Nanyuki er en halvstor kenyansk militær-by tre timers kørsel nord for Nairobi i Rift Valley - kikuyuernes land. Ikke så langt herfra ligger Mount Kenya, der her i september ofte er indhyldet i en grå sky af regn, der om eftermiddagen trækker ind over byen og afgiver mægtige vandskyld. Ifølge beboerne ret atypiske på denne tid af året, hvor regntiden burde være forbi. 
Britiske soldater
Nanyukis stenhuse er bygget af de tidligere kolonister, briterne, som stadig præger byen på godt og ondt med deres store militærbase. Her forbereder soldater sig på at drage i ørkenkrig i Afghanistan, ligesom de træner sammen med det kenyanske luftværn, der også hører hjemme her.
De britiske soldater er derfor en fast del af gadebilledet, når de handler ind i det moderne indkøbscenter Nakumatt, hvor også de hvide farmere i området og MS-voluntørerne, der er på vej ud for at arbejde frivilligt på børnehjem og hospitaler, strømmer ind for at købe Tusker-øl, cigaretter, frugt, slik, kiks og Kenya-kaffe - akkurat, som vi gør derhjemme.
Jaget børneliv
Parkeringspladsen foran Nakumatt er med undtagelse af de støvede drenges tiggende hænder en form for helle midt i Nanyukis ellers temmeligt rå gadebillede, hvor man en stille søndag eftermiddag på vej til swimmingpoolen på Sportsman Arms Hotel kan opleve en lille gadedreng skrige op i vejkanten, fordi to voksne mænd har fat i ham og slår ham med et gummibånd, der ligner en cykelslange.
Parkeringspladsen foran Nakumatt er med undtagelse af de støvede drenges tiggende hænder en form for helle midt i Nanyukis ellers temmeligt rå gadebillede, hvor man en stille søndag eftermiddag på vej til swimmingpoolen på Sportsman Arms Hotel kan opleve en lille gadedreng skrige op i vejkanten, fordi to voksne mænd har fat i ham og slår ham med et gummibånd, der ligner en cykelslange.
Der bor omkring 40.000 mennesker i den westernagtige by – en stor del af dem i et slumkvarter med mere plads mellem husene end i Kibera i Nairobi – men til gengæld med tunge sociale problemer:
Mord og ordensmagt
To af mine studerende, Mary og Moses, er opvokset her, hvor HIV og AIDS, prostitution, bandekriminalitet, mord, stofmisbrug og arbejdsløshed er noget, der præger de flestes hverdag.
Mary der er en ud af 14 børn, fortæller, hvordan hendes bror endte med at komme i fængsel på livstid for mord efter at have været til stede under en lynchning af en mand på gaden uden selv at have lagt hånd på den døde.
To af mine studerende, Mary og Moses, er opvokset her, hvor HIV og AIDS, prostitution, bandekriminalitet, mord, stofmisbrug og arbejdsløshed er noget, der præger de flestes hverdag.
Mary der er en ud af 14 børn, fortæller, hvordan hendes bror endte med at komme i fængsel på livstid for mord efter at have været til stede under en lynchning af en mand på gaden uden selv at have lagt hånd på den døde.
Men politiet her er ingen garanti for lov og orden. De stopper biler, når vi kører ud af byen. De kræver at se papirer og indsamler bøder og bestikkelse. Det er i det hele taget en god ide ikke at kontakte politiet her, hvis ikke man ønsker sig at få problemer.
Kistemagasinet
En dag i slumkvarteret går vi med en lokal fyr forbi et kistemagasin på vej ned i nogle af de gader, hvor man ikke må færdes om natten, hvis man ikke vil slås ihjel af de lokale bander, der huserer.
Her tømrer flere mænd på grove slanke trækister, for kister i dette kvarter er en efterspurgt vare på grund af AIDS. 6,3 procent af Kenyas befolkning var i 2009 smittet med sygdommen, der uden den rette medicin slår folk ihjel. Og her i kvarteret er det tydeligvis ikke det første, der bliver råd til.
En dag i slumkvarteret går vi med en lokal fyr forbi et kistemagasin på vej ned i nogle af de gader, hvor man ikke må færdes om natten, hvis man ikke vil slås ihjel af de lokale bander, der huserer.
