REJSEN TIL KENYA III 2012

NEXT: Nordirland - Malmø - Minnesota MAJ 13: Kathmandu APRIL 13: Qatar JAN 13: New Orleans DEC 12: Texas JUNI 12: London APRIL 12: Nanyuki DEC 11: Moskva - Skt. Petersborg - Zanzibar NOV 11: Eastleigh SEP 11: Nairobi



søndag den 15. april 2012

Overtro, hekseri og mirakel-kunst

Der er ikke noget som en stille søndag eftermiddag med avisen ved en swimmingpool i Central-kenya. Godt nok sidder mine MS-kolleger og fryser her ved bordet, fordi den afrikanske radiolarm fra baren bag os akkompagneres af tunge tordenskrald og vand i massive mængder fra himlen.


Den kræftramte og påske-miraklet
Men så kan man bare slå op i avisen og lade sig underholde af den første den bedste featurehistorie, hvor en skribent fra The Standard ganske nøgternt fortæller, hvordan videnskab, bøn og hekseri for nylig har været i hårrejsende spil i Kiburi distriktet:

Det er beboerne i landsbyen Kipwostuiyo, der har oplevet en mirakuløs uddrivelse af djævelskab. Den 30-årige Leonard Rotich, der har lidt under mavekræft i 5 år blev i påsken smurt med en særlig olie af pastor Sammy Rotich. Artiklen nævner ikke noget om, hvorvidt de to er i familie.

Levende insekter fra maven
Seancen udvikler sig, så det forbløffede publikum ser levende insekter kravle ud af Leonards maveskind. Mirakuløst nok uden at efterlade mærker på maven, som skribenten fra The Standard, der kommer på besøg dagen efter, fortæller.

Han har også talt med folk i området, der alle siger, at det er heksekraft, og at den er stærk i området. Leonards familie menes at være ramt af en forbandelse, da både hans mor og søster er ramt af kræft.


Pastorens interesse
Artiklen slutter af med at pastor Rotich siger, at miraklet er en demonstration af bønnens kraft, og landsbyboerne siger, at de har brug for flere af disse bønner for at overkomme det onde. Pastoren får sikkert nok at gøre i fremtiden.

Den slags artikler er ikke mindst interessante at læse, når jeg til daglig forsøger at lære en gruppe unge kenyanere, hvad objektiv, kritisk journalistik går ud på. Og hvordan de fleste kilder journalister taler med har en interesse, som vi skal lære at gennemskue for virkelig at forstå en historie.

Historier fra bushen
Jeg husker tydeligt, sidst jeg var hernede, hvordan jeg en aften inviterede mit hold af elever til historiefortælling i min hytte. Og een efter een fortalte de den ene vilde røverhistorie efter den anden om folk der forsvandt i skove og blev opfostret af ulve.

Om en talende elefant, der afbrød et middagsselskab. Og en utro mand, der blev forhekset af sin kone og  forvandlet til en slange. - Den historie var i alle medierne, sagde de. Og om en heks, der stjal undertøj i landsbyen og lagde kakelakker på det for at forbande ejerne.

Hvad der overgår vores forstand
Og hvis man skal prøve på en eller anden måde at forstå behovet for at leve i en verden, hvor de her historier er en realitet, så formoder jeg, at det er fordi kulturen er grundliggende troende og anerkender, at der er hændelser i verden, der overgår vores forstand - også videnskabens - og at de er værd at beskæftige sig med, selvom vi ikke kan finde endegyldige svar?

Og det er der så en masse svindlere og bedragere, der profiterer af:

Vores egen blinde tro
Men ved nærmere eftertanke, så er de der jo egentlig også derhjemme, hvor folk som Stein Bagger formår at putte tryllestøv i øjnene på hele det danske erhvervsliv, fordi han ved, hvad VI tror blindt på: Pengene og vækstens mirakel.

Ligesom vi tror på lykkepiller og ADHD-medicin og andre interessante løsninger på menneskelivets udfordringer: Medikamenter, hvis effekter er tvivlsomme, og hvis opfindere spinder guld på vores fælles ukritiske tro på det sande i dette mirakelmiddel, der fjerner vores problemer - dette hekseri i pilleform.

Jeg må sige, at jeg tvivler stærkt på, at exorcismen helbreder Leonard. Jeg ser præsten for mig med insekter gemt i håndfladen eller en klud, som han bruger til at smøre olie på den syge mands mave. Om det virkelig giver manden livet tilbage er i sagens natur fortsat uvist, men familien er ifølge artiklen i "The Standard" glade for sidste søndags mirakel:

Det viser nemlig, at - The holy always triumph over the evil. Og med den universelle bemærkning: Amen - og god søndag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar