig end det skemalagte liv i den vestlige verden, hvor toge og busser og liv kører efter særlige planer.

Jeg kommer til at tænke på Michael Jackson-filmen "This is it", hvor Jackson instruerer en musiker i at holde en pause i musikken længere, end han har lyst til. Det er ligesom om, at det er for lang tid for den professionelle musiker. Men netop sekunderne, hvor Jackson holder pausen, illustrerer i mine ører hans geni. Han trækker ligesom vejret gennem musikken. Han ER musikken.

Og derfor føles lyden rigtig - den er ikke blot et udtryk for skønhed - men også sandhed. Musikken er levende - en del af åndedrættet, historien, instinktet, livet.

Sanseindtryk som en knytnæve lige i synet

Og lige præcis den form for musikalitet oplever jeg i livet her og de mennesker, jeg møder. Ikke at jeg har trang til at forherlige støvet, larmen, kamelerne, de faldefærdige matatuer (minibusser), de tiggende børn med bare beskidte fødder, blikskurene og kokasserne.

Intensiteten i et hvilket som helst afrikansk gadebillede er mere end nok til at overdøve enhver vestlig sans for indtryk. Jeg vil aldrig glemme en dag jeg lånte et toilet på en bar i en lille by i Centralkenya vi kørte igennem på vej hertil fra Nairobi. Der var et hul i gulvet og bælgmørkt, men lugten var nok til at jeg nær var besvimet. Som et knytnæve lige i synet :-)

Hjerteslag

Men denne her voldsomme uforudsigelighed har med sin farverige kontraster en særlig skønhed over sig, som jeg de sidste dage har set tone frem, hvor den før gjorde mig bange og usikker.

Og når kamelerne så vader ud foran ens bil, så er det lidt ligesom den der pause, der gør følelsen af tid og sted til et samlet værk. En form for væren, der netop fordi den er asymmetrisk og uforudsigelig,  gør een opmærksom på livets egen rytme. På ens eget hjerteslag som nogle gange holder rytmen. Andre gange ikke.

Cikaderne summer, piger synger, bilen svinger for at undgå et hul i vejen. Bump. Matatuen ryster og hoster. Bremserne hviner på taxaen i Nairobi. Jambo. Sasa. Mzuri sana. Hanen galer. En mand løber efter en kamel, der stikker af i rask trav mod byen. Giraffer strækker hals. Regnen falder i spandevis. Stopper. Solen skinner på den hvide spidse top over Mount Kenya. Så går den ned. Mørke. Baskende natsværmer-vinger i stearinlysets ild.