Når Østen ikke vil som Vesten

Hillary Clinton kaldte fredag Rusland og Kinas veto mod en FN-resolution mod styret i Syrien for "foragteligt" ved et møde i Tunis om optrapningen af urolighederne i Syrien. 

Bashaars bomber

Hun gav ved samme lejlighed et større millionbeløb til humanitær hjælp til syrerne, der bliver bombet og dræbt af deres præsident Bashaar al-Assaad, som lige nu slår hårdt ned på landets oprørere i blandt andet byen Homs. Der er meldinger om hospitaler, der bliver bombet, børn der bliver voldtaget, og massevis af uskyldige, der bliver hjemløse eller mister deres liv.

Kina og Rusland mod intervention

Da to vestlige journalister her i slutningen af ugen - med et vidt forgrenet netværk i Frankrig, USA og Israel - blev dræbt, fik konflikten endnu mere opmærksomhed.

Men Kina og Rusland vil ikke være med til at gribe ind og har nedlagt et veto mod en militær intervention imod præsident Assaad i FN's sikkerhedsråd.

Clintons vrede

Og det har gjort Clinton vred: Derfor lagde hun fredag ikke fingrene imellem, da hun gav udtryk for, hvor frustreret hun er over Rusland og Kinas veto. Budskabet var klart: Landene må skifte holdning og komme syrerne til hjælp i stedet for at bremse "det arabiske forår" - som mange internationale iagttagere i øvrigt mener har skræmt både Kina og Rusland, hvis økonomiske vækst er betinget af fortsat stabilitet:

"They are setting themselves against the aspirations not only of the Syrian people, but of the entire Arab Spring, the Arab awakening", sagde Clinton:

"It's quite distressing to see two permanent members of the Security Council using their veto when people are being murdered...It is just despicable. And I ask, 'Whose side are they on?' They are clearly not on the side of the Syrian people.”

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/9105470/Syria-Hillary-Clinton-calls-Russia-and-China-despicable-for-opposing-UN-resolution.html

http://www.voanews.com/english/news/Clinton-Lashes-Out-at-Syria-Russia-China-140371953.html

Knive i ærmet

Meldingen blev opfattet som en provokation mod øst. I hvert fald kommenterede det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag på udmeldingen med formuleringer om, at USA og Europa gerne ville fremstå humanitære, men i virkeligheden skjulte "knive i ærmet". USA og Europa "are harboring hegemonistic goals" i Syrien, skrev Xinhua. 

Østens skurke

Og udmeldingerne fra Xinhua på den ene side og Clinton på den anden viser i mine øjne, at Østen og Vesten lige nu er på kollisionskurs. Samtidig bliver jeg med Clintons ord om Kina og Rusland som "skurke" også selv klar over, hvordan mit verdenssyn er forankret i en vestlig moral:

For hvordan kan man forsvare ikke at komme civile til hjælp? 

Hvem vogter moralen?

Omvendt kan man jo spørge sig selv, hvordan det er gået med hjælpen til irakerne og afghanerne og senest libyerne? Hvor meget blod har vi selv fået på fingrene i disse aktioner? Og hvor vidt har vi  kunnet overskue de moralske, økonomiske og menneskelige omkostninger?  Hvem har vi egentlig hjulpet mest?

Og direkte afledt af disse svære spørgsmål: Er der mon på nogen måde en grund til at Kina og Rusland tøver? Eller er det ren og skær totalitær egoisme, der holder dem tilbage fra - som den gæve, vestlige politibetjent - at gribe ind i alverdens konflikter; vel at mærke i verdensdele, hvor vi har interesser at forsvare. Når folk i Afrika bliver brutalt myrdet af sindssyge regimer, er vi jo som regel ikke helt så skrappe til at komme dem til undsætning, som vi er i Mellemøsten.

Østens skatte

Da jeg stod ved et julepyntet butiksvindue i Moskvas gader for et par måneder siden og nød synet af foreningen mellem vest og øst i al sin rigdom og skønhed, slog det mig hvor mange skatte, der faktisk er mod øst. Og hvor lidt vi egentlig har interesse i dem i denne del af verden. Det gælder måske også tankegods.

Her er en del af verden, der i årevis har spejlet sig i Vestens butiksruder og tilegnet sig vores måder at arbejde, handle og tænke på. Det har skabt en succes i "vores verden", der ikke er til at overse. Men mens russere og kinesere på hver deres måde kopierer og tilnærmer sig vestlig livsstil, fortsætter vi med at se dem som stereotyperne i Hollywoods fremstillinger af russisk eller kinesisk mafia og barbari.

Demokrati-krisen

Vi kritiserer Rusland og Kina for manglende demokrati. Men lige nu er vores egne hellige demokratier ikke desto mindre i alvorlig krise og tilsyneladende ude af stand til at varetage samfundenes grundliggende interesse i for eksempel at få gjort op med de systemfejl i den finansielle sektor der skaber tikkende bomber under samfundsøkonomien.

Det kunne godt føre frem til en erkendelse af, at vi måske skal skrue lidt ned for bedømmelserne af Rusland og Kinas handlinger og lidt op for velviljen til at forstå bevæggrundene for, at de gør, som de gør. Måske de ligefrem har en bedre basis for at dømme os end omvendt? - Efter at at have studeret og efterlignet os i årtier, kender de mon så ikke os en hel del bedre, end vi kender dem?

Under alle omstændigheder har jeg Kina helt øverst på min ønskeseddel over kommende rejsemål.  

Jeg tror, at det er på tide at begynde at se Østen som en kilde til inspiration frem for blot som en trussel:

Både-og

...Og med mit sparsomme kendskab til østlig filosofi er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Østen er "Både-og", og ikke, som vi ofte ønsker at kategorisere alting i Vesten: "Enten-eller".

Så er det bare med at finde ud af, hvordan vi praktisk og politisk forholder os til det. Måske i første omgang ved at åbne øjnene mere for inspirationen og dermed også få en mere brugbar forståelse af truslen, når Østen ikke vil som Vesten.

Dokumentarfilmen "Putins Kys"

I Moskva samles tusinder af russere i disse dage for at demonstrere mod Putin, der spås at vinde det russiske valg den 4. marts.

Og i takt med disse marcher og de kolde sibirske vinde, der har sænket temperaturen i de københavnske gader til omkring minus 20 grader, er der al muligt god grund til at marchere i biografen og se den uhyre interessante og skræmmende dokumentarfilm "Putins Kys" om en ungdomspolitisk bevægelse i Rusland:

Nashi - hedder den. Youth Democratic Antifascist Movement: En bevægelse med omkring 70.000 tilhængere, støttet af Kreml, og arrangør af moddemonstrationer til den stadig mere højlydte opposition i gaderne:

Putins fjender er fremskridtets fjender
Og netop deres talsmænd og kvinder: De kritiske journalister, oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister hører ikke til i Rusland, mener Nashi. De er fjender af fremskridtet - og det vil de unge i Nashi ikke tolerere.

