Låst ude på Daraja

Her til morgen blomstrer kæmpekaktussen uden for spisesalen på Daraja. De små skud fra kaktusens opadstræbende grønne stammer viser sig at indeholde de smukkeste store hvide blomster, som bierne nu summer om.

Et syn der ikke kan undgå at gøre mig glad efter en nat, hvor Mathilde og jeg – igen har været udfordret af den afrikanske virkelighed, da vi kom hjem efter mørkets frembrud fra Nanyuki til en låst dør, vel vidende at vores egne nøgler lå inde i huset.

Karatespark
Først var vi overbeviste om, at døren måtte være gået i baglås. Så den fik nogle vrid og et par karatespark for at gå op, uden resultat. Og så måtte vi ellers ud på stierne med vores dårlige mobiltelefon-lygter for at få hjælp.

Med blikket stift rettet mod græsset.

Og ørerne spidsede efter lyde fra den omkringliggende bush. Knurrende lyde, gryntende lyde. Og den gumlende lyd af de store sortbrogede køer, der pludselig stod usynligt tæt på os i mørket, hvor vi passerede, uden for vores svage lyskegler.

Ivrigt spisende af det friske græs i natten, mens kalven et sted, spærret inde, brægede indtrængende gennem natten.

Lyn fra en klar himmel
Engang imellem gik der en blitz hen over himlen. Jeg har aldrig oplevet lyn fra en klar himmel. Men i går var de der. Et for et flashede hvide lys fra horisonten et sted i mørket. I så korte glimt, at det var svært at blive klog på, om det var indbildning eller ej.

Vi lagde vores by-indkøb af Out of Africa-nødder, chips, aviser og bananer fra en lang dag i Nanyuki i kollegaen Tasjas hytte, og så fortsatte turen i mørket på jagt efter lagner – og vagten: Der kom mod os ude i det åbne landskabet mellem hytterne med en klar skinnende lygte:

Jernspyd
En stor sort mand med skæg i noget, der lignede en regnfrakke – vistnok med hætte – og med et vældigt tungt jernspyd i den ene hånd.

Og så sjoskede vi ellers troligt efter ham i natten. Ned til Darajas bevogtede port, hvor den anden vagt kunne oversætte fra swahili, eller hvad det nu var for et stammesprog, han talte.

Mathilde fortalte mig, at flere af vagterne har ar på maven, og at antallet af ar viser, hvor mange løver de har slået ihjel i deres liv. Det er nogle gode folk, der passer på pigeskolen Daraja Academy og os danskere og kenyanere fra MS Action Aid. Hele området er hegnet ind af elektrisk hegn, og porten er stor og tung, forseglet med kæder om natten og bevogtet døgnet rundt.

MS Action Aid har to platforme, som vi kalder dem. Firkantede bygninger med kontorer, klasseværelser og sovesale og med et åbent rum i midten med græs og kig til himlen.

Liv
Derudover har vi tre runde hytter og et lidt større todelt hus, hvor Mathilde og jeg bor i den ene side, og læreren Joseph i den anden side. Spredt ud på et græs-tæt område med træer, kaktusser, køer, hunde, høns, geder og et fantastisk rigt fugle og dyre-liv.

Vi kom ikke ind i hytten igen i nat. Selvom vagten skruede hele håndtaget af for at konstatere, at døren altså var låst. Men her til morgen kom han så forbi med nøglen. Vores lokale rengøringsdame havde i bedste mening lånt Mathildes nøgler fra skrivebordet i hytten for så at låse og lægge dem i køkkenet.

Og nu ligger Mathilde så og sover under myggenettet, mens jeg sidder udenfor i solen og kigger på slangebusken, som læreren James og Abdiaziz, en af mine journalistelever, forleden skar ned til et minimum med hver deres machete, for at forhindre sorte mambaer i at krybe fra buskadset over i stråtaget og ned i vores hus, der i forvejen er hjemsøgt af myrer og biller og andet kravl.

Men ligesom med den stikkende blomstrende kaktus, er Daraja – hvor vi bor – hele området her – et sted, som jeg ikke kan lade være med at holde uendeligt af, fordi det er så rigt på liv.

Jeg har aldrig været et sted, hvor der er så meget liv koncentreret på så lidt plads. Et liv, der aldrig holder op, men fortsætter aktivt dag og nat. Jeg husker, hvordan det er at komme hjem herfra og mærke stilheden i Danmark. Lyden af stål og glas og beton, og elektroniske maskiners enerverende summen.

Jeg er derfor med en hel del vemod, at jeg skal forlade Daraja for tredje gang i mit liv i morgen, når turen går til Nairobi, hvor vi skal lave avisprojekt med Global Citizens College i Kibera.