Når det bliver farligt at skrive
Jeg sidder selv i lobbyen på Ibis Hotel i St. Petersborg og ser frem til et besøg på en af byens største erhvervs-aviser Vedomosti efterfulgt af et møde her på hotellet med lederen af "The Agency for Investigative Reporting" i Petersborg. For er det nu også overhovedet muligt for journalister, som Politkovskaja, at grave sig ned i sager, som ikke er behagelige for myndighederne her i landet? Vel at mærke uden repressalier?
Det liberale Rusland...
Herfra hvor jeg sidder med BBC News på en skærm til højre, servitricer i vodkabaren med røde forklæder og en avis på glasbordet med et stort billede af en demonstrant med et gråt print af Putin indrammet i en cirkel med en streg igennem, ser det angiveligt ud, som om jeg er et hvilket som helst sted i det liberale internationale samfund. Men måske jeg tager fejl.
Mange steder i verden er der ikke frihed til at skrive og sige, hvad man vil. Men sådan er det officielt ikke her i Rusland, hvor præsident Putin kommenterede Politkovskajas død som et angreb på ham og hele nationen.
En konstant provokation
Men Politkovskajas journalistiske virke på blandt andet den erklæret Kreml-kritiske Moskva-avisen Novaja Gazeta - hvis redaktør jeg i øvrigt interviewede for 5 års tid siden om journalistmordene i Rusland og Tjetjenien, da han besøgte Det udenrigspolitiske selskab i København - var en konstant provokation.
Og som en russisk forfatter i dokumentarfilmen afskriver hende: En sammenblanding af ønsketænkning og følelser, der ikke havde noget med objektivitet at gøre.
Selv har jeg ofte tænkt i mit stille sind, når talen faldt på hende: Hvad fik egentlig en begavet kvinde som hende til at blive ved med at råbe op om ofrene for krigen i Tjetjenien? Tilsyneladende uden nogen effekt og med livet som indsats?
Forgiftet eller opløftet
Og derfor var det også med en følelse af stort ubehag, at jeg så filmen "Frihetens Bittra Smak" i går produceret af kursuslederen på denne rejse Malcolm Dixelius og den afdøde Politkovskajas veninde Marina Goldovskaja, der har fulgt Anna Politkovskaja med videokamera mange år, inden mordet i Annas entre for 5 år siden.
For Anna Politkovskaja virker i det meget personlige portræt ikke som en fanatisk provokatør. Måske snarere naiv, og som een af hendes kolleger siger om hende i filmen: "Hun fulgte sit kald. Det var næsten religiøst.... Krigen havde forgiftet hende."
Fra husmor til krigsreporter
"Frihetens Bittra Smak" følger Politkovskaja helt fra hendes ungdom, hvor hun er gift med en berømt russisk journalist og er hjemmegående husmor med to børn og en hund og fremefter - til året 1994, hvor russerne går ind i Tjetjenien, og Annas reportagerejser til landet begynder.
Hun oplever grusomheder i den krig, som kun få har berettet om. I dokumentaren møder hun grædende tjetjenske kvinder, hvis sønner og mænd har fået fingrene skudt af, inden de er blevet myrdet.
Skudt på das
Anna Politkovskaja fortæller om en kvinde hvis 14-årige søn går på udendørs-dasset og koldblodigt bliver skudt af russiske soldater, mens han sidder i det lille skur. Det er svært at bedømme, hvem der er gode og onde i en krig. Nogle gange endda hvem der er soldater, og hvem der er civile. Men Politkovskaja vælger side til fordel for tjetjenerne, og beretter om rædslerne med hele sin person.
Et bedre menneske
Men hun klager ikke. "Jeg har set med egne øjne, hvad andre aldrig vil få at se. Og det har gjort mig til et bedre menneske..." siger hun roligt, når hun taler om spørgsmålene folk stiller hende: Om hun ikke er bange for at skrive de ting, hun gør?
I dokumentarfilmen befinder Politkovskaja sig her på et hotelværelse i Los Angeles, hvor hun er til journalistikkonference: En midaldrende kvinde i hvid slåbrok, der muntert lægger makeup, mens hun reflekterer over sit liv: Og som hun fortsætter: "... Jeg har intet at klage over."
Krig og inspiration
Faktisk taler hun selv om en form for "inspiration" hun oplever i forbindelse med rejserne til Tjetjenien. "Jeg er ikke så tynget, som jeg burde være - snarere tværtimod", siger hun til kameraet, og jeg fornemmer hos hende denne her hellige ild, der brænder så stærkt, når et menneske oplever at have et kald. At der er en højere mening med tilværelsen end eens egne interesser.
Et normalt liv
Og det er skræmmende, når en kvinde, der bliver kaldt en idealist, en revolutionær og en drømmer tilsyneladende ved tilfældighedernes spil på Jeanne D'Arc agtig maner kommer til at kæmpe for alt det, der giver mening for hende og så betaler den højeste pris med sit eget liv.
Efter venindernes tilsyneladende gentagne forsøg på at få hende til at falde til ro og leve et "mere normalt liv", som de siger i filmen.
Teatret
Jeg anbefaler dokumentarfilmen "Frihetens Bittra Smak" udgivet med støtte fra Sundance Institute og Det Svenska Filminstitut.
For udover at komme tæt på den fascinerende Politkovskaja er det også en film, der repeterer voldsomme begivenheder i nyere tids russisk historie: Som gidseldramaet i Dubrovka-teatret i Moskva i 2002, hvor 40 tjetjenske terrorister holdt en sal teatergæster som gidsler over tre dage, hvilket myndighederne løste ved at sende giftgas ind i teatret så omkring 129 mistede livet - og 700 blev kvæstet.
Her var Politkovskaja ikke sen til at give Putin skylden, for ordren til at udføre den fatale aktion måtte komme fra ham.
Hvem der har skylden for Anna Politkovskajas død er stadig uvist. I dag står nogle tjetjenske brødre for anden gang anklaget for drabet, men sagen er fortsat uafklaret.
Hør i øvrigt her indslag om nyudgivelse af Politkovskajas artikler i P1 Morgen - kort indslag og interview med Vibeke Sperling:
http://www.dr.dk/design/www/AudioMiniPlayer/miniplayer_window.html?test=0&mediaQid=2638394&ErrorCode=true&title=Politkovskajas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar