Strictly come Dancing

The Shoreditch quarter in London. Just around the corner from New Yards Inn, where Frame is situated. Very cool neighborhood.

Engang imellem skal man hjem fra en rejse før man begynder at forstå, hvad man har lært af at være på farten. Det er tilfældet denne gang, hvor jeg har tilbragt en travlt skrivende og dansende uge i London på besøg hos gode venner. En uge der endte med at blive særdeles lærerig ikke mindst på grund af en bitchet danselærer.

Mandag eftermiddag befandt jeg mig i en dansesal i Shoreditch-distriktet i det østlige London til en "Music Video Beginner"-time. Instruktøren med de rappe hoftevrid forrest ved spejlene var en høj, slank fyr i sportige sko med runde snuder.

Han var overraskende nok iført en lang grå striktrøje i den varme dansesal og løse joggingbukser, som han trak ivrigt op i for at vise, hvordan vi præcis skulle skyde vores hofter til den ene eller anden side præcis på det rigtige sted, lige inden eller lige efter beatet.

You are not children?
Efter at have instrueret os i de samme 40 sekunders dans til en bestemt sang igen og igen, stillede han sig op med armene over kors og hænderne foldet om albuerne og kiggede skeptisk på os med sine fyldige læber og kønne øjne.

Og så skældte han os ud:  - Can you please concentrate - all I ask of you is one hour of your concentration. Why are you somewhere else? Come on - You are not children, are you?

Det er man så ikke helt vant til - slet ikke som dansker. Men selvom jeg lige startede med at veksle et skævt smil med hende, der dansede ved min side, kunne jeg ikke lade være med at føle den der barnlige skamfuldhed og tænke: Han har jo ret. Ind med bagdelen. Ud med armene. Step på beatet. Der. Sådan.

Og den små-bitchede attitude hjalp overraskende. Nu bevægede vi os faktisk synkront i salen med de røde murstensvægge og den lettere rumlende lyd udefra af toget, der kørte over jernbroen ved Shoreditch Station. Bag den sukkersøde sangerindes heftige beats og "I will love you like this..."

Timing - føling - fejl
Og efter at have forstået det her med fokus og rettet min fulde opmærksomhed mod den grå striksweater endte det med, at jeg samlede det ene guldkorn op fra dansegulvet efter det andet:

• Læren om timing: At bruge den tid, der er, og ikke forcere tempo af angst for ikke at nå næste trin. 
• Læren om at fortolke og engagere sig i musikken, ikke bare at bevæge sig efter koreografien. 
• Læren om ikke at bruge god hjernekraft på at forsøge at kopiere andre, der selv er ved at lære. 
• Og læren om at se sig selv i spejlet og se sine fejl i øjnene. Så man kan rette dem.

Efter jeg er kommet hjem har jeg haft hans ord i hovedet på tennisbanen et par dage i træk. Og selv her hjælper de mig til fremskridt hele tiden: Ved at iagttage min skygge, når jeg træner slag. Ved virkelig at holde fokus på bolden. Ved at give mig tid til at forberede slaget, inden jeg rammer.

Måske briterne har en særlig sans for denne her timing. Og måske det er tilfældigt, at det er i et dansestudio i Shoreditch i bedste Flashdance-stil at jeg skal have sådan en aha-oplevelse af, hvad det vil sige, at lære sin krop nye bevægelser.

Når det ikke er godt nok
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den runde og bløde danske pædagogik, med evindelige opmuntrende kommentarer, faktisk berøver mig og andre herhjemme muligheden for virkeligt at lære noget ved at have den anden side med: Den side, der hedder: Det er ikke godt nok, det der! Men nu skal du se, hvordan det skal gøres.

Under alle omstændigheder skal jeg helt sikkert tilbage til "Reliance Square", næste gang jeg tager til London. Man kan godt blive afhængig af at være et sted, hvor man er i konstant bevægelse og for alvor føler at man rykker sig. Fysisk såvel som mentalt.

Apropos Britisk dans. Så er "Strictly come Dancing" BBC's udgave af "Vild med dans":
http://www.bbc.co.uk/strictlycomedancing/

Og hvis du er vild med dans og skal til London, så tag forbi Frame:
http://new.moveyourframe.com/

Diamant Jubilæet

Foto fra festkoncerten på The Buckingham Palace som omkring 250.000 briter fulgte på storskærme, The Daily Mail.

Det er ikke så tit man kommer til at opleve en iscenesat event med så stor verdenshistorisk og national slagkraft, som den der blev iscenesat i London denne weekend. Og derfor kan jeg ikke lade være med at følge op på mit netop overståede besøg i den britiske hovedstad med lidt eftertanke:

Symbolets kraft
For selvom det langt fra var planen med vennebesøget i London, så kom Dronning Elisabeth II's 60 års jubilæum til at farve hele min oplevelse af byens mylder under dette mit ottende besøg i den britiske hovedstad. På trods af, at mine venner ikke er royalister, og jeg selv ofte har  svært ved at se monarkiets rolle i et moderne samfund:

For hvad skal vi med en dyr kransekagefigur i et guldbur, hvis magt kun er symbolsk?

Men i trange tider, som dem vi er i nu, hvor økonomien skranter, sammenhængskraften udfordres af globalisering og verden skifter gear, markerede Dronning Elisabeth Den II's jubilæum for mig en exceptionel opvisning i, hvordan en folkefest omkring monarken kan bruges til at styrke et samfund og dets fællesskab: Og selve fejringens intensitet tyder da også på, at netop det, er noget, man mener, er vigtigt i Storbritannien i dag, hvor 11,9 procent af befolkningen i Storbritannien - over 7 millioner britiske statsborgere - er født uden for landet - mod 4,2 procent da Elisabeth overtog tronen fra sin far i 1952.

Købelyst og Commonwealth
Det gælder indadtil folkeligt, når 1000 både i ti graders trist sommervejr, hård vind og styrtende regn med maorier i bastskørter, sportsfolk og journalister ved årerne glider ned af Themsen, der i Londons tidligere historie udgjorde hele pulsåren for byens liv og vækst. Og min ven Patricks mor kan fortælle om udsolgte butikker i forstæderne, hvor gær, mel og sukker er revet væk, fordi hele landet bager jubilæumskager. Det giver ikke mindst lidt ekstra indtjening til de forretningsdrivende.

Og det gælder udadtil globalt, når dronningen med en kolossal diamant tænder en fakkel, som ligeledes tændes overalt i det gamle kolonirige: Fra Australien til højlandet i Kenya. Jubilæets historiske dimension blev i den grad brugt til at trække trådene tilbage til det koloniale og postkoloniale britiske Commonwealth.

Klar til OL
Også helt konkret pegede "The Jubilee Weekend" fremad. For mylderet af gadefester under "Union Jack"-flaget var en praktisk øvelse inden det forestående OL, som Londonerne frygter vil vælte byen med den i forvejen hårdt pressede infrastruktur - ikke mindst metroen, der fra tid til anden står stille, når der mangler strøm, eller dørene blokeres af menneskemasser i myldretiden.

Før, nu og i fremtiden
Historien om "The Diamond Jubilee" hæver sig dog op over de praktiske forhindringer og fortæller med pomp og pragt om et imperium, der har handlekraft, mod og ånd nok til at gøre, hvad briterne selv tror på, og besnære verden: Før, nu og i fremtiden, hvis man da lader sig forføre af magien.

Og det er faktisk en så stor historie, kommunikeret så bredt og massivt til folket og hele verden, at det rækker imponerende langt ud over nyhedsdækningens sædvanlige tomgangssludren om bådenes vægt og antallet af fremmødte, som gennemblødte BBC-reportere rapporterede fra Flåde-sejladsen på Themsen søndag. - Hvad de da også fik hug for i de britiske aviser efterfølgende, hvor kommentatorer skrev om nye lavpunkter for BBC.

Når de royale begivenheder bliver formidlet som en reportage om personers forbrug af skattemidler bliver det nemlig vældig uinteressant. Den form for reportage har meget lille kraft, sammenlignet med netop den samlende, følelsesladede fortælling, der forener det enkelte menneske og den konkrete begivenhed med det store hele. Med historien og de lange linier.

Det er her det mytiske element ligger, det der gør, at fortællingen kan rykke folk og skabe udvikling:

Diamonds are forever
Og det lykkedes altså for briterne her i weekenden, så jeg nu sidder hjemme i sommer-grå København og småfryser i min "Union Jack"-røde sofa og tænker imponeret tilbage på i går, hvor min ven Patrick og jeg stod og så den fuldmåneoplyste aftenhimmel over Buckingham Palace bliver oplyst af et gigantisk festfyrværkeri, der foldede sig ud som kronen på værket efter en jubilæumskoncert på slotspladsen med ene verdensstjerner: Fra Kylie Minogue, Stevie Wonder, Elton John, Cliff Richard, Grace Jones over Sir Paul McCartney, der sang "Magical Mystery Tour" og Shirley Bassie's 007 hit: "Diamonds are forever".

Det, der har betydning, består, kunne man fristes til at skrive: Og det, der ikke har, forgår. Og dronning Elisabeth II har tilsyneladende betydning som symbol, fordi symbolet kan samle mennesker og nationer på tværs af grænser, religioner og tidszoner.

Og hun har da også med værdighed og dedikation taget den rolle på sig livet igennem. Fra hun indtrådte som 27-årig dronning i1952 og overtalte Churchill til at lade kroningen blive sendt på tv og frem til i dag, hvor hun 86 år gammel i næsten fire timer står ret i øsende regn og vinker til bådene på Themsen. Så giver det pludselig mening for mig, at Elisabeth har 1200 mennesker i husholdningen på Buckinghamshire Palace, otte limousiner og en samlet formue på omtrent 310 millioner pund, som Forbes magazine har skønnet.

