Slum-avisen

 Jeg sidder badet i solskin og fuglesang i det danske forår tæt på Øresund – og meget langt fra savannen. Dog stadig med tankerne dybt begravet i Kenya og det sidste projekt i Nairobi i sidste uge, hvor journalisteleverne fra Global Citizens' College lavede avisprojekt i slumkvarteret i Kibera.

Sidste tirsdag var jeg nemlig i fuld gang med at coache de danske og kenyanske unge i deres artikelskriveri i lokalavisen KCODA’s skuragtige hovedkvarter i Kiberas Olympia-kvarter.

Og det var lidt andre overskrifter end dem, vi arbejder med herhjemme, hvor bekymringen for små børns trivsel i daginstitutionerne ser ud til at være det mest substantielle blandet op med forskellige småligheder om en ministerkone med SU og en solid folketingsindkomst i skøn forening.

Elektrisk stød
På bare en dag kunne eleverne opsnappe historier om, hvordan små børn og hunde i Kiberas slumkvarter risikerede elektriske stød i regntiden, fordi interimistiske el-installationer sendte strøm gennem vandpytterne.

De kunne berette om mennesker, der står over for at få deres hjem og butikker flyttet af et kommende vejbyggeri, der skal føre en udløber fra Thika-motorvejen ind i Nairobi via slummen. En kompleks historie om samfundsmæssigt fremskridt og personlig krise.

Og om borgere i Kibera, der er så utrygge ved politiets manglende efterforskninger af kriminalitet, at de ikke tør melde ind om overgreb. De studerende fra Global Citizens College fandt politistationen tømt, da de mødte op og betjente på en lokal beværtning. 

Så er der noget ved at lave et avisprojekt, når begynderhistorierne bogstaveligt talt handler om liv og død, tænkte jeg i arbejdet med at finde ud af, hvilke kilder de studerende kunne få adgang til, og hvordan de kunne forvisse sig om, at deres historier nu ikke bare byggede på sladder og rygter.

Langt fra den beskidte virkelighed
For en journalist, der som jeg, primært er vant til at lave store systemhistorier med trænede kilder – politikere, forskere og meningsdannere – langt fra den beskidte virkelighed, var det vildt inspirerende at stå i de små redaktionslokaler i et Østafrikas største slumkvarter og opleve, hvor langt der er igen til den grad af demokrati, hvor journalistik er noget, der for alvor folder sig professionaliseret ud i faste rammer og formater.

Det journalistiske håndværks kompleksitet, objektivitetens udfordringer, når folk ikke vil svare på spørgsmål eller siger ting, man har svært ved at tro på - og det rene instinkts styrke står pludseligt lysende klart frem:

Hvad er din journalistiske mavefornemmelse? Er det her en historie og hvad er hoved og hale i det komplekse net af svært gennemskuelige interesser, personlige tvister, stamme-uenigheder?

Afhængigheden
Som i eksemplet med en af de vestligt støttede ngo’er, der giver penge til at musikere og dansere i Kibera kan dygtiggøre sig i en periode. Her var direktørerne efter eget udsagn uretmæssigt anklaget af andre lokale for at være korrupte. Samtidig klagede de over, at de måtte flytte deres lokaler, fordi en gruppe musikere var blevet afhængige af deres støtte og havde truet med væbnede repressalier efter at deres årlige støttebeløb var blevet taget fra dem.

De rare penge havde medført ”dependitis”, som direktørerne, ifølge mine studerende, formulerede det. Afhængighed. En historie, der for alvor viser vrangsiderne af godhedsindustrien frem: Det her er altså også en naturlig følge af, at vi i Europa synes, at det er sexet at støtte afrikanske musikere, dansere og malere i deres bestræbelser på at udfolde sig kunstnerisk. – Det gør de så. Nogle gange med våben …

Mave-fornemmelsen
Her er der virkelig noget at udrette for ”en journalist”, der stoler på sin mavefornemmelse og som evner diplomatiet og kommunikationens største kunst: At sætte ord på virkeligheden, så det bygger bro mellem de forskellige tankesystemer og interessegrupper, der kun taler sammen med evindelige anklager om, hvem der tager noget fra en anden.

Jeg har stadig kibera-mudder under fodsålerne og husker klart synet af de hængende elledninger på den grå regntids-eftermiddag. Og det slår mig: At præcis det, jeg har med fra min journalistiske andedam herhjemme er værktøjet til at sætte denne kasten beskyldninger i hovedet på hinanden i et system - uden det værdimæssige afsæt, der kan rykke diskussionen videre.

Agents of change
Og det er her, jeg tror den vestlige verdens journalistik kommer til kort og dør hen i en strøm af retningsløs reportage udformet via skemaer. Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg siger, at mine studerende kan bruge journalistiske værktøjer til at blive ”agents of change”, så er det et dannelsesprojekt, hvor det er deres mavefornemmelse, jeg skal lære dem at følge, lige såvel som reglerne for balanceret, faktuel korrekt og velskrevet journalistik.

Når man taler om, at den vestlige verdens journalistik er i krise, så tror jeg, at det er de store systemers langsomme aflivning af den enkelte journalist og redaktørs mavefornemmelse, der er årsagen til, at medierne ikke fungerer, som de skal.

Og de, der med ord kan vikle de gnistrende elledninger fra hinanden i Kibera. Det er dem, der sikrer de små børn et trygt liv fremover. Og det er dem, jeg tror, kommer til at fortælle fremtidens gode historier.