Filmen af den danske instruktør Lise Birk Pedersen følger den unge talskvinde Masha, der i starten af filmen fortæller om sit store idol: Vladimir Putin, som hun som kun 19-årig får tildelt en medalje af. En medalje hun kvitterer for med et kys.

Journalist tævet halvt ihjel
Men Putins kys får en stadig mere dyster undertone i løbet af filmen, hvor den anden hovedperson, den kritiske journalist Oleg Kashin fortæller om sin udtalte skepsis for Nashi, der måske, måske ikke står bag det tæskehold af unge mænd, der en aften på gaden overfalder og tæver Oleg halvt ihjel.

Nashi er en erklæret anti-fascistisk organisation, grundlagt i 2005 af en karismatisk Vasily Yakemenko, der tilsyneladende ikke tøver med at bruge vante tricks fra manipulationens værktøjskasse med kærlige håndsrækninger og slet skjulte trusler om social eksklusion over for de unge han i starten af bevægelsens historie træner målrettet til at arbejde for Nasjis sag. 

En sag der tilsyneladende er så vigtig, at dele af Nashi ikke viger tilbage for at gribe til både vold og chikane for at gøre livet surt for Putins fjender.

Støvletramp
For mig er et enkelt klip fra en Nashi-demonstration i Moskva tankevækkende på grænsen til det kvalmende: De unge tilhængere, der for de flestes vedkommende er født efter 1989 og intet kender til Sovjet-tiden, stiller op i brede bælter i en procession med plakater af Ruslands fjender.

Så går de frem med slagord og smider plakaterne mod gaden i en bunke og tramper på dem mens fotografer knipser løs mod støvler og ansigterne på de udvalgte fjender. Så er det ikke svært at forstå, hvorfor kritikerne kalder Nashi for "Putin Jugend".

Dog skal det også siges, at Nashi er en ungdomsorganisation, med mange sympatiske aktiviteter som sportslige sommermøder, socialt arbejde med kirken og de ældre og uddannelse af unge til selvstændighed, lederskab og aktiv politisk deltagelse...Men at det ikke, er det udtalte demokratiske sindelag, den får til at spire i den nye generation, står nu alligevel helt klart, hvis man skal tage filmens dokumentation og kilder for gode varer.

Gennemslagskraft?
Eneste spørgsmål, der forbliver ubesvaret, er bevægelsens reelle gennemslagskraft? Det er trods alt kun 30.000 unge, der kører i busser ind til demonstrationerne i Moskva, så nogen reel folkebevægelse kan der jo ikke være tale om i et land med omkring 138 millioner indbyggere. Og hvor mange af de unge, der er reelt politisk vækkede forbliver også uklart?

Isnende historie
Det er dog ikke nogen munter film i en tid, hvor økonomisk depression ligger tungt over Sydeuropa,  Ungarns højreradikale parti Fidesz fifler med landets grundlove for at bevare magten, og stadig flere unge i regionen oplever arbejds- og håbløshed brede sig.

- Så man skal ikke se "Putins Kys" for at få varmen. Den isner tværtimod i nakken og stiller spørgsmål om, hvorvidt historien kan gentage sig selv.

Læs mere om Nashis indflydelse på den igangværende valgkamp i Rusland:

http://www.information.dk/293008

Russisk Forår

Bag Kreml's mure. Det russiske magtcentrum, hvorfra Putin og hans administration styrer landet som kommunisterne og tsarerne har gjort det før ham. Her med udsigt til Himmelfarts-kirken på Katedralpladsen bygget i 1475 og ramme om mange tsar-kroninger.

Dette blogindlæg er skrevet for et par dage siden men grundet det meget travle program i Moskva først redigeret til udgivelse her på bloggen d.d.

"Russisk Forår" er en drink - og måske også udsigten til et særdeles interessant præsidentvalg i marts måned.

Jeg sidder med et eksemplar af The Moscow Times og et let boblende glas med ginger ale og æblemost og isterninger i Hotel Hiltons lobby en mørk Moskva-eftermiddag torsdag, mens præsident Putin er på landsdækkende tv i et stort anlagt telefon-show, hvor borgere kan ringe til den kommende og tidligere præsident.

Og det gør de – først og fremmest for at spørge ham, hvad han mener om de store massedemonstrationer efter dumavalget, som har overrasket både i udlandet og i Moskvas magtcentrum Kreml.


Opgør med partiet af svindlere og tyve
Her i Moskva samledes omkring 50.000 mennesker på Bolotnaya Ploshchad for at gøre op med “Partiet af svindlere og tyve”, som de kalder "Forenet Rusland", Putins og Medvedevs parti, der styrer landet med fuldkomment monopol på magten.

Putin: Demonstranter blev betalt
Men den ellers på mange måde pragmatiske Putin kom ikke kritikerne i møde under den fire en halv time lange marathon tv-udsendelse. Ifølge aviserne og flere af de folk vi har talt med her i Moskva, gav han under debatten USA ansvar for at opfordre til farlig uro.

Han talte om, at studenterne var blevet betalt for at demonstrere og viste i det hele taget foragt for protesterne over det valg, der ifølge både internationale observatører, oppositionen og almindelige russere beviseligt var præget af svindel med stemmer.

Ny demonstration juleaften
Og det kan meget vel være med til at provokere til en endnu større demonstration, som oppositionen og græsrodsbevægelserne nu forbereder den 24. december.

Faldende opbakning
Det er vigtigt ikke at glemme, at Putin stadig er en populær leder i Rusland. Men hans popularitet er faldet fra omkring 64% for 4 år siden til omkring 50 % og måske endnu lavere – nogen vurderer omkring 34 % - hvis man trækker de falske stemmer ved sidste valg fra, forklarer den politiske analytiker Maria Lipman fra Carnegie Foundation, da hun gæster os på Hilton Hotel den dag Putin er på tv.

Presset Putin
Noget der sikkert hænger sammen med finanskrisens negative effekter på russisk økonomi, vel vidende at russerne har tendens til at støtte deres ledere alt efter hvordan det går med økonomien - og deraf oliepriserne. 

I Maria Lipmans øjne ser Putin træt og irritabel ud på tv. Noget den ellers så atletiske og udholdende tidligere KGB-agent aldrig tidligere har gjort.

McCains drilleri
For måske den drilske besked fra den amerikanske republikaner John McCain på twitter kan have noget på sig. Som McCain skrev ifølge The Moscow Times: “The Arab spring is coming to a neighborhood near you”?