Her tømrer flere mænd på grove slanke trækister, for kister i dette kvarter er en efterspurgt vare på grund af AIDS. 6,3 procent af Kenyas befolkning var i 2009 smittet med sygdommen, der uden den rette medicin slår folk ihjel. Og her i kvarteret er det tydeligvis ikke det første, der bliver råd til.
Når kistemagerne har det så godt i Nanyuki hænger det blandt andet sammen med et af de andre større erhverv, som Nanyuki er kendt for helt ud i oplandet: Prostitution. Kvinder og børn sælger sig selv til alle, der kan betale. Og ifølge folk i slummen er både de kenyanske og britiske soldater ivrige kunder.
Kvinder til salg
En af mine studerende fortæller, at hendes veninde prostituerer sig, og hvis hendes kunder ikke vil bruge kondom, så gør hun det uden. Hvis en dødelig sygdom er resultatet af hendes valg af profession, så må hun tage det med.
Da jeg senere møder den kenyanske kvinde Jane, der selv er HIV-positiv og arbejder med forebyggelse, bekræfter hun historien. Hun taler med de prostituerede og prøver at få dem til at højne sikkerheden, men langt fra alle lytter. Forretningen kommer først.
En af mine studerende fortæller, at hendes veninde prostituerer sig, og hvis hendes kunder ikke vil bruge kondom, så gør hun det uden. Hvis en dødelig sygdom er resultatet af hendes valg af profession, så må hun tage det med.
Da jeg senere møder den kenyanske kvinde Jane, der selv er HIV-positiv og arbejder med forebyggelse, bekræfter hun historien. Hun taler med de prostituerede og prøver at få dem til at højne sikkerheden, men langt fra alle lytter. Forretningen kommer først.
En lørdag på natklubben Sportsman Arms, der er populær blandt soldaterne, går det for alvor op for mig, hvad det er for et liv, pigerne i Nanyuki lever. Mange af kvinderne i klubben er klædt i stramt tøj, med net-bluser over bølgende kavalergange og glattet hår og makeup smyger de sig op og ned af barens mænd uden blufærdighed.
Du er smuk
En pige kommer hen til mig og siger til mig, at jeg er smuk. Hun bliver ved med at gå tæt på, og endnu tættere på, indtil jeg siger til hende, at jeg synes, hun skulle passe på sig selv.
Så forsvinder det kælne smil, og hun trækker sig en anelse desillusioneret tilbage og leder efter et nyt objekt for sine insisterende tilnærmelser. En hvid. Mand eller kvinde gør åbenbart ingen forskel.
En pige kommer hen til mig og siger til mig, at jeg er smuk. Hun bliver ved med at gå tæt på, og endnu tættere på, indtil jeg siger til hende, at jeg synes, hun skulle passe på sig selv.
Så forsvinder det kælne smil, og hun trækker sig en anelse desillusioneret tilbage og leder efter et nyt objekt for sine insisterende tilnærmelser. En hvid. Mand eller kvinde gør åbenbart ingen forskel.
Der er således et ekstremt farligt skær over Western-byen Nanyuki. Lidt ligesom at gå omkring i en Tarantino-film: Rå, vild og farverig med vold og død lurende på hvert gadehjørne.
Sikre zoner
Så er der enkelte åndehuller. Sikre zoner, som cafeen The Dormans eller den britisk ejede The Eatery, hvor man kan sidde med sin laptop og drikke en cafe latte i fred, mens en dreng bliver slået ude på gaden.
Så er der enkelte åndehuller. Sikre zoner, som cafeen The Dormans eller den britisk ejede The Eatery, hvor man kan sidde med sin laptop og drikke en cafe latte i fred, mens en dreng bliver slået ude på gaden.
Eller om aftenen på Hotel Kongoni, der ligger for enden af en lang, kulsort indkørsel i et terræn, så smadret at vejen bølger op og ned i store pukler.
Her kan man nemlig i selskab med alle de khaki-klædte bekendte fra Nakumatt spise en god pizza til vestlig live-musik med udsigt til billeder af John Lennon i hans New York T-Shirt og John Travolta i Pulp Fiction på væggene... Og med alle de uniformer omkring sig. Hvem har så egentlig brug for politiet?
Her kan man nemlig i selskab med alle de khaki-klædte bekendte fra Nakumatt spise en god pizza til vestlig live-musik med udsigt til billeder af John Lennon i hans New York T-Shirt og John Travolta i Pulp Fiction på væggene... Og med alle de uniformer omkring sig. Hvem har så egentlig brug for politiet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar