Korruption

Lokalavis-chefen Julius Ayome peger på et billede at et stort hul i jorden i et af de ældre numre af avisen “The Kibera Journal”, som han har ansvaret for.

Her var der bevilget penge til at bygge latriner i 2004. I 2008 står der i de officielle dokumenter, at projektet er færdigt.

Så sendte jeg mine folk ud for at tage det her billede, fortæller han, under et af mine besøg hos KCODA i Nairobis største slumkvarter Kibera i starten af september 2011. KCODA står for Kibera Community Development Agenda.

 

Og det er “business as usual”. Hvert år strømmer millioner af kroner ind til velgørende projekter, der skal forbedre livet for slummens beboere: Nairobis fattigste arbejderklasse.

54 milliarder kenyanske shillings de sidste 5 år, oplyser KCODA. Og hvor er pengene henne, hvis man kaster et blik på blikbarakkerne, snavset og de endeløse boder med tøj og sko, der som min veninde Charlotte forleden bemærkede her på bloggen med reference til Jacob Ejersbo, i øvrigt sagtens kunne se ud som om det kom et sted fra Vestens mange UFF-containere.

Under alle omstændigheder er det netop på grund af hullet i jorden, at Julius Ayome ser det som den lille “The Kiberal Journal”s fornemste opgaver at gøre magthaverne opmærksomme på den omfattende korruption, der får penge til slummens fattige arbejderfamilier til at forsvinde ud i den støvede luft.

Vi sidder i et dunkelt, lavloftet kontor i udkanten af Kibera - bag en låge med skiltet KCODA, en lang sti og endnu et aflåst jerngitter. Her ligger den lille barak, hvor The Kibera Journal bliver til.

Julius Ayome startede KCODA sammen med 10 venner, tilbage i 2002. De spurgte sig selv, hvordan de kunne støtte lokalområdet. Vi var trætte af, at medierne altid kun skrev om vold, mord og tyveri i Kibera: - “Vi havde brug for en platform, der talte Kiberas sag”, fortæller Julius. Vi skrev en række problemer ned for området og kom frem til, at det vi anså for at være det største problem var uvidenhed: Uvidenhed om hygiejne, stammekonflikter, rettigheder osv. Derfor besluttede vi os for at lave en avis, der kunne hæve lokalsamfundet og give Kibera en stemme.

Det er dog kun en ganske lille stemme avisen har med sit oplag på 3.000 farvekopierede eksemplarer, ‘ som udkommer, når der er penge til det. I øjeblikket har avisen kun een pc med programmet IN-Design i et rum ikke meget større end 7-8 kvadratmeter. Her kunne man også godt bruge flere midler og Julius Ayomes mål er derfor også at udvikle avisen, så den bliver reklamebaseret og uafhængig af fonde, hvor den i dag blandt andet er støttet af det danske MS Action Aid.

Alligevel er Julius Ayome tydeligt stolt af resultaterne. Efter at “The Kibera Journal” bragte billedet af hullet i jorden, dukkede latrinet pludselig op, så hans fotografer kunne fotografere det til en senere udgave af avisen. Og så kan man jo bare spørge sig selv om, hvor pengene til det projekt kom fra? Siger avis-chefen, der nu har fået lavet anti-korruptionsbokse til at sætte op i slumkvarteret, så folk kan tippe ham om lignende projekter, der bliver opgivet undervejs eller på mystisk vis forsvinder.

Som nu denne her bro: Julius Ayome viser os endnu et billede i avisen af nogle små børn der er på vej over en nybygget bro. I stedet for en reel plankebro, er der nogle tynde stivere med store mellemrum, som man kan gå over broen på, mens gelænderet ser nogenlunde færdigt ud. Det ser ud som om det barn der er på vej over broen på billedet kan falde igennem broen for hvert skridt. Når det er regntid løber vandet her, peger Julius Ayome. Hvad sker der så med det lille barn, hvis det falder gennem broen? Det er jo ikke ansvarligt at bygge en bro og så bare lade den stå sådan her.

Men det er ikke sådan lige at bekæmpe et problem, der efter alt at dømme er helt grundlæggende for det kenyanske samfund. Som en af mine nye elever fortalte mig i går, så er der et princip om vennetjenester i kenyansk kultur, som stikker meget dybt. “I’ll scratch your back – you’ll scratch my back”; sådan cirka oversat fra swahili.

Da KCODA-chefen for nyligt fandt frem til et referat fra en komite, der har uddelt penge til forskønnelse af den nærmeste skole med en lang række tiltag, der ikke har set dagens lys, fandt han adskillige navne på listen over folk, han kendte. Og “The Kiberal Journal” har da også oplevet mindst en sag med en journalist, der har modtaget penge.

I det hele taget fortæller mange hernede, at også journalister og redaktører sætter sig med ved det lyssky bord, hvor nødhjælpspenge og velgørende millioner pludselig skifter formål. Det sker her i slummen i det små, og det sker på de nationale medier og tv-stationer, som ikke er til at stole på. Som en tidligere journalist på en tv-station fortalte mig i dag, så er der masser af historier, der ender på redaktørens bord og aldrig kommer videre, fordi han eller hun har fået penge for at sylte dem.

Jeg overvejer om min 250 kroners donation til hungersnødsofrene for nylig nogensinde er nået frem i form af mad, og om det måske egentlig ikke havde været bedre, at jeg havde taget dem med herned og givet dem til en af kvinderne ude på gaden. Men det kan jeg jo nå endnu.