En besked, som Putin replicerede på under tv-showet ved at indikere, at krigsveteranen John McCain har taget mentalt skade af sit ophold som krigsfange i Vietnam: “He has the blood of peaceful civilians on his hands, and he can’t live without the kind of disgusting, repulsive scenes like the killing of Gadhafi”, sagde Putin ifølge Moscow Times under debatten.

Russerne vil ikke være stemmekvæg
Den hårde tone over for amerikanerne rokker dog ikke ved, at Putins arrogance over for sit eget folk lige nu stiller ham et væsentligt mere besværligt genvalg som præsident i udsigt. 

Masser af byboere i Rusland har nemlig stemt på kommunister og nationalister, de slet ikke sympatisere med, med det ene formål at vise, at de ikke længere vil finde sig i at blive behandlet som stemmekvæg.  

Hån mod demokratiet
Da Putin og Medvedev samlet gik ud og meddelte planerne om, at de nu gør klar til at bytte plads, så Putin igen kan blive præsident og Medvedev premiere minister forregnede magten i Kreml sig i forhold til det demokratiske sindelag i befolkningen.

Det fik Facebook- og twitter-generationen, den brede middelklasse i storbyerne, til at se rødt. De er trætte af korruptionen og af, hvad de oplever som en latterliggørelse af deres “demokrati”.

Civilsamfund på vej
Og at de organiserer sig og går på gaden i en fredelig demonstration, som det der skete i weekenden, viser, at russerne i dag er i gang med at udvikle et civilsamfund, der måske med tiden kan skubbe det russiske samfunds institutioner i reel demokratisk retning, mener Maria Lipman.

I Hotel Hiltons lobby tager jeg den sidste slurk af mit glas:

Drinken "Russisk forår" er let boblende og virkelig forfriskende – langt fra den farligt stærke Kalashnikov-vodka, jeg drak til min borsch i St. Petersborg. Det hører fortiden til. Måske det russiske forår lige så stille er på vej.

Se live optagelser fra demonstrationen i Moskva den 10. december her:
http://www.youtube.com/watch?v=gQ_-glPcHLA

Kommunisternes comeback

Fredag er jeg til forelæsning ved Moskvas svar på London School of Economics: Rossiskaya Economicheskaya Shkola. I et trøsteløst kvarter uden for bycentrum – i absolut skærende konstrast til de smarte skyskrabere i business-kvarteret, rejseholdet netop kommer fra denne fredag.

Trøstesløst
Det ligner mest af alt Østtyskland med slidte boligblokke, skurvognsbutikker med billig julepynt, og brede veje med beskidte biler. Og kvarteret skulle være et meget godt billede af den russiske økonomi pt:

Rådden økonomi
Den er pilrådden, lyder budskabet fra økonomiprofessoren i korte træk. Baseret alt for ensidigt på olie og gasindtægter, som den har været i årevis. Og fremtiden er ikke lys. For magten sætter reelt den sunde konkurrence på markedet ud af spillet, og på det område er der ingen udsigt til ændringer med Putin ved magten 6 eller 12 år mere. 

...Og hvis det er i dette trøsteløse klima mange russiske studerende i Moskva skal dygtiggøre sig, så er det måske ikke så sært, at mange af dem stemmer på Kommunisterne. 

Hver femte russer stemte på kommunisterne
Ved dumavalget fordoblede kommunisterne nemlig deres stemmeantal og fik intet mindre end 19 procent af de russiske vælgeres opbakning. 

Og når man ved hvilket samfund af ekstrem fattigdom, uproduktivitet, ufrihed og blodige forbrydelser Sovjet stod for, er det alligevel en anelse underligt, at folk blot 20 år efter styrets sammenbrud nu kan se netop kommunisterne som et alternativ til Putin. 

Ønsket om uddannelse
Selv er kommunisterne ikke i tvivl om, hvorfor de har så godt fat i især de unge vælgere, som deres prognoser viser. 

Som næstformand Ivan Melnikov fortæller os, da vi besøger kommunisterne i dumaen – det russiske parlament – onsdag, så ønsker de unge sig uddannelse, de ikke skal betale for, jobmuligheder, når de bliver færdige og ordentlige vilkår for økonomisk set at kunne starte en familie.

Uden for tv
Og det mener de, at vi kan give dem, siger Ivan Melnikov, der ligesom alle de oppositionspartier og -politikere vi har talt med, fortæller, hvor umuligt, det er at være oppositionsparti i Rusland: 

Hvordan de ikke har adgang til de statsejede tv-stationer på lige fod med Putin og magtmonopol-partiet Forenet Rusland, og hvordan valgkampagner bliver forstyrret og obstrueret af falske tryksager.

Vil være svenske socialdemokrater
Problemet med Sovjet var, at magten var et monopol, og at der ikke var nogen sund dialog, lyder ræsonnementet fra næstformanden i det kommunistiske parti i dag. 

Men den slags uvæsen har partiet nu bevæget sig væk fra. Deres forbillede er de svenske socialdemokrater, siger næstformanden, uden helt klart at kunne forklare, hvad det konkret betyder for deres politik.

Museum
Men - på trods af det gode valgresultat og snakken om den omfattende valgsvindel, som alle oppositionspartierne er sikre på fandt sted – så virker matematikprofessor Ivan Melnikov set gennem mine øjne IKKE som en mand, der på tror på, at han faktisk har en chance for at få magten igen. Overhovedet. 

Det halvtomme kommunist-hovedkvarter i dumaen ligner ikke et sprudlende nyreformeret parti med fat i ungdommen – snarere emmer her nærmest af museum.

Sølvpokaler og Castro
Med sølv pokaler og runde billeder af Fidel Castro i vindueskarmen. I glasskabet ved væggen, står en bog med isskøjteløbere på forsiden. Der er et skakspil med billeder af partiets leder, et flag med hammer og sejl, og hele forkontoret med trævægge er pyntet med forstørrede glasindrammede fotos fra Sovjettiden, med glade russiske husmødre, blomster og røde faner.

Ni cremehvide telefoner
Bag skrivebordet står der omkring ni cremehvide trykknaptelefoner. Een af telefonerne er den direkte linie til Putin eller præsident Medvedev, fortæller Ivan Melnikov mig, da jeg undrende spørger, hvad han skal bruge hele ni telefoner til.

Linien fra fortiden
Hvornår den linie kommer i brug må siges at være uvist. Og at der mangler en linie ud til de mange mennesker, der gik talstærkt på gaden i sidste weekend i den historiske demonstratio mod Putin og partiet Forenet Ruslands altdominerende rolle i russisk politik er helt klart.

Facebook
Demonstranterne organiserede sig nemlig på facebook, og ifølge flere af de politiske analytikere, vi har talt med i løbet af ugen, så er ingen af de seks registrerede oppositionspartier i nærheden af at kunne repræsentere de demonstrerende byrusseres interesser.

