Det mørke afrika

Lyden af græshopper blander sig med gøende hunde uden for hytten. Jeg sidder i min seng med tæppet over mig og pandelampen på hovedet. Insekterne svirrer om ørerne på mig. Især de halvstore biller, der siger en høj brummende lyd går tæt på. Så ligger de og spræller på tæppet med benene vejret, inden jeg verfer dem væk.

Efter klokken ti er elektriciteten hernede slået fra. Så er der kun lygter og stearinlys til at lyse op med. Til gengæld er der tusind lys udenfor. Mælkevejen ligger blinkende hen over himlen, og inden jeg for lidt siden gik tværs over savannegræsset på græsstierne mellem hytterne, kunne jeg som vanligt ikke lade være med at slukke lyset og lægge hovedet helt tilbage for rigtig at se stjernehavet over mig.

Her mellem klokken ti og midnat er himlen sort og fløjlstung, og kendte jeg stjernebillederne, er jeg sikker på, at man kunne se dem alle. I aften er der dog blæksorte skyer, der spiser af stjernerne fra horisonten. Bid for bid. Derhjemme er det lyset fra anlæg og veje, byer og både, der har spist mørket og gjort dette kig til universet noget nær umuligt. Hvornår kan man nogensinde være alene i mørket i Danmark? Tænker jeg. - Hvornår er det stjerner alene, der lyser eens verden op?

Jeg kan huske, at jeg har interviewet Danmarks Naturfredningsforening om det for et halvt års tid siden, da de gik ud med en pressemeddelelse om, at mørket er truet i Danmark. Hvorfor er det egentlig så vigtigt? Tænkte jeg dengang fra min arbejdsplads ved computerskærmen med de tusind lysende pixels. Men nu forstår jeg det. For jeg har aldrig haft denne her himmel over mig. Og selvom det pusler og hvisler og kvækker og rasper i buske og græs omkring mig, så slukker jeg min lygte og kigger op på de lys, der har guidet mennesker omkring i denne verden i årtusinder. 

For måneder tilbage har der været en leopard på området, som een af vagterne dræbte med et spyd: Måske der gemmer sig et kattedyr i mørket et sted på jagt efter bytte. Og længere væk. Mod vest i Kenya er der en stamme, der har det for vane at løbe rundt i nattens mørke og skræmme folk, som min kollega på platformen Godfrey fortalte under en middag forleden. Natløberne fra Kisi. 

Men selvom nogen jager i natten, og der foregår ting, som ikke tåler lyset, så åbner mine øjne og sanser  sig nu for et større rum - af magi og erkendelse af livet omkring mig. Og det spændende er, at jeg kan mærke, at når sanserne skærpes, så forsvinder angsten. Jeg føler mig tryg. Mørket bliver en omfavnelse, og verden på en gang lille og kæmpestor. Måske det er derfor, at det er en skam, at der ikke længere er rigtigt mørke at finde i Danmark, tænker jeg her i min seng i min hytte på savannen tæt ved Mount Kenya. 

Jeg kan høre lyden fra en fuglestrube, der lyder som et sløvt maskingevær. Og nu: Fuglen, der siger som en dør, der knirker.

Grundet manglende kontakt til internettet på savannen er indlægget her uploadet et halvt døgn efter det er skrevet.