On the Road

- Med bhangi og Bob gennem natten

Jeg blev grebet af en form for djævelsk lykke forleden. På forsædet af en faldefærdig bil. På vej fra byen Nanyuki ud på landet - totalt omsluttet af mørke – og med mystiske tågebanker, der strøg ind over forruden som skyer. Af og til afbrudt af lysende øjne i natten. Små skinnende fra de rævelignende Mongoose-dyr, der spiser de lokales kyllinger. Og store gule fra nattens lastbiler.
Det startede egentlig en times tid inden, hvor jeg befandt mig på parkeringspladsen uden for Hospitalet i Nanyuki. Klokken var cirka 23, en time senere end vores normale hjemkomst-tid ude på landet. Bilens ruder var tonede, og bag rattet sad en mand med hvide tænder og røde øjne:

Bob Marley sang på bilanlægget – eller i hvert fald een, der lød som ham. Jeg sad på bagsædet i den lurvede vogn, og manden bag rattet skulle vende sig, for at kunne føre en lavmælt samtale med mig, mens vi sad der og ventede i det tunge, fugtige mørke:

Vores samtale kredsede om at ryge bhangi: Marihuana. Og tygge mira, som de kalder det somaliske Khat hernede. Og om kokain, som han var overbevist om, at den britiske hær selv skaffer sine soldater, når de træner til deres ørkenmissioner hernede. Et stof han mente, gør dem vanvittige.
Når man tygger mira, sover man ikke. Når man ryger bhangi, bliver man helt enormt fokuseret på lige præcis det, man foretager sig, forklarede han. Men når man sniffer kokain så tror man, at man kan alt. Man bliver farlig for sine omgivelser, og følelsen af at være overmenneske er så vanedannende, at den er svær at slippe igen. Han var een af dem med filosofien, alt skal prøves mindst een gang i livet.

Selv sad jeg nu ikke der på bagsædet i min militærkjole og de brune cowboystøvler og krøllet hår af fugt og støv for at købe lykke-midler af den ene eller anden slags. Den del af den østafrikanske kultur, jeg kender så godt fra Jacob Ejersbos romaner fra Tanzania, der handler om at være skæv og høre Bob Marley, er egentlig ikke en del af mit afrikanske soundtrack.
Jeg ventede på at rykke til forsædet, så der blev plads til mine kolleger Mathilde og Tasja på bagsædet og et par af MS voluntørerne, hvoraf den ene havde haft et besynderligt blackout og mistet dele af sin korttidshukommelse efter at have slået hovedet under boldspil med de lokale unger. Derfor hospitalet.
Man skal passe på, hvad man gør med sit hoved. For man behøver ikke engang at få slag eller ryge sig skæv for at skabe hvirvler i den flod af tanker, sindet udgør. Som den mørke chauffør bag rattet fortalte, da vores samtale i taxaen cirklede om Jesus, international våbenhandel og populærkulturens trivielle romaner og sange: - Så bliver vi hele tiden "påvirket":

Fra pladsen bag rattet så verden ud til at være ordnet i store mønstre holdt skjult for masserne af en djævelsk kraft med stærk bevidsthed om, hvor lette vi faktisk er at gøre lykkelige – og ikke mindst sultne efter lykken. Slet og ret med gentagelse, gentagelse og evig gentagelse af det samme tilfredsstillende, æggende mønster.
Som chaufføren sagde. Det er den samme kærlighedssang. Og den samme historie, der bliver fortalt igen og igen og igen. Med djævelsk energi. Og vi lader os forføre af det.
Lidt efter kunne taxaen rulle ud på de støvede og hullede veje, som chaufføren med en dreven sløvhed undgik et for et, så turen tog dobbelt så lang tid som normalt i mørket. Med et typisk afrikansk soundtrack med konstant pulserende rytme i højttalerne. Ikke for langsom, ikke for hurtig. Levende. I takt med hjertet.

Og så sneg lykken sig ind i mit sind:
Chafføren der kørte med det ene hjul i rabatten. Blødt gennem vandpytter. Op og ned.

Den rene gentagelse over for verdens mørke mønster uden for af huller i vejen, dyr i rabatten og modkørendes blændende lygter. Tågeslør og træer som grå silhuetter skåret af pap uden for ruderne.
Den evige køretur og den uendelige rytme. Som den form for elskov, der kan sende et menneske i himlen, mens det stadig er på jorden. Måske han har fat i noget: Chaufføren med de røde øjne og de hvide tænder. Det djævelske i gentagelsens lykke:
For den planter drømmen om evigheden i dig, så du må længes. Når motoren slukkes. Når vejen hører op. Og du er kommet hjem.