Også derfor er det utroligt svært for de fleste at se et alternativ til det eksisterende styre, hvor der reelt ikke er noget værdigt alternativ til Putin, og hvis man skal tro alle de russere, vi har talt med: Et system, der heller ikke tillader dette alternativ at opstå.  

 

Gangsterhotellet

De spiller russisk march på Moskvas banegård, da jeg stiger ud af toget fra St. Petersborg sammen med resten af rejseholdet. Sneen hvirvler om huerne på os og musikken gør det svært ikke at gå i takt og skæve til soldater og togmyndighederne med kasketter og uniformer på perronen og være i tvivl om, hvorvidt toget var en tidsmaskine, som har bragt os tilbage til "det gode gamle Sovjet".

Samme følelse af at være i en anden tid slår mig, da jeg ser hotellet tårne sig op over byen. Et 26 etagers højt spidst tårn, der minder mig om Chicagos monumentale skyskrabere ligger som et bjerg i byen og den hvirvlende sne.

Bygget af krigsfanger
Hotel Hilton Moscow Leningradskaya er da også et monument over byen. Bygget af diktatoren Josef Stalin tilbage i 1947, som et ud af i alt syv søster-tårne, hvoraf de andre i dag huser eksempelvis et par ministerier, universitetet og et andet hotel. Stalin satte krigsfanger fra anden verdenskrig blandt andre tyskere til at bygge de kolossale tårne, der skulle markere byen Moskvas 800 års jubilæum.

Citizen Kane style
Og lige nu sidder jeg så i lobbyen med tre etager til det udskårne guldmalede loft, hvorfra der hænger gigantiske guldlysekroner. Hotellet over mig holdes oppe af kolossale marmorsøjler og lobbyen er præget af brede hvide marmortrapper, guldløver og et smukt pyntet juletræ.

Det hele minder mig mest af alt om filmklassikeren Citizen Kane, hvor aviskongen Charles Foster Kane bygger det ekstravagante pragtpalads Xanadu omtrent lige så pompøst - og helt igennem stalinistisk.

Prinsesse
Men her sidder jeg altså og skriver på min mac i en behagelig gyldent indvævet polstret lænestol med svungnee ben, der ligner kirsebærtræet, der pryder hotelgangene på de 21 etager over mig. Nyder min grønne te og de franske makroner som en servitrice har serveret for mig. Sådan må det have været at være kongelig i en anden tid. At være Katarina den Store af Rusland - eller en prinsesse i et større europæisk konge- eller fyrstendømme - for længe siden.

Kakkelakker
Der har heller ikke været sådan her altid. Fra 40'erne og frem fik Stalins hotel ifølge vores rejseleder, der har arbejdet som korrespondent i Rusland under Sovjet, bare lov til at stå og forfalde. Dengang var der kakkelakker på væggene og gangstere i hotelsengene.

Og det virker egentlig meget passende, at et imperialistisk, gotisk byggeprojekt som dette, der faktisk er direkte inspireret af Chicago-skyskraberne fra 30'erne, også udvikler sig til et vaskeægte gangsterhotel.

Gotisk eventyrland
I dag er det til gengæld amerikanerne, der holder liv i myten her på stedet. Hotelkæden Hilton har gennemrestaureret Stalins tårn i 2008 for millionvis af dollars, så jeg i dag bliver mødt af "Stanislav" ved døren, der står klar i tyk lang frakke, sort hue og med navneskilt bare for at sige "Welcome" og åbne den tunge høje trædør med de smalle glasvinduer ind til det gotiske eventyrland, der meget hurtigt giver een lyst til bare at blive herinde: Hvor alt er kolossalt. Forgyldet og varmt. Juletræet funklende. Og baren altid åben. Hvem kunne ikke have lyst til, at det var jul hver dag?

Skærmet fra omverden
Måske det er sådan de russiske magthavere har det og altid har haft det, når først de har været ved magten for længe. Nogle af dem har ganske givet været gangstere fra starten. Andre bliver det med tiden, når kontakten med verden udenfor bliver mindre - godt skærmet, som man er her i brokadestolen fra Moskvas elektronisk båttende udrykninger, beskidte rendestene og fattige russere.

Et par forretningsmænd sidder og taler engelsk med hinanden til venstre for mig om, hvordan de kan hjælpe hinanden med deres forretninger, og hvilken indflydelse ustabilitet i Rusland vil få på deres forretninger. Så slår de over i at tale russisk.

Jeg tror lige, jeg bestiller en fransk makron mere og en kop te at gå i seng på.

 

Når toget står stille

Vi stryger gennem natten i et missilformet russisk tog – uden stop – på vej mod Moskva.

Jeg har siddet fordybet i kapitlet ”Meeting Mr. Putin” i bogen ”Putin and the rise of Russia” af Die Welt-korrespondent og tidligere professor fra universitetet Erlangen- Nurnberg Michael Stuermer, hvis bog jeg købte for et par år siden i en stor velassorteret boghandel i Helsinki.

Rige russsere
Nu er jeg på vej mod øst i selskab med den russiske intelligentsia i kupeen med de brede mørkeblå læderstole. Ene velhavende russere med Ipads og jakkesæt på vej fra den gamle hovedstad Petersborg til den nye, Moskva.

Samme tur Putin har taget i sin tid, efter at han som ung KGB-agent studerede jura i Leningrad, som St. Petersborg hed tilbage i 1975, hvor Putin fik sin kandidatgrad.  

Destination Rusland?
Og det store spørgsmål er vel så, hvor dette her mægtige land, der strækker sig over ni tidszoner egentlig er på vej hen i disse dage, hvor Putin er på vej tilbage til præsidentposten i Kreml? Især efter de voldsomme massedemonstrationer i weekenden, der fulgte dumavalget den 4. december, som Putins parti Forenet Rusland vandt sikkert - og med beviselig fusk til folks store fortrydelse.

Putin og olien
Putin har ellers været populær siden han tog over efter den uheldige - og drukfældige - Boris Jeltsin, hvis tid ved magten var præget af økonomiske udfordringer.

Olieprisen har nemlig været støt stigende under Putin frem til Medvedevs tid og fremgangen, der har skabt flotte vækstkurver til landet, gavnede ikke overraskende den teknokratiske magthavers popularitet, så Putin i anden halvdel af sin regeringstid kunne bryste sig af en folkelig opbakning på omkring 60 procent.

Træt af løgne
Men tilfredsheden er ikke længere så rodfæstet efter snart fire år med Medvedev på præsidentposten. Befolkningen er træt af løgne, som en russisk journalist og forfatter fortalte os på et møde tirsdag. De ønsker sig forandring, for sandheden om Rusland er, at nationen på mange måder står i stampe.

Brudte løfter
Godt nok glider dette tog hastigt og uden forhindringer fremad i blæksort mørke mod Ruslands magt-center. Men på trods af skilte, der annoncerer fri internet har det efter 3 timers rejse fortsat ikke været muligt at etablere en ren forbindelse.

Der er mange løfter og erklæringer i dette land. Men bliver de indfriet?

Jeg synes at kunne fornemme en vis hulhed over ”julekuglen Rusland”. Det kan godt være, at den lyser og er fyldt op af naturgas, men er det nok til at sikre den stabilitet, som Putin ifølge Michael Stuermer vægter højere for sit land end noget andet.

En revolution kan være på vej
På avisen Vedomosti i St. Petersborg var der i dag tvivl. For måske der godt kan vente en regulær revolution forude. Så langt mente journalist og forfatter for det undersøgende journalistagentur i St. Petersborg dog ikke, at det vil komme lige nu.

For godt nok er folk trætte af løgne. Men det reelle alternativ til Putin findes ikke.

Ej heller har Rusland formået at løse nogle af de problemer, som Putin ifølge Michael Stuermer selv fortæller om ved møder med korrespondenter og diplomater frem til 2008.

Russerne dør
For eksempel Ruslands problem med en skrumpende befolkning, da kun få bliver født og flere dør - især mændene, der på grund af druk og arbejdsulykker relateret til fuldskab, i gennemsnit i dag ikke bliver ældre end 58 år.
 
De familiepolitiske tiltag, der er indført, har i hvert fald ikke fået de russiske kvinder til at føde flere børn, så befolkningstallet falder stadig.

Ingen konkurrencekraft
Også alternativerne til naturgas- og olieindtægterne skal man spejde langt efter. For hvad kan Rusland egentlig konkurrere med, hvis priserne falder, eller verden for alvor vender sig mod fossilt brændstof?

Så selvom Putin ifølge Michael Stuermer for længst har erklæret, at Rusland skal gøre sig mere uafhængig af olie-priserne ved at satse på højteknologi, så er det ikke sket endnu.

Stilstand
Det kan altså godt være, at toget her - med den russiske elite i sæderne - suser misundelsesværdigt blødt mod midnatstimen for at nå frem på perronen i Moskva præcis på minuttet. Og at naturgassen suser lige så naturligt den anden vej mod Europa i det nye nordstrømskabel.

Men hvis jeg skal stole på mine egne observationer, og de stemmer jeg har hørt i dag, så er der noget der tyder på, at en stor del af Rusland udenom står ganske stille og har gjort det længe.

Arktis magten

Der sker noget dramatisk nordpå i øjeblikket. For mens verdens politikere i Durban har haft travlt med at forhandle sig til, hvordan vi stopper klimaforandringerne, åbner de selvsamme ændringer på kloden op for et nye eventyr mod nord.

Faktisk er der et kapløb i gang, hvor vi danskere også er med. Danmark og Rusland har for nylig indgivet deres krav til kontinentalsokkel-kommissionen, der skal tage stilling til fremtidens havbundsret i Arktis, så der ikke opstår konflikter om, hvem der kan have ret til områdets råstoffer, der langsomt men sikkert bliver tilgængeligt, mens isen smelter.

Udstoppede fugle
Mandag er det nordiske rejsehold af journalister i St. Petersborg på besøg på Det arktiske Institut, AARI - Arctic and Antarctic Research Institute, i et kvarter med trøsteløst beskidte og ramponerede Sovjetblokke.

Vi kommer ind i en hall, med udstoppede mågefugle hængende over trappen op til næste niveau. Bygningen minder mest af alt om Zoologisk Museum i København og det bliver ikke mindre eksotisk af at blive ledt ned af en lang gang med døre i forskellige størrelser, både hvad angår højde og bredde.

Store og små døre
Jeg har det på en eller anden måde, som om jeg er med i en Tintin-tegneserie på jagt efter en sunken ubåd eller et isbjerg med en skat i, og det lykkes mig ikke at finde ud af, hvorfor dørene på instituttet ser ud, som om de er specialdesignet til, at en stor og tyk forsker, kan gå ind på sit kontor det ene sted, mens en lille og tynd forsker får en tilsvarende dør med skilt på lige ved siden af. 

Det kan selvfølgelig også være et skab beregnet til uønskede forskningsresultater. Eller udstoppede Arktis-dyr, der ikke længere hører til i hall'en. Men det forbliver uvist.

Gådefuldheden bliver til gengæld hurtigt afløst af en regn af fakta fra fire meget talende professorer i vores møderum, med højtidelige forskergruppe-portrætter, priser og fotos fra isstationerne mod nord på væggene.

Farlige boringer
De fortæller ganske og aldeles upolitisk og temmelig tørt om instituttets rolle i den nuværende russiske investering i forskning og udvikling af teknologi til at kunne bore i de kolde have, så store virksomheder som Total, Statoil og Gazprom kan udvide deres aktiviteter og hente olie og naturgas ud af af de kolde områder. 

Boringer, som de medgiver i tilfælde af spild, vil kunne få alvorlige konsekvenser for miljøet i dybhavet, da det er ekstraordinært svært at rydde op efter et olieudslip, når råolien glider ind isen.

Men, som de siger: Ministeriet for Særlige Katastrofer, har opsat otte nød-stationer i Arktis-området klar til at rykke, hvis det i deres øjne utænkelige skulle ske, at et udslip kom ud af kontrol. En oplysning hvis rigtighed, en kilde senere fortæller os, der er god grund til at betvivle...

Tynd is
De fortæller om opbygningen af en ny flåde atomdrevne isbrydere. Om flydende boreplatforme, der kan flyttes, hvis et af de store isbjerge, nogle på 3,5 millioner ton, kommer i vejen. Og om den nordlige transportrute, der langsomt men sikkert bliver isfri langs det mægtige Ruslands nordkyst.

Istykkelsen i området er allerede skrumpet fra 185 centimeter i 1977 til 142 centimeter i 2005. Og selvom russiske forskere generelt har forholdt sig skeptiske over for snakken om klimaforandringer, så virker disse til at bekræfte, at de i dag kan ses og måles med det blotte øje.

Den nordlige rute
Det er dog stadig konfliktfyldt farvand. Isnende mindelser om spændinger mellem USA og Rusland under den kolde krig ligger stadig friske i denne ufremkommelige del af verden. 

Rusland har store interesser både i råvarerne og sejlruten, der fremover kan gøre det muligt for Mærsks tankskibe at sejle fra Europa til Asien af den nordlige rute og dermed helt undgå Suezkanalen og de piratfyldte farvande ved Afrikas Horn.

Norge og Rusland 
Så der er i dag en markant tilstedeværelse af militære fartøjer i området. Det betyder dog ikke, at der for alvor er optræk til ballade. Det Arktiske Råds diplomati virker langsomt i retning af at få tegnet landkortet op, for at fordele rigdommene mod nord efter gældende havret.

Senest i sommer er en historisk aftale kommet på plads mellem Norge og Rusland, hvor begge nationer gik på kompromis med deres krav om, hvor grænsen i havet skulle drages, så et omstridt område på 175.000 km2 blev delt ligeligt mellem dem. 

Vel at mærke efter uforsonlige krav fra begge parter siden 70'erne, hvor Norge første gang gjorde krav på området jf. Svalbardkontrakten fra 1920 - der strider mod den gældende havret, som russerne mente skulle håndhæves.

På den måde åbnes store og små døre mod en ny del af verden, der meget vel kan byde på både ufattelige rigdomme - og ufattelige miljøkatastrofer, hvis sikkerheden ikke er i orden.

Anna Politkovskaja - forgiftet eller opløftet?

Der er premiere på en ny dokumentarfilm her i St. Petersborg i aften. Om en af nyere russisk histories mest markante journalister. Anna Politkovskaja, der blev myrdet på den daværende og kommende præsident Putins fødselsdag den 7. oktober 2006.

Når det bliver farligt at skrive
Jeg sidder selv i lobbyen på Ibis Hotel i St. Petersborg og ser frem til et besøg på en af byens største erhvervs-aviser Vedomosti efterfulgt af et møde her på hotellet med lederen af "The Agency for Investigative Reporting" i Petersborg. For er det nu også overhovedet muligt for journalister, som Politkovskaja, at grave sig ned i sager, som ikke er behagelige for myndighederne her i landet? Vel at mærke uden repressalier?

Det liberale Rusland...
Herfra hvor jeg sidder med BBC News på en skærm til højre, servitricer i vodkabaren med røde forklæder og en avis på glasbordet med et stort billede af en demonstrant med et gråt print af Putin indrammet i en cirkel med en streg igennem, ser det angiveligt ud, som om jeg er et hvilket som helst sted i det liberale internationale samfund. Men måske jeg tager fejl.

Mange steder i verden er der ikke frihed til at skrive og sige, hvad man vil. Men sådan er det officielt ikke her i Rusland, hvor præsident Putin kommenterede Politkovskajas død som et angreb på ham og hele nationen.

En konstant provokation
Men Politkovskajas journalistiske virke på blandt andet den erklæret Kreml-kritiske Moskva-avisen Novaja Gazeta - hvis redaktør jeg i øvrigt interviewede for 5 års tid siden om journalistmordene i Rusland og Tjetjenien, da han besøgte Det udenrigspolitiske selskab i København - var en konstant provokation.

Og som en russisk forfatter i dokumentarfilmen afskriver hende: En sammenblanding af ønsketænkning og følelser, der ikke havde noget med objektivitet at gøre.

Selv har jeg ofte tænkt i mit stille sind, når talen faldt på hende: Hvad fik egentlig en begavet kvinde som hende til at blive ved med at råbe op om ofrene for krigen i Tjetjenien? Tilsyneladende uden nogen effekt og med livet som indsats?

Forgiftet eller opløftet
Og derfor var det også med en følelse af stort ubehag, at jeg så filmen "Frihetens Bittra Smak" i går produceret af kursuslederen på denne rejse Malcolm Dixelius og den afdøde Politkovskajas veninde Marina Goldovskaja, der har fulgt Anna Politkovskaja med videokamera mange år, inden mordet i Annas entre for 5 år siden.

For Anna Politkovskaja virker i det meget personlige portræt ikke som en fanatisk provokatør. Måske snarere naiv, og som een af hendes kolleger siger om hende i filmen: "Hun fulgte sit kald. Det var næsten religiøst.... Krigen havde forgiftet hende."

Fra husmor til krigsreporter
"Frihetens Bittra Smak" følger Politkovskaja helt fra hendes ungdom, hvor hun er gift med en berømt russisk journalist og er hjemmegående husmor med to børn og en hund og fremefter - til året 1994, hvor russerne går ind i Tjetjenien, og Annas reportagerejser til landet begynder.

Hun oplever grusomheder i den krig, som kun få har berettet om. I dokumentaren møder hun grædende tjetjenske kvinder, hvis sønner og mænd har fået fingrene skudt af, inden de er blevet myrdet.

Skudt på das
Anna Politkovskaja fortæller om en kvinde hvis 14-årige søn går på udendørs-dasset og koldblodigt bliver skudt af russiske soldater, mens han sidder i det lille skur. Det er svært at bedømme, hvem der er gode og onde i en krig. Nogle gange endda hvem der er soldater, og hvem der er civile. Men Politkovskaja vælger side til fordel for tjetjenerne, og beretter om rædslerne med hele sin person.

Et bedre menneske
Men hun klager ikke. "Jeg har set med egne øjne, hvad andre aldrig vil få at se. Og det har gjort mig til et bedre menneske..." siger hun roligt, når hun taler om spørgsmålene folk stiller hende: Om hun ikke er bange for at skrive de ting, hun gør?

I dokumentarfilmen befinder Politkovskaja sig her på et hotelværelse i Los Angeles, hvor hun er til journalistikkonference: En midaldrende kvinde i hvid slåbrok, der muntert lægger makeup, mens hun reflekterer over sit liv: Og som hun fortsætter: "... Jeg har intet at klage over."

Krig og inspiration
Faktisk taler hun selv om en form for "inspiration" hun oplever i forbindelse med rejserne til Tjetjenien. "Jeg er ikke så tynget, som jeg burde være - snarere tværtimod", siger hun til kameraet, og jeg fornemmer hos hende denne her hellige ild, der brænder så stærkt, når et menneske oplever at have et kald. At der er en højere mening med tilværelsen end eens egne interesser.

Et normalt liv
Og det er skræmmende, når en kvinde, der bliver kaldt en idealist, en revolutionær og en drømmer tilsyneladende ved tilfældighedernes spil på Jeanne D'Arc agtig maner kommer til at kæmpe for alt det, der giver mening for hende og så betaler den højeste pris med sit eget liv.

Efter venindernes tilsyneladende gentagne forsøg på at få hende til at falde til ro og leve et "mere normalt liv", som de siger i filmen.

Teatret
Jeg anbefaler dokumentarfilmen "Frihetens Bittra Smak" udgivet med støtte fra Sundance Institute og Det Svenska Filminstitut.

For udover at komme tæt på den fascinerende Politkovskaja er det også en film, der repeterer voldsomme begivenheder i nyere tids russisk historie: Som gidseldramaet i Dubrovka-teatret i Moskva i 2002, hvor 40 tjetjenske terrorister holdt en sal teatergæster som gidsler over tre dage, hvilket myndighederne løste ved at sende giftgas ind i teatret så omkring 129 mistede livet - og 700 blev kvæstet.

Her var Politkovskaja ikke sen til at give Putin skylden, for ordren til at udføre den fatale aktion måtte komme fra ham.

Hvem der har skylden for Anna Politkovskajas død er stadig uvist. I dag står nogle tjetjenske brødre for anden gang anklaget for drabet, men sagen er fortsat uafklaret.

Hør i øvrigt her indslag om nyudgivelse af Politkovskajas artikler i P1 Morgen - kort indslag og interview med Vibeke Sperling:

http://www.dr.dk/design/www/AudioMiniPlayer/miniplayer_window.html?test=0&mediaQid=2638394&ErrorCode=true&title=Politkovskajas

Julekuglen Rusland

 

Sankt Petersborg ved Neva-floden blinker og skinner som en julekugle i december. Lige nu er her på engang jerngråt, hårdt, isglat og regnvådt og overpyntet med lys der blinker og glimter i alle mulige farver på koldeste vis.

Tavshed og kulde
Der er intet varmt og indbydende over den gamle russiske hovedstads kilometerlange boulevarder. Og omkring 6 millioner indbyggere er ikke af den type, man som udlænding kan slå en sludder af med. For de russere jeg har prøvet at tale med, kan ikke et ord engelsk

Og de ser nærmest forkrækket på mig, når jeg åbner munden. Nogle smiler undskyldende, andre viger helt tilbage, når man spørger efter en restaurant. Så jeg må nøjes med at kigge på dem for at lære dem at kende på deres ydre:

Pels og pynt
De blege ansigter. Og typiske østeuropæiske frisurer med dusket pandehår og korte nakker som var moderne i Danmark i 80'erne - og stadig kan findes i provinsen derhjemme. Drenge i sorte frakkeuniformer med lange skøder, epauletter på skuldrene og store sorte pelshuer. Og kvinder i høje støvler, taljerede dynefrakker og hætter med pelskant.

Taxa-bedrag
Og så er der en taxachaufføren fra lufthavnen, der aner en mulighed for at gøre en god forretning og fordobler prisen på taxaen efter endt kørsel, så en 20 minutters køretur pludselig koster 800 kroner. Det gør den ikke! Men han har slået et taxameter til undervejs der virker lidt for effektivt, og da vi er ved Ibis Hotel er det klikket op på et uhyrligt beløb - som vi ikke betaler. Heller ikke da han truer med at ringe til politiet.

Som altid når jeg ankommer et sted prøver jeg at tune mig ind på sjæl og dybde. Jeg prøver at forstå alt det der er underligt og anderledes. Hvad der gør taxachaufføren til en bedrager?

Hvad der glimter
Og hvorfor russerne mon er så vilde med alt det, der blinker og glimter: Svulstigt store ravsmykker og funklende grønne sten skinner om kap fra bugnende smykkeforretninger i storcentrene med lyskæderne på facaden.

Under asfalten
Men jeg synes, det er svært at komme "ind under asfalten" på Putins fødeby St. Petersborg, der på mange måder bare er en stolt kæmpeudgave af København med det kyriliske alfabet på plakater og skilte, isglatte fortorv, beskidte biler og blinkende julepynt.

Rødbede
Det nærmeste jeg foreløbig er kommet til følelsen af "russisk sjæl" er smagen af rødbedesuppen borsch serveret af en tjener med mørkt hentehår og et hvidt viskestykke over armen i en restaurant med traditionel russisk samovar - en temaskine - og en vodka med navnet "Kalashnikov" på menukortet.

Kalashnikov-vodka
Men spisestedet var umiskendeligt skræddersyet til turister og lå i forlængelse af The Vodka Museum, så omend den nostalgiske atmosfære af gammel-russisk stil virkede autentisk, så spejder jeg stadig ihærdigt efter andet end mit eget spejlbillede i julekuglen:

En gåde
Så jeg kan forstå, hvad det er der bevæger russerne, og hvor de bevæger sig hen? Jeg tror det bliver svært. For som Winston Churcill bemærkede tilbage i 1939 om nationen: "I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma". Så der skal kigges dybt i julekuglen de næste dage. Vi får se, hvad der viser sig.

Når folk drømmer

Foto: New York Times d.d.

To dage i Danmark med snaps og kolde vindstød har endnu ikke givet mig fornemmelsen af jul. Folk er forkølede. Stemningen i gadebilledet er mat. Den rituelle julefrokost gennemføres som et rastløst ritual med lumre taler, ris a la mande og utroskab.

EU knækker
Ude i Europa er unionen ved at knække over, og de danske politikere skal i gang med den uriasopgave, de godt støttet af den nationale presse har forsømt i årtier siden statsminister Jens Otto Krag gik af efter at have ført Danmark ind i EF:

For vores egen pengepungs skyld
At overbevise os om, at det er til vores fælles bedste at afgive en del af vores nationale suverænitet for at være med i Europas forenede nationer. Hvis det altså er det... Det er svært for de fleste at se og forstå, hvad al den storladne krisesnak egentlig går ud på i en tid, hvor folk med den store kabelpakke og et kraftigt forbrug af cigaretter føler sig fattige.

Hvad skal det der fællesskab med tyskerne og franskmændene og de økonomisk uansvarlige sydeuropæere egentlig gøre godt for? Hvis de får lov til at bestemme over os, får vi så højere priser på vores smør og bacon? Når de nu er så meget mere fattige end os, er der så ikke bare en risiko for, at vi bliver trukket med ned, alt imens vores arbejdspladser bliver overtaget af flittige indere og kinesere?

Østens energi
Skal vi følge den opportunistiske linie i det nye verdensbillede, skal vi nok til at blive venner med nogle af de nye store magter. Kineserne, der bygger veje i Afrika som aldrig før, for at sikre sig leverancer af naturressourcer til det voksende storrige. Australierne, der godt kan lide vores grønne teknologi og allerede nu er i fuld gang med at købe danske vindmøller. Eller russerne, der med Putin i front har bebudet, at man skal til at energirenovere store dele af boligmassen og virksomhederne.

Det er i forvejen russerne, der skal stå for at levere en stor del af vores varme i fremtiden med al deres naturgas, så måske vi skulle satse mere på "vennerne" mod øst.

Mens vi venter
Danmark har da også for længst skruet væsentligt ned for kritikken af russernes forhold til ytringsfrihed og demokrati. Det er ikke de tider, hvor vi slår på stortromme i verden for vores idealer. For hvad har vores trang til at hævde ytringsfriheden med Muhammed-tegninger og hellig krig i Mellemøsten egentlig ført med sig (af stabile olieleverancer)?

Økonomisk krise, destabiliserede regioner, døde børn og kvinder og husdyr, og soldater der kommer hjem i ligposer eller med alvorlige sår på sjæl og krop.

Jeg synes, det føles, som om folk holder vejret lidt, og putter sig - under dynen, bag skrivebordet, hjemme i parcellen.Venter på at se, hvad den nye verden vil bringe med sig.