Verdens bedste propagandister
Efter sådan en gang dronninge-røgelse må jeg erkende, at Elisabeth, der i øvrigt er første dronning på facebook, Det Britiske Kongehus, og de der står bag planlægningen af "The Diamond Jubilee" utvivlsomt må tælles blandt verdens bedste PR-folk:

Og at man på fastlandet i Europa måske skulle overveje at hyre nogle af dem, omend det kan synes at være lige lovlig sent at begynde historiefortællingen om et dybere skæbnefællesskab i Europa, hvor EU stadig lider under at være kommet til i skyggen af Hitlers slagkraftige vision om et tredje rige.

Keep Calm and Carry On
Selvom "propaganda" i dag har et voldsomt negativt ladet udtryk, så tror jeg efter weekendens oplevelse at Storbritannien og fælleskabet i Commonwealth - på trods af sin blodige fortid - har den fortællingens kraft i sig, der skal til, for at den enkelte tager sig sammen og arbejder for fællesskabet - hvad der netop er brug for i Europa lige nu:

Som budskabet på min "Diamond Jubilee" souvenir: En lyserød Tedåse med krone og Union Jack: "Keep Calm and Carry On": Et budskab oprindeligt trykt på 2,5 millioner plakater af den britiske regering under 2. verdenskrig og nu genopfundet i en ny svær tid for imperiet.

Se det britiske kongehus' suveræne hjemmeside her:
http://www.royal.gov.uk/

BBC's jubilæums-dækning med masser af historisk baggrund:
http://www.bbc.co.uk/news/uk-17500000?ocid=emea_DJ_display_bbccom_728x90

Og den 86-årige Elisabeths egen takketale for jubilæumsfejringen, der sluttede i dag:
http://www.royal.gov.uk/LatestNewsandDiary/Pressreleases/2012/TextofTheQueensDiamondJubileeMessage5June2012.aspx

Og så lige en film, der fortæller hele historien om "Keep Calm and Carry On", som Siri henviser til i kommentarerne herunder:
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=FrHkKXFRbCI

"The Lightness of Being", Chris Levine, 2004: Portræt af Dronning Elisabeth II, udstillet lige nu på Saatchi Gallery i London i en Google-sponsoreret foto-udstilling.

Den tidligere Take That-forsanger Gary Barlow fik samlet et band af blandt andet kenyanske piger til at synge hymnen "Sing" til dronningen ved koncerten mandag aften den 4. juni. Særligt komponeret til The Diamond Jubilee.

At være - eller ikke at være - Europæer

Fredag indkaldte den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til et nyt møde om EU's fremtid. For Tyskland ønsker sig, at de europæiske nationer knyttes tættere sammen med en fælles grundlov og en folkevalgt præsident.

Og da den melding traditionelt har det med at sætte danske politikere i bakgear, skyndte udenrigsminister Villy Søvndal sig da også at melde fra til det forestående tyskledede møde.

Hackescher Markt

Det fik mig til at tænke tilbage på en eftermiddag i forretningskvarteret Hackescher Markt i Berlin for to år siden.

Jeg var på det tidspunkt ved at skrive speciale om EU og grundloven og danskernes manglende lyst til at afgive national magt, og jeg var i Tyskland for lige at trække vejret en gang: Det lune, lækre forårsvejr - akkurat som det er i København lige nu.

Fra vulkaner til vinterbad
Inden jeg kom til Berlin havde jeg været på De Kanariske Øer, besøgt venner i Oxford og London og rejst til Finland for at vinterbade i et par af deres tusind isdækkede søer, så jeg var både træt og forkølet og satte mig derfor udmattet af by-turisme til at kigge på folk, der gik forbi og lignede mig selv til forveksling:

Folk der kom fra toget med pap-kaffekrus og i Converse-sko på en plads, der med sine grå toner lige så godt kunne have ligget i København.

En præsident i Berlin
- Jeg er jo egentlig europæer, tænkte jeg: Det er så let og billigt at komme omkring efterhånden. Og når vi nu ligner hinanden så meget og lever så ens, er det egentlig så så slemt, hvis vi en dag fik en tysk eller fransk præsident, der styrede unionen her fra dens hjerte - det engang så splittede Berlin?

Først finanspagten

Allerede på det tidspunkt var det sådan set klart, hvad der var ved at ske. Den nødvendige økonomiske overbygning på møntunionen var på tegnebrættet, allerede inden Grækenland for alvor kom i uføre.

Det ligger nemlig i hele EU's historiske konstruktion, at det økonomiske samarbejde - ikke mindst en fælles valuta - gør det nødvendigt også at koordinere andre politikker.

Næste skridt: Grundlov og præsident

EU-præsidenten Herman van Rompuy talte allerede om en finanspagt i 2010.

Og helt tilbage ved EF's begyndelse - dengang det hed Kul og Stålunionen i 1950'erne - forestillede den franske embedsmand Jean Monnet sig, at en form for føderation mellem de europæiske lande med tiden ville vokse frem.

Ideen var ganske enkelt, at det økonomiske samarbejde hele tiden ville gøre det nødvendigt at lave fælles lovgivning på nye områder, så unionen til sidst var en realitet, uden at der som sådan var nogen, der havde taget politisk beslutning om det

Søvndal: Ikke relevant
Nu taler udenrigsminister Guido Westerwelle så om en folkevalgt EU-præsident og en ny traktat for Europa, men da det kom frem i Bella Centret under et EU-topmøde i København fredag udtalte udenrigsminister Villy Søvndal til Berlingske, at det havde han ikke tidligere hørt om, og at det ifølge hans optik ikke var relevante forslag.

En måske lidt tankevækkende melding fra formandslandet:

Ja til finanser - nej til visioner
For hvordan kan det være, at vi på den ene side skal tage EU så seriøst, at vi helt uden euro og folkelig debat anerkender en primært tysk og fransk udtænkt plan for Europas finanser, men samtidig ikke vil tage Tysklands udenrigsministers visioner for Europas fremtid seriøst?

Den tøvende Villy Søvndal over for de tyske visioner viser med al klarhed Danmarks svære position i EU fra de spæde skridt i starten af 70'erne og frem:

Vi har altid gerne villet se fællesskabet som ren økonomi. Og når det kommer til det politiske fællesskab - som er en realitet - så ryster danske politikere på hovedet, så presse og folk får indtrykket af, at det ingen gang har på jorden.

Den hemmelige europæer

Og så er jeg tilbage ved, hvad der allerede nagede mig, da jeg sad på Hackescher Markt: Jeg har nemlig ikke noget imod at være "Europæer". Jeg kan godt lide at læse "Die Welt" højt for mig selv om søndagen. Jeg elsker belgiske tegneserier. Og franske makroner og italienernes pludrende sprog.

Men der er ikke nogen herhjemme i EU's nuværende formandsland, Danmark, der har fortalt mig, at det er en identitet jeg skal til at vænne mig til at bruge til noget:

Og at Angela Merkel og Nicolas Sarkozy og et vældigt korps af bureaukrater i Bruxelles faktisk er dem, der sætter rammerne for min - og ikke bare grækernes - fremtid.

Danmark - en forbundsstat?

Ifølge vores folkevalgte politikere er det i vores interesse, at det er sådan. Og jeg betvivler ikke de gode motiver.

Men jeg tvivler til tider på den historiske bevidsthed hos politikerne - om de lange seje træk i udviklingen mod den endelige union, en føderation, der i praksis kan ende med at gøre Danmark til en forbundsstat.

S trimmer velfærden
Og det kunne jo godt pege derhenad allerede nu, hvor Socialdemokraterne stik imod tidligere politiske udmeldinger med "velfærd frem for skattelettelser", har fremlagt et sparekatalog med forslag til en ganske omfattende trimning af velfærdsstaten - umiddelbart i forlængelse af underskriften på finanspagten.

"Die Welt"

Jeg tror dog bevidstheden om den europæiske identitet er på vej mod overfladen. Den er i hvert fald ved at materialisere sig ude i gaden her i København: Fornemmelsen af at være europæer:

Foreløbig er jeg i hvert fald som avis-elsker dybt begejstret over for nylig at opdage, at de tyske visioner for kontinentet nu er lige til at tage med hjem under armen fra Østerport Station i København:

Her nåede jeg lige at få den sidste "Die Welt" med hjem fra standeren forleden. Der er åbenbart rift om dem.

Vores Europa

Solen stråler over Danmark i dag, akkurat som den gjorde, da jeg for en del år siden gik omkring i Bruxelles og nød synet af EU-parlamentsbyens fine botaniske have:

Den europæiske byggeplads 

Jeg var i byen for at besøge en veninde, der arbejdede på Socialdemokraternes kontor. Og for med egne øjne og ører at opleve "den europæiske byggeplads", der i 2005 havde været igennem et svært nederlag, da hollænderne og franskmændene stemte nej til Forfatningstraktaten - som blandt andet symbolsk skulle have indført fælles flag og hymne for unionen.

En traktat, der siden blev fulgt op af Lissabon-traktaten, som på en række områder indførte flertalsafgørelser i EU, men som ikke blev sat til afstemning herhjemme, på trods af at mange mente, at traktatteksten lignede den forrige til forveksling. En traktat daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet befolkningen, at de skulle stemme om.

Velkommen til Serbien

Så vidt med vokseværket dengang. Lige nu udvider unionen sig nemlig igen i både bredden og dybden: I aftes kunne det danske formandskab meddele, at Serbien nu officielt er på vej til at blive optaget i Den Europæiske Union.  

... og finanspagten 

Og her til morgen fredag underskrev Europas nationer finanspagten, der skal sikre en stabil økonomi i eurozonen ved at forpligte landene på at minimere deres gæld.

Irerne stemmer - danskerne gør ikke

I Irland kræver landets forfatning, at irerne skal stemme, om de vil være med. Det gælder ikke herhjemme, har Europaminister Nicolai Wammen meddelt. Alligevel hænger der traditionen tro ved enhver udvidelse af EU-samarbejdet plakater med krav om en folkeafstemning rundt omkring på togstationerne i det blide forårssolskin:

For et par uger siden under statsministerens ugentlige tirsdags-pressemøde spurgte en journalist Helle Thorning Schmidt, hvorfor vi egentlig ikke skal stemme om den der finanspagt, der gør, at vi skal rette nationens indtægter og udgifter til efter EU's overordnede regler: 

Juristerne bestemmer

- Bliver vælgerne ikke forvirrede over begrebet afgivelse af national suverænitet? spurgte han: Med andre ord: Har danskerne ikke grund til at undre sig over, hvor langt vi kan gå i forhold til at flytte beslutningskraft væk fra Folketinget og ned til Bruxelles, uden at det går ud over vores basale forståelse af folkestyret?

Hertil svarede statsministeren:

- Jeg skal ikke kunne sige om, man kan være forvirrede over begrebet, men det er jo netop derfor, at vi skal være glade for, at vi har en grundlov og også har jurister, der kan kigge på en sådan grundlov og også tolke, hvad der er op og ned, sagde Helle Thorning Schmidt og fortsatte: 

Helle T: En tradition
- Og nogen gange, når vi har haft at gøre med EU, så vurderes det, at vi afgiver suverænitet – så har vi folkeafstemninger – nogle gange vurderes det, at vi ikke afgiver suverænitet, så har vi ikke folkeafstemning. Det har vi tradition for i Danmark, og den tradition viderefører vi selvfølgelig, lød det fra Helle Thorning Schmidt. 

Undtagelsen Schlüter
Det er bare ikke rigtigt. Tilbage i 1986 udskrev Poul Schlüter faktisk en folkeafstemning om en udvidelse af det indre marked, fordi Socialdemokratiet på det tidspunkt var imod mere union. Her var der ikke tale om en grundlovskrævet afstemning. Men Schlüter brugte folkeafstemningen politisk, fordi han mente, at det var i danskernes interesse at være med.

For ifølge juristernes vurdering var der ikke noget i udvidelsen af samarbejdet i EF dengang, der gjorde det nødvendigt at bruge grundlovens paragraf 20, som siger, at politikerne kun "i nærmere bestemt omfang" kan afgive dansk suverænitet til overnationale organer, hvis der er 5/6 flertal for det i Folketinget eller befolkningen bliver spurgt og siger ja. 

Angsten for et "nej" 
Til gengæld sagde danskerne ikke "ja", da vi senere blev bedt om at tage stilling til Maastricht-traktaten i 1992. Den skulle vi nemlig stemme om i henhold til grundloven. Og det endte med vores forbehold i unionen mod blandt andet euroen, som stadig er aktuelle.  

Det er op til eksperterne
Det har gjort politikerne bange for at spørge folket i EU-spørgsmål. Og det centrale spørgsmål om overførsel af beslutningskraft fra Folketinget til Bruxelles er siden blevet en juridisk spidsfindighed, som Justitsministeriets jurister tager stilling til fra gang til gang.

Men jura er ingen eksakt videnskab, og da jeg for nogle år siden skrev speciale om netop grundlovens uklare paragraf 20 og EU's udvikling, kom jeg mere og mere til at spørge mig selv, om de danske politikere af angst for en skuffende folkeafstemning skubber en svær politisk beslutning fra sig i stedet for ærligt og åbent at redegøre for, hvorfor de mener, at vi i en eller anden grad må afgive magt til fællesskabet, og hvordan vi tjener vores egne interesser ved at gøre det:

Så ville vi nemlig kunne begynde at diskutere, om unionens vokseværk i bredden og dybden på sigt vil gavne Europa og skabe den fred, stabilitet og økonomiske vækst, unionen blev sat i verden for - eller om den er med til at udvande demokratiet, og - eller - måske ligefrem gøre livet sværere for flere? 

Næppe succes uden fælles vision
Set fra et lidt naivt demokratisk synspunkt kan man i hvert fald spørge sig selv:

Hvis unionen er en størrelse vi ikke forstår, hvis grænser vi ikke har overblik over, og hvis historiske mål og med vi ikke begriber - hvordan kan vi så nogensinde bidrage til dens succes?

 

Når Østen ikke vil som Vesten

Hillary Clinton kaldte fredag Rusland og Kinas veto mod en FN-resolution mod styret i Syrien for "foragteligt" ved et møde i Tunis om optrapningen af urolighederne i Syrien. 

Bashaars bomber

Hun gav ved samme lejlighed et større millionbeløb til humanitær hjælp til syrerne, der bliver bombet og dræbt af deres præsident Bashaar al-Assaad, som lige nu slår hårdt ned på landets oprørere i blandt andet byen Homs. Der er meldinger om hospitaler, der bliver bombet, børn der bliver voldtaget, og massevis af uskyldige, der bliver hjemløse eller mister deres liv.

Kina og Rusland mod intervention

Da to vestlige journalister her i slutningen af ugen - med et vidt forgrenet netværk i Frankrig, USA og Israel - blev dræbt, fik konflikten endnu mere opmærksomhed.

Men Kina og Rusland vil ikke være med til at gribe ind og har nedlagt et veto mod en militær intervention imod præsident Assaad i FN's sikkerhedsråd.

Clintons vrede

Og det har gjort Clinton vred: Derfor lagde hun fredag ikke fingrene imellem, da hun gav udtryk for, hvor frustreret hun er over Rusland og Kinas veto. Budskabet var klart: Landene må skifte holdning og komme syrerne til hjælp i stedet for at bremse "det arabiske forår" - som mange internationale iagttagere i øvrigt mener har skræmt både Kina og Rusland, hvis økonomiske vækst er betinget af fortsat stabilitet:

"They are setting themselves against the aspirations not only of the Syrian people, but of the entire Arab Spring, the Arab awakening", sagde Clinton:

"It's quite distressing to see two permanent members of the Security Council using their veto when people are being murdered...It is just despicable. And I ask, 'Whose side are they on?' They are clearly not on the side of the Syrian people.”

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/9105470/Syria-Hillary-Clinton-calls-Russia-and-China-despicable-for-opposing-UN-resolution.html

http://www.voanews.com/english/news/Clinton-Lashes-Out-at-Syria-Russia-China-140371953.html

Knive i ærmet

Meldingen blev opfattet som en provokation mod øst. I hvert fald kommenterede det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag på udmeldingen med formuleringer om, at USA og Europa gerne ville fremstå humanitære, men i virkeligheden skjulte "knive i ærmet". USA og Europa "are harboring hegemonistic goals" i Syrien, skrev Xinhua. 

Østens skurke

Og udmeldingerne fra Xinhua på den ene side og Clinton på den anden viser i mine øjne, at Østen og Vesten lige nu er på kollisionskurs. Samtidig bliver jeg med Clintons ord om Kina og Rusland som "skurke" også selv klar over, hvordan mit verdenssyn er forankret i en vestlig moral:

For hvordan kan man forsvare ikke at komme civile til hjælp? 

Hvem vogter moralen?

Omvendt kan man jo spørge sig selv, hvordan det er gået med hjælpen til irakerne og afghanerne og senest libyerne? Hvor meget blod har vi selv fået på fingrene i disse aktioner? Og hvor vidt har vi  kunnet overskue de moralske, økonomiske og menneskelige omkostninger?  Hvem har vi egentlig hjulpet mest?

Og direkte afledt af disse svære spørgsmål: Er der mon på nogen måde en grund til at Kina og Rusland tøver? Eller er det ren og skær totalitær egoisme, der holder dem tilbage fra - som den gæve, vestlige politibetjent - at gribe ind i alverdens konflikter; vel at mærke i verdensdele, hvor vi har interesser at forsvare. Når folk i Afrika bliver brutalt myrdet af sindssyge regimer, er vi jo som regel ikke helt så skrappe til at komme dem til undsætning, som vi er i Mellemøsten.

Østens skatte

Da jeg stod ved et julepyntet butiksvindue i Moskvas gader for et par måneder siden og nød synet af foreningen mellem vest og øst i al sin rigdom og skønhed, slog det mig hvor mange skatte, der faktisk er mod øst. Og hvor lidt vi egentlig har interesse i dem i denne del af verden. Det gælder måske også tankegods.

Her er en del af verden, der i årevis har spejlet sig i Vestens butiksruder og tilegnet sig vores måder at arbejde, handle og tænke på. Det har skabt en succes i "vores verden", der ikke er til at overse. Men mens russere og kinesere på hver deres måde kopierer og tilnærmer sig vestlig livsstil, fortsætter vi med at se dem som stereotyperne i Hollywoods fremstillinger af russisk eller kinesisk mafia og barbari.

Demokrati-krisen

Vi kritiserer Rusland og Kina for manglende demokrati. Men lige nu er vores egne hellige demokratier ikke desto mindre i alvorlig krise og tilsyneladende ude af stand til at varetage samfundenes grundliggende interesse i for eksempel at få gjort op med de systemfejl i den finansielle sektor der skaber tikkende bomber under samfundsøkonomien.

Det kunne godt føre frem til en erkendelse af, at vi måske skal skrue lidt ned for bedømmelserne af Rusland og Kinas handlinger og lidt op for velviljen til at forstå bevæggrundene for, at de gør, som de gør. Måske de ligefrem har en bedre basis for at dømme os end omvendt? - Efter at at have studeret og efterlignet os i årtier, kender de mon så ikke os en hel del bedre, end vi kender dem?

Under alle omstændigheder har jeg Kina helt øverst på min ønskeseddel over kommende rejsemål.  

Jeg tror, at det er på tide at begynde at se Østen som en kilde til inspiration frem for blot som en trussel:

Både-og

...Og med mit sparsomme kendskab til østlig filosofi er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Østen er "Både-og", og ikke, som vi ofte ønsker at kategorisere alting i Vesten: "Enten-eller".

Så er det bare med at finde ud af, hvordan vi praktisk og politisk forholder os til det. Måske i første omgang ved at åbne øjnene mere for inspirationen og dermed også få en mere brugbar forståelse af truslen, når Østen ikke vil som Vesten.

Når folk drømmer

Foto: New York Times d.d.

To dage i Danmark med snaps og kolde vindstød har endnu ikke givet mig fornemmelsen af jul. Folk er forkølede. Stemningen i gadebilledet er mat. Den rituelle julefrokost gennemføres som et rastløst ritual med lumre taler, ris a la mande og utroskab.

EU knækker
Ude i Europa er unionen ved at knække over, og de danske politikere skal i gang med den uriasopgave, de godt støttet af den nationale presse har forsømt i årtier siden statsminister Jens Otto Krag gik af efter at have ført Danmark ind i EF:

For vores egen pengepungs skyld
At overbevise os om, at det er til vores fælles bedste at afgive en del af vores nationale suverænitet for at være med i Europas forenede nationer. Hvis det altså er det... Det er svært for de fleste at se og forstå, hvad al den storladne krisesnak egentlig går ud på i en tid, hvor folk med den store kabelpakke og et kraftigt forbrug af cigaretter føler sig fattige.

Hvad skal det der fællesskab med tyskerne og franskmændene og de økonomisk uansvarlige sydeuropæere egentlig gøre godt for? Hvis de får lov til at bestemme over os, får vi så højere priser på vores smør og bacon? Når de nu er så meget mere fattige end os, er der så ikke bare en risiko for, at vi bliver trukket med ned, alt imens vores arbejdspladser bliver overtaget af flittige indere og kinesere?

Østens energi
Skal vi følge den opportunistiske linie i det nye verdensbillede, skal vi nok til at blive venner med nogle af de nye store magter. Kineserne, der bygger veje i Afrika som aldrig før, for at sikre sig leverancer af naturressourcer til det voksende storrige. Australierne, der godt kan lide vores grønne teknologi og allerede nu er i fuld gang med at købe danske vindmøller. Eller russerne, der med Putin i front har bebudet, at man skal til at energirenovere store dele af boligmassen og virksomhederne.

Det er i forvejen russerne, der skal stå for at levere en stor del af vores varme i fremtiden med al deres naturgas, så måske vi skulle satse mere på "vennerne" mod øst.

Mens vi venter
Danmark har da også for længst skruet væsentligt ned for kritikken af russernes forhold til ytringsfrihed og demokrati. Det er ikke de tider, hvor vi slår på stortromme i verden for vores idealer. For hvad har vores trang til at hævde ytringsfriheden med Muhammed-tegninger og hellig krig i Mellemøsten egentlig ført med sig (af stabile olieleverancer)?

Økonomisk krise, destabiliserede regioner, døde børn og kvinder og husdyr, og soldater der kommer hjem i ligposer eller med alvorlige sår på sjæl og krop.

Jeg synes, det føles, som om folk holder vejret lidt, og putter sig - under dynen, bag skrivebordet, hjemme i parcellen.Venter på at se, hvad den nye verden vil bringe med sig.

Tusinder demonstrerer
I Rusland putter de sig til gengæld ikke. I dag har tusindvis af russere været på gaderne med skilte, hvor de kalder præsidentkandidat Putin for en tyv. Massedemonstrationerne i de store byer som St. Petersborg og Moskva er i hele Putins æra atypiske. Nationalister og kommunister og andre grupper forener sig og går på gaden og hævder, at parlamentsvalget der gav Putins parti Forenet Rusland flertal var snyd.

Fra Tahrir-pladsen til Moskva
De organiserer sig via de sociale medier. Nu tør de pludselig at bruge deres fælles stemme. Bølgen fra det arabiske forår er nået til Rusland. Der synes i hvert fald at være en bevægelse i folket, der samler dem om en ny fælles drøm om en alternativ fremtid. Et nyt styre i Kreml.

Sammenhold mod ufred
En fælles drøm som vores politikere i Europa ser ud til at have tabt eller ligefrem forsømt at udvikle til fulde. For hvem i den unge befolkning føler for alvor den europæiske drøm om sammenholdet, der skal forhindre krigen i at bryde ud? Vel at mærke ikke en drøm, der handler om at udnytte fællesskabet for egen vindings skyld, men et fælles ønske om at leve i en fri og fredelig verden.

Dansen om juletræet
Jeg tror en masse russere er ved at tage hinanden i hænderne for at udfordre det bestående. Mens vi i Europa gør det modsatte og som briterne trækker os kraftigt tilbage i de nationale sneglehuse ved mødet med gamle systemers kollaps.

Måske derfor bliver dansen om juletræet i år et ritual herhjemme uden helt samme lys i øjnene, som når drømmen om fællesskabet er stærkere end angsten for ikke at finde den nyeste Ipad under træet.

Russisk jul
... Holder min lille teori giver det i hvert fald god mening at søge efter julestemningen i Rusland, når den nu synes at mangle så radikalt herhjemme. Jeg er i hvert fald spændt på at opleve stemningen i hvad der stadig må betegnes som "Putins rige" her lige efter parlamentsvalget, hvor folk går på gaderne og kræver forandring for første gang i mere end et årti.

Nairobi - Skt. Petersborg - Moskva

 

Det er gråt herhjemme i øjeblikket. Og udsigten her på vej til mit arbejde er egentlig et meget godt billede på udsigterne for Danmark og Europa, hvor den ene dårlige nyhed om usund økonomi efter den anden, får folk til at beholde dankortet i tasken og overveje, om der nu også bliver råd til julegaver. 

Der er ligesom mangel på horisont. Visionerne synes at være erstattet af et fokus på røde tal. Og jeg tror faktisk ikke, at hverken fortsat lave renter eller udsigten til nordsømilliarder ved en re-forhandling af statens aftale med Mærsk er nok til sådan for alvor at ryste os ud af krisebevidstheden. Den vil nok snarere tage til i takt med, at de sydeuropæiske lande skifter deres regeringer ud, og amerikanerne fortsat ikke kan blive enige om at hæve skatterne eller forgælde sig endnu mere.

Hvem sulter?

Min mavefornemmelse siger mig til gengæld, at krisen handler om mere fundamentale værdier i vores samfund end penge. For om der er "penge nok" er jo relativt. Og efter et besøg i Afrika forekommer talen om en alarmerende finanskrise i Europa i hvert fald lidt skæv. For vi har da mad på bordet! Og det ser der ud til at være råd til lidt endnu.

Værdi-krise
På mig virker det nærmest, som om den vestlige verden - USA og Europa - er røget ind i en tyk tåge, hvor vi har mistet af syne, hvad vi pejlede efter og måske lidt for længe har glemt at spørge os selv om, hvem vi egentlig er, udover at være forbrugere. Hvad er det egentlig, vi stræber efter, når vi ønsker os "Change"? Og hvad er det, vi skal arbejde hårdt for at opnå, hvis bonus og bil kommer uden for rækkevidde?

Og mens vi så venter på, at tågen letter og giver os de nye horisonter i et verdensbillede, hvor kineserne, inderne, russerne og brasilianerne for alvor rykker, så ser det ud til, at vi foreløbig koncentrerer os om at se på vækst-minister Ole Sohns fortid i DKP... Og på finansloven. Hvor alle er enige om, at de hårde forhandlinger: Det bliver til næste år.

Ud i verden

Personligt er jeg ikke så god til at vente. Så jeg har planlagt en tur ud af tågen og lidt rundt i verden igen for at få en ide om, hvordan horisonten ser ud fra de steder, hvor man lige nu sætter alt ind på at komme derhen, hvor vi er.

Østafrikas ungdom

Turen går til Østafrika - igen. Jeg tager til Kenya som med-organisator på et seminar for 22 unge aktive studerende fra den nye republik Syd-sudan, det tørkeramte Etiopien, og det krigsplagede Somalia, hvor den islamiske milits Al-Shabaab lige nu splitter landet indefra.

Blogging

Vi skal besøge forskellige organisationer i Nairobi og diskutere kampagnestrategier og blogging, så de kan arbejde med at fortælle om den store østafrikanske ungdoms levevilkår og problemer og skabe platforme for problemløsning. Og så skal de møde hinanden og skabe støttende netværk, så de i årene fremover kan arbejde aktivt for at skabe bedre samfund. Jeg er spændt på at møde dem, og glæder mig meget til endnu et eventyr i Kenya.

Studietur før Rusland går til valg
Min anden rejse går til Rusland i december, hvor jeg rejser med en gruppe journalister på en organiseret studietur til Skt. Petersborg og Moskva for at blive klogere på det kommende præsidentvalg.

Naturgas-nationen
Jeg har været forbi ambassaden og få alle de rigtige stempler i mit pas under overvågning af sirligt spadseredragt-klædte kvinder og en vagt ved døren i kasket, og nu ser jeg meget frem til med Afrika-varme i kinderne at tage til det kolde land mod øst, som jeg ved i fremtiden kommer til at holde mig varm med naturgas fra nordsøkablet, når julen som nu nærmer sig.

Hvad med demokratiet?
Det kommer nok alt andet lige til at gøre det lidt sværere at kritisere Ruslands udskældte forhold til demokrati og ytringsfrihed, og derfor er jeg nysgerrig efter at høre, hvad russerne selv siger. Og hvordan verden i det hele taget ser ud fra en russisk metropol.

Babushka-dukker
For mig bliver det hele nyt. Mit eneste forhold til Rusland er en barndomserindring om min far, der kommer hjem fra Moskva i slutningen af 80erne efter en forretningsrejse med en stor pelshue på hovedet og fine babushka-dukker i træ til mine søstre og jeg.

Jeg håber at kunne berette om horisonten set fra Vinterpaladset i Skt. Petersborg her på bloggen, og at I har lyst til at følge med.