Tusinder demonstrerer
I Rusland putter de sig til gengæld ikke. I dag har tusindvis af russere været på gaderne med skilte, hvor de kalder præsidentkandidat Putin for en tyv. Massedemonstrationerne i de store byer som St. Petersborg og Moskva er i hele Putins æra atypiske. Nationalister og kommunister og andre grupper forener sig og går på gaden og hævder, at parlamentsvalget der gav Putins parti Forenet Rusland flertal var snyd.

Fra Tahrir-pladsen til Moskva
De organiserer sig via de sociale medier. Nu tør de pludselig at bruge deres fælles stemme. Bølgen fra det arabiske forår er nået til Rusland. Der synes i hvert fald at være en bevægelse i folket, der samler dem om en ny fælles drøm om en alternativ fremtid. Et nyt styre i Kreml.

Sammenhold mod ufred
En fælles drøm som vores politikere i Europa ser ud til at have tabt eller ligefrem forsømt at udvikle til fulde. For hvem i den unge befolkning føler for alvor den europæiske drøm om sammenholdet, der skal forhindre krigen i at bryde ud? Vel at mærke ikke en drøm, der handler om at udnytte fællesskabet for egen vindings skyld, men et fælles ønske om at leve i en fri og fredelig verden.

Dansen om juletræet
Jeg tror en masse russere er ved at tage hinanden i hænderne for at udfordre det bestående. Mens vi i Europa gør det modsatte og som briterne trækker os kraftigt tilbage i de nationale sneglehuse ved mødet med gamle systemers kollaps.

Måske derfor bliver dansen om juletræet i år et ritual herhjemme uden helt samme lys i øjnene, som når drømmen om fællesskabet er stærkere end angsten for ikke at finde den nyeste Ipad under træet.

Russisk jul
... Holder min lille teori giver det i hvert fald god mening at søge efter julestemningen i Rusland, når den nu synes at mangle så radikalt herhjemme. Jeg er i hvert fald spændt på at opleve stemningen i hvad der stadig må betegnes som "Putins rige" her lige efter parlamentsvalget, hvor folk går på gaderne og kræver forandring for første gang i mere end et årti.

Nairobi - Skt. Petersborg - Moskva

 

Det er gråt herhjemme i øjeblikket. Og udsigten her på vej til mit arbejde er egentlig et meget godt billede på udsigterne for Danmark og Europa, hvor den ene dårlige nyhed om usund økonomi efter den anden, får folk til at beholde dankortet i tasken og overveje, om der nu også bliver råd til julegaver. 

Der er ligesom mangel på horisont. Visionerne synes at være erstattet af et fokus på røde tal. Og jeg tror faktisk ikke, at hverken fortsat lave renter eller udsigten til nordsømilliarder ved en re-forhandling af statens aftale med Mærsk er nok til sådan for alvor at ryste os ud af krisebevidstheden. Den vil nok snarere tage til i takt med, at de sydeuropæiske lande skifter deres regeringer ud, og amerikanerne fortsat ikke kan blive enige om at hæve skatterne eller forgælde sig endnu mere.

Hvem sulter?

Min mavefornemmelse siger mig til gengæld, at krisen handler om mere fundamentale værdier i vores samfund end penge. For om der er "penge nok" er jo relativt. Og efter et besøg i Afrika forekommer talen om en alarmerende finanskrise i Europa i hvert fald lidt skæv. For vi har da mad på bordet! Og det ser der ud til at være råd til lidt endnu.

Værdi-krise
På mig virker det nærmest, som om den vestlige verden - USA og Europa - er røget ind i en tyk tåge, hvor vi har mistet af syne, hvad vi pejlede efter og måske lidt for længe har glemt at spørge os selv om, hvem vi egentlig er, udover at være forbrugere. Hvad er det egentlig, vi stræber efter, når vi ønsker os "Change"? Og hvad er det, vi skal arbejde hårdt for at opnå, hvis bonus og bil kommer uden for rækkevidde?

Og mens vi så venter på, at tågen letter og giver os de nye horisonter i et verdensbillede, hvor kineserne, inderne, russerne og brasilianerne for alvor rykker, så ser det ud til, at vi foreløbig koncentrerer os om at se på vækst-minister Ole Sohns fortid i DKP... Og på finansloven. Hvor alle er enige om, at de hårde forhandlinger: Det bliver til næste år.

Ud i verden

Personligt er jeg ikke så god til at vente. Så jeg har planlagt en tur ud af tågen og lidt rundt i verden igen for at få en ide om, hvordan horisonten ser ud fra de steder, hvor man lige nu sætter alt ind på at komme derhen, hvor vi er.

Østafrikas ungdom

Turen går til Østafrika - igen. Jeg tager til Kenya som med-organisator på et seminar for 22 unge aktive studerende fra den nye republik Syd-sudan, det tørkeramte Etiopien, og det krigsplagede Somalia, hvor den islamiske milits Al-Shabaab lige nu splitter landet indefra.

Blogging

Vi skal besøge forskellige organisationer i Nairobi og diskutere kampagnestrategier og blogging, så de kan arbejde med at fortælle om den store østafrikanske ungdoms levevilkår og problemer og skabe platforme for problemløsning. Og så skal de møde hinanden og skabe støttende netværk, så de i årene fremover kan arbejde aktivt for at skabe bedre samfund. Jeg er spændt på at møde dem, og glæder mig meget til endnu et eventyr i Kenya.

Studietur før Rusland går til valg
Min anden rejse går til Rusland i december, hvor jeg rejser med en gruppe journalister på en organiseret studietur til Skt. Petersborg og Moskva for at blive klogere på det kommende præsidentvalg.

Naturgas-nationen
Jeg har været forbi ambassaden og få alle de rigtige stempler i mit pas under overvågning af sirligt spadseredragt-klædte kvinder og en vagt ved døren i kasket, og nu ser jeg meget frem til med Afrika-varme i kinderne at tage til det kolde land mod øst, som jeg ved i fremtiden kommer til at holde mig varm med naturgas fra nordsøkablet, når julen som nu nærmer sig.

Hvad med demokratiet?
Det kommer nok alt andet lige til at gøre det lidt sværere at kritisere Ruslands udskældte forhold til demokrati og ytringsfrihed, og derfor er jeg nysgerrig efter at høre, hvad russerne selv siger. Og hvordan verden i det hele taget ser ud fra en russisk metropol.

Babushka-dukker
For mig bliver det hele nyt. Mit eneste forhold til Rusland er en barndomserindring om min far, der kommer hjem fra Moskva i slutningen af 80erne efter en forretningsrejse med en stor pelshue på hovedet og fine babushka-dukker i træ til mine søstre og jeg.

Jeg håber at kunne berette om horisonten set fra Vinterpaladset i Skt. Petersborg her på bloggen, og at I har lyst til at